Da jeg kom til Knäred betragtede jeg mig selv som en fremmed, der kom til byen. Det på trods af, at jeg havde besøgt byen to gange tidligere. Min viden om byen var ganske lille og jeg havde ingen forhåndsviden eller
forhåndsforståelse af, hvad der foregik her. Min eneste viden angik byens størrelse, fysiske udtryk og lidt om, hvad her fandtes af attraktioner. Knäred var for mig en ganske ukendt svensk landsby i Halland, og så lignede den en dansk landsby.
Situationen kan ikke siges at være den samme ved mine besøg i Ullared. Jeg havde et forhåndskendskab til Ullared, inden jeg kom, og det kendskab kan udtrykkes i et enkelt ord; Gekås. De svenske partnere i LISA havde på projektmøder berettet om Ullared, og om at her lå Gekås. På et
partnerskabsmøde i Sverige besøgte alle deltagere Gekås, hvor
varehusdirektør Boris Lennerhov holdt et oplæg, hvor vi fik gennem en del tal fik et indtryk af, hvor stort Gekås var på alt, som kunne måles. Selve Ullared som by fik jeg intet indtryk af, da målet var Gekås. De mange tal fra varehuset imponerede mig, og da jeg kom tilbage til Danmark fortalte jeg mange om de imponerende tal. Senere, da jeg fik at vide, at Ullared af de svenske partnere var blevet udvalgt, som objekt for denne analyse, gjorde jeg mig mange overvejelser om, hvad det var for en bygd, jeg skulle besøge.
I min bevidsthed så jeg kun Gekås gule bygninger, p-pladsen, klippen bag ved denne, og så forestillede jeg mig campingpladsen. Jeg kunne ikke forestille mig, hvordan landsbyen Ullared ville se ud. Ærgerligt må jeg indrømme, at det var med lidt usikkerhed i kroppen og usikre forestillinger, at jeg skulle besøge Ullared. Hvad er det her for et fænomen?
Flere af dem, jeg interviewede i Knäred, havde spurgt til, hvilke andre steder jeg skulle besøge. Da jeg sagde Ullared, fik jeg mange og lange fortællinger om Gekås. De interviewede fortalte alle uopfordret om deres kendskab til varehuset, som de havde fra tv, reklamer og egne besøg. Det var ikke byen, vi talte om. Næsten alle tog mindst en gang årligt til Ullared for at shoppe. Alle havde en mening, positiv eller negativ om, hvordan det måtte være at bo her. Der var ingen tvivl om, at for indbyggerne i Knäred var Ullareds identitet fuldt ud Gekås. Sådan må man også tænke overalt i Sverige. Ullareds-boerne er berømte, ikke for hvad de er, men for hvad de har.
Det var ikke uden visse forestillinger og en vis spænding, at jeg skulle tage til Ullared. Jeg følte ikke længere, at stedet egentligt var så ”ukendt”. Her
skal det bemærkes, at analysen af Ullared vil blive opbygget på en anden måde end den i Knäred. Nogle af overskrifterne vil være identiske, men andre vil være anderledes, da karakteren af materialerne er anderledes.
Interviewene er begge steder de dominerende, men Ullared har f.eks. ikke en hjemmeside og en lokaludviklingsplan.
Inden jeg tog til Ullared, besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville starte med at spørge om Gekås, og at de interviewede selv skulle komme ind på emnet.
Var holdning til Gekås indgangen til interviewene, lå der her en
forforståelse af, at varehuset determinerede udviklingen i Ullared, og at det ene og alene var med til at give Ullared sin identitet. At Gekås spiller en stor rolle i denne sammenhæng, kan der dog ikke være tvivl om, men andre forhold spiller også ind – selv om de kan være svære at få øje på!
Her er mennesker og biler overalt
Jeg forlod Laholm ved 9-tiden om morgenen og skulle køre ad E6 til Falkenberg og her dreje fra mod Ullared. Dagen før havde jeg kigget på et kort og undret mig over placeringen af Gekås. På det tidspunkt kendte jeg ikke til varehusets etablering og udvikling. Inden jeg i Falkenberg drejede fra mod 154 og begyndte ”opstigningen” de 70 m til Ullared, gjorde jeg mig nogle forestillinger om, at jeg ville komme til at køre de 33 kilometer i en lang kortege klemt inde mellem lastbiler og personbiler. Sådan kom det ikke til at gå. Trafikken gled fint, og der var faktisk ikke mange biler på vejen.
