Narrativ metode
Min etnografiske metode er blevet formet af en narrativ tilgang. Narra- tiv metode har hentet inspiration fra narratologien, der er blevet udvik- let indenfor humaniora, se Ricoeur (1984), Bakhtin (1981)67. Med den narrative metode søger man, at opnå viden ved at undersøge fortællin-
67 Inden for de senere år er den narrative erkendemåde ligeledes blevet inddraget i samfundsvidenskaben, fordi det stod klart for en række forskere, at den paradigmati- ske erkendemåde har en række mangler. Inkorporeringen af den narrative erkende- måde er dermed udtryk for den fortolkende vending inden for samfundsvidenskaber- ne, se Geertz (1973), Rabinow & Sullivan (1987), Riessman (1993:1).
ger, der ofte har en start - midte - afslutning, og som er bundet sam- men af et plot68.
Der er flere grunde til, at jeg baserer afhandlingen på en narrativ metode. Det skyldes for det første, at jeg som beskrevet ser min for- skerposition som medskaber af min forskning. Ved at forfatte afhand- lingens tekst om skabelser, er jeg med andre ord uundgåeligt med til at skrive nye skabelsesberetninger. En opfattelse, der samtidig er inspire- ret af Haraways forståelse af, at vidensproduktion er at betragte som ”story-telling practices”, Haraway (1989:3-8). Fordi jeg netop ønsker at skabe situeret vidensproduktion, kræver det en bevidsthed og et arbej- de med de beretninger jeg fortæller, ikke mindst i forhold til hvem jeg repræsenterer og hvordan69. Den narrative tilgang skaber i mine øjne mulighed for, at jeg kan indskrive mig tydeligt i denne proces, og gen- nem skabelsesberetningerne kan fremstå som medskaber.
For det andet er en af de måder, hvorpå det er muligt at få ind- sigt i skabelserne af æg, sæd og embryoner, at spørge patienter og per- sonalet på sædbanker og fertilitetsklinikker om, hvordan de oplever det at være med til at anvende assisteret befrugtning. Dvs. at jeg med ud- gangspunkt i de interview, der indgår som del af denne afhandling, samtidig har indsamlet nye skabelsesberetninger, der er fortalt fra de forskellige positioner som læger, sygeplejersker, laboranter og patienter besidder i skabelsesprocesserne. Det skaber også mulighed for at få
68 Ricoeur argumenterer ifølge Lawler (2002) for, at plot bliver til ”emplotment”. Der er tre niveauer i emplotment. 1. Historien består af en syntese af flere hændelser, 2. Hi- storien er en syntese mellem overensstemmelser og uoverensstemmelser – herunder forskellige hændelser og konsekvenser 3. Historien består af to forskellige former for tid – den der er gået og den der er. Se Lawler (2002:245-246) Der findes også alterna- tive narrative tilgange. Ryum beskriver fx den førnævnte som den lineære eller den aristoteliske. Hun argumenterer også for, at der findes den ikke-aristoteliske, der kan beskrives som cirkulær, Ryum (1982). Denne narrative stil kan tænkes som et pendul, der bevæger sig i en cirkel, og fortæller brudstykker, der hvor pendulet lander. Hes- selholdts erindringsroman ”Hovedstolen” (2000) er et eksempel på, hvordan dette kan lade sig gøre. Under skabelsen af afhandlingen overvejede jeg, om den lineære fortæl- leform var den bedst egnede. Med udgangspunkt i fertilitetspatienters oplevelse, eller i en beretning, der tog udgangspunkt i hvad der sker på klinikken, er det muligt at den cirkulære fortælleform ville have været anvendelig. Jeg valgte dog den lineære af den enkle årsag, at det er svært formidlingsmæssigt at arbejde med den ikke-aristoliske fortælleform. Problemet med den lineære tilgang er dog, at den lægger op til en teleo- logisk tankegang, som er dybt problematisk og under konstant nedbrydelse under de hændelser, der finder sted på en fertilitetsklinik.
