Danmark
Sverige
Man skal være heteroseksuel, gift eller samboende i et
ægteskabslignende forhold
Man skal være, gift eller
samboende i et ægteskabslignede forhold
Kvinden skal ved offentlig behandling være under 40 år og i privat behandling være under 45 år. Der er ingen aldersgrænser for manden.
I Danmark kan man uanset civilstand blive insemineret så længe det ikke er en læge der udfører inseminationen I år 2007 bliver det muligt for enlige og lesbiske at blive behandlet af læger.
Ifølge SOSFS 2005:17 kap.4 bør kvinder der er kommet ind i den alder hvor fertiliteten er stærkt aftagende ikke modtage fertilitetsbehandling.
Partneren bør ikke være ældre end han eller hun kan påtage sig forældreansvar.
I praksis fortolkes det forskelligt i forskellige Län128. Hvor kvinden i Skåne må være op til 38, må hun i Örebro være 43. Manden må de fleste steder max være 55 år. Se
http://www.iris.y.se
På Humor-klinikken var opstart på behandling ikke helt ensbetydende med, at kvinden startede med hormonbehandling med det samme. Havde kvinden en forhøjet body mass index (BMI)129 blev hun ofte først sat på diæt. Det skyldes, at en forhøjet (BMI) kan have betydning for kvindens chancer for graviditet. På klinikken havde man derfor etableret et slankehold, der havde til formål at få de store kvinder til at tabe sig. Lisbeth, en af lægerne forklarer:
”De kommer og ønsker opnåelse af en graviditet, og der siger man til hende, det kan godt være, at du bliver gravid, men chancen for at du aborterer er meget stor i forhold til, hvis du ikke var så kraftig, det
128 Län i Sverige svarer til Amter i Danmark (til 1.januar 2007).
129 BMI er et mål der anvendes for at vurdere om man er undervægtig, almindelig eller overvægtig.
kan være sværere at tage æggene ud, det kan være sværere at sti- mulere æggene op, og hvor jeg vil sige, at inden en sådan behand- ling går i gang, ville jeg synes, det var rimeligt, at tilbyde dig mulig- heden for et vægttab.”
En del af de overvægtige påbegyndte deres behandling med et vægttab, der blev tilrettelagt sammen med en diætist, der var tilknyttet klinikken. På både Humor- og Service-klinikken var der da heller ingen tvivl om, at de store kvinder blev betragtet som svære at behandle, net- op fordi deres krop på ingen måde falder ind i standarden. For lægen er det svært at indgå intra-aktivt med kroppen og teknologien under både scanninger og særligt ægudtagningen. Den kan blive decideret farlig pga. det fedt, der kan ligge rundt om æggestokkene. Samtidig er der ef- ter et vægttab større sandsynlighed for, at en graviditet opstår.
BMI-målinger blev her brugt som den grundlæggende målestok for overvægt130. Det var dog ikke altid helt systematisk hvilke kvinder, der blev tilbudt eller fik besked på at opnå et vægttab, og hvilke der blev sat i gang med hormonstimulering. Lægernes rationaler og frustra- tioner omkring de overvægtige kvinder bygger til dels på, at de i praksis skal udføre en ægudtagning, der kan blive unødvendig svær og kompli- ceret.
Samtidig findes der pt. en fedme diskurs i samfundet, der gør, at den store krop oftest konstrueres som kulturelt uacceptabel og abjek- tal. Det kan medføre, at det er svært for lægen at tage problemstillingen op med patienten.
I forhold til skabelserne er der dog en række andre livsstilsfakto- rer, som ligeledes har betydning for fertiliteten. I det informationsma- teriale, der uddeles på Humor-klinikken, beskrives fx hvordan kaffe, alkohol og rygning har en betydning for fertiliteten. I relation til ryg- ning, der ligeledes kan medføre både skader på fostret og forringelse af graviditetschancerne (man mener at rygning er den faktor, der har den største indvirkning på fertilitet), var der dog ingen sanktioner. Som Lisbeth, der er læge på Humor-klinikken, sagde til mig under mit inter- view med hende, så går man jo ikke ind og nægter behandling af den grund, det passer helt enkelt ikke ind i dansk behandlingstradition. I praksis var det da også først, når embryonet skulle sættes tilbage i kvinden, at sygeplejerskerne begyndte at diskutere livsstilsfaktorer med patienterne. På Service-klinikken havde man i modsætning til Humor-
klinikken ikke koblet performative praksisser omkring hverken rygning eller overvægt. Det blev blot noteret i journalen.
