– når en kommune vil inddrage borgeren
I. Indledning – problemstilling, cases,
teoretisk afsæt
I min opgave i studiekredsen om Del- tagerkultur har jeg valgt af tage afsæt i min egen erfaringsverden: som kulturkonsulent i en kommune, Furesø Kommune. Kom- munerne fokuserer i stigende grad på at inddrage borgeren, når serviceydelserne til borgerne skal udvikles, i kommunale projek- ter og i det hele taget i kommunens beslut- ningsproces. Kommunerne lægger vægt på inddragelse af frivillige og mange kommuner i Danmark har oprettet såkaldte frivillighed- scentre. Inddragelses- eller deltagerkulturpro- cessen gælder ikke mindst på kulturområdet. Det har gjort mig nysgerrig efter at dykke ned i denne proces.
Som overordnede problemstilling for min opgave rejser jeg dette spørgsmål:
”Deltagerkultur som projekt og mål i en kommune – muligheder og dilemmaer?”
Eller sagt på en anden måde med Asmund Born: ”Kan kommuner skabe ildsjæle?”1
Asmund Born udtrykker med sit spørgsmål et dilemma for kommunen - og vel for del- tagerkulturen i det hele taget: På den ene side vil kommunen gerne fremme det glødende engagement, som er drevet af trang
1Spørgsmål som Asmund Born udfordrende stiller i sit emailreferat
indhold kort og overordnet. De anvendte værker er nævnt i litteratur- og kildelisten sidst i opgaven. Netop disse teoretikere repræsenterer i særlig grad et godt grundlag for belysningen af opgavens problemstilling. Gilles Deleuze:
En af Deleuzes centrale forestillinger er forestillingen om det strømmende begær som en slags frihedens dynamo overfor det, der bremser begæret, f.eks. krigsmaskinen eller statens og markedets styring.
Begæret hos Deleuze fremtræder som tilbliv- else over for væren. Begæret er dynamisk og selve livs-kraften – det er udtryk for over- skud. Målet er, at spontanitetens strømme skal frisættes. Blokeringer og forbud skal ophæves og begæret frigøres fra de ’maski- ner’, der har indfanget det.
Kontrolsamfundet er også en central fores- tilling hos Deleuze om den magt, der styrer gennem internalisering af værdier i hovedet på borgerne – i modsætning til ydrestyring gennem disciplinering (jf. f.eks. Foucault). Ifølge Deleuze findes magten alle steder. Det handler om at tage magten over eget liv og selv bestemme, hvordan ens liv skal påvirkes. For Deleuze er selve begrebet virkelighedssk- abende – f.eks. kan ’deltagerkultur’ skabe sin egen virkelighed. Begrebet har indflydelse på den praksis, som det anvendes i. Væsentligt for Deleuze er, hvad gør mennesket? Snarere end hvad det er.
Johan Huizinga:
For Huizinga udtrykker det legende men- neske det, som er menneskets egentlige væsen og kultur. Frihed, fylde og forløs- ning kommer til udfoldelse i legen, hvor øjeblikket nydes uden tanke på fremtidige konsekvenser. Leg er hos Huizinga lig med frivillig handling.
Jürgen Habermas:
Habermas har leveret et af de mest betyd- ningsfulde begreber inden for samfunds- videnskaberne, nemlig begrebet om den borgerlige offentlighed. Her samles borgeren ers intentioner med at ville deltagerkultur
og borgerinddragelse. I Horbelev-casen er kommunen på afstand af projektet som rammesætter. Man kunne sige, at projektets leder – kunstnergruppen Wooloo – repræsen- terer kommunens hensigt. I Furesø-casen er kommunen tættere på og aktør i processen frem mod inddragelse af kommunens unge borgere. Valget af disse to cases giver anled- ning til at kunne sige noget om kommunens roller i inddragelsesprocesser under forskel- lige betingelser.
Deltagerkulturbegrebet
I vores studiekreds tager vi afsæt i den opfat- telse af deltagerkulturbegrebet, at det er et samlebegreb for kulturformer, som forudsæt- ter aktiv medskaben for samtlige involverede. Begrebet bliver også defineret dikotomisk i studiekredsen – dvs. i en modsætning til noget andet: ’tilskuerkultur’. Begge begreber er beskrevet i en række modsatte parametre for deltagerkultur/tilskuerkultur – f.eks. aktiv/passiv, medskaber/modtager, leg/arbe- jde, spontan/planlagt, producent/konsument, begær/behov, ukontrolleret/kontrolleret2.
Disse modsætningspar er tydeligt positive/ negative, hvor ’deltagerkultur’ fremstår som noget entydigt positivt – som fri udfoldelse, hvorimod ’tilskuerkultur’ fremstår som noget negativt, udefrastyret.