69 Jeg benytter begrebet ”situeret viden” med udgangspunkt i Haraways opfattelse af begrebet ”situated knowledges”. Det bygger på det objektivitetsbegreb, den forskerposi- tion og videnskabsforståelse jeg har argumenteret for – dvs. betydningen af, at jeg som forsker står til ansvar for den viden, jeg producerer, se Haraway (1991a: 183- 201)
indsigt i, hvordan de involverede parter oplever skabelser i et tidsperspektiv – dvs. i fortid, nutid og fremtid70.
For det tredje er der en erkendelsesmæssig pointe i forhold til at forstå skabelsesprocesserne knyttet til æg, sæd og embryoner narrativt. Polkinghorne har arbejdet med, hvordan skriftlig form påvirker for- skellige måder at erkende på. Han argumenterer for, at forskellige er- kendelsesmæssige tilgange påvirker den form for viden der produceres. Han har udviklet en forståelse af to erkendemåder; den ”paradigmatiske” og ”den narrative” (Polkinghorne 1988 og 1995).71 Han beskriver den paradigmatiske erkendemåde, som erkendelser, der består af tematise- ringer, der udvikles ved hjælp af abstraktioner 72. Den narrative erken- demåde karakteriseres derimod ved, at det bliver muligt at undersøge og forstå sammenhænge i hverdagssituationer koblet til et tidsforløb og kontekst.
Jeg mener, at der i de fleste analyser indgår elementer af begge erkendelsesformer. På baggrund af min interesse i at undersøge skabel- ser knyttet til de tre imploderede knuder, har jeg fra udviklingen af mit design været interesseret i overvejende at arbejde narrativt. Det skyldes, at det skaber mulighed for at undersøge de konkrete sammenhænge si- tueret i specifikke kontekster. Jeg inkluderer dog også den paradigmati- ske erkendemåde til at abstrahere specifikke problemstillinger i analy- sen73.
70 Muligheden for at arbejde med forskellige tider er en fordel ved den narrative ana- lyse. Det skaber mulighed for analytisk at inkludere forandring i analysen, og vise at skabelser herunder subjektpositioner, formes af deres fortid, nutid og fremtid på for- skellige måder. Lawler understreger også dette element med udgangspunkt i sin læs- ning af Ricoeur, Lawler (2002:248-251).
71 Det er Bruner (1985), der i første omgang har udviklet begreberne ”den paradigmati- ske-” og ”narrative tilgang”, men Polkinghorne videreudvikler i mine øjne begreberne, så de er anvendelige i en bredere samfundsvidenskabelig tilgang, Polkinghorne (1988, 1995).
72 Man kan i mine øjne se den paradigmatiske erkendeform som en af de metodiske tilgange, der har muliggjort adskillelser mellem forskellige discipliner under hvad La- tour beskriver som den ”(pre)moderne” videnskab, Latour (1993). Det er den paradig- matiske tilgang, der er blevet anvendt til at adskille natur og kultur, en adskillelse der i praksis fører til, at der opstår, hvad Latour beskriver som hybrider, fordi natur/kultur ikke kan adskilles. Når natur/kultur anvendes som organiserende princip, vil det der- for konstant medføre, at der opstår marginaliseringer af elementer, der ikke passer ind i denne orden.
73 Min anvendelse af narrativitetsbegrebet i forskningsdesign, analyse og tekstlig fremstilling adskiller sig samtidig lidt fra en del af den feministiske og samfundsviden- skabelige forskning, der har anvendt sig af begrebet. Det skyldes, at mange har arbej- det med narrativer i relation til livshistorieanalyser, Riessman (1993, 2002) og Plum- mer (1995, 2001) Andre har været interesserede i subjektpositioner, Søndergård
I min afhandling har der derfor både været videnskabsteoretiske og metodiske pointer ved mit valg – at bruge begrebet ”skabelsesberetnin- ger”. Fordi man ikke nødvendigvis får et narrativt materiale, når man udfører interview og observationer, har dette valg krævet en udvikling af en metodisk narrativ tilgang, der har været gennemtænkt fra design, udførelse af studiet og til skabelsen af den endelige analyse. Derfor har jeg både under observationer, interview og indsamling af visuelle re- præsentation mv. metodisk reflekteret over, hvordan materialet kunne indgå i en narrativ analyse.
