Pædagogisk ledelse

Der er måske intet sted, hvor det seneste tiårs fokus på daginstitutionsområdet har vist sig så tydeligt som i relation til den pædagogiske ledelse. Fra politisk hold har der været et ønske om på en og samme tid at styrke og strømline den pædagogiske ledelse. Styrke ved at understrege lederens ledelsesret og strømline ved at rationalisere i ledelseslaget, så der bliver flere ressourcer til det pædagogiske arbejde med børnene.

74

Studiet af Styf undersøger de ønsker og intentioner, som kommuner har i deres formule- ring af, hvordan daginstitutionens ledelse skal foregå − og hvad den skal opnå. Studiet er et kvantitativt studie. En spørgeskemaundersøgelse blev sendt ud til 290 svenske kom- muner, hvor administrativt personale på dagtilbudsområdet blev inviteret til at deltage i undersøgelsen. 180 kommuner responderede. Kommunerne fik spørgsmål angående de- res konkrete opgaver, arbejdsfordeling samt geografisk og organisatorisk tilknytning til dagtilbuddene. Derudover blev der spurgt til personalia som alder, køn og uddannelses- baggrund. Datamaterialet blev analyseret i statistikprogrammet SPSS.

Undersøgelsen af Styf viser meget tydeligt, at man ikke kan tale om én form for ledel- sesstruktur i de kommunale daginstitutioner. Derimod er der mange forskellige former for ledelsesmodeller − tæt på en for hver kommune. Fremadrettet er det mest interes- sante i studiet dels det ønske, der findes om at nå frem til en mere ensartet ledelses- struktur, dels og måske endnu mere interessant det ønske eller den ide, der findes om at se daginstitutionen og skolen som et fællesskab i relation til ledelse. Til trods for den store variation i ledelsesniveauer, formelle titler, positioner og funktioner er der dog konsistens i hvilken titel, den formelle leder af de enkelte dagtilbud har. Kommunerne anvender i stor grad en ledelsesstruktur med en ledelse, der både har ansvar for dagtil- bud og skole. Studiet viser desuden, at kommunerne ikke anser det som deres hoved- formål at skabe en ensartet struktur for ledelsen af dagtilbud, men snarere en ledelses- struktur for pædagogiske tilbud fra dagtilbud til grundskole. Forfatteren konkluderer, at den svenske skolelov fra 2010 er et skridt i retning mod at skelne mellem dagtilbudsle- delse og ledelse i grundskolen, således at man får en leder for dagtilbud og en leder for skolen. På denne måde skabes der en struktur, der er særlig for de pædagogiske aktivi- teter i dagtilbuddet.

Efterhånden som aktiviteterne i daginstitutionen i stigende grad relateres til et ønske om læring og et ønske om blandt andet at gøre børnene endnu mere parate, når de be- gynder i skolen, er det en interessant tanke også at se ledelsen af skole og daginstitution som noget potentielt fælles. Man kan derfor med udgangspunkt i studiet af Styf stille sig det spørgsmål, om man fremadrettet kunne tænke sig, at skolelederen − med det sti- gende fokus på ledelse, der også findes på skoleområdet − i fremtiden også fik det over- ordnede ledelsesmæssige ansvar for daginstitutionerne i nærheden af skolen.

Larsen & Slåtten undersøger norske dagtilbudsansattes oplevelser med de udviklingspro- cesser, der finder sted i forbindelse med omorganisering fra den traditionelle organise- ring med en leder i hvert dagtilbud til organisering med klyngeledelse. Denne udvikling har foregået på daginstitutionsområdet i flere skandinaviske lande. Studiet baserer sig på en kvalitativ del, hvor dagtilbudsansatte i en bydel i Oslo, der er blevet omorganise- ret, blev interviewet. Desuden baserer studiet sig på en kvantitativ del, hvor spørgeske- maer blev sendt ud til dagtilbudsansatte i en anden bydel i Oslo, der også havde oplevet omorganiseringen. I alt blev to klyngeledere, tre faglige konsulenter, 11 pædagoger og otte pædagogmedhjælpere interviewet. Spørgeskemaundersøgelsen er besvaret af seks klyngeledere, 11 faglige ledere og 34 pædagoger.

