Innovation og fornyelse

I denne kategori ses en stor variation af studier. De største studier inden for emnet in- novation og fornyelse handler om kompetenceudvikling af daginstitutionspersonalet. Største i den forstand, at det er de mest omfattende studier med en omfattende og de- taljeret afrapportering. Der er mange interesserenter, når det gælder det pædagogiske personales kompetenceudvikling. I denne forbindelse er det blevet diskuteret, hvorvidt der skal lægges vægt på det pædagogiske og den pædagogiske praksis eller på det evi- densbaserede og forskningsrelaterede. Et enkelt studie afrapporterer derfor fra et for- søg, kaldet et laboratorium, hvor man har søgt at sikre en dialog om daginstitutionens udvikling, hvor alle kommer til orde. Udover kompetenceudvikling omhandler studierne i denne kategori bl.a. udviklingen på dagtilbudsområdet og den pædagogiske faglighed, kvalitetsudvikling af dagtilbud, etiske spørgsmål forbundet med dokumentationspraksis- ser. Et enkelt studie undersøger musisk aktivitet i dagtilbuddet.

Studiet af Ahrenkiel, Nielsen, Schmidt, Sommer & Warring ser nøjere på den udvikling, der foregår på daginstitutionsområdet. Det sker med udgangspunkt i en opfattelse af, at det, der sker, er meget vidtgående, og noget hvor man endnu kun har set omridset af, hvad der vil blive fremtidens daginstitution. Studiet er et kvalitativt studie. Indsamlin- gen af data fandt sted gennem observationer af hverdagslivet i to danske dagtilbud i en uge i hvert dagtilbud, hvor pædagogerne blev fulgt for at se, hvad de gjorde og talte om, når de var sammen med børnene. Herudover blev der foretaget individuelle inter- views med medarbejdere og ledere i hvert dagtilbud, som sigtede mod at høre pædago- gernes fortællinger og refleksioner over deres arbejde, både i forhold til den umiddelba- re, observerede arbejdshverdag og i forhold til det at arbejde som pædagog i et sam- fundsmæssigt, personligt og aktuelt perspektiv. Der blev desuden gennemført to ”værk- stedsarbejder” med ansatte fra hvert dagtilbud i form af en kollektiv refleksion over dagtilbuddets rolle, og hvad pædagogerne vil med deres arbejde.

I Ahrenkiel et al.s (2012b) analyse sættes ændringerne på daginstitutionsområdet ind i en overordnet ramme, der handler om en mere omfattende − og efter forfatternes op- fattelse grundlæggende − ændring af det eksisterende velfærdsparadigme. Undersøgel- sen viser, hvad den igangværende omformning af dagtilbuddene betyder for karakteren og kvaliteten af det, der sker i dagtilbuddene. Forfatterne konstaterer, at dagtilbudsar- bejdet og den pædagogiske faglighed udfordres, idet omformningen medfører et ensidigt fokus på kompetenceudvikling frem for på alment socialiserende dannelse. Teksten taler i denne forbindelse om en overgang fra et velfærdsstatssamfund til et konkurrencestats- samfund. Mens daginstitutionen i velfærdssamfundet er en dannelsesinstitution, så bli- ver den i konkurrencesamfundet et led − det første led − i et uddannelsessystem, der som overordnet mål ikke har børnenes dannelse, men der imod udviklingen af børnenes kompetencer til at klare sig som ’soldater’ i det globale konkurrencesamfund. Forfatter- ne ser dette som en udvikling, der underminerer pædagogernes faglighed, og som rykker en række kvaliteter ved den kendte daginstitution op med rode. Samtidig sætter de neo- liberale styringsformer sig ikke bare igennem, men modvirkes, mildnes og omdefineres, når pædagogerne forsøger at leve op til de opgaver og krav, der stilles til dem. Det un-

71

derstreges afslutningsvis i teksten, at det endnu ikke er for sent at prøve at vende den udvikling, der er i gang, så man efter forfatternes opfattelse ikke mister væsentlige og grundlæggende værdier indlejret i det eksisterende daginstitutonskoncept. Forfatterne konkluderer, at pædagogerne spiller en central rolle i fornyelsen af dagtilbuddene, og de argumenterer på denne baggrund for, at det er vigtigt, at pædagogernes selvstændi- ge råderum anerkendes og styrkes, hvis dagtilbuddene som dannelsesinstans skal beva- res.

Ahrenkiel, Frederiksen, Helms & Krab undersøger danske pædagogers interesse for og barrierer mod at deltage i efteruddannelse. Undersøgelsen er et kvalitativt studie, hvor dataindsamlingen bygger på en indledende eksplorativ undersøgelse, survey og inter- view. Interviewundersøgelsen består af interview med syv pædagoger, der alle har taget formel kompetencegivende efteruddannelse, samt otte pædagoger, der ikke har delta- get i kompetencegivende efteruddannelse. I surveyundersøgelsen indgår 20 kommuner, der dækker en stor variation, hvad angår institutionstyper, ledelsesformer, storbyer og landkommuner, økonomi samt forskellige typer af strategier for planlægning af efterud- dannelse.