Observationer som metode til at indsamle skabelsesberet- ninger
Positionering og adgang til skabelsesberetninger
I afsnittet om ”Forsker som medskaber” har jeg beskrevet den vægt, jeg tillægger hvilke positioner, man skaber viden fra. I stil med Adele Clar- kes metode ”Situational Analysis”, der bygger på Haraways begreb om situeret viden, har jeg været optaget af, hvilke positioner jeg bevægede mig ind i under mit feltarbejde, se Clarke (2003, 2005). Jeg har samtidig været interesseret i, hvordan det har formet de forståelser af skabelse jeg har fået.
Positioner er dog ikke noget, man kun selv vælger. Der er positi- oner, som man er inkluderet og ekskluderet af, alt afhængig af køn, et- nicitet, sociale kompetencer, viden, alder mv. Under mit arbejde blev min positionering i feltet formet både af mine egne valg og de positio- neringsmuligheder, der var til stede.
Jeg har allerede beskrevet, at både infertilitet, assisteret befrugt- ning og sygehusvæsnet var nyt for mig. Samtidig havde jeg ingen faglig kunnen eller baggrund, som kunne give mig adgang til feltet eller en klar position under mine observationer. Den viden, jeg havde om fel- tet, inden jeg startede mine observationer, kom fra en række kilder. For
(1996) og nogle har arbejdet med det i bottom-up policy sammenhænge, Pedersen (1999), Adrian og Valentin Dam (2000). - I disse analyser har subjektpositioner spillet en anden mere central rolle, end de gør i min analyse. Der er dog udviklet en række andre narrative tilgange, se fx Lieblich, Tuval-Mashiach og Zilber (1998), Cortazzi giver ligeledes i artiklen ”Narrative Analysis in Ethnography” (2001) et overblik over en række forskellige analysetilgange. Eftersom jeg ikke har været decideret interesseret i livshistorier, analyser af subjekter etc. har de narrativer, jeg har indsamlet via inter- view og observationer, ofte været mindre beretninger. Samtidig har jeg også været interesseret i hvad Lawler (2002:251-253) beskriver som ”offentlige narrativer” – dvs. de beretninger, der er stærke i samfundet fx som beretningen om den heteroseksuelle kærlighed. Den slags historier har jeg særligt indsamlet ved hjælp af reklamer og visu- elle repræsentationer som fx ”It takes two...”.
det første havde jeg læst de interviewundersøgelser og etnografier der findes på området. For det andet foretog jeg en ekstensiv surfing på nettet, hvor jeg bl.a. fulgte diskussioner mellem fertilitetspatienter. For det tredje læste jeg både medicinske lærebøger og bøger om infertilitet og assisteret befrugtning rettet mod patienter.
I modsætning til fx Becker (2000) og Thompson (2005), havde jeg ikke oplevet infertilitet på min egen krop. Og hvor nogle etnografer inden for science and technology studies eller sygepleje har en uddan- nelsesbaggrund, der gør, at de har kendskab og viden til laboratorie praksisser eller sygepleje, så bestod mit sidste laboratoriebesøg i biolo- giøvelser i gymnasiet, og jeg havde intet kendskab til sygeplejerskers arbejde. Jeg var derfor meget spændt på, hvordan jeg kunne placere mig på klinikkerne under mine observationer. Min umiddelbare ind- gang til felten, var min ekstreme fascination af teknologien og min nys- gerrighed i forhold til, hvordan skabelser finder sted74.
For at starte et sted begyndte jeg min indsamling med at under- søge, hvordan donorsæd bliver til på Vikingebanken. Det jeg fandt sværest i mødet med bankens personale var at forklare, hvad der var mit projekts kerne, uden at gøre det teoretisk. Jeg formåede derfor at skabe en del forvirring omkring mit projekt, da jeg forsøgte at forklare, at jeg var interesseret i at lave en kulturanalyse af arbejdet på sædban- ken.
