Dagtilbuddets betydning for specielle grupper af børn

Gennem dagtilbuddets historie har opmærksomheden været rettet mod dagtilbuddets mulighed for at bidrage til at forbedre lærings- og udviklingsmulighederne hos specielle grupper af børn, også børn med adfærdsproblemer. Et ofte stillet spørgsmål har været, om det er godt for disse børn at gå i dagtilbuddet, eller om andre former for omsorgstil- bud er at foretrække? Dagtilbuddet skal bidraget til disse børns læring og udvikling gen- nem at tilbyde dem et miljø med leg og læring, som kan kompensere for deres livsvilkår. Det kan gælde fattige børn, udsatte børn eller andre grupper af børn, som er dårligt stil- lede på grund af deres livsvilkår. Tre af årets studier undersøger, om dette er muligt og under hvilke forudsætninger.

Et studie (Jensen, Petersen & Wind) omhandler dagtilbuddets arbejde og betydning, når dagtilbuddet er fysisk beliggende i et etnisk mangfoldigt boligområde. Formålet med studiet er at beskrive og analysere pædagoger og forældres opfattelser af dagtilbuddets betydning for udsatte børn, der vokser op i et etnisk mangfoldigt boligområde – med henblik på at udvikle viden om udsatte børns udviklingsmuligheder. Det empiriske mate- riale er indsamlet over en 12 måneder lang periode i et integreret dagtilbud, som er fy- sisk beliggende i det, forfatterne kalder et ghettolignende boligområde placeret midt i København. Materialet udgøres af kvalitative interviews med pædagoger og forældre og en mindre spørgeskemaundersøgelse rettet mod den samlede personalegruppe. Endvide- re er der foretaget interviews med pædagoger fra et nystartet familieprojekt, som er

81

del af dagtilbuddet. Forfatterne konkluderer, at særligt det nystartede familieprojekt må siges at pege på særlige socialpædagogiske indsatser overfor udsatte børn og deres familier, og at disse indsatser ser ud til at fremme trygheden, inklusionen og rådigheden over egne liv for de involverede familier. Studiets resultater tydeliggør således, at dag- tilbuddet har en særlig funktion og betydning for udsatte børn og deres familier, især knyttet til et udvidet omsorgsarbejde for de udsatte børn såvel som et omfattende for- ældrearbejde med de udsatte forældre.

Formålet med Lekhals studie er at undersøge, hvordan dagtilbud eller familiedagpleje (norsk: familiebarnehage) er relateret til adfærdsproblemer blandt norske børn. Mere konkret ønsker studiet at undersøge, hvorvidt det at være i dagtilbud eller familiedag- pleje i løbet af de første tre leveår er relateret til adfærdsproblemer. Adfærdsproble- mer kan være af ekstern karakter såsom problemer med opmærksomhed og aggression, eller af intern karakter såsom emotionelle reaktioner, ængstelse og uro hos børn i tre- årsalderen. Desuden undersøger studiet, hvorvidt der er en sammenhæng mellem type af dagtilbud, barnets alder, når det starter i dagtilbuddet, og eventuelle adfærdspro- blemer set i forhold til barnets køn, forældres uddannelsesniveau og familiens indkomst. Studiet, som baseres på statistisk analyse af registerdata, benytter data fra Den norske mor og barn-undersøgelse (MoBa). MoBa samlede data fra 108.000 børn og deres mødre i perioden 1999-2008. Studiet finder, at der ikke er sammenhæng mellem adfærdspro- blemer, barnets køn og indikatorer for forældrenes uddannelsesniveau og indkomst. For- skeren konkluderer, at studiets resultater understøtter antagelsen om, at der ikke er ufordelagtige, adfærdsrelaterede konsekvenser for børn ved at være i dagtilbud i de før- ste tre leveår − særligt ikke i en norsk kontekst, hvor offentlige dagtilbud er af generelt høj kvalitet. Studiet viser, at børn, der ved etårsalderen går i familiedagpleje, har stør- re risiko for at have både eksterne og interne adfærdsproblemer, når de er tre år gamle sammenlignet med børn, der bliver passet hjemme eller i dagtilbud. Derudover viser studiet, at børn, der er i kommunalt dagtilbud, når de er halvandet år, har en lavere risiko for interne adfærdsproblemer sammenlignet med børn, der bliver passet hjemme. I et studie (Størksen et al.) har forskerne som mål at undersøge femårige norske børns reaktioner, oplevelser og følelser knyttet til forældrenes skilsmisse, både i hjemmet og i dagtilbuddet. Studiets dataindsamling og -analyse bygger på en alternativ metode, der kaldes Q-metodologi. 17 børn, hvis forældre er blevet skilt, og 20 børn, der ikke har op- levet skilsmisse, fra i alt ti forskellige dagtilbud, udgør deltagerne i undersøgelsen. De deltagende børn var alle fem år eller næsten fem år gamle. Data indsamles gennem samtaler med disse børn. Udgangspunktet for samtalerne er Q-metodologi, som blandt andet gør brug af visuelle kort/billeder. Studiet viser, at børn, der oplever forældrenes skilsmisse, er mere kede af det, vrede og føler sig ensomme i sammenligning med børn, der ikke har oplevet en skilsmisse. Børnene giver ikke udtryk for disse følelser og reakti- oner gennem deres adfærd overfor hverken forældrene eller i dagtilbuddet. Derfor er der en risiko for, at det pædagogiske personale overser børn, hvis forældre har været igennem eller gennemgår skilsmisse. Derudover viser studiet, at børn, der har oplevet skilsmisse, men som trives, blandt andet angiver, at de har mange venner i dagtilbud- det.

Samlet viser disse tre studier, at dagtilbuddet har potentiale til at virke kompenserende for børns livsvilkår, for udsatte børn og for børn med svære oplevelser. En betingelse for dette er personalets engagement og kunnen, samt at de er opmærksomme på, at børne-

82

nes problemer ikke altid kommer til udtryk via udagerende adfærd. Studierne peger også på, at indsatser ikke bare skal rettes mod børnene, forældrene skal også være involve- rede for at kunne opnå gode resultater.