Beboerne i Knäred taler meget positivt om det sted, de bor. Der er er ingen tvivl om, at man er glad for at bo her. Holdning til det forestillede
fællesskab er meget markant. Det betyder meget for den enkelte at bo i Knäred. Det er med til at gøre livet meningsfyldt. Hvad er det så, der skaber dette fællesskab?
Det er, om ikke alle så mange, der kender hinanden. De der kender mange tror, at det gør alle og dermed skabes forestillingen om et udbredt
fællesskab. Mange i byen er i familie med hinanden eller havde venner her, da de flyttede til Knäred. Tilflytning af familie eller venner betyder, at erindringer/fortællinger om byen bliver givet videre og har gode betingelser for at overleve. Det kan siges, at der sker en kontinuerlig overlevering af de fortællinger, som skaber identitet. De fortællinger har et indhold, der siger, at her er trygt og godt at bo, og at man her kommer hinanden ved.
I Knäred har man et meget højt serviceniveau, hvad man sætter stor pris på.
Serviceniveauet er med til at gøre byen attraktiv og et godt sted at bo.
Knäred udgør, hvad angår service, et center for de omkringliggende ”orter”
og spiller dermed en vis rolle i kommunens østlige hjørne. Byen rolle som servicecenter er med til at styrke den kollektive identitet i forhold til de omkring liggende mindre byer.
Knäred har flere foreninger, som ifølge borgerne selv har en stor tilslutning, og hvor det ikke endnu er noget problem at skaffe ledere. Det gælder for idrætsforeningen, hembygdsforeningen og Friluftsfrämjandet. Der er tale om et traditionelt foreningsliv, hvor udbuddet for de unge ikke er stort, hvis man ikke lige vil spille fodbold.
Andre forhold, som skaber identitet og sammenhold i Knäred, er forholdet til naturen, som man har nær adgang til og bruger meget. Særlig børnene deltager aktivt i Friluftsfrämjandet. Naturen omtaler man gerne, som noget specielt, og den fremhæves også på byens hjemmeside. Naturen opfattes som en integreret del af stedet, således at by og natur smelter sammen.
Historien spiller en stor rolle for identiteten. Den kommer til udtryk i det forestillede fællesskab, som bliver skabt gennem erindringerne om Freden i Knäred. Mindestenen uden for byen står tilbage, som det eneste spor efter denne begivenhed, som alle henviser til. Men ikke har den store viden om.
Identiteten ligger i stoltheden over at bidrage til den nationale historie.
Hembygdsforeningen oplever en stigning i medlemstallet og har stort besøg på det månedlige møde. Interessen koncentrerer sig omkring den nære historie forbundet til de enkelte gårde, som det fysiske sted. En ny bog fra
foreningen fortæller om, hvem der har boet på de enkelte gårde. Interessen viser den betydning slægterne, som kollektive fællesskaber har for
identiteten. Samtidig udtrykker den Knäreds nære tilknytning til og fundering i landbruget og landbrugskulturen.
Set ud fra indbyggernes forståelse og forhold til omverdenen spiller det mentale sted/rum, man definerer sig inden for og som påvirker identiteten, en stor rolle. Fysisk er Knäred det sted, man bor og har sine sociale
relationer, men mentalt ”medregnes” Halmstad og Markaryd til Knäred.
Disse byer opfylder nogle centrale behov, som ikke kan opfyldes i Knäred.
Kommunens hovedby, Laholm, spiller ikke nogen særlig rolle i den
sammenhæng. Den medtænkes ikke i den mentale omverden. På trods af at man medtænker sin nære livsverden inden for to mil føler flere borgere sig isoleret i Knäred!
I de dominerende fortællinger om byens kollektive identitet findes også antydninger af modfortællinger, og af at der foregår en vis eksklusion af fællesskabet. De borgere, der bor i udlejningshusene langs med eller tæt på indfaldsvejen fra 117 og dermed tæt på centrum, regnes ikke som en del af fællesskabet. Det er ikke noget, der tales om. Kun et par af de interviewede omtalte at de ”fremmede” der boede her ikke inkluderet i fællesskabet. Her sker der en social eksklusion af en gruppe beboere. De regnes ikke med til byens fællesskab, og det ser ikke ud til, at der arbejdes på, at det skal ske.