’Deltagerkultur kan også ses som den mest udvidede form for inddragelse. I den mod- satte ende har man ’spørgsmålet’ til borg- eren. Midt imellem har man ’bidraget’ til et projekt, hvor det f.eks. er kommunen, der er den besluttende i sidste ende.
I mine caseanalyser vil jeg nuancere del- tagerkulturbegrebet med hensyn til dets udfoldelse i praksis set i forhold til italesæt- telsen i politikker og projektbeskrivelser. Teoretisk grundlag
I dette afsnit nævner jeg de teoretikere og deres hovedbegreber, som jeg vil bruge i forhold til casene. Jeg beskriver begrebernes
2 Jf. artiklen Deltagerkultur i Metapolens Genius Loci, Kreativ Metapol, 2011, s. 19.
I artiklen beskrives definitionen på deltagerkulturbegrebet dels indholdsmæssigt
roller. For at blive deltager i egen virkelighed må vi omdefinere vore roller, mener forfat- terkollektivet.
Det senmoderne samfund3:
Det senmoderne samfund beskrives af dets teoretikere som kendetegnet ved, at alle værdier er lige gyldige. Der findes ikke én fælles, overordnet værdi, men mange forskel- lige. Det senmoderne samfund er kendeteg- net ved det mangfoldige, men også ved det fragmenterede. Samfundet er polycentrisk. Det senmoderne menneske er på den ene side helt fri til at skabe sin egen identitet – eller identiteter. På den anden side er individet også ladt alene i bestræbelsen på at skabe sig og sit liv – med den følelse af splittelse og fortabthed, som det kan give. Det senmod- erne menneske kan ifølge kritikere af senmo- derniteten have svært ved at finde værdier at pejle efter.
Opgavens materiale og metode
Casene bliver belyst ud fra kultursociolo- giske vinkler, jf. afsnittet ovenfor. Del- tagerkultur-praksissen bliver dermed sat ind i en samfundsmæssig sammenhæng med fokus på nogle gruppers og aktørers interaktion og implicitte og eksplicitte værdigrundlag. I opgaven vil jeg diskutere kommunens forskellige mål med at ville ’deltagerkultur’. Lykkes kommunen med sine mål i forhold til borgeren? Hvilke begær og hvilke magtme- kanismer udfolder sig i de analyserede cases? Kan og skal kommunen løse sine dilemmaer i forhold til at ville deltagerkultur?
Som teoretisk vinkel vil jeg drøfte, hvilken verden vi skaber, når vi bruger begrebet ’del- tagerkultur’? Hvem er subjekt/aktør? Hvem er objekt? Og hvordan sker rollefordelingen? Hvilken verden bliver skabt i Horbelev? Hvilken verden i forhold til de unge bliver skabt i Furesø – og i forvaltningen? Jeg har valgt at bruge skriftlige oplæg som materiale, se kildelisten bagerst i opgaven. mellem den private sfære og systemets sfære
og ytrer sig kritisk over for systemet/Staten. I sin samfundsmodel opererer Habermas med en Systemverden og en Livsverden. Sys- temverdenen rummer på en gang Staten og Markedet – den økonomiske, administrative og bureaukratiske magt. I vores moderne, kapitalistiske verden trænger systemverdenen i stigende grad ind i livsverdenen – Civilsam- fundet - og korrumperer det med sine værdi- er og strukturer. Dette kalder Habermas også den borgerlige offentligheds forfald.
En modoffensiv til forfaldet er den såkaldte kommunikative handlen, hvor borgeren f.eks. gennem offentlighedsformer som foreninger, frivillighedsgrupper osv. ytrer sig mod systemverdenen.
Henrik Kaare Nielsen:
I sin forskning retter Kaare Nielsen en stærk kritik mod konkurrencestaten. Kaare Nielsens kritik er, at konkurrencestaten, ligesom Habermas’ systemverden, kastrerer samfundsborgeren og gør ham til bevidstløs, passiv konsument. Idealet for Kaare Nielsen er den kritiske, reflekterende, deltagende, ansvarlige samfundsborger, der agerer med det almene vel for øje. Kunsten og kulturen har en central rolle som bevidstgørende driv- er og der, hvor en frigørende æstetisk erken- delse og refleksion finder sted. Den æstetiske erkendelse og erfaring fører til en moderne form for dannelse. Deltagerkulturen og den æstetiske erfaring ser Kaare Nielsen som modstandspotientialerne i livsverdenen over for systemverdenen. Deltagerkulturen og den æstetiske erkendelse er to former for kom- munikativ handlen.
