Alle Lihme-boere synes, Lihme er et dejligt sted. Landsbyen er præget af med meget velholdte huse og haver. Her er ingen tomme forretningsvinduer eller forfaldne huse. Landet, de åbne marker, hænger umiddelbart sammen med baghaverne. En del grunde har udsigt over det åbne land til fjorden.
Alle har let adgang, kort afstand til fjorden og naturskønne områder. Det sætter alle stor pris på, det kommer bare forskelligt til udtryk.
Lihme har været et landbosamfund i mands minde, med landbruget som det dominerende erhverv, med mejeri og andre andelsforetagender, og mange mennesker i gårde og huse.
Hertil kom ”traditionelle” erhverv inden for de primære og sekundære sektorer, baseret på de lokale råvarer og ressourcer: Fiskeri og teglværker.
Lihme er mere end Lihme by. Fra gammel tid har byen været organisk forbundet med landbrugsområderne, siden er det blevet det lille kommune- og servicecenter. I dag refereres til resten af sognet som naturligt Lihme-område, også til den lange kyststrækning med de store sommerhusområder.
Byen Lihme var for ikke mange årtier siden endnu et lille center med mange forretninger, og i 1970´erne tilvækst i befolkningstallet og nybyggeri i form af parcelhuse, bl.a. baseret på stor træindustri i Aalbæk. Her blev
centralskolen bygget i 1964. I dag har byen en dagligvareforretning og et pengeinstitut tilbage. Her er næsten ikke andre virksomheder bortset fra frisør, maskinstation og salg-til-vejen. Både Brugsen og børnehave/skole betragtes som meget vigtige for byens liv. Man ved ikke helt, hvordan det skal gå uden de dele. Befolkningstallet falder – og det ser ud til, at
befolkningspyramiden er skæv. Der er relativt mange ældre borgere, og færre yngre familier med børn.
Historiefortællingen har indtil den seneste tid i høj grad lagt vægten på lokalhistorien, i en traditionel skoleundervisning, topografi. Et brud er sket indenfor de seneste årtier, hvor det nu, næsten alene, ser ud til, at vægten lægges på det for egnen særegne, det, der ikke findes magen til andre steder eller i al fald kan måle sig hermed. Derudover bruges byen som et
skoleeksempel på en landsbys udvikling, idet kvarterer fra forskellige historiske perioder erkendes meget let. I dag sker udviklingen imidlertid udenfor byen i naturskønne områder, gerne ved kysten, især Gyldendal.
”Landsbyfællesskabet” kan man komme til at kigge langt efter. Her er ingen oplagte fælles arealer, med mindre den grønne ”fælled” ved kirken regnes med – eller Havnen ved Gyldendal udvikles hertil. Sportspladser o.l. synes ikke meget brugt. Her er også fhv. få fælles rum at vælge imellem: Skole, forsamlingshus, idrætspladser, havn. Skolen bakker forældrene op om, om end ikke i så høj grad ved frivilligt arbejde, mere ved arrangementer. Der er
fælles mødested for byen i skolen, og det bruger man frem for
forsamlingshuset, for det koster. Dette ses bl.a. ved de højt besungne fælles spisninger, hvor efter sigende alle slags indbyggere mødes.
De ældre beboere savner tidligere former for uformel komsammen. Kortspil og kaffe i gårdene, invitationer til lignende når man havde vist
opmærksomhed ved højtidsdage. Dette er dog nok lige så vel et generations-spørgsmål som betinget af ”herkomst”.
I arbejdet med visioner og udviklingsplan mødes en del mennesker – kernen synes dog relativt lille og måske domineret af tilflyttere.
På idrætsanlæg og i flere foreninger ser aktiviteten ud til at være meget lav.
De yngre søger udenbys til større idrætsklubber. Pensionistforeningen er ikke noget for alle. I visionsgruppen peges på, at der ikke er fodslaw mellem de ellers mange foreninger, specielt ikke om større arrangementer.
Landsbyfællesskabet er et forestillet fællesskab, og det findes her i mindst to udgaver: De nyere tilflyttere søger det, og har i nogen grad en idylliseret opfattelse af, hvad det er – og i hvert fald konstaterer de, er det ikke i Lihme p.t. De ældre Lihme-boerne mindes fællesskaber, der var, som byggede på særlige samfundsmæssige strukturer, der er voldsomt ændret i løbet af kort tid.
