Foreningslivet i Ullared er ikke, hvad det har været. Det er den udbredte holdning hos dem, som har oplevet, hvad det har været. De ældre, som var med til at opbygge foreningslivet i 60’erne og 70’erne og som var meget aktive, ser ikke positivt på den udvikling, som er i gang. Det er ikke kun
foreningslivet, man er bekymret for. Generelt oplever man, at det er svært at samle folk i byen. LISA-projektet har åbnet op for muligheden for at
samles, synes de, som har deltaget i arbejdet. Man så gerne mere af den slags.
En gruppe synes at dominere foreningslivet, og det er pensionisterne.
Pensionistforeningen fremstilles som byens mest aktive forening sammen med idrætsklubben. De, der i dag dominerer pensionistforeningen, er alle de
”gamle” ildsjæle, som har været aktive hele deres liv. Det samme
engagement savner man i dag blandt ungdommen. I det følgende vil vi se på nogle af de fællesskaber og mødesteder, som de interviewede omtaler.
Generelt er synet på foreningslivet i Ullared ikke særlig positivt, og det er ikke noget, man taler med stolthed om. Tværtimod giver man udtryk for, hvor svært det er at samle folk, og især de unge. Pensionistforeningen ser ud til at trives ganske fint.
Den måde man ser sig selv på i Ullared er ganske interessant, idet man ikke ser sig selv som en homogen gruppe. Man ser sig selv som en befolkning med flere interesser og med indflyttere, som ikke er en del af fællesskabet.
En interessant udtalelse er, at flere mener, at man er for mange til at have et fællesskab. Spørgsmålet er, hvor grænsen går for, at man måske ikke kan have et fysisk fællesskab, men så i det mindste et forestillet fællesskab.
Tanken om at man er en del af et større fællesskab trives ikke synligt i Ullared. Her forekommer man at være mere individualistisk orienteret i sin levevis. En siger, at man ikke behøver foreningerne i Ullared, og at det ikke er noget, folk tænker på. Det er kun pensionisterne, som er aktive.
Pensionisterne har en erindring om, at det har været anderledes. Samtidig fastholder de det fællesskab, de har opbygget, da de var de bærende kræfter.
Naturen
I modsætning til indbyggerne i Knäred omtaler man ikke naturen som noget, der er med til at skabe identitet og gøre stedet attraktivt. Årsagen kan være, at naturen omkring Ullared ikke har den samme attraktivitet som i Knäred.
Ullared ligger ikke i en skov og gennemstrømmes ikke af en elv. Ullared befinder sig på grænsen mellem skov og land, og der synes ikke umiddelbart at være den samme adgang til naturen, som findes i Knäred. Når
indbyggerne skal gå tur, lader det ikke til, at man benytter sig af naturen, men i stedet for går man tur i samfundet og her møder man hinanden. Som en indbygger siger, så har man kun Gekås at markedsføre i Ullared. Denne udtalelse tyder på, at man ikke gør noget for at tiltrække tilflyttere, da man ikke har særlige værdier at sælge stedet på. Naturen synes ikke at bidrage til stedsidentiteten og bliver ikke regnet for et mødested. Muligheden er der, men man benytter sig ikke af den.
Idrætsforeningen
Idrætsforeningen, hvis største aktiv er foldbolden, blev grundlagt i 1929, men måtte give op i slutningen af 60’erne. I 1975 blev den bragt til live igen af et par tilflyttere, som siden har været meget aktive. Klubben er gået hurtigt gennem rækker og fra at spille i division 7 spiller den i dag i division 4. Målet er at komme i division 3.
Idrætten synes at være samlingspunktet for Ullareds indbyggere – både for yngre og ældre. Idrætsaktiviteterne finder sted på flere steder.
Idrætsforeningen og især fodbold afdelingen synes at være en af byens mest aktive foreninger og mødetstedet for forældre og børn. Hvad angår fodbold for ungdommen, så har man et samarbejde med de omkringliggende byer, hvis man ikke kan stille hold i alle rækker. Samarbejdet foregår i Ullared.
Fodbolden, som er en traditionel idrætsgren på landet, trives godt for både unge og seniorer.