Kristoffer Haggren m.fl.:
Forfatterkollektivet ser ’Deltagerkultur’ som udtryk for aktiv, kreativ og frigørende med- skaben i modsætning til en passiviserende, autoritær tilskuerkultur. I tilskuerkulturen sidder konsumenten fast i en magtstruktur. Deltagerkultur er dialog og gensidig kom- munikation, tilskuerkultur er monolog. I deltagerkultur leger man med identitet og
3Jf. f.eks. Kulturens former og institutioner, Kristian Himmelstrup (2004), s.26 ff.,
II. ”New Life Horbelev” –
et lokalt eksperiment
med deltagerkultur
Denne case er valgt, fordi den er et godt eksempel på inddragelse af lokale borgere i et kunstprojekt – med en hovedstadskun- stnergruppe som projektleder og rammesat af 3 kommuner. Kommunerne er en del af det, som opfattes om ”UdkantsDanmark”. Med casen vil jeg undersøge karakteren af de lokales deltagelse nærmere – med afsæt i det deltagelsesbegreb, som vi bruger i stud- iekredsen.
Case
I efteråret 2010 blev der på Lolland-Falster og Møn (”Sydhavsøerne” syd for Sjælland) afholdt en stor kunstfestival: ”Tumult”. Værkerne var spredt over hele det geograf- iske område. Værkerne var rodfæstet i det lokale liv og mange af værkerne inddrog de lokale. Hovedparten af kunstnerne udsprang fra det nationale og internationale miljø. Det værk, jeg vil se nærmere på, er ”New Life Horbelev” ved kunstnergruppen Wooloo. Projektet var tænkt som et inter- ventionsprojekt og tog form som et socialt eksperiment i landsbyen Horbelev. Projektet gik ud på at rejse en kæmpeskulptur (52 x 3 meter), hvor deltagernes/borgernes fjernsyn blev placeret foran Horbelev Kirke. Tv- skærmene viste bl.a. små film fra processen op til opførelsen af skulpturen, interviews med deltagere og tilskuere mv.
Læs i øvrigt mere om projektet via linket nævnt i opgavens kildeliste – og se billeder af skulpturen.
Wooloos formål
Wooloos formål med projektet var at under- søge og udfordre det lokale fællesskab med en engagerende og inkluderende metode. Wooloo ville vise, hvordan kunst kan bruges til kollektivitetsskabelse og potentiel forandring i små, pressede miljøer. Wooloo vil deltagelse i projektet og samtidig skabe deltagere i lokalsamfundet.
Materialet enten indeholder eller er bygget på interviews med deltagere i de to inddra- gelsesprojekter. Materialet er dels en rapport om kunstprojektet Tumult og dels politikker, dagsordenssagsfremstillinger og referater fra Furesø Kommune. Da jeg har valgt skriftligt materiale som mit hovedmateriale, vil jeg se på, hvordan ’deltagerkultur’, ’borgerind- dragelse’ italesættes af forskellige parter og særligt af kommunen. Italesættelsen bliver holdt op mod den praksis, der er beskrevet i kildematerialet eller som jeg selv har oplevet gennem møder med unge i kommunen. Jeg er opmærksom på den metodiske fælde, som ligger heri – nemlig pålideligheden af prak- sisbeskrivelserne: stemmer beskrivelserne overens med den levede praksis?
Opgavens struktur er den, at jeg først gennemgår, analyserer og diskuterer de to cases med opgavens teorigrundlag i bagho- vedet. Efter caseanalyserne sammenfatter jeg dem med henblik på at uddybe ’deltagerkul- tur’ og de forskellige aktørers ’rollespil’. Op- gaven slutter af med at perspektivere mine iagttagelser i forhold til vores senmoderne samfund – hvis vi da kan sige, at samfundet stadig er kendetegnet ved at være senmod- erne. Måske er der netop i arbejdet med deltagerkultur tegn på en bevægelse væk fra den senmoderne opsplittethed, hvor enhver er sit eget projekt.
Hensigten med min opgave er ikke så meget at konkludere med nogle håndfaste svar på mine spørgsmål, men derimod at kunne stille nogle spørgsmål om ’deltagerkultur’ på en måske lidt mere nuanceret måde.
Citatet kan stå som en slags opsamling på Horbelev-projektets betydning5:
”Det er vores fællesskab. Det er vores trang til at løfte i flok og bære os selv og vores lokalsamfund ind i en ny tid, hvor det er muligt at kickstarte, forvalte og skabe de muligheder, som vi ønsker for vores liv og indholdet i tilværelsen”.
