Konklusion: kan kommuner skabe ildsjæle?

I konklusionsafsnittet vil jeg først uddrage iagttagelser fra de to cases. Casene er som nævnt forskellige, ikke mindst med hensyn til kommunens rolle i dem. Dette giver imidler- tid netop god anledning til at få indfanget forskellige aspekter af deltagerkulturens praksis og italesættelse – og ikke mindst at få belyst balancen mellem begær og system. Ud fra iagttagelserne i de to cases vil jeg belyse opgavens problemstilling og tre undersøgelsesspor. Jeg vil herefter perspekti- vere den lidt mere jordnære beskrivelse ved at tage afsæt i opgavens teorigrundlag – dels det teorigrundlag, der direkte forholder sig til deltagerkulturbegrebet og dets kerne: begæret, legen (Deleuze, Huizinga, Haggren) og dels det teorigrundlag, som har fokus på samfundsborgeren i et krydspres mellem en livsverden og en systemverden: den myn Det samme gælder forvaltningen – måske i

endnu højere grad. Det er min påstand ud fra egne erfaringer, at forvaltningen i skikkelse f.eks. af kulturkonsulenten eller forenings- konsulenten tenderer mod at identificere sig mere med ildsjælen derude end med sin rolle som myndighedsrepræsentant. Udfordringen for kulturkonsulenten i dag synes at være, at kunne have sin professionalisme i på en gang at være kommunens strategiske ansigt, at være en fagfaglig person (ekspert på kul- turområdet – litteratur, musik, kunst etc.) og at kunne tale ildsjælenes sprog.

Problemet for kulturkonsulenten kan ligge i, hvis vægten mellem rollerne tipper til en af siderne – hvis kulturkonsulenten f.eks. ikke rigtig kan se sig som systemrepræsentant over for ildsjælen. Uden tvivl vil systemet alligevel træde i karakter bag om ryggen på kulturkonsulent og ildsjæl, f.eks. i form af krav om overholdelse af visse grænser. Jeg mener, at ved også at tage systemets rolle på sig og samtidig kunne identificere sig med ildsjælene, kan begge parter sammen iværk- sætte nytænken-de og holdbare projekter inden for offentlige rammer.

Spørgsmålet er så, om deltagerkultur i sin yderste form med 100 % deltagerstyring overhovedet kan eksistere inden for et of- fentligt system. Vil kreativiteten blive kvalt i kommunens omsorgsfulde (kvælende?) arme? Her er jeg ved opgavens kerne- spørgsmål: kan kommuner skabe ildsjæle? Nogle foreløbige bud som svar på dette spørgsmål, som vil blive uddybet i konklu- sionsafsnittet:

• Nej, hvis kommunen først og frem- mest optræder som systemverden (jf. Habermas).

• Ja, hvis kommunen kan finde en balance mellem sin rolle som system/myndighed (sikre rammer i form af tilskud, retning- slinjer så ingen forfordeles, faciliteter etc.) og som engageret facilitator – fødselshjælper.

forankrede projekter som i Horbelev. Projektledere og aktivt deltagende skal være opmærksomme på ikke indirekte at komme til at være ekskluderende ved et særligt ’deltagerkultur’-sprog. Nogle kan måske ikke umiddelbart identificere sig med en måske lidt bedrevidende ’vi er aktive deltagere’-retorik og er usikre på, hvad deltagelse vil sige – og holder sig derfor væk (især Horbelev-casen). • Begæret, behovet for at skabe og lege er

tydeligvis drivkraften i deltagelse. Det er vigtigt, at initiativparterne til en inddra- gelsesproces (kommune, projektledelse) kan møde dette begær og strømme med – uden at slippe rollen som den, der sikrer fremdriften og dermed også må påtage sig en vis rolle som magtinstans, system.

• Deltagelse kan have mange grader, lige fra at give høringssvar på oplæg fra kommunen, over at indgå som frivillig i et projekt defineret af kommunen til egentlig medskaben: fra borgerinddra- gelse til deltagerkultur. Alle former kan have sine værdier. Vigtigt er, at kom- munen er opmærksom på at tilpasse sin italesættelse med sin praksis – ellers får kommunen frustrerede og demotiverede borgere.