Bygdegårdsforeningen
Denne forening har det vanskeligt, da den har svært ved at få tilslutning til sine arrangementer. Foreningen har ifølge de interviewede virkelig forsøgt at være aktiv, men det er ikke lykkedes at skabe tilslutning. Er der et arrangement i bygdegården, kan det være vanskeligt at få folk til at hjælpe til med det praktiske og ganske få må tage det store slæb. Det kan virke som om aktiviteterne i bygdegården, dem som arrangeres af foreningen, hører en svunden tid til. De aktiviteter, som man tidligere stod for her, tager man nu til Varberg eller Falkenberg for at opleve. Kravene til hvad man ønsker at opleve er nok også steget.
Pensionistforeningen
Anser sig selv for at være meget aktiv og for at være en velfungerende forening. Pensionisterne spiller kort, tæppecurling, bandy og bull.
Derudover arrangerer man forskellige udflugter. Flere af pensionisterne har været engageret i LISA-projektet og især i arbejdet med at få bygget nye lejligheder i Ullared. Primært har man satset på arbejdet med lejligheder til egen aldersgruppe. Har de mulighed for at flytte ind i mere eksklusive lejligheder kan de sælge deres huse til unge mennesker og dermed give plads til tilflyttere.
Idrætshallen og nye muligheder
Den ny idrætshal i Ullared, som man har ventet på i mange år, synes at have betydet et brud med de måder, man tidligere har mødtes på inden for
idrætten og et brud for de måder, man nu dyrker idræt på. Mange af de interviewede omtalte hallen meget positivt, og så den som et nyt mødested.
Tidligere havde man en anden knap så god hal, og man brugte også bygdegården, som ikke er skabt til idræt. Hallen stod færdig omkring
årsskiftet 2010/11. Den ledes af en selvstændig bestyrelse og er uafhængig af kommunen.
Hallen er, ifølge den daglige leder, byens nye mødested for alle
generationer. Tidligere benyttede man faciliteter andre steder i byen, eller man måtte tage til enten Falkenberg eller Fagered for at udøve sine
aktiviteter. Dans måtte man tidligere i flere biler køre til Falkenberg for. Nu har man fået en danseinstruktør fra Falkenberg til at komme til Ullared.
Volleybold-klubben fra Falkenberg har købt sig ind i, og det har fået flere unge i byen til at dyrke denne sportsgren.
Alle aldersgrupper kommer og de møder hinanden i hallen. Ganske vist er aktiviteterne i hallen og klubberne organiseret efter idrætsgren samt efter alder. På den måde kan man sige, at organiseringen sker efter nogle
traditionelle principper inden for idrætten. Om aftenen og i weekenderne er der mulighed for at bryde principperne op, da man kan komme her på eget initiativ, hvis man har en nøgle eller kan låne en. Det er mest ungdommen, som benytter hallen uden for de almindelige åbningstider.
Hver tirsdag kommer 30 seniorer for at spille tæppecurling. Ofte bliver de i hallen for at snakke med hinanden, og de bringer også deres børnebørn hjem. Hallen beskrives som seniorernes nye samlingspunkt. Hallen betyder, ifølge lederen, at brugerne føler sig som en stor familie og at alle kender hinanden. Bestyrelsen i hallen prøver at skabe samarbejde med og mellem foreningerne. Bestyrelsen mener, at hallen skaber nye relationer mellem indbyggerne, da man træffer hinanden på tværs af idrætsgrene og alder.
Lederen savner et konferencerum, men det ville have gjort hallen betydelig dyrere. Kommer man fra Danmark og kender til idrætshallerne her, synes der at være mangel på udenomsplads, hvor man kan opholde sig, når man har afsluttet sin idræt, eller hvis man blot kigger ind for at snakke. Hallen har ikke et egentlig cafeteria, men det er muligt at købe noget at drikke.
Området man kan sidde på er meget begrænset, ellers må man være i selve hallen. Det er begrænset, hvor mange være, hvis man ikke dyrker idræt. En forælder har givet udtryk for, at hun savner et sted, hvor man kan sidde og få sin kaffe og kage, når man er i hallen eller bare vil se på, hvad der foregår. Ellers mener hun, at det kun er dem, som træner der vil komme.