Eksklusionen tager udtryk af et fysisk problem, som kan løses ved et arkitektonisk løft af byens centrum og indfaldsvej, hvor husene ikke er i samme stand, som på byens andre indfaldsveje. Der kan spørges om en fysisk ændring af centrum vil skabe en større grad af inklusion. Byens indkørsel gøres pænere, men det vil fortsat være ”fremmede”, som bor i området. Spørgsmålet er, hvad der skal satses på, og hvad der kan løse
”problemet”, som borgerne ser det. Denne holdning til de fremmede er egentlig også med til at ekskludere centrum rent fysisk fra det område, som man regner med til Knäred. I kvartererne rundt om centrum kan det siges, at her bor Knäreds-boerne. I denne situation sker der en identitetsdannelse igennem et ”fjendebillede”. Samtidig handler det om, at man ikke skal bo bestemte steder, hvis man vil være en del af fællesskabet.
Det er måske ikke helt så nemt at blive en del af fællesskabet i Knäred, hvis man som tilflytter ikke har nære familierelationer. Flere har givet udtryk for, at det er problematisk at blive accepteret, hvis man ikke kender nogen – også selvom man deltager i foreningslivet.
Problemet for tilflyttere uden familierelationer kan være, at man ikke kender de accepterede fortællinger om Knäred og ikke indgår i de relationer, hvor de fortælles.
De mange danskere, som køber sommerstuga eller villa i Knäred, har man et dobbeltforhold til. Danskerne kan siges at være ”nyttefulde” for, at
fællesskabets rammer kan opretholdes og at stedet kan være attraktivt for svenske tilflyttere. Opkøbet af huse i periferien af Knäred betyder, at de ikke står tomme og signalerer forfald. Hvornår de benyttes, er danskernes sag. Opkøbes huse i villakvartererne og de står tomme i længere perioder
”mangler” man nogle til at ”udfylde” fællesskabet. Problemet er det samme, hvis de der bor der, så ikke vælger at tage del i kvarterets fællesskab.
Danskernes tilstedeværelse er med til at holde liv i Consum, som er et foretrukket dagligt mødested. Og måske også det eneste. Indbyggerne savner et mere uformelt mødested. Kommunen har anlagt et nyt torv, men det synes ikke, måske på grund af dets placering i centrum, at udfylde den tiltænkte funktion.
Knäreds geografiske placering er med til at skabe et fælles sammenhold og en indlandsbyidentitet. I forhold til kysten og f.eks. Mellbystrand skabes en modfortælling der styrker sammenholdet. Ifølge fortællingerne sker
udviklingen på kysten og på bekostning af indlandet. Frygten gælder, at man på længere sigt vil tabe kampen mod kysten. Det handler i sidste ende om, hvilken livsformer man ser myndighederne satser på. Er det
indlandskulturen eller kystkulturen? For Knäreds indbyggere repræsenterer indlandsbygderne den traditionelle landbokultur med en fælles identitet bundet op på landbrugets værdier. Kysten repræsenterer den moderne individuelle livsstil.
Knäred må siges at være en typisk hallandsk indlandsbygd med tætte forbindelser til skov- og landbrug, domineret af kulturer og fællesskaber knyttet til disse hverv. Historisk set synes kooperationen at have skabt tradition for sammenhold og gensidig hjælp. Landbruget har ikke længere den samme dominerende betydning, men erhvervet har skabt tradition for et vist entreprenørskab og etableringen af mange mindre virksomheder, som kendetegner Knäred.
Byen har i nyere tid udviklet sig omkring jernbanen, som nu ikke længere stopper i Knäred. Befolkningen i Knäred er typisk folk med korte eller mellemlange uddannelser. Der kan tales om en traditionel middelklasse domineret af landbrugskulturen, men også med en åbenhed over for storstadens muligheder og tilbud. Kulturen og fællesskabet har en vis tendens til at virke ekskluderende over for andre kulturer, især dem der kan virke fremmed.