Den lokale historie – skolesamlingen
Historien virker ganske nærværende for folk i Lihme, på forskellig vis. Ved et besøg ved Lihme Kirke mødtes jeg af en larm, der kom af mødet mellem gammelt og nyt. En gul ”gravko” var ved at rydde jord af. Et stort brunt felt havde afløst et par ældre bygninger her op mod kirkens parkeringsplads.
Gravkoens fører rømmede mulden af forsigtigt i lave vandrette strøg. En kvinde i overalls og med skovl fulgte afrømningen, det var arkæologen.
Samtidig snakkede hun med lokalhistorikeren, der havde kopier af gamle billeder med. Den gamle skole og lærerboligen, der siden 60´erne havde fungeret som bl.a. menighedshus, var nu blevet revet ned. For nogen tid siden var her åbent hus, har ugeavisen fortalt. Folk kunne se bygningerne en sidste gang, kigge på gamle billeder fra stedet og få en snak. Det var noget af et tilløbsstykke. Efter sigende kom folk, der har rødder på egnen, endda rejsende hertil langvejs fra for at være med.
Lokalhistorikeren fortalte om de tidligere bygninger på stedet og mulige spor herefter og arkæologen fortalte, at der allerede nu så ud til at være spor af stolpehuller. Måske vil man også finde de folk, der ikke er blevet
begravet i indviet jord. Mange mennesker vendte forbi på cykel eller i bil
for at se, hvad der foregik og få en snak. Genboen syntes, det er lidt mærkeligt, at bygningen nu er væk, men den var ikke vel vedligeholdt. Nu har han fået en fin udsigt – og mente, at det da må have hævet værdien på hans ejendom betragteligt. Flere har gået i skole her. Nogle fortalte, at den daværende lærer var streng, og en havde ”slet ikke noget godt at sige om ham”. Måske er det derfor, det ikke gør så meget, at bygningen er væk. Og den var ”jo kun 100 år”. En tidligere lærer ved den ”ny” skole har ikke gået i den gamle, ikke kendt læreren her og synes, at ”det godt nok gjorde ondt at se den forsvinde”. Alle kendte vist føreren af gravkoen og den mand, der med traktor og vogn førte jorden væk: ”Hvor kører han hen med den?” Alle var også meget interesserede i, hvad der vil dukke op af jorden. Det menes, at arkæologen vil få tid og lov til at gøre arbejdet ordentligt færdigt her:
”Det er jo det offentlige, der er bygherre her – ikke en privat med hastværk, som da laden skulle ned ved Kås.” Det myldrede lidt omkring
udgravningen.
Det er ikke blot tilskuerne ved udgravningen, der virker ret bevidste om stedets historie. Eller er det rettere om stedets attraktioner? Der henvises altid hurtigt til kirken, til Kås, til den spændende natur og det flotte
landskab. Derimod finder jeg selv tilfældigt frem til Lihme-samlingen. Der er ingen, der henviser til den i samtalerne. Derimod kender de den
udmærket, når jeg efterfølgende spørger til den. På Spar Sallings tilbygning mod parkerings- og rutebilholdeplads ses navnet, og i et udstillingsvindue til denne side ses flere udstoppede fugle. Man kan frit gå ind i pengeinstituttets åbningstid. Her viser det sig, at montrerne rummer både fugle og andre dyr, en privatejet stensamling og en hel del arkæologiske fund. Her er også et pragteksemplar af en sild, fisket ud for Kås Hoved af brdr. Miltersen og optaget i Guiness Rekordbog i 1980´erne. En anden fin ting er Danmarks
”ældste pensel” fra 1507, fundet i et lydhul under restaurering af kirken.
Det ligner en god gammeldags skolesamling. Det er det også. Det oplyses i tekst på en af montrerne, at samlingen har været på Lihme skole. Den blev grundlagt på initiativ af førstelærer Jensen, der var ved skolen fra 1925-50.