Spor 2: Kommunens rolle i deltagerkultur

Samtlige de teoretikere, hvis vinkel jeg byg- ger opgaven på, ser kommunen som system og magt, der koloniserer livsverdenen og civilsamfundet med sin kontrol og sit bu- reaukrati. I casene optræder kommunen med disse roller:

• som fjern rammesætter af et projekt om at bruge kunst til at generere lokal delta- gelse og udvikling (Horbelev-casen). • som initiativtager med et formål om

at ville opdrage til (repræsentativt) demokrati og til gode samfundsborgere (Furesø-casen).

• som lyttende og modtagende i forhold til ildsjælenes (herunder de unges) kreative kraft.

dige, medansvarlige borger i den borgerlige, demokratiske offentlighed (Habermas, Kaare Nielsen).

Som afsæt for opgavens afslutning vil jeg diskutere kommunens og kulturkonsulentens rolle i forhold til de inddragelsesprocesser, som i øjeblikket er i gang i mange danske kommuner – set i perspektiv af det senmod- erne samfund, som vi befinder os i. Til sidst prøver jeg at give nogle bud på opgavens hovedspørgsmål: kan kommuner skabe ild- sjæle – og hvis ja, under hvilke betingelser? Opgaven forsøger som nævnt i indledningen ikke at give endelige svar endsige levere en praktisk værktøjskasse, men vil derimod prøve at opridse nogle problemstillinger om det at ville deltagerkultur og skitsere de dilemmaer, der tydeligvis ligger i det. Nedenfor giver jeg bud på besvarelse af spørgsmålene i opgavens tre spor, jf. Indled- ningen. Buddene er baseret på hovedpointer fra opgavens to cases.

Spor 1: ’Deltagerkultur’ i praksis

• ’Deltagerkultur’ kan ikke ses som et en- tydigt, frigørende og sammenhængsska- bende gode – set som den ideale modsætning til ’tilskuerkultur’. • Især Horbelev-casen viser, at selv i et

deltagerkulturprojekt med lokale borg- eres aktive medskaben som mål kan risikere reelt at være iscenesættelse og udefrakommende styring.

• ’Deltagerkultur’ må tilpasses målgrup- pen for et projekt om inddragelse. F.eks. er der måske lidt mere behov for en understøttende hånd i forhold til yngre unge end for voksne med erfaring for frivilligt arbejde. I modsat fald vil de unge måske gå i stå i projektet og dermed ikke være i stand til at udfolde sig (især Furesø-casen).

• Et mål for ’deltagerkultur’ er inklusion – ikke mindst hvis der er tale om lokalt

Teoretiske briller – hvad siger teoretikerne, hvad siger casene?

Deleuze, Huizinga, Habermas, Kaare Nielsen og teorien om ’det senmoderne samfund’ ligger implicit til grund for det, jeg har frem- hævet i case-analyserne og de spørgsmål, jeg har rejst på baggrund af dem.

I casenes praksis bekræftes Deleuzes og Huizingas udsagn om det strømmende, formålsløse begær og legen som et mål i sig selv som selve kernen i deltagelse – jf. f.eks. børnenes engagement i Horbelev-casen og de unges udsagn om hvad der er vigtigt for dem, når de deltager efter inklination fra kom- munen. Denne strømmende og legende, flow- agtige verden kendetegner også Habermas’ livsverden og Kaare Nielsens civilsamfund. Der hvor magten, systemet er på vej til en kolonisering af denne livsverden – dvs. på vej til at bremse begæret og engagementet – er, når initiativtageren til et inddragelsesforløb sætter for faste rammer og for målrettet vil have projektet i én retning, uden at tage deltagernes engagement og forslag ind. Med afsæt i casene vil jeg påstå, at det ideale ikke er at holde systemverdenen og livsverdenen ude fra hinanden med vandtætte skotter imellem, men at de to verdener tværtimod kan integrere sig i hinanden. Strømmende begær uden struktur og retning vil måske være som en flod, der går over sine bredder og ødelægger i stedet for at bygge op – svar- ende til engagerede ildsjæle, der er så optaget af egen ild, at de heller ikke er i stand til at lytte til andres begær.

Det er nemt med Deleuze og Habermas i hånden at se magt- og kontrolhensigter alle steder, hvor ’systemet’, f.eks. kommunen, er med. Asmund Born8 _{er inde på, at en ny}

udfordring for det administrative-politiske system, særligt for kulturkonsulenten, er at kunne balancere mellem dobbelte roller som systemets repræsentant og som deltager, ildsjælen. Det synes at være et vilkår i et mangfoldigt, komplekst senmoderne sam • som facilitator af inddragelsesprocesser.