Studiet af Larsen & Slåtten viser, at jo højere placeret man er i stillingshierarkiet, jo mere positiv er man overfor omorganiseringen. Oplevelsen af, at omorganiseringen har bidraget til en mere hensigtsmæssig organisation, bliver lavere jo længere ned i stil- lingshierarkiet, man kommer. Undersøgelsen handler både retrospektivt om, hvordan man oplevede omstillingsprocessen, herunder hvordan man oplevede at blive − eller ikke

75

at blive − inddraget i processen, og hvordan man oplever den nye hverdag i den nye struktur. Det er meget tydeligt, at der med den ændrede struktur også sker en ændring og en tilsyneladende tilsigtet fokusering af de enkelte faggruppers arbejdsopgaver. Man bevæger sig fra en organisationsstruktur og en deraf følgende kultur, hvor mange så hin- anden som lige og ligeværdige, til en struktur og deraf følgende kultur, hvor der bliver mere tydelige forskelle på de enkelte medarbejderes arbejdsopgaver. Især det forhold, at nogen nu har det som en væsentlig opgave − en hovedopgave − at registrere og rap- portere, gør forskellen mellem den gamle og den nye struktur særlig tydelig. I forhold til målet om, at strukturændringen skulle bidrage til bedre muligheder for at gennemføre rammeplanen for daginstitutionsområdet, viser undersøgelsen, at en stor del af persona- let synes, at det er tilfældet. Men den største del svarer ’ved ikke’ på det spørgsmål. Når de får mulighed for at uddybe dette svar, siger de fleste af dem, der svarede ’ved ikke’, at de synes, at omstruktureringen er gået for hurtigt, og at der fortsat er uklarhe- der i organiseringen af området. Undersøgelsen viser meget klart, at den gennemførte ændring har haft en betydelig gennemslagskraft i relation til personalet. Det er ikke en ubetydelig organisationsændring, og den har bidraget til en professionalisering af arbej- det og/eller en hierarkisering af arbejdet.

Moser & Martinsen undersøger resultaterne af de ændrede strukturer på daginstitutions- området på en meget konkret måde − og lidt utraditionelt i forhold til den øvrige littera- tur på området − ved at undersøge, hvordan børn under tre år bliver mødt, når de be- gynder i daginstitutionen. Studiet er et kvantitativt studie, hvor i alt 145 dagtilbudslede- re har besvaret en spørgeskemaundersøgelse. Data er hentet over to perioder; 117 lede- re besvarede skemaet i 2008, mens 28 andre ledere besvarede skemaet i 2010. Datama- terialet er analyseret ved hjælp af statistikprogrammet SPSS.

Studiet af Moser & Martinsen viser, at der i gennemsnit er 4,9 pædagoger pr. dagtilbud, samt at 0,8 pædagog pr. dagtilbud har speciale i småbørnspædagogik. Studiet viser end- videre, at over en fjerdedel af dagtilbuddene slet ikke eller kun i en meget kort periode gør brug af kontaktpersoner eller tilknytningspersoner. Forskerne konkluderer, at brugen af kontaktpersoner eller tilknytningspersoner ikke er den eneste måde at sikre børns be- hov på. Alligevel opfatter forskerne kontaktpersoner eller tilknytningspersoner som et godt udgangspunkt i forhold til at sikre pædagogernes sensitive og empatiske relation til børnene. En vigtig pointe som udgangspunkt for undersøgelsen er det forhold, at der kræves særlige kompetencer for at arbejde pædagogisk med de helt små børn – dem under tre år. Undersøgelsen viser meget tydeligt, at der ikke umiddelbart findes de nød- vendige småbørnspædagogiske kompetencer i de daginstitutioner, der undersøges. Hvis resultaterne fra Moser & Martinsens undersøgelse udbredes til landsniveau, viser det sig, at der i næsten halvdelen af daginstitutionerne ikke findes disse kompetencer. Selv om det ikke nødvendigvis i sig selv betyder, at der ikke tages godt hånd om de helt små børn, så rejser det alligevel et væsentligt spørgsmål i relation til udviklingen på dagin- stitutionsområdet. Nemlig spørgsmålet om, om det forhold, at cirka halvdelen af dagin- stitutionerne ikke har personale med særlig kompetence på småbørnsområdet, skyldes, at der ikke er nogen efterspørgsel efter denne kompetence ude i praksis. Eller sagt med andre ord, om man satser så meget på standardiserede løsninger og standardiseret per- sonale, at et speciale som småbørnspædagogik ikke får plads.

76