Taget i betragtning af de stereotype forestillinger, der findes i Danmark om Sverige som ”forbudsland”, var det interessant at Ser- vice-klinikken umiddelbart er det sted, hvor denne problemstilling blev diskuteret mindst med patienterne. Selvom et højt BMI også blev be- tragtet som problematisk for ægudtagningen, var der ikke nogle sankti- oner for kvinder, der var overvægtige. Deres fokus var på at instruere patienterne, så behandlingen og infertiliteten ikke tog over. Den tilgang kan ses som en del af den måde, de performede service på.
I modsætning til de to fertilitetsklinikker og den offentlige inse- minationsklinik i Sverige, så går man på Alternativet mere ind i livsstils- faktorer under den introducerende samtale med patienterne. Her ser klinikkens personale det som en mulighed at afvise evt. patienter, hvis de ikke mener at den pågældende er egnet til at være forældre pga. psy- kiske eller fysiske årsager. En anden grund til at afvise patienter kan være, hvis de ikke mener, at forældrene vil være i stand til at støtte de- res barn i at være donorbarn. Samtidig opfordres kvinderne stærkt til at stoppe med rygning inden påbegyndelsen af inseminationer – hvilket bl.a. fremgår af klinikkens webside.
Under samtale med Tilde, der arbejder på klinikken, reflekterede hun samtidig over, om de krav om fx rygestop etc., var krav til kvin- den, der kunne virke undertrykkende. Hun bragte spørgsmålet op om rygestop under graviditeten, fordi det er et dilemma, der åbner op for overvejelser om, hvor grænsen går for hvordan og hvem, der har ret til at bestemme over en kvindes krop.
På deres webside skriver de:
”Vil du ændre levevaner med hensyn til kost, rygning, kaffe og alko- hol, skal du gøre det af lyst, og/eller fordi det føles rigtigt. Ellers bli- ver livet for surt. Desuden kan det sagtens ske at du gør alt »det rig- tige«, og alligevel ikke bliver gravid i 1., 2. eller 3. inseminationscy- klus. Det kan føles frustrerende, især hvis tiden, der er gået, har væ- ret én stor »forsagelse«.
Spis sundere, nedsæt eller stop forbruget af stimulanser, og gør det i dit eget tempo.”
Min opfattelse er,- efter mit ophold på klinikkerne, interview med pati- enter og gennemgang af diskussioner blandt infertile på diskussionssi- der på nettet,- at de fleste infertile par er meget motiverede for at gøre,
hvad som helst for at opnå den ønskede graviditet131. Flere havde side- løbende fået akupunktur, ændret kostvaner eller forsøgt sig med andre alternative fertilitetsbehandlinger. I praksis var sygeplejerskernes job også at berolige patienterne, så de ikke tog ansvaret for infertiliteten på sig. Skabelsen af den normale sunde fertile krop kan også ende som en stressende faktor for mange par. Sygeplejerskerne forsøger derfor også i praksis at koreografere følelser som skyld, så det ikke bliver centralt for parret.
De forskellige praksisser for adgang og klargørelse til behandling på henholdsvis Alternativet, Humor- og Service-klinikkerne, giver ind- sigt i forskellige performative tilgange der anvendes til at forhandle na- tur/kultur-distinktionen. Det er nogle af de samme forskellige perfor- mative tilgange, som har præget lovgivningsarbejdet i Danmark og Sve- rige. I lovgivningen kan man ikke udelukke et par med de begrundelser, som fx Tilde på Alternativet kan. Lægerne har helt enkelt ikke mulig- hed for at tage stilling til forældreegnethed.