Kommunen optræder her ikke alene som sys- tem på en indirekte, lidt forældreagtig måde, men forsøger at træde borgeren i møde som lyttende og som den, der gerne vil skabe vækstbetingelser. I det senmoderne samfund synes kommunen at optræde med to ansig- ter: systemets (gennem indirekte italesæt- telser, den der sætter dagsordenen – systemet viser ikke åbenlyst sit ansigt) og ildsjælens (gennem direkte italesættelse af at ville ind- dragelse, kreativitet og innovation – af at se borgeren som eksperten). Disse to ansigter viser sig både i kommunens politikker, men også f.eks. i kulturkonsulentens praksis.

Spor 3: Deltagerkulturen i det senmoderne samfund

I beskrivelsen af Furesø-casen er jeg inde på, at kommunernes store fokus på inddragelse af borgeren og interessen for deltagerkultur- projekter kan hænge sammen med et behov for at legitimere sig som demokratisk system – ikke kun som repræsentativt demokrati, men også som på en gang systemverden og livsverden/civilsamfund med et demokrati, hvor borgeren spiller en mere aktiv rolle. Kommunen imødekommer måske netop her den senmoderne borgers behov for at synliggøre sin individualitet i demokratiske processer.

Her har kommune/system og borger/civil- samfund måske hver sit begær. Kan de to parter mødes i denne proces:

• Kommunens drift mod at ville innova- tion, forandring, udvikling i samklang med sine borgere, men samtidig at skulle styre og forholde sig økonomisk og rationelt.

• Borgerens drift mod at ville sætte spor, skabe – eventuelt sammen med andre borgere, med kommunen som grænseløs serviceyder.

estyrende og mediestyret offentlighed (her: hovedstadens kunstneriske parnas). Denne samskaben og ytring i fællesskab kan måske ses som en form for modvægt mod det sen- moderne samfunds opsplittethed – måske et tegn på at vi er på vej ud af senmoderniteten. Haggren m.fl. definerer i Deltagarkultur begrebet ud fra aktiv med- og samskaben. Her ligger forfatterne i forlængelse af den op- fattelse, som studiekredsen også har arbejdet ud fra. Som jeg har nævnt i indledningen beskriver forfatterne imidlertid også ’del- tagerkultur’ som den ideale forløsning af fri udfoldelse af deltagernes iboende kreativitet i modsætning til ’tilskuerkultur’. Casene viser, at i praksis er ’deltagerkultur’ en kompleks størrelse, der også kan rumme direkte og indirekte magtstrategier. ’Deltagerkultur’ må tilpasses forskellige målgrupper, og det kan være nødvendigt at benytte sig af forskellige grader af styring, for at et deltagerkulturpro- jekt kan udfolde sig frugtbart og komme i mål.

Deleuze forholder sig ikke alene til ’del- tagerkulturens’ væsen, men måske vigtigst: til hvad selve begrebet skaber. Som jeg har været inde på i casene skaber begrebet i første række en bevidsthed om ’deltagelse’ – som det værktøj9_{, man (kommunen,}

borgeren) griber til eller ønsker sig som led i en udvidet demokratiseringsproces, som supplement til det repræsentative demokrati. Måske er værktøjet ikke altid det rette, fordi problemet er et andet. Med sine positive kon- notationer skaber begrebet en ideologi om at italesætte ’deltagerkultur’ i alskens sam- menhænge, hvorved initiativtageren låner begrebets positive image. Denne forførelse kan føre til en blindhed for deltagerkulturens forskellige aspekter og tilpasning til det, initiativtager og deltagere gerne vil. Netop bevidstheden om en ’deltagerkultur’- virkelighed er dog med til at skabe grundlaget for den videre refleksion over og udvikling af en inddragelses- og demokratiseringsproces. fund. Og synes at indgyde administratoren

engagement og lyst til leg i krydspresset. Ad- ministratoren er i dag på en gang begærende subjekt og strategisk subjekt. Dermed bliver det administrative-politiske system også en begærsmaskine. Udfordringen for den sen- moderne administrator og kulturkonsulent er på en gang at være iagttager, udenfor, og at være deltager, indenfor.

Casene og idet hele taget de inddra- gelsesprocesser, som i øjeblikket foregår i kommunerne, viser et pres fra borgerne om at deltage, blive inddraget, f.eks. som frivillige, og et ønske fra kommunerne om at imødekomme borgernes ønske om ind- dragelse. Kommunerne har dog også sine egne dagsordener, som jeg har været inde på specielt i beskrivelsen af Furesø-casen. Udfordringen er at få de to ’enheder’ - civilsamfundet og systemverdenen – til at kunne mødes om fælles interesser. Måske ligger der her et kim til en ny type borgerlig offentlighed, hvis forfald Habermas ellers har argumenteret for. Gennem inddragelsen f.eks. i form frivillige projekter møder borgeren systemverdenen som aktiv med- skabende borger – og som korrektion til et bureaukratisk system, der ellers kan tendere til at lukke sig om sig selv.