Der er et skel mellem tilflyttere og indfødte. Det er i høj grad grundet på de forskellige gruppers historie og længden af deres tilknytning til stedet.
Skellet fremhæves stærkt af de nyere tilflyttere, mens bl.a. en generation af lærere, der er flyttet hertil i 1960´erne føler sig integreret i højere grad. De
”gamle” Lihmeboere fortæller ikke om det af sig selv. Det er nærmere en konstatering: Tilflytterne er jo nu en gang tilflyttere. Deres kendskab til og fornemmelse for folk og sted må jo bare være anderledes.
Tilflytterne beskriver sig selv som veluddannede, som akademikere, med vid horisont og glæde ved at rejse ud i verden. De er velformulerede, vant med ny teknologi, aktive for lokalsamfundet, de har søgt penge hjem til det.
De er i høj grad flyttet til området på grund af dets beliggenhed ved fjorden, den særlige natur og det smukke landskab med udsigt. De betegner de indfødte som traditionelle, ikke højtuddannede, knap så velformulerede, meget stedbundne uden lyst til at rejse langt. De er dog åbne og venlige nok, siger tilflytterne.
Grundet den uddannelsesmæssige baggrund, forbindelser til omverden, en velstruktureret tilgang til arbejdet med områdets udvikling og
formuleringsevne, bliver denne gruppe let dominerende i det billede, der skabes af byen udadtil.
De mennesker, der er født og opvokset i Lihme, har rod i en landbokultur, der er ændret stærkt i mands minde. De finder, at tilflytterne kan være noget fortænkte og lidt pudsige i forhold til vægten på at bo naturskønt, men de er dog venlige nok, siger de ”indfødte”.
En stor mængde sommerhusgæster er accepterede af alle, idet de menes at gøre nytte i forhold til den lokale handel og er et potentiale i forhold til fremtidig udvikling, især mulige tiltag i forhold til turismen.
Mange indbyggere pendler fra, kun få til, Lihme for arbejde. Skive er det administrative centrum, men adgangen er – som tidligere – let til andre større byer i det midt- og vestjyske: For indkøb, arbejde, uddannelse. Og p.g.a. centraliseringen også til sundhedsinstitutioner eller retsinstanser. Store modsætninger til nabobyerne i Salling eller for den sags skyld til Skive høres der ikke om. Det er i højere grad ”Østdanmark”, der bliver skurken.
Mange yngre generationer af ”indfødte” har arbejdet, uddannet sig, boet i større byer og er vendt hjem.
Nyere tilflyttere arbejder ofte langt væk fra Lihme. Under alle
omstændigheder – trods nærheden til omverden, Lihme ligger på grænsen til hedeegnene, er man ikke i tvivl om at Lihme hører til Salling og
Limfjordsegnen – og man skilter med det ved den fantastiske Sebbedejesten i rundkørslen ved Kærgårdsholm.
Både for indfødte som tilflyttere er internet og nye medier adgangen til direkte kontakt med den store verden. En mulighed, hvis potentiale kun for en brøkdel er udnyttet endnu.
Lihmes udviklingsgruppe satser på at kunne øge tilflytningen. Der er ingen planer om eller tro på nye erhvervsvirksomheder i Lihme – kun turismen får øget vægt. Men det må ikke ske på en måde, der ødelægger billedet af den pæne landsby. Landbruget i sin nuværende form med få store enheder røres der ikke ved af gruppen. Her er ingen udsigt til at få en anden form for
”landeri”, der kunne nærme sig noget, man har kendt til tidligere.
Skellet mellem indbyggere af forskellig ”herkomst”, med vidt forskellig uddannelsesmæssig baggrund og fokus i forhold til området kan blive meget betydningsfuldt. Hvem kommer til at bestemme? En udefrakommende stærk gruppe kan bevare det ydre udtryk, landsbyen har, men samtidig komme til at forandre alt indhold væsentligt ved indførelsen af helt andre typer
erhverv, omgangsformer og brug af steder, end der traditionelt har været tale om.
Kan der findes tilstrækkeligt fælles fodslaw mellem forskellige Lihmefolk i glæden ved områdets naturmæssige og historiske kvaliteter? Kan den ny
teknologi og de nye medier, der allerede er taget i brug her på flere felter sættes i spil i denne sammenhæng?
Alle indbyggere, uanset herkomst og alder, synes at samles i udsagnet:
Lihme er et dejligt sted! Det formuleres bare forskelligt, der er forskel på, hvor vægten lægges og hvad der skal følge heraf.