Selvom hjemmeside og udviklingsplaner er meget oplysende læsning, har det på ingen måde givet noget indtryk af, hvem det er der bor i Lihme. Det er som billedstoffet i materialet – der er ingen mennesker på. Heldigvis kan man jo spørge sig frem.
Tilflyttere
Lihmefolk er af flere slags. Det er tilflyttere, der tidligt og samstemmende fortæller mig herom: De skelner meget tydeligt mellem de mennesker i Lihme, der er født og opvokset på egnen, som altid har været her, og de, der som dem selv er flyttet hertil. Tilflytterne er selv af to slags, og ser ud til, lidt groft at deles i to: En gruppe af bl.a. lærere, der flyttede til Lihme i 1960´erne og ´70´erne samt en gruppe senere ankomne, der er flyttet hertil i de seneste årtier.
Lærere og lokalhistorikere
Da den ny centralskole blev opført i 1964, kom en gruppe nye og yngre lærere hertil. Flere blev på stedet og er her stadig – det får jeg at vide og jeg træffer også flere. Det er en af denne gruppe, der prompte svarer på
spørgsmålet om, hvad Lihme er for et sted: ”Lihme – det er et dejligt sted.”.
Hvad der gør Lihme dejligt, er lidt svært at besvare, men der henvises meget hurtigt til det naturskønne område og de mange seværdigheder i området.
De nu ”gamle” lærere kender alle i Lihme, siger de: Både de efterhånden for mange, der ligger på kirkegården, og så alle yngre mennesker på egnen, for de har alle været deres elever. Lærerne er meget vidende i forhold til områdets historie og attraktioner, og de holder meget af området. Dem jeg træffer bor oftest i selve Lihme by. De er da også blevet her, og bortset fra de dejlige fysiske omgivelser, er den store fortrolighed med områdets
indbyggere, som årene har givet, tilsyneladende rigelig grund til at blive her.
Denne gruppe er samtidig positive, åbne og samarbejdsvillige i forhold til senere tilkomne. De virker måske som en form fra forbindelse mellem disse og de ”indfødte” Lihmeboere.
Det er til denne gruppe, lokalhistorikeren hører. Han er kommet hertil som lærer i 1964 og har siden været skoleleder. Han bor i dag i den vestlige kant af byen med fantastisk udsigt til fjorden både nord og syd for Kås Hoved.
Han har været en drivende kraft i oprettelsen af områdets lokalhistoriske arkiv, som han stadig er leder af. Det dækker dog hele den gamle Spøttrup
kommune, og har i dag til huse i Balling. Han fortæller, at han er ved at gennemgå alle folketællingerne for området. I den forbindelse beretter han om et skel i befolkningen, han selv husker fra de første år, han var her: Det gik mellem landboerne, gårdmandsfamilierne på de solide gårde inde i land, og de folk, der boede på magrere jorder nær kysten: Teglværksarbejderne ved Gyldendal og fiskerne. To erhverv, der ofte supplerede hinanden. De to grupper kom ikke sammen. Der var stor forskel på, hvordan de forholdt sig til skolen: Mens børnene fra gårdene og landbrugsejendommene var velopdragne og passede deres skolegang, var børnene fra fiskerfamilierne mere ustabile, tog den ikke så alvorligt. Var der godt fiskeri, blev børnene simpelthen væk. Blev der i en periode tjent godt på fiskeriet, ”slog man til Søren” uden at tænke så meget på, at der kunne komme andre tider igen.
Lokalhistorikeren fortæller, at der endda var en tendens til forskel på folks fysik. Solide, lidt tunge folk var landboerne, mens fiskerne ofte var små, mere vævre mennesker. Han har en teori om, at en del af beboerne i den yderste del af sognet var indvandret fra hedeområderne mod sydvest. At de var af en anden oprindelse end sallingbønderne, måske med lidt taterblod i sig.
De ældre landboere, der hele livet har boet på egnen, giver dog udtryk for en vis beundring for fisker- og arbejderbefolkningen. De var sjove og raske folk, og de skulle virkelig arbejde for føden. Da teglværkerne blev nedlagt og fiskeriet blev ringe i løbet af 60´erne, døde disse erhverv selvfølgelig, de unge flyttede hen, hvor der var andre muligheder og efterhånden kom mange huse, også husmandsbrug til at stå tomme. ”Vi snakkede om, at de gamle småhuse kom man aldrig af med, dem var der ingen der ville ha – men se nu!” Det er siden blevet nærmest mondænt at bo ved vandet – og pludselig kunne flere komme af med husene til god pris, fortælles det. Nu er der rift om grundene ved vandet.
Veluddannede – skriveborde og udsigt
De folk, der købte og køber sådanne huse og grunde i de mest naturskønne dele af landdistriktet, tilhører den anden nyere gruppe af tilflyttere. Enkelte driver landbrug, men landbrugsproduktionen er som andre steder i landet i dag koncentreret til ret få store enheder. Ellers arbejder de vistnok helt andre steder i større byer. Til gruppen regnes også for en del de mennesker, der de senere årtier i stort tal har købt sommerhus ved kysten. De første
sommerhusgrunde blev udstykket i 1960´erne. Siden er det gået stærkt. I dag er der op mod 1000 sommerhus grunde ved Vestsallings kyst,
hovedparten i Lihme sogn ved Gyldendal, Vendal og Aalbæk. Sidstnævnte sted er der også stor campingplads med badeland og købmandsforretning.
