Hvor går grænsen?
Det er ikke helt let at finde ud af, hvad der henregnes til Lihme. Det er tydeligvis mere end selve Lihme by. Både ”gamle og nye” Lihmeborgere henviser som noget selvfølgeligt til områder udenfor byen. Tydeligvis regnes sommerhusområderne langs kysten med til Lihmes område. Om Gyldendal fortælles, at det er her Lihmes nyeste kvarterer ligger og byudviklingen finder sted. Der henvises også til det omkringliggende landområde med dets huse og gårde. Lihme er en gammel landsby, og i en sådan har der i hovedparten af historien været en grundlæggende og naturlig forbindelse mellem land og by, idet landet var selve næringsgrundlaget.
Siden kom flere servicefunktioner til. Lihme har været og er i en hvis grad med skole og brugs stadig et lille servicecenter. Lihme by og land hænger altså endnu sammen. Det område, der henvises til som ”Lihme” eller som naturligt sammenhængende hermed, er sammenfaldende med Lihme sogn.
Ingen refererer til sogn eller sognegrænser, men så snart der henvises til steder udenfor, refereres til andre bynavne. Lihme sogn er 2475 ha. Det er som nævnt Sallings vestligste del, der skyder sig ud i Limfjorden med Kås Hoved som spydspids. Mod nord Kås bredning, mod syd Venø bugt. Mod øst støder sognet fra nord op til Rødding, Vejby og Lem sogne.
Nærmeste omegn - Naboerne i Salling
Trods udkantsprædikatet er Salling som helhed stadig et relativt tæt befolket landområde, og mange byer i nær afstand af Lihme kan fungere som
service- og indkøbssteder: Rødding, Balling, Lem – og en gran længere væk: Skive, Vinderup, Holstebro. Alle steder har forretninger. Indtil for få år siden var der foruden brugsen også en købmand i Lihme.
Egentlig mærkeligt at der var to forretninger, bemærker nogle, og finder forklaringen i det meget store sommerhusområde så tæt herved. Brugsens varesortiment er som andre steder præget af det sted, den ligger, af det kundegrundlag her er. I det store vindfang er et ret stort udvalg af
haveredskaber og andre sager relateret til havebrug. I forretningen er bl.a. et stort udvalg i drikkevarer – på flasker, ikke dåser og kartoner. Her er ingen slagterafdeling, ingen fast-food, sandwiches eller lignende. Derimod en del elektronik især i køkkenafdelingen. Brugsuddeleren bekræfter, at
sammensætningen præges af sommerhusområdet, men også af
befolkningssammensætningen i øvrigt. Det er ikke børnefamilierne, der fylder mest. Brugsen er en selvstændig lokalt ejet brugs. Coop kan rådgive, men ikke bestemme. De forstår ikke helt varesammensætningen: Nogle ting, bl.a. de elektroniske, mener de ikke kan sælges her. ”Men hvis
kaffemaskinen brænder sammen i sommerhuset, så kommer man til Brugsen, og så skal den være her. Vi kan jo altid bestille hjem, men så går der nogle dage, og det skal være her og nu.” Coop vil også gerne sælge øl på dåser – men her er jo ingen, der skal slæbe noget op på fjerde sal, så det er slet ikke nødvendigt.
Brugsuddeleren kan dog godt mærke forskel. En tendens til at flere folk i sommerhusområdet tager deres varer med hjemmefra og blot supplerer eller handler af ”nød” i den lokale forretning. De ”indfødte” fortæller også, hvordan de beboere i sognet, der arbejder udenfor, oftest handler ind i supermarkeder nær arbejdsstedet, ikke i den lokale forretning. Det kan man også sagtens, så længe man har mulighed for at køre selv til andre byer – men hvad sker den dag man som ældre ikke kan køre selv, og Brugsen er lukket? Det er en reel bekymring. At indbyggerne gerne vil beholde den
lokale indkøbsmulighed, forhindrer dog ikke, at de handler andre steder.
”Brugsen er noget dyr.” Så man handler også ved købmanden i nabobyen og længere væk.
Endnu har Lihme børnehaven og skolen, dog ikke overbygningen, den ligger nu i Balling. Lihme skole er blevet en del af Vestsalling Skole Folk i Lihme synes vant til at bruge alle byerne i Vestsalling-området, og hoved-orienteringen bestemmes især af, om man har børn i børnehave eller skole – og mod den by, der så er aktuel i denne periode. Aktiviterne spredes – når der skal dyrkes sport i foreninger, tager man også til andre byer. Der er for få aktive til at danne hold i Lihme alene. Lokalhistorisk arkiv og
overbygningsskolen ligger i Balling. Industrivirksomhederne skal findes i andre byer.
De yngre i Lihme og Vestsalling i øvrigt har ofte været andre steder i landet for at arbejde. Så vender de tilbage, for det andet sted ”kunne jeg bare ikke falde til i”. Folk vender sig ikke i mod nærliggende sogne og byer i Salling.
De ser sig tilsyneladende heller ikke i modsætning hertil, hverken med hensyn til handel eller skole.
Kommunen – og Øst-Danmark
Lihme vender sig heller ikke mod Skive, selvom man fandt det bedst at sikre skolesamlingen for Lihme ved den seneste kommunesammenlægning.