Hans efterfølger, lærer Eriksen, fortsatte arbejdet med samlingen – og hans efterfølger igen blev Ib Svenningsen, der i dag er leder af det lokalhistoriske arkiv. Samlingen blev ført med til den nye skole fra 1965. Der er ført en fin protokol over sagerne. At denne samling er havnet ved Spar Salling skyldes usikkerhed for fremtiden: Det berettes, at samlingen i årene 1995-2005 lå noget ubemærket hen. Ved den seneste kommunesammenlægning ønskede kommunen at få afviklet samlingen. I Lihme var man også usikre på, hvad der ville ske, hvis skolen blev nedlagt. I al fald behøvede Spar Salling på dette tidspunkt et nyt lokale til møder – og der blev enighed om, at
samlingen kunne få til huse der. Sparekassen tilbød at afholde alle udgifter herved. I dag er samlingen under tilsyn af Museum Salling. Lærerne i
Lihme har helt sikkert gennem flere generationer ydet deres til, at eleverne lærte egnen og dens særlige natur- og kulturhistorie at kende.
I Sparekassen er to ansatte, de bor begge i Rødding, men har arbejdet i Lihme i en årrække og er meget fortrolige med den daglige gang her. De fortæller, at folk jævnligt kommer ind og kigger på sagerne. De kan huske samlingen fra deres skoletid, har måske selv fundet og afleveret en del af sagerne. Venter man på at komme til ved ekspeditionsskranken, er det let at få tiden til at gå i det lille lokale. Er det måske især folk, der er født og opvokset her, der finder samlingen værd at kigge på? Det er i al fald ikke den, der henvises til i turistbrochurer og andet markedsføringsmateriale.
Historien erindret
Både de, der har boet her altid, og de tilflyttere, der har boet her lang tid, har oplevet, hvordan en stor mængde forretninger er svunden ind, så der i dag kun er en brugs tilbage. Hvordan børnenes antal er faldet, og stadig falder, så skolens fremtid er usikker. Det kan også yngre folk huske. De ældre husker desuden den tid, hvor der virkelig var mange gårde og huse i den nærmeste omegn, hvor der var mange mennesker i de gårde og huse, hvor
”landeri” var hovedbeskæftigelsen, og livet præget af praktiske gøremål i det fri, ikke af skrivebordsarbejde og overadministration andre steder i landet. Det var dengang mejeriet i Brodal havde 248 leverandører. Det er nedlagt for længst, og i dag fortælles det er der blot 2-3 gårde med
malkebesætninger i hele sognet. Den ældre tid huskes også for besværlige transportforhold – og samtidig for megen sammenkomst og kommen-hinanden-ved.
Naboen til de ledige byggegrunde i selve Lihme mener, at det vil blive svært at få dem solgt. Her ved den østlige indkørsel til byen var også udlagt
grunde til erhvervsformål, til industri. Det skal vist sløjfes, mener han. Ingen tror vist rigtig på, at det bliver til noget.
Genbo-huset på den anden side af vejen står også tomt, her boede en ældre mand til sidst. Tidligere var der gartneri på denne ejendom. Det er ikke til at se spor af den virksomhed mere. Nu er det nok svært at få solgt.
Nærmeste nabo er ellers et lille rækkehus, der står delvist tomt. Endnu en beboer er ved at flytte ud. Rækkehuset blev opført da det gik godt for træindustrien i Sallingområdet. Den nærmeste virksomhed i den branche lå blot få km fra Lihme, i Ålbæk. Den var meget stor og beskæftigede mange mennesker, erindrer flere folk i byen. Dengang kom mange folk kørende til Lihme for at gå på arbejde, i stedet for at køre herfra. Og der blev altså behov for at bygge boliger til unge og enlige – rækkehuset kaldes også for ungdomsboliger. Nu taler man om, at de skal rives ned. De er for små,
byggeriet for ringe, og der er slet ikke behov for dem. De unge bosætter sig ikke i Lihme, men i de større byer, hvor uddannelsessteder og arbejde er.