Alle typer af Lihme-boere refererer til dette fænomen: De mange sommerhuse og sommerhusfolkene.
Ved Gyldendal, hvor teglværket og dets udskibningshavn lå, blev for godt 25 år siden anlagt marina. Her er i dag flere hundrede bådepladser. Ved havnen, der ligger hvor der tidligere var teglværk med udskibning, findes i dag i øvrigt klubhuse, en restaurant åben i sommerhalvåret, samt flere nyligt udstykkede grunde. Sidstnævnte, langs vejen ned til havnen, er allerede ved at være fuldt bebyggede med ganske store nye villaer. Derudover mærkes det, at nye regler har gjort det muligt for ældre at bosætte sig fast i
sommerhuse. Det har en del efter sigende benyttet sig af. Det er ved Gyldendal de nye kvarterer i Lihme opstår, fortæller alle – 3-4 km fra selve den gamle landsby.
Ifølge egen beskrivelse er tilflytterne ”veluddannede akademikere”. De er velformulerede, arbejder udenfor Lihme på gymnasium, kaserne og længere væk, er glade for at rejse ud i verden, har forbindelser udenfor området, bosætter sig ved Lihme på grund af den skønne natur og det spændende landskab. Det er dem, der sætter ny gang i tingene. De har søgt store midler hjem udefra – men ikke via eksisterende foreninger, om end de har
genoplivet eller rekonstrueret Borgerforeningen. De har opfundet Lihme-bladet og hjemmesiden. I modsætning til dem selv, mener de, er de
”indfødte” meget traditionelt tænkende og agerende, de har sjældent
længere uddannelser, har ingen ønsker om at forlade området, ikke en gang lyst til længere rejser. De er godt nok åbne i forhold til omverden og de er venligsindede, men de har ikke forstand på f.eks. at søge midler hjem, og kører fast i bestemte riller. Til denne gruppe henregnes også for en del, personer, der står for Borgerforening og Forsamlingshus samt
arrangementer knyttet hertil. Det gælder traditionelle ”gammeldags” former for organisation og komsammen.
De indfødte
De Lihme-boere, som de nyere tilflyttere synes at se sig i modsætning til, er
”indfødte”. De er født og opvokset, og har boet hovedparten af deres liv her.
De ældre generationer har overvejende haft deres udkomme af landbruget – ved ”landeri”, som det kaldes, og så som omtalt ved fiskeri og arbejde først på teglværkerne, siden på Sallings engang mange virksomheder indenfor træindustrien. De yngre Lihme-boer kan kun for en mindre dels
vedkommende ernære sig af landbruget som forældrene. De har ofte boet, måske uddannet sig og arbejdet andre steder i landet – men kan ikke rigtig finde sig til rette der. Det er bare skønnere i Salling. En af de unge er meget interesseret i fotografering, har fået nyt grej: ”Der er så mange fine steder at fotografere her”. De arbejder ofte ved børneinstitutioner, skoler, i
forretninger og pengeinstitutter, maskinstationer, diverse håndværks- og industrivirksomheder spredt over hele Salling.
De ”indfødte” nævner ikke umiddelbart noget skel mellem tilflyttere og dem selv - før man spørger til det. Lidt kan trækkes ud. De synes egentlig, det er dejligt, at folk udefra også synes, at ”deres område”, er smukt og skønt. Det er fint, at de flytter hertil og slår sig ned. De slår sig imidlertid især ned langs kysten, ikke i Lihme by. Det er pudsigt, synes de ældre beboere. ”Når man altid har boet her, ser man nok ikke rigtig, hvor dejligt her er, man er jo bare vant til”. Nogle giver udtryk for, at man jo da ikke behøver bo lige ved vandet. ”Man kan jo hurtigt nå ud til det, en lille gåtur er nok, hvis man vil beundre udsigten – og man kigger jo alligevel ikke ud over det hele tiden.”
Der flires over riften om pladsen ved Gyldendal. Der lå for ikke mange årtier siden små husmandssteder, fiskernes og teglværksarbejdernes boliger.
Ikke noget særligt. Billige huse… i dag er det områdets dyreste grunde.
”Hæh, nu bygger de millionvillaer. Nede på opfyld fra teglværket”.
Men tilflytterne er venlige og aktive. Nogle af deres planer nok noget underlige, de virker overflødige. Som eksempel nævnes, at de relativt store midler der er søgt hjem, f.eks. skal bruges til at lave en sti byen rundt:
”Hvem vil da bruge den? Når man nu kan cykle ud til de dejligste naturområder.” Og ”en internetcafé skal der vist indrettes. Men sådan en skal da passes? Og så skal der jo en løn til”.
Yngre Lihme-boer samt sallingboer, der bor i nabobyer men arbejder i Lihme bl.a. på skolen, er for en del lidt mere skeptiske overfor de nyere tilflyttere. De anerkender de mennesker, der flytter til Lihme, og
deltidsbeboerne i sommerhusområderne for deres viden og kunnen. Men de bringer ikke, udtaler en, nyt liv til stedet for alvor. ”Det er ikke familier med børn”.
En enkelt nævner, at det er et problem, at priserne i de kyst- og naturskønne områder bliver så høje, at det kun er folk udefra, der har råd til at købe – og de lokale herved udelukkes.