De ”indfødte” udtaler godt nok, at ”alting jo skal centraliseres”. Som man f.eks. siger om skolen: ”Det vil være slemt, hvis den lukker, så kommer der slet ikke yngre familier hertil.” Men frem for Skive retter yngre som ældre
”indfødte” Lihmeboere i højere grad kritikken mod Øst-Danmark. Det er der, de sidder – bag skrivebordene - og bestemmer uden at have den ringeste ide om, hvad de egentlig har med at gøre, og hvad det betyder lokalt. ”De burde komme herud og se, hvor fantastisk det egentlig er.” Det virker som en ganske udbredt opfattelse, at politikere og embedsmænd bare vil
centralisere alt. Tingene kunne se helt anderledes ud, hvis der blot var vilje til det, blandt de der bestemmer. På besøg i forårsvejret lyder det henover kartoffelrækkerne: ”Det er næsten synd for dem, der skal sidde inde bag et skrivebord – men de må jo ku´ li´ det!”
Resten af verden – og forbindelserne til den
Der er på en almindelig hverdag ganske meget trafik gennem byen, en del traktorkørsel med landbrugsmaskiner på vogne, men især mange
personbiler. Ved krydset er der etableret trafikchikaner og
hastighedsreguleret til 30 km i timen. En af beboerne i kanten af byen ved indfaldsvejen hilser, under havearbejdet, på hovedparten af bilerne, der passerer. En del dytter, idet de passerer. Han nævner, at han for nylig er blevet opereret i armen. Det er nu ikke på grund af overanstrengelse ved al
den hilsen - men der er altså megen trafik og hilsen. Trafikken, forklarer han, er endnu voldsommere tidligt på dagen mellem kl. 6 og 7, hvor mange mennesker kører fra Lihme og omegn til arbejde i større byer.
I sidste udgave af Traps Danmarksbeskrivelse fra 1962 står godt nok: ”I sognet ender en landevej fra Skive”. Derudover har jernbanen gennem Vestsalling kun lige strejfet sognet ved Nørhede, hvor der var et trinbræt for Vestsalling banen. Derudover var der trinbræt ved Mejeriet ved Brodal.
Banen blev nedlagt 1966.
Men landevejen fra Skive ender ikke bare her, den fører tydeligvis også herfra. Den hedder stadig ”Amtsvejen” og løber fra korsvejen midt i Lihme til Skive. Inden man når så vidt, kommer man imidlertid til rundkørslen ved Kærgaardsholm. Her ser man tydeligt, hvordan sognet ligger tæt på et krydsfelt - ganske iøjnefaldende landskabsmæssigt. Her kører man op til Salling og ned til den vestjyske hede. Et dramatisk møde mellem
landskabstyper. Fra rundkørslen er der 10 km til Skive, 14 til Vinderup, 31 til Holstebro etc. Krydset ved Kærgaardsholm ligger ikke i Lihme sogn – men det synes at have en særlig betydning, i hvert fald for tilflytterne.
Rundkørslen prydes af et ”forstenet søpindsvin”, en sebbedejesten, i
overstørrelse, skabt af kunstneren Poul E. Nielsen, der bor i Lihme. Den står som et symbol for naturen ved Limfjorden, fortæller kunstneren selv. Dette motiv er brugt på forsiden af et af de seneste numre af Lihme-bladet. Her er en slags port til verden og stedet synes oplagt at tage udgangspunkt i, når der fortælles hvor kort eller langt der er til f.eks. sygehuse, større
indkøbscentre og lignende.
Der er ikke så langt til steder udenfor den kommune, Lihme nu hører til.
Selvom en del mennesker arbejder i Skive, og denne by nu er blevet
kommunens hovedby og administrative centrum, så nævnes den ikke meget.
En af de ældre indbyggere fortæller i forbindelse med snakken om skolegang som en helt naturlig sag, at dengang man ikke kunne få en længere skolegang lokalt, var der en del, der læste videre i Vinderup. Det undrer mig, vi er jo i Salling. Jeg spørger, om det ikke var Skive – det var det ikke.
De mennesker, der er flyttet hertil på grund af den skønne natur og
landskabet, og som arbejder udenfor sognet, bl.a. bag skriveborde, opfatter sig selv som mere globale og mere ”universelt” orienterede end de
mennesker, der altid har boet her. De vil gerne ud og se resten af verden, på ferierejser, og de er stolte af, at de har søgt midler hjem fra den samme verden til det lokale område. De nye medier, som de forstår at håndtere, giver jo også gode muligheder og forbindelser. Nogle har
hjemmearbejdspladser herigennem. Nogle er knyttet til virksomheder meget langt væk.
De lokalhistorisk interesserede har imidlertid også meget længe brugt de nye medier og internettet. Lokalhistorikeren fortæller i hvor høj grad
computerne bruges på arkivet: Til registrering selvfølgelig, i formidlingen – arkivet har egen hjemmeside. Og så i kontakten med brugerne, bl.a. med mange efterkommere efter udvandrere fra området. Han nævner en af arkivets frivillige, der er over 80 år. Han holder meget af at besvare
henvendelserne vedr. slægts- og sognehistorie, der kommer via mails, det er spændende at være i direkte forbindelse med USA, Canada, Australien.
Indtil videre ligger Vestsalling, set fra beboernes øjne, faktisk meget tæt på resten af verden. Man er tilsyneladende bare meget mere opmærksom på verden, end omvendt.
Det er sikkert, at både indfødte og tilflyttere er meget bevidste om Lihmes attraktioner og særlige historie. En vis selvbevidsthed gør sig måske gældende her. Er man bevidst om sine rødder og områdets værdier, er det måske lettere at forholde sig åbent til omverden. Man behøver vel ikke forskanse sig.