Det gjorde siden hen at jeg forsøgte at skabe et mere entydigt bil- lede af mig selv som sociolog, når jeg etablerede kontakt til informan- ter75. Dog valgte jeg, da jeg skulle i kontakt med enlige og lesbiske, at understrege min tilknytning til kønsforskningsmiljøet og beskrev min
74 I stil med Agars diskussion i kapitlet ”Who are you to do this?” I bogen “The Professio- nal Stranger” (1996:91-111), har jeg haft mange overvejelser over den voyeristiske rolle man som observatør får under feltarbejdet i et felt, men ikke kender. Hvilken viden kan man opnå under et etnografisk studie, og hvem er jeg til at udføre et studie på fertilitetsklinikker og sædbanker? Jeg har hele vejen igennem mit studie haft en relativ stor blufærdighed omkring det at bevæge mig ind på en arbejdsplads og ind i folks liv. Samtidig mener jeg, at det gennem en refleksivitet i relation til både metode og analy- se er muligt at skabe viden, der er etisk forsvarlig med respekt overfor de mennesker, som inddrages. Ligesom Walkerdine, Lucey og Melody (2002: 195) mener jeg: ”…that does not mean that we should give up research because some things are important politically to be said even if their telling is so full of contradictions.”
75 I mit introduktionsbrev skrev jeg: ”Jeg er Ph.d.-studerende ved Tema Genus på Linköpings Universitet. Med en baggrund som sociolog er jeg i gang med at skrive en afhandling om, hvordan dels par, der har været i behandling og dels personalet på fertilitetsklinikker i Danmark og Sverige, oplever og fortæller om tilblivelsen af børn, der er skabt ved hjælp af ny reproduktionsteknologi. Jeg er bl.a. interesseret i, hvordan valg af forskellige teknologier foretages, og hvilke påvirkninger det for- ventes at have på de børn, der bliver til.”
kritik af de normaliserede familie forestillinger, der findes i lovgivnin- gen om assisteret befrugtning.
På trods af, at jeg ikke kunne indtage nogen umiddelbar aktiv po- sition på de to fertilitetsklinikker, hvorfra hovedparten af mit materiale stammer, viste det sig, at jeg på baggrund af mit Ph.d.-studie og det hvide tøj, jeg blev iklædt, kunne falde ind i det daglige arbejde uden at have nogen umiddelbar funktion. Alle steder fik jeg lov til at deltage i læge-patient samtaler, gynækologiske undersøgelser mv. Samtidig blev dette særligt muligt på den ene klinik, fordi jeg var som en af de mange sygepleje- eller lægestuderende eller laboranter, der er under oplæring. Jeg valgte bevidst at forsøge at anvende positionen som en studerende, der ikke har en sundhedsvidenskabelig baggrund. Det gav mig mulig- hed for at ”spørge dumt”, og forundres over rutiner og sprogbrug fx af personalets ordvalg omkring æg og sæd, eller lægens anvendelse af ul- tralydsscanneren. ”Forundring” blev derfor et vigtigt udgangspunkt i skabelsen af mit materiale.
Der er ingen tvivl om, at dette blev muligt for mig, fordi det var en verden, jeg på forhånd intet kendskab havde til. Samtidig hjalp mine bevægelser mellem Danmark og Sverige mig med at fastholde min ”undren”, fordi jeg med rejserne blev opmærksom på de ting, jeg tog for givet. Det skyldes, at der var forskelle på alt fra de fysiske rum til de praktiker som kom til udtryk, og herved for mig fremstod som mærk- værdige.
Samtidig er der ingen tvivl om, at min position som samfundsvi- denskabelig forsker blev betragtet som lidt ved siden af i forhold til det hvide tøj. Måske netop derfor, blev der undervejs spøgt med min posi- tion, for at give min tilstedeværelse mening. På den ene klinik havde en læge fx venligst udlånt en ekstra kittel til mig. På lommen stod hendes navn. Der gik ikke lang tid før at en anden læge for sjov nævnte, at jeg måtte være hendes klon. En anden dag, hvor jeg havde opholdt mig i laboratoriet sammen med bioanalytikerne, blev det for sjov kommente- ret, at jeg jo kunne blive laborant. På den anden klinik foreslog nogle af sygeplejerskerne på et tidspunkt, at jeg kunne blive ansat som stedfor- træder for en af deres kollegaer, der var ved at holde op.