Diskussion af ’deltagerkultur’ – praksis og begreb
Studiekredsens begreb:
I studiekredsen har vi som nævnt i indlednin- gen ikke lagt os fast på en bestemt defini- tion, men vi har taget afsæt i en profilering i forhold til en modsætning til ’deltagerkultur’: som aktiv medskaben af alle indblandede i modsætning til ’tilskuerkultur’ – f.eks. ”producent-konsument’. Leg ser vi også som et element i ’deltagerkultur’.
Drøftelse:
…af casen
Det er helt tydeligt, at Wooloos opfattelse af deltagelse og værdien af det samt del- tagernes egen oplevelse af deres deltagelse er kendetegnet ved ’begær’ og leg som kittet i deres sam-skaben, jf. Deleuze og Huizinga. I den oprindelige idéskitse og i nogen af ud- talelserne fra deltagerne aner man imidlertid, at Wooloo er kommet som en kunstner- gruppe uden for lokalmiljøet og har haft et projekt for med de lokale i definerede roller som ’medskabende deltagere’. Projektet har med andre ord haft et anstrøg af at ville iscenesætte ’den lokale befolknings brud på inaktivitet gennem kreativitet’.
Lidt hårdt trukket op kunne man sige, at Wooloos begær ligger på det ideologiske plan – at demonstrere tilblivelse af lokal deltagelse gennem et kunstprojekt. De lokale deltagere har derimod deres begær i selve deres egen deltagelse og skaben-sammen for deres lokale samfunds skyld – vendt mod Danmarks/københavnernes opfattelse af dem som et ’UdkantsDanmark’ – som ofre.
Deltagelse
Deltagelse ifølge kunstprojektet og kunstn- ergruppen:
Tumult: Når et projekt involverer og
engagerer lokalsamfundet og skaber nye mu- ligheder og måder at diskutere og overveje lokale forandringer, tilhørsforhold, drømme og identitet på.
Wooloo: Når et projekt tager afsæt i eksisterende ressourcer i lokalmiljøet og de involverede lokale udvikler med på projekt og proces.
I Wooloos oprindelige projekt ville kun- stnergruppen intervenere i lokalmiljøet efter denne plan: de lokale blev præsenteret for et projekt, hvor de skulle lege ’at leve markant anderledes i en uge og ændre en passiviserende hverdag foran fjernsynet’. De lokale kunne imidlertid ikke identificere sig med iscenesættelsen, men fik den ændret, så de kunne. Her ses en modsætning mellem italesættelse og praksis – hvor praksis dog ændres og kommer til at opfylde projektets mål.
Deltagelse ifølge deltagerne (baseret på udsagn fra interviews4):
• Fællesskabets ånd som det, der skabte Horbelev-skulpturen.
• Projektets idé kom fra oven og måtte kæmpes for af kunstnerne, bl.a. fordi idéen ikke udsprang af eller imødekom behov og ønsker hos de lokale. Imødekommelsen skulle først skabes! • Projektet havde en samlende effekt på
byens borgere og på nysgerrige fra en større radius.
• Der opstod en kulturel markedsplads foran kirken.
• Mange systemer i samfundet har overtaget rollen som ’igangsætter’ og ’varetager’ – især i forhold til ’Udkants- Danmark’…Projektet er udtryk for det modsatte – at de lokale selv ved, hvad der er bedst og hvad der skal gøres for at forbedre liv og levned her… Nedenfor er et citat fra en af de lokale.
4 Jf. Tumult (2010), s.139 ff. 5
Med min drøftelse af casen og aktørgrupper- nes måde sprogligt at anvende og i praksis at handle ’deltagelse’ på, har jeg villet sætte spot på, at ’deltagerkultur’, når den handles, ikke nødvendigvis er ’god’. Den handlede deltagerkultur kan være styret ovenfra af projektmagere og indirekte ekskludtere ikke- deltagere.
Ideale begreber kan fungere som skarpe briller til at få øje på nogle virkeligheds- forhold med – men de kan også fiksere synet til nogle begrænsede dele af virkeligheden, så man bliver blind for andre virkeligheder og for helheden.
I casen virker det som om at kunstnergrup- pen Wooloo i sit oprindelige oplæg til projektet netop har været for fikseret på sin opfattelse af, hvad deltagelse skulle være – indtil de for alvor kom i clinch med det, som de lokale deltagere brænder for – møder deres begær. Herefter er kunstnergruppens og de lokale deltageres begær strømmet i samme retning.
Dette citat fra en af de lokale deltagere antyder efter min mening nogle af nuancerne og udfordringerne ved at praktisere ’del- tagerkultur’6:
”…Det kan give anledning til at drøfte, hvad der skal til, for at et projekt fænger og får lokalt fodfæste, så det gennemføres og giver mening – og så gennemførelsen ikke hviler på for få. Den diskussion er jo af vital betyd- ning alle steder, hvor frivillige medvirker…”