Kaare Nielsen fremhæver den æstetiske er- faring som afsæt for den myndige borger i en kritisk offentlighed. Casen om Horbelev er et godt eksempel på det. Gennem et æstetisk- kreativt projekt får de lokale deltagere en fællesskabsoplevelse gennem fælles ’leg’. De når ind til en fælles kerne, som de bruger som en platform til at arbejder videre med et lokalt projekt. der kan markere lokal- samfundets betydning i, hvad andre kalder ’UdkantsDanmark’: forsamlingshuset i den gamle skole.

Måske er dette kreative projekt udtryk for en ny type borgerlig, jordnær offentlighed, der ytrer sig overfor en bedrevidende, medi-

9 _{Jf. Deleuzes fortælling om Nietzsches pointe: at de, der har en hammer,}

”Partnerskaber og revitalisering må ikke blive en systemverdensinvasion i selve foreningernes ånd. Det uundgåelige resultat vil blive medlemstilbagegang og død. Men revitaliseringen behøver heller ikke på nogen måde anfægte disse kerneværdier, hvis den finder sted i respekt mellem foreningen og den kommunale forvaltning. Og hvis den finder sted i en legende og innovativ livsverdens-ånd”.

’Deltagerkulturens’ spørgsmål

Som nævnt er det ikke mit sigte at komme med håndfaste svar på, hvad der er del- tagerkulturens dilemmaer – og kommunens, når den vil deltagerkultur. Derimod har jeg gerne med afsæt i casene og opgavens teo- retiske grundlag villet nuancere spørgsmål til undersøgelsesområdet ’deltagerkultur’. Her er mit bud:

• Hvorfor er der så meget fokus på del- tagelse – borger- og brugerinddragelse/ frivillighed i kommunerne lige nu? • Hvordan skaber vi som kommunale

kulturaktører deltagelse og medejerskab hos vores borgere og brugere – og kan vi?

• Hvornår er der tale om reel deltagelse? • Hvorfor er deltagelse/borgerinddragelse

svær? Hvilke barrierer skal vi være opmærksomme på, hvis vi vil deltagelse forstået som aktiv medskaben og aktivt medborgerskab?

• Hvordan får man skabt optimale ram- mer for deltagelse – og hvilken form for deltagelse?

• Hvordan uddelegerer vi magt – hvordan arbejder vi med afsæt i borgerens vilkår, uden at lægge ansvaret på os (som vok- sne, som myndighed)?

• Hvilke kompetencer kræver deltagelses- projekter af os som kulturforvaltere? Hvad kræves af forvaltningen?

• Medfører arbejdet med deltagerkultur i en forvaltning ændringer i forvaltningen – dens processer, værdier og organisation? Hvilke konsekvenser har disse ændringer?

Kan kommuner skabe ildsjæle?

Er kommunen som myndighed og dermed som del af systemverdenen på forhånd født til at være barriere for deltagelse og frivil- lighed, der er drevet af et glødende engage- ment? Er det bureaukratiske system, som en kommune nu engang også er, for stor en bar- riere? Hvad er kommunens dilemmaer, når den vil deltagerkultur? Har kommunen en form for ulykkelig forelskelse i deltagerkul- turen og livsverdenen/civilsamfundet – dets strømmende begær? Har civilsamfundets ildsjæle en form for brugerforhold til kom- munen?

Som jeg specielt i Furesø-casen har været inde på, er der en reel interesse i kommunen for at inddrage og lytte til borgeren – faktisk et næsten ildsjælelignende engagement. Al- ligevel kan kommunen ikke lægge fra sig, at den er myndighed. Det kan ikke undgås, at kommunen viser sit myndighedsansigt i ind- dragelses- og deltagerkulturprojekter. Med afsæt i refleksionerne over casene kunne et forsøgsvis svar på opgavens overordnede spørgsmål være, at kommunen ikke hverken kan eller skal skabe ildsjæle ’derude’. Kom- munerne vil tydeligvis gerne have ildsjæle. Kommunernes mål må derfor snarere være at skabe forudsætningerne for, at ildsjæle kan virke og vokse.