Undersøgelsen af Ahrenkiel et al. (2012a) tager udgangspunkt i en iagttagelse og et spørgsmål. Iagttagelsen er, at relativt få pædagoger deltager i formel kompetencegiven- de efteruddannelse. Der er ellers som led i satsningen på kompetenceudvikling på dagin- stitutionsområdet etableret en lang række formelle diplom- og masteruddannelser på det pædagogiske område. Spørgsmålet, som i undersøgelsen stilles til det pædagogiske personale, er, hvilke former for efteruddannelse der opleves at bidrage til udviklingen af arbejdet. I relation til iagttagelsen viser undersøgelsen, at der er en vis tilbageholden- hed blandt de pædagogiske ledere, der jo i mange tilfælde bestemmer over efteruddan- nelsesbudgettet, med at sende deres personale på formel efteruddannelse. Det skyldes, at de baseret på erfaringer ser det som en uddannelse ’ud af institutionen’, altså at de, der tager den formelle efteruddannelse, efterfølgende ’gør karrierer’ og forlader stedet. I relation til spørgsmålet er svaret, at efteruddannelsen skal knytte sig tæt til det pæ- dagogiske hverdagsarbejde frem for at være formel og kompetencegivende. Den skal give nye perspektiver på praksis og på den måde bidrage til fælles refleksion. Flere af lederne og medarbejderne i undersøgelsen oplever det desuden som et problem, at mange af de krav, der stilles til arbejdet, defineres ude fra, fx dokumentation, evalue- ring, inklusion, dialogisk oplæsning og miljøarbejde. Pædagogerne oplever, at der er for få ressourcer i dagtilbuddet, hvilket medfører, at pædagogerne får dårlig samvittighed overfor børn og kolleger, hvorfor de anser efteruddannelse som en yderligere belastning. Pædagogerne udtrykker derimod stor tilfredshed med muligheden for at kunne komme på kortere kurser og temadage i relation til aktuelle udfordringer i hverdagen. På trods af at lederne arbejder med uddannelsesplanlægning, er der tegn på, at uddannelses- planlægningen bliver præget af en mere kortsigtet og reaktiv karakter med vægt på nyt- teorienterede og mere tekniske færdigheder. Studiet viser, at medarbejdere og ledere er positivt indstillede og åbne for, at der er tilskud til viden og perspektiver ude fra, men at det er problematisk, når dagtilbuddene ikke bliver involveret i uddannelsestilta- gene.

Gotvassli, Haugset, Johansen, Sivertsen & Nossum foretager en kortlægning af behovet for kompetenceudvikling på daginstitutionsområdet som led i et politisk ønske om at udvikle en strategi for kompetenceudvikling og efter- og videreuddannelse. Studiet er

72

kvantitativt og gennemført som en spørgeskemaundersøgelse blandt et repræsentativt udvalg af ansatte i norske dagtilbud samt ejere af dagtilbud. I alt har 2.744 personer deltaget i undersøgelsen, svarende til en responsrate på 59 %. Datamaterialet analyseres ved deskriptiv statistik, der beskriver deltagernes holdninger til forskellige sider af kom- petenceudvikling.

Studiet af Gotvassli et al. peger på nogle meget konkrete kompetenceudviklingsbehov. Det gælder behovet for kompetenceudvikling i relation til børn med specielle behov, behovet for kompetenceudvikling i brugen af IKT i arbejdet i daginstitutionen og behovet for ledelsesmæssig kompetenceudvikling både for ledere og institutionsbestyrelser. Nærmest på linje med resultaterne fra Ahrenkiel et al. (2012a) peger studiet på et ønske om, at kompetenceudviklingen skal finde sted som vejledning på arbejdspladsen og som tiltag, der gør det muligt at møde kolleger fra andre institutioner. Der peges derimod ikke på ønsket om længerevarende kompetencegivende uddannelsesforløb. Som en bar- riere for deltagelse i kompetenceudvikling peges der på, at det er vanskeligt at finde vikarer. Endvidere viser studiet, at pædagoguddannelsen giver pædagogerne gode kom- petencer i forhold til leg, læring og omsorg, planlægning, gennemførelse og vurdering samt pædagogisk udviklingsarbejde.

Hviid & Plotnikof afrapporterer fra projektet ’Den nye meningsfulde kvalitetsudviklings- dialog indenfor daginstitutionsområdet for Børn og Unge’. Der er tale om et forsøg, der omtales som laboratorier, der potentielt skulle kunne ’mobilisere og frigøre ubevidste, tavse og ukendte innovative drivkræfter og ressourcer’. Laboratorieforløb er en form for workshop, der bl.a. har til formål at styrke videndeling, sociale relationer samt tilliden og samspillet mellem aktørerne. Laboratorierne havde fokus på henholdsvis samspil mel- lem børn og voksne, mellem pædagoger og institutionsledere samt mellem børn, foræl- dre, pædagoger, forvaltere og politikere. Formålet med studiet er at undersøge, hvor- vidt deltagelse i laboratorier kan bidrage til at finde alternative samarbejdsgange i or- ganiseringen af dagtilbud. Dataindsamlingen er foregået ved hjælp af initiering af og deltagelse i laboratorier samt udforskende samarbejdsprocesser, spørgeskemaundersø- gelse, interviews og fokusgruppeinterviews. Derudover har forskerne observeret aktører- nes dagligdag.