Vejen til Ullared fra Falkenberg var en smuk tur med en meget varieret natur. Efter ca. 20 minutter nærmede jeg mig Ullared. Det første bevis på, at jeg var tæt på byen, var industrikvarteret, som lå på højre side af vejen. Lidt efter så jeg på venstre hånd Gekås store karakteristiske bygning og den velorganiserede, men også diskrete indkørsel til p-pladsen. Undervejs var der ingen store skilte, som gjorde opmærksom på Gekås, men det er vel heller ikke nødvendigt. Man ved jo, hvad man kører efter. Jeg modstod fristelsen til at køre ind på p-pladsen og udskød mit første besøg, til jeg havde set lidt nærmere på Ullared.
Kort efter kom jeg til krydset midt i byen. Stedet, hvor 154 og 153 skærer hinanden. Jeg valgte at køre mod Varberg, da der i denne retning
umiddelbart så ud til at være mest by. Jeg valgte at køre ud ad byen med 153, for dels at finde mit bed and breakfast dels for at få et indtryk af byens omfang. Mit bed and breakfast lå på Ullared Hagaberg 407. Da jeg først kunne komme ind kl. 16 kørte jeg tilbage til mod centrum og valgte at køre ind ved politistationen og kommunekontoret. Jeg blev meget overrasket over al den trafik og den aktivitet, som var i, hvad jeg oplevede som Ullareds centrum. Min umiddelbare reaktion var, at jeg var kommet til en mindre grænseby, hvor der sker en stor udveksling af varer og mennesker, og hvor trafikken er enorm i forhold til stedets størrelse. Ikke kun livet, men
også byens udseende omkring, hvad der kunne kaldes et centrum, mindede mig om en grænsestation. Her har alt ofte umiddelbarhedens præg og handelslivets præg med de billige varer.
Hvor er centrum, og hvor bor man?
På sydsiden af 153, hvor jeg holdt, lå politistationen, kommunekontoret, busstationen og en bank. Længere bag ved lå Gekås og butiksområdet samt nogle udlejningsejendomme. Overfor, på nordsiden, lå to butikker og en benzinstation. Byen så ikke ud til at have et mere traditionelt centrum med et torv. Centrum var et par langstrakte p-pladser på begge sider af
hovedvejen. Stedet indbød ikke til, at jeg stod ud af bilen for at gå på opdagelse. Her virkede umiddelbart lidt rodet og larmende på grund af al trafikken. Som den fremmede jeg alligevel syntes, jeg var, parkerede jeg bilen og som det første gik jeg på Gekås, jeg måtte se det. På vejen ned mod Gekås passerede jeg forbi ”torvet” og tænkte på, hvem som kommer her.
Tilhører det de, som bor i lejlighederne, eller de, som shopper på Gekås?
Torvet ligger lidt langt væk fra byens øvrige boligområder, som er villaområder. Det virker ikke sandsynligt, at børnefamilier kommer for at bruge legepladsen, som findes i forbindelse med torvet.
Vejret er koldt og lidt blæsende. Foran Gekås er der ikke mange mennesker, men det er heller ikke stedet at opholde sig i dag. I butikken er der godt med luft omkring en. De besøgende fylder ikke meget i butikken. Jeg går en runde, kigger lidt på priser, men mest på, hvad det er folk køber, og hvad der er for kunder, der er i butikken. Ender med at købe to cd’er med svensk musik. Prisen er OK. Billigere end jeg vil kunne købe dem i Danmark. Jeg har fortsat en time, inden jeg skal lave dagens første interview.
Efter Gekås vælger jeg at krydse hovedvejen og gå over i kvarteret nord for 153 og bag ved ICA. Husene her er bygget i mange forskellige stilarter og af mange forskellige materialer. Umiddelbart vil jeg vurdere de fleste til at være bygget i 1960’erne og 1970’erne. Jeg ser ikke mange ældre huse og hele kvarteret virker nyt på grund af den måde, der er planlagt på. Vejene er temmelig smalle og temmelig lige. Kvarteret virker nyt, og her er måske ikke så meget miljø eller stemning, som hvis det havde været et ældre kvarter. På en måde lader Ullared til at være en ”ny” by. Byen ser ud til at være klemt inde mellem vejene og skoven. Ullared er for mig ingen skovsbygd, men et handelssted klemt inde mellem vejene og skoven. Jeg tænker, at det kan være svært at markedsføre Ullared på naturen og idyllen.
Den er ikke lige til at få øje på. Efter turen rundt i villakvarteret krydser jeg igen vejen. Trafikken kan ikke alene skyldes kunder til Gekås, for de behøver, så vidt jeg så på min køretur ikke at komme gennem Ullared.
Måske undtaget den kundetrafik, som kommer øst fra.