Logikken er, at der ikke er nogen grænser for, hvilke heterosek- suelle par, der kan få børn ved hjælp af sex. Derfor sættes grænserne heller ikke ved anvendelse af assisteret befrugtning. Heteroseksuelle par forventes med andre ord automatisk at være forældreegnet132. På dette område kan man også argumentere for, at princippet om norma- lisering ved hjælp af naturalisering er taget i anvendelse, fordi der i de skabelser, der sker uden teknologi, heller ikke tages stilling til forældre- egnethed.
Som tidligere nævnt kan denne præmis blandt personalet føre til performative brud og behov for at udføre følelseskoreografi. For per- sonalet bliver normalisering gennem naturaliseringsdiskursen med an- dre ord ind i mellem absurd i en grad, så de ville ønske, de kunne bryde den. Det er et brud, som de performative praksisser på Alternativet åbner op for, fordi de ved at stå på kanten af lovgivningens rammer, ikke følger de samme retningslinier.
131 Interessen i at gøre hvad som helst kommer til udtryk i den industri, der er knyttet til infertilitet og som inkluderer diverse alternative lægemidler og behandlingsformer. Samtidig har jeg noteret mig, hvordan livsstil ofte diskuteres på netdiskussioner blandt patienter, se fx ”patient til patient diskusioner” på Fertilitetsklinikken ved Amtsygehuset Herlev: http://www.lindenberg.dk/, eller http://www.villhabarn. com/
132 Dette bliver i Danmark ændret fra 1. januar 2007. Det skyldes, at der har været sager der gjorde det tydeligt, at et heteroseksuelt parforhold ikke nødvendigvis fører til forældreegnethed, se Lov nr 535 af 8.juni 2006, Kapitel 1.a 3.
Rammerne for hvor meget man på klinikkerne forholder sig til livsstil etc. er samtidig under konstant forhandling under performativi- teten med patienterne, hvor livsstilsspørgsmålet bliver inkluderet som et element i den følelsesmæssige koreografi. Natur/kultur- distinktionen kommer med andre ord til forhandling på forskellige må- der på de forskellige klinikker.
I beretningerne om den moderne jomfru Maria og ”Barnløshedens katarsis” blev det tydeligt, hvor central hormonbehandlingen er under ægskabelsen, ikke mindst i forhold til, hvordan forhandlinger af na- tur/kultur-distinktionen kommer til udtryk. I det følgende afsnit vil jeg vende blikket mod de skabelsesberetninger der fortælles og de perfor- mances, der udføres, når hormoner anvendes i fertilitetsbehandlingen. Skabende hormoner
På både Humor- og Service-klinikken er det sygeplejerskerne, der står for at instruere patienterne i indtagelse af hormonerne. Alle dem, jeg talte med om deres syn på kvindernes stimulering og de mulige bivirk- ninger, de oplevede, havde et ret pragmatisk forhold til anvendelsen af hormoner. Flere mente, at sammenlignet med anvendelse af hormoner som prævention over årtier, så er de korte, intensive behandlinger for- håbentlig ikke medvirkende til at give langvarige skader. Alle argumen- terede med, at ingen havde bevist, at det havde andre bivirkninger end dem, der er synlige på kort sigt – og så var det bare at håbe, at langsig- tede bivirkninger ikke viser sig senere.
Både på Humor- og Service-klinikken var målet med anvendel- sen af hormonerne skabelsen af et barn. Dette mål var vigtigere end bekymringen for de mulige bivirkninger hormonbehandlingerne kan medføre. I praksis blev anvendelsen af injektioner gennem nåle og sprøjter instrueret ved hjælp af forskellige performative strategier, der havde til formål at normalisere brugen af hormoner. Det var strategier, der samtidig havde til formål at hjælpe kvinderne med at håndtere en mulig usikkerhed eller angst for at stikke sig. Samtidig prøvede de ved hjælp af instruktioner at rådgive kvinderne til at leve med de bivirknin- ger, som de fik af at tage hormoner.
