Kobling mellem praksis og forskning

Problematikken om koblingen mellem praksis og forskning er helt central for den udvik- ling på daginstitutionsområdet, der har været i centrum i efterhånden mange år. Det er en målsætning, at arbejdet i daginstitutionerne ikke bare skal dokumenteres, men også at denne dokumentation skal føre til, at praksis kan udvikle sig på et evidensbaseret grundlag. På den ene side er det en tilgang til arbejdet, som på nogle måder kan minde om, hvad man finder på andre praksisfelter fx på sundhedsområdet, på den anden side er det en tilgang, der med sine krav til dokumentation og opfølgning er stødt på den op- fattelse af pædagogisk arbejde, som fandtes og findes i den pædagogiske praksis.

Buus et al. sætter disse to tilgange i spil i en undersøgelse, der har til formål at se på ’hvilken indflydelse det har på pædagogers udøvelse af dømmekraft, at viden og meto- der, der beskrives som evidensbaserede, er i spil’. Eller med andre ord om ’den metode- frihed, der er tradition for i en dannelsestradition, bliver udfordret af de evidensbasere- de metoder’. Undersøgelsen ser nærmere på betydningen af tre metoder: De utrolige år, PALS og ECERS. I alt seks institutioner fra tre forskellige danske kommuner indgår i stu- diet. De seks institutioner har implementeret evidensbaserede metoder, to institutioner arbejder med ’De utrolige år’, to arbejder med PALS (Peer Assisted Learning Strategies), og de sidste to arbejder med ECERS (Early Childhood Environment Rating Scale). For- skerne har videoobserveret samt afholdt gruppeinterviews med de ansatte i de seks in- stitutioner.

Studiet af Buus et al. viser, at der er stor variation mellem institutionerne i, hvordan de har implementeret og anvender de evidensbaserede metoder, fra en høj grad af direkte anvendelse til en langt mere selektiv brug af metoden. Studiet viser endvidere, at det er svært at isolere de ansattes vidensgrundlag. De baserer sig i høj grad på institutionens kultur snarere end på deres egen forståelse. Ingen af de ansatte i undersøgelsen ople- ver, at de har givet afkald på deres autonomi eller metodefrihed som en konsekvens af implementeringen af de evidensbaserede metoder. Mange oplyser også, at de mener, at arbejdet med de evidensbaserede metoder tilføjer en højere grad af professionalisme i deres pædagogiske praksis. Metoderne, retningslinjerne og vurderingskriterierne gør, at deres praksis bliver mere tydelig og præcis for dem selv, men også for børn og forældre. Resultaterne viser dog samtidig, at de ansattes erfaringer i høj grad har betydning for den pædagogiske praksis og anvendelsen af evidensbaserede metoder. Undersøgelsen viser, hvad man kan kalde en meget pragmatisk tilgang til brugen af evidensbaserede metoder. Det er en helt klar opfattelse blandt det pædagogiske personale, at stærk til- lid til − og deraf følgende ensidig brug − af en bestemt evidensbaseret metode som ’pakkeløsning’ er udtryk for en begrænset professionalisme. Derimod kan de evidensba- serede metoder bruges som et blandt mange input til udviklingen af en professionel praksis. Det er med andre ord det pædagogiske personales opfattelse, at de evidensba- serede metoder skal bruges selektivt og med en høj grad af kritisk refleksion.

Vallberg-Roth ser nærmere på, hvilke dokumentationsformer der findes og anvendes i daginstitutionerne. Studiet har til formål at beskrive samt diskutere de svenske dagtil- buds vurderings- og dokumentationspraksisser set fra et didaktisk perspektiv. Dataind- samlingen består primært af resultater fra tidligere og nuværende undersøgelser i for- bindelse med systematisk dokumentation og vurdering i svenske dagtilbud. Der udarbej- des en syntese baseret på disse resultater. Dernæst udgøres data af interviews.