I dag kommer kun få mennesker til Lihme by for at arbejde, i brugsen, sparekassen og på skolen. De fleste af dem jeg træffer er sallingboer af oprindelse, en enkelt morsingbo. De bor også i Vestsalling, blot i nabobyer:
Rødding og Balling. Til gengæld bor brugsuddeleren i byen og har gjort det i 13 år. Der hører en bolig med til Brugsen, den ligger lige ved siden af. Så her er kommentaren blot, at ”Jo, man bliver da set an, men…” Den vistnok største virksomhed i sognet, med hensyn til antallet af medarbejdere, er et svinebrug. Her beskæftiges 12 medarbejdere fra bl.a. Holland og
Rumænien. En del af dem vil gerne blive og bosætte sig her med deres familier. De får mindsteløn, fortæller ejeren selv, men det er stadig bedre end det, de kan få hjemme.
Lihmes historie i ”mands minde”, de personlige erindringer, bliver let til en historie om nedgang eller tilbagegang. En erindring om lysere tider. At det fungerede, var sjovere eller bedre i gamle dage. Hvad gør det ved folk i nutiden? Bremser det en fremadrettet aktivitet?
Historien i markedsføringen
Det er kun de Lihme-boer, der har boet her i længere tid, der kan have disse direkte erindringer om en historisk udvikling. Hvordan her var før i forhold til nu. Både ”gamle og nye” Lihme-borgere henviser derimod til en række meget specielle seværdigheder, særlig og sjælden natur- og kulturarv.
Kirken f.eks. der nævnes i et dokument allerede 1176, men mener man, er meget ældre. På hjemmesiden står, at den skulle være en af de fire ældste kirker i Jylland. Den har rigtig mange billedsten, endda en havfrue findes her. Bygningen har arkitektoniske træk, der ellers kun kendes fra det engelske, og indenfor er der rester af et herremandspulpitur i tårndelen, enestående kalkmalerier i koret med ”keltiske” fletværk. Og døbefonten er stor med meget flotte billedhuggerier. Et motiv: En ridder der slås med en drage er sært bekendt. Den har prydet 500 kr. seddelen i den tidligere serie af pengesedler. I en montre i tårnrummet fortælles historien herom. Senere genfinder jeg scenen i Lihmebladet som et logo eller en vignet.
Resten af sognet er også fuld af gode historier, sjældenheder og dramatik.
Historien har klare fysiske udtryk, her ses f.eks. mange, meget store og imponerende gravhøje bevaret. Sognet selv ligger udspændt mellem tre imponerende herregårde: Spøttrup Borg i nord, Hostrup i syd og Kås i vest.
Kun sidstnævnte ligger dog indenfor sognegrænsen. Den har været ejet af Færch-fonden siden 50´erne. På Kulturarvsstyrelsens elektroniske side,
”1001 fortællinger”, er både Lihme kirke og Kås medtaget i form af
historien om den ulykkelige Hvas til Kås, der først fik brændt sin hovedgård
af under Grevens fejde, for derefter alligevel at blive mistænkt for at stå i ledtog med Skipper Clement – og halshugget for det. En kontraordre fra kongen kom for sent. Hovedbygningen fra 1500-tallet og store dele af det omgivende landsskab er fredet. Ved Kås findes flere botaniske sjældenheder som Strandhornskulpen og i det gamle egekrat over hundrede forskellige mosarter. Endelig fremhæves af alle det flotte landskab med det dramatiske samspil mellem et kuperet åbent terræn og Limfjorden. Det er det, folk, flytter hertil for eller i det mindste grunden til, at de erhverver et af områdets mange sommerhuse.
De særlige attraktioner er enestående på landsplan, og knytter på forskellig vis an til den store nationale historie. De gør stedet til noget særligt, ikke bare en landsby som enhver andet. Stedet har noget at byde på, noget beboerne kan være stolte af, en mængde herlighedsværdier. De er synlig grund til både at blive her, hvis man er født her, og de gør det let at forklare, hvorfor man vælger at flytte hertil.