I første omgang handlede det dog om, at kvinderne lærte at blive bekendt med medicinen og rutinerne, sådan så de ikke oven i købet skulle opleve, hvad sygeplejersken Sara beskriver som en ”infertili- tetskrise”. Hun beskriver:
”Det er ikke altid jeg går så meget ind i, hvordan kroppen fungerer, jeg snakker bare om, måske et fem skridts skema, og siger konkret: ”Når du får din menstruation, 21 dage efter skal du starte med din medicin i så og så mange uger, og så kommer du til kontrol”. Til en hel del siger jeg..., egentlig fortæller jeg alting på en meget enkel måde, men så siger jeg ”til næste gang, så er det sådan her, at du sprayer sådan her fire gange om dagen”, hvis man er i begyndelsen af sin behandling. ”Du tager en folinsyre tablet, og så har du ikke glemt noget. Så har du gjort alting rigtigt. Når du så kommer næste gang, så går vi videre, og så fortæller jeg igen”. Sådan gør jeg me- get. Jeg gør det endnu mere i dag, også for meget veluddannede også svenskere og danskere hvad man nu er. For ellers får vi vældig mange, der går på apoteket, og så kommer de hjem med alle deres mediciner og så kommer de hjem med hele den her pose, og så er der nogle der bliver bange for at alting skal gå galt. Og så ringer de og så bliver alting meget forvirret. Og så er det, at den her infertili- tetskrise kommer ind i alle de her tabletter "nu kommer jeg til at gøre et eller andet galt og så går alting galt". Sådan tror jeg, der er vældig mange, der oplever det. Så derfor forklarer jeg så enkelt som muligt. (...) jeg tror, at man aflaster dem, for når de kommer her, og jeg be- retter, ”nu skal du gøre det og det”, og så kommer de hjem, og der snurrer det i hovedet, og så skal man gøre det, og så skal man gøre det. Tilmed folk, der er meget veluddannede, de forstår ikke engang de papirer, de skal læse. Forståelsen for dette kan være meget lille, jeg finder det så fascinerende, for det er personer med lederjob på Ericsson, men når det kommer til det her, så forstår man ikke ret så enkel kommunikation. Det er lidt af min erfaring.
Stine: Hvorfor tror du, at det er sådan?
Sara: Jeg tror det er sådan, fordi infertilitetsdelen kommer ind. Man har en spærre, jeg tror man er bange.
Stine: Hvad tror du, de er bange for?
Sara: Jeg tror, at alle der kommer ind af døren her er bange for, at det ikke bliver til noget. At vi siger ”at de æg er for dårlige, eller de sædceller, de fungerer ikke, der blev ingen befrugtning”. Det tror jeg, de er bange for.”
For Sara var det vigtigt at gå pædagogisk til værks. Det, mener hun, er nødvendigt som redskab til at hjælpe med at koreografere de mulige frustrationer, usikkerhed og angst, der er knyttet til ægskabelsen, fordi behandlingsresultatet aldrig er givet. Ved at forenkle informationen og dele den op i små bider, forsøger hun at gøre behandlingen overskuelig for patienten. Hendes pointe er, at patientens uddannelsesniveau ikke nødvendigvis har betydning for, om hun forstår behandlingen eller ej.
Det at være ufrivilligt barnløs og den usikkerhed, der knytter sig til, om man får et barn eller ej, er med til at gøre det svært at forstå de infor- mationer, der gives.
Selvom de instruktioner, patienterne får, kan gøres enkle, så kan den følelsesmæssige angst overskygge og gøre simple praksisser svære. Det skyldes ikke mindst angsten for, at der måske aldrig kommer et barn.
For Karen oplevedes det i praksis overvældende at gå på apote- ket for at hente alle de forskellige former for mediciner, kanyler og sprøjter:
”Når man står der med 8 recepter (...) så tænker man: ”Hold da op hvor er du syg”. Da skal man have lidt styr på det, for det går ikke, at man tror, man kan tage en den dag og en den dag. Det er virkelig grotesk, når man står med alle de der recepter. Og så skal man hu- ske, ”uh.. hvad var det nu, det der hed. Og den der og den der...”. Jamen det er først dér, ”og den der ægløsende, den skal jeg først tage senere”. Det lærer du så også, men der er det utrolig frustre- rende den første gang. Det er lige før, at du har selve beskrivelsen med hver dag. ”Klokken er det, nu skal jeg det og det”. Når man ikke er inde i lægeverdenen..., jeg kan godt huske at købe mælk, sukker og brød, de navne kan jeg huske, men alt det der Puregon og Supre- fact, og hvad det nu hedder, alle de forskellige ting. Der sagde de bare der over ”så skal du starte på det og så det”, og der tænker man: ”Hvad var det nu jeg skulle”. Der er det rart, at sygeplejersker- ne giver lidt ro til at forklare det.”