Resultaterne i Hviid & Plotnikof afrapporteres blandt andet som eksempler på samar- bejdsprocesser, der kan bidrage til at opfylde potentialet i disse laboratorier. Der peges i høj grad på udviklingsorienterede aktiviteter, hvor børnene inddrages som aktiv res- source, hvor SKAL-opgaver bliver gjort til VIL-opgaver, og hvor styringsteknologi afløses af dialogiske arrangementer. Studiet viser overordnet, at det erkendte behov for at lytte til hinanden gennem projektet er blevet artikuleret og bragt ud i praksis på tværs af alle instanser, der beskæftiger sig med dagtilbud i kommunerne. Forfatterne konkluderer, at den vigtigste faktor i arbejdet med at samarbejde og lytte til hinanden er, at parterne i dialogen har tillid til hinanden.

Det er helt klassisk, at man i det pædagogiske arbejde søger at fremme børns udvikling blandt andet gennem kreativt arbejde. Mens kunst og krop (sport og dans) for mange på daginstitutionsområdet spiller en naturlig rolle i den forbindelse, så er det mere sjæl- dent, at musik inddrages. Det hævder i hvert fald et enkelt studie, der sætter fokus på potentialet i musisk aktivitet som element i relation til børns udvikling. Ehrlins studie handler om brugen af musik i daginstitutionen som et udviklingsorienteret element. Un-

73

dersøgelsen er kvalitativ og tager udgangspunkt i tre svenske dagtilbud, hvoraf de to har en musikalsk profil.

Studiet af Ehrlin er båret af en undren over, at musik som aktiv udøvelse har en relativt begrænset rolle blandt de mange kreative aktiviteter, der finder sted i daginstitutioner- ne hver dag. Studiet viser, at det skyldes, at det pædagogiske personale har den opfat- telse, at man skal have helt andre forudsætninger for at sætte musikaktiviteter i gang end for at sætte andre kreative aktiviteter i gang. Man skal kunne synge og spille for at sætte musik i gang, mens man ikke behøver at kunne male eller tegne for at sætte disse aktiviteter i gang. Undersøgelsen viser endvidere, at dagtilbuddenes ledere har afgøren- de betydning for prioriteringen af musik som et didaktisk værktøj. Lederne i de to mu- sikskoler sørger bl.a. for, at alle pædagoger deltager i kurser og udvikler musikkompe- tencer knyttet til undervisning i dagtilbud.

I et enkelt studie af Lindgren rejses spørgsmålet om det etiske aspekt i forbindelse med empiriske undersøgelser, hvor børn indgår. Børn overvåges og registreres, og overvåg- ningen og registreringen bruges potentielt som grundlag for beslutningen om udvikling af det pædagogiske arbejde − i nogle tilfælde rettet mod det enkelte, overvågede barn. Det kræver en stærk etik for den enkelte og muligvis også arbejdet med at udvikle et etisk kodeks for arbejdet med observation og registrering på daginstitutionsområdet. Lindgren sætter fokus på de etiske spørgsmål, der findes i relation til dokumentationen af pædagogisk arbejde. Formålet med studiet er at undersøge to etiske standarder rela- teret til dagtilbud, som er præsenteret i OECD-rapporter: ”Respekten for det individuel- le barn” og ”Barndom som en vigtig fase i livet”. I studiet deltager pædagoger, som er studerende på et efteruddannelseskursus omhandlende pædagogisk dokumentation i Sverige. Som del af forløbet skal pædagogerne oprette blogs, hvor de skriver om deres refleksioner og læreprocesser, samt deler deres viden og idéer med de andre studerende og pædagoger. I alt ni blogs indgår i som datamateriale i studiet.

Studiet af Lindgren viser, at pædagogerne gennem kurset blev mere opmærksomme på etikken forbundet med dokumentation. Med brugen af digitale værktøjer som lydopta- gelse og videooptagelse er det væsentligt at rejse spørgsmålet om, hvad man kan vise, af det man har optaget, og hvem man kan vise det til. Det er også vigtigt at være op- mærksom på grænsen mellem voksne, der træder ind i børns ’rum’ udstyret med appa- rater, der kan bringe det, der foregår i dette ’rum’, ud af rummet og dermed ud af kon- tekst. En overskridelse af en grænse, der netop rejser en lang række etiske spørgsmål og kalder på behovet for et etisk kodeks for denne del af det pædagogiske arbejde. Samti- digt viser studiet, at pædagogerne er positive overfor blogs som pædagogisk dokumenta- tionsværktøj. De ser bloggene som en ny måde at få indblik i børnenes erfaringer og for- ståelser på, og de vurderer, at pædagogisk dokumentation er en metode, der gør, at man bliver opmærksom på flere ting, samt at man ser det individuelle barn.