77

Vallberg-Roths undersøgelse viser, hvordan spørgsmålet om dokumentation er kommet ind som en del af arbejdet i daginstitutionerne − til tider på en måde, der kan virke overvældende på personalet i relation til det forhold, at de skal få det til at spille sam- men med det løbende, daglige pædagogiske arbejde. Undersøgelsen viser således, at der på de undersøgte daginstitutioner findes mellem seks og ti forskellige dokumentations- former og/eller programmer. Der er pædagogisk dokumentation, individuelle udviklings- planer, forældrespørgeskemaer og evidensbaserede programmer som TRAS, SET, START og Second Step. Det bliver således tydeligt fra undersøgelsen, at den evidensbaserede tilgang på den ene side i den grad har vundet indpas på daginstitutionerne, men også at der på den anden side er tale om en stor mængde af dokumentationskrav, spørgeskema- er og forskningsbaserede udviklingsprogrammer. Derudover finder studiet, at dokumen- tation i dagtilbuddet giver pædagogerne mulighed for at følge børns udvikling over tid, hvor det er udviklingen af det enkelte barns evner og færdigheder, der er i fokus. Dette giver ligeledes børnene mulighed for at følge egen udvikling og opleve en stolthed over egen fremgang. Dokumentationen har tillige den fordel, at den kan bruges til at give den rette støtte til børn, der har behov for særlig støtte, eller tidligt at udpege børn, der oplever særlige udfordringer.

Når dette sammenholdes med resultaterne fra undersøgelserne af det pædagogiske per- sonales tilgang til og deltagelse i efter- og videreuddannelse, opstår et billede af en di- lemmafyldt udvikling. Der er således ingen tvivl om, at daginstitutionerne har bevæget sig en lang vej i retning af dokumentation og evidensbaseret arbejde, men der er heller ingen tvivl om, at der er et stykke vej at gå, før denne bevægelse er blevet en indlejret og almindelig del af daginstitutionernes praksis.

4.4.5 Opsummering

Der har igennem længere tid været et stort og fortsat politisk fokus på daginstitutions- området. Et fokus, der har medført et ønske om at reformere området i relation til nye og mere synlige ledelsesformer, udvikling af medarbejdernes kompetencer og etablerin- gen af et vidensgrundlag, der skal sikre en evidensbaseret praksis på daginstitutionsom- rådet. Dette politiske fokus har i en årrække også afspejlet sig i forskningen på området. Mens meget store dele af forskningen for år tilbage primært handlede om børnene, så handler en stigende mængde dagsinstitutionsforskning i dag om netop ledelse, udvikling og innovation. Det gælder også daginstitutionsforskningen fra 2012.

Temaet i dette afsnit er opdelt i tre kategorier: Innovation og fornyelse, pædagogisk ledelse samt kobling mellem praksis og forskning. Det sidste emne, kobling mellem pæ- dagogisk praksis og pædagogisk forskning, er relativt nyt og afspejler den af mange øn- skede bevægelse hen imod en situation, hvor praksis i daginstitutionerne er baseret på forskningsbaseret viden om, hvad der virker i konkrete situationer i arbejdet med børn i daginstitutioner. Mens dette emne er nyt og derfor forskningsmæssigt ikke særligt om- fattende, så er den forskningsmæssige litteratur om innovative tiltag og om pædagogisk ledelse og ledelsesformer i daginstitutioner efterhånden ganske omfattende. Uden at der er tale om eksperimenter i klassisk forstand, så kan man alligevel fristes til at sige, at der eksperimenteres en del indenfor dagsinstitutionssektoren i Skandinavien. Heldig- vis følges mange af disse ’eksperimenter’ af forskere, således at der bliver mulighed for både at få en forskningsbaseret præsentation og vurdering af aktiviteterne og samtidig helt grundlæggende bliver mulighed for, for alle der interesserer sig for området, at føl-

78

ge med i det, der foregår. I samtlige de skandinaviske lande foregår der også en betyde- lig ændring af ledelsesformerne på daginstitutionsområdet med fokus på lederen som leder − og ikke som pædagog − og med fokus på at opnå ønskede resultater gennem le- delse. Dette afspejles også i forskningen.