Det gør kommunen måske bedst ved på en gang at være ved sin rolle som system, men også ved at turde slippe en alt for bureaukratiserende adfærd gennem regler, forbehold etc. Kommunen skal også være sig sin italesættelse af borgerinddragelse bevidst. Kommunen skal passe på med at tale om deltagelse og indflydelse, når der reelt er tale om at høre borgernes synspunkter på udmeldte oplæg – uden at borgeren nødven- digvis faktisk får indflydelse.

Jens Nielsen10 _{peger på dilemmaet og udfor-}

dringen i dette citat om behovet for revitali- sering af for-eningerne:

V. Litteratur

Kilder til opgaven

Born, Asmund:.Referat fra møde om Deleuze, 26.8.2010, mail 30.8.2010

Dahlbeck, Per, Müller, Bosse och Persson, Magnus, Malmö Höjskole: Deltagarkultur –

som begrepp, problematik och praktik, –

i: Metapolens Genius Loci – steder, deltagere og laboratorier, Kreativ Me-tapol, red. Inger Halleløv, Keld Buciek, Bosse Müller og Søren Hornskov, Herlev 2011.

Janning, Finn: Gilles Deleuzes – en moderne fritænker, (4.12.2009), www.forsker.net. Nielsen, Jens: Frivillighedens velfærds- og

kultursamfund, (30.3.2011),

www.kulturforvalterne.dk

Nilsson, Mats-Ola Den lättsamma leken – lek och spel från Burckhardt till Deleuze, (9.2.2011), Me-tapol/Deltagerkulturoplæg – upubliceret.

Nilsson, Mats-Ola: Gilles Deleuze och begärets dunkla mål, (10.6.2009), Metapoloplæg – upubliceret. Skovbjerg Jensen, Christian og Bruun Yde, Marie (red.): Tumult – en kunstfestival i Nakskov,

Nykøbing F, Vordingborg & Stege, , udgiver: Guldborgsund Kommune,

oktober 2010 (176 s.) Læs om projektet på

www.tumult.dk/da/artist/wooloo/

Flg. kilder er offentliggjort på www.furesoe.dk

- herunder også på PolWeb, hvor kommunens dagsordener med bilag kan ses: Overordnet kulturpolitisk ramme, 2008-2010 (2011), Furesø Kommune. Ungekulturpolitik for 13-17 årige i Furesø

Kommune.

Resumé fra ungekulturkonferencer i 2008 og 2009

Resumé fra diverse opfølgende dialogmøder med unge (elevrådsrepræsentanter og unge fra foreninger, klubber mv.).

Udtalelser fra medarbejdere med direkte kontakt til unge. Pensum for studiekredsen

(*) angiver, at denne litteratur er direkte anvendt i opgaven. Fælles:

Deleuze, Gilles m.fl.: Nomadologin, (1998), Skriftserien Kairos nr. 4, Raster Förlag (193 s.) (*) Granström, Helen: Det barnsliga manifestet, (2010), Halmstad: Ink bokförlag (88 s.) Haggren, Kristoffer m.fl.: Deltagarkultur, (2008), Göteborg: Bokförlaget korpen (136 s.) (*) Huizinga, Johan: Den lekande Människan – homo ludens, (1938, 2004), Stockholm: Natur och Kul- tur. (85 s.) (*)

Supplerende (*):

Deleuze, Gilles: Kontrol og tilblivelse, Postscriptum, (1990) (20 s.) – i: Kulturinstitutionernes histo- rie 1, red. Erik Granly Jensen (2007), Moderne kultur og kulturformidling, Københavns Universitet Amager.

Duelund, Peter: The Rationalities of Cultural Policy: Approach to a Critical Model of Analysing

Cul-tural Policy, (2007) (19 s.) - i: Kulturinstitutionernes historie 1, red. Erik Granly Jensen (2007),

Moderne kultur og kulturformidling, KUA.

Habermas, Jürgen: Borgerlig offentlighed, (1962, 1990) (367 s.), Kbh.: Informations Forlag (2009). Krause-Jensen, Esbern: Nomadefilosofi, (1983), Århus: Sjakalens ørkenserie (107 s.)

Nielsen, Henrik Kaare: Konsument eller samfundsborger? Kritiske essays (2007) (242 s.), Århus: Forlaget Klim.

Nørager, Troels: System og livsverden - Habermas’ konstruktion af det moderne, (1998) (298 s.), Frederiksberg: Forlaget Anis.