Mens jeg befandt mig på Humor-klinikken var Karen indlagt med en overstimulering. Hun havde været i behandling på en anden fertilitets- klinik, men var blevet indlagt på dette hospital, hvor hun blev behand- let og overvåget af fertilitetsklinikkens læger. Hun havde kort tid forin- den fået lagt embryoner op og vidste derfor endnu ikke, om hun var gravid, hvilket overstimuleringen kunne tyde på. Hun fortalte mig sin fertilitetsberetning en eftermiddag, efter at jeg havde fulgt livet på kli- nikken og set hende blive undersøgt af en af lægerne.
Efter de mange behandlinger havde hun selv oplevet en del ska- belsesprocesser. En af dem var at blive en patient, der forstod og kun- ne udføre den performance, som det blev forventet. Det havde været en læreproces for Karen og hendes mand. Ingen af dem havde en læn- gerevarende uddannelse eller nogen forkundskab om de mange nye medicinske udtryk og lange ord. Den medicinske terminologi havde derfor været med til at få hende til at føle sig distanceret fra anvendel-
sen af hormoner, og hun havde samtidig følt sig unødig inkompetent, for som hun beskriver, er den følelse, hun har oplevet, når hun stod på apoteket for at hente alle medicinpræparaterne med svære navne, ikke en følelse hun ellers har, når hun handler varer i Brugsen. Ikke mindst havde hun haft svært ved, at forstå de læger, hun var blevet behandlet af på den fertilitetsklinik, hun og hendes mand havde været på gennem deres tre behandlingsforsøg.
Karen berettede, at det var via sygeplejerskernes performative in- struktioner, under de gentagne behandlinger, at hun og hendes mand havde opnået kendskab til diverse hormonpræparater både i praksis og i teorien. På trods af Karens humoristiske distance til de svære gloser, hun havde været nødsaget til at lære, viste hun under interviewet tyde- ligvis en meget bedre indsigt i både den medicinske terminologi og grunden til sin egen og sin mands barnløshed, end hun umiddelbart fo- regav.
Hendes afstandstagen til det medicinske sprog og den lægelige form, som hun havde mødt, kan samtidig skyldes hendes ønske om en menneskelig tilgang til fertilitetsbehandlingen, såvel som en tilgang, der gav hende en fornemmelse for, hvad der skete. Hun understregede der- for også, at mødet med denne klinik havde været meget positivt, fordi det medicinske sprog i højere grad blev omformuleret, så hun kunne følge med. Det var blandet med humor, samtidig med at hun følte, hun fik tid og omsorg. For hende, såvel som mange andre, handlede forbe- redelserne til behandlingen og indstuderingen af anvendelsen af hor- monerne ikke blot om en konkret medicinsk relation mellem hormon og krop. Oplevelsen af anvendelsen af hormoner var præget af den performance og den ontologiske og herunder følelsesmæssige koreo- grafi, som blev skabt på klinikken under personalets performance.
Det som både Karen og Sara, sygeplejersken fra Service- klinikken, udtrykker er, at den instruktion og performance, der skal ud- føres i forhold til patienternes anvendelse af mediciner, med fordel kan simplificeres. Anvendelsen af de tekniske begreber og navne kan ople- ves som fremmedgørende. Dette kan ses som et ønske om at normali- sere og nedtone anvendelsen af teknologien, der som Karen understre- ger gør, at hun kommer til at føle sig syg. De daglige injektioner er samtidig i praksis en del af den performativitet, der synliggør, at na-