Selvom jeg hovedsageligt blot fulgte med og overværede hvad der skete, så kunne jeg indimellem assistere ved at bære ting, eller holde hånd, hvis en patient var bange. Indimellem kunne pædagogiske forkla- ringer til mig i form af min rolle som ”studerende” ligeledes medføre, at patienten fik en ekstra god, lang og pædagogisk forklaring.
I mødet med de mange, der var i behandling på klinikkerne, kunne jeg desuden ikke lade være med at se mig selv som værende en potentiel patient ud i fremtiden. Med en lang studietid bag mig og en række år foran mig før det vil være ”smart” at få børn, passede jeg præ- cis ind i rollen, som en af de kvinder, der ikke ”får børn i tide”, og der- for behøver hjælp. At jeg kunne ende som en af de kvinder, hvis fertili- tet bliver nedsat, fordi de kommer forsent i gang med at få børn, blev da også indimellem antydet. Fx sagde en af de ansatte til mig flere gan- ge: ”De unge nu om dage tror de er børn, til efter de er 30”, og forklarede, at alderen på patienterne generelt lå fra 30 år og op.
De forskellige positioneringsforsøg oplevede jeg som personalets måde at skabe en position til mig, på trods af at jeg ikke umiddelbart kunne indtage rollen som laborant, læge, sygeplejerske eller patient.
Udover at positionen som studerende viste sig at være meget an- vendelig,- så havde jeg på forhånd et ønske om, at de positioner jeg indtog, skulle skabe mulighed for, at jeg kunne stykke en forståelse sammen af skabelserne af æg, sæd og embryoner.
Samtidig havde jeg fra starten af feltarbejdet et ønske om, at hvis jeg skulle være i stand til at undersøge skabelsesprocesser, så skulle jeg inkludere mange forskellige perspektiver.
Da det i praksis er svært at følge de samme æg eller sædceller gennem flere uger, fulgte jeg i stedet med de forskellige faggrupper på klinikkerne. Det var en strategi, der gav mig mulighed for at stykke min viden sammen, så jeg kunne beskrive skabelserne af æg, sæd og embry- oner under et helt fertilitetsforløb. På Humor- og Service-klinikken, opdelte jeg derfor min tid ligeligt mellem at følge sygeplejersker, læger og laboranter. Grunden til at jeg ikke fulgte sekretærer var, at de ikke har nogen umiddelbar kontakt med æg, sæd og embryoner76.
Min strategi til materialeindsamling åbnede også op for, at jeg kunne inkludere både personale og patienters forskellige syn på skabel- serne af de tre imploderede knuder. Jeg har ønsket både at inddrage la- borantens oplevelser med æg og sæd under mikroskopet, sygeplejer- skens arbejde med patienterne og lægens oplevelse under ultralyds- scanning.
Jeg mener i modsætning til fx Mol, at det er vigtigt både at un- dersøge objektets agens og hvordan den indgår i samspil med de for-
skellige humane-aktører som patienter, sygeplejersker, læger og labo- ranter. I bogen ”The Body Multiple: Ontology in Medical Practice” (2002) gør Mol op med inklusionen af humane aktørers perspektiver i hendes stu- die af åreforkalkning, fordi hun mener det fjerner fokuset fra objektet, Mol (2002:12). Jeg mener, at denne tilgang blot fører til, at man går i den anden grøft og reducerer den relation, eller nedbrydning der finder sted mellem objekt og subjekt, materiel agens og diskurser. Min pointe er, at inklusionen af forskellige perspektiver ikke nødvendigvis flytter fokus fra at analysere objektets agens og multiplicitet. Ved at undersø- ge praksisser, der konstant analyseres kontekstuelt, og inkluderer de humane aktørers forståelser, kan man derimod skabe en forståelse af, hvorfor forskningsobjektet er så multipelt i forskellige sammenhæn- ge77.
Metodisk oplevede jeg, at det var en god strategi at undersøge praksisser knyttet til skabelsen af både æg, sæd og embryoner. At være læge, sygeplejerske eller laborant gør en forskel på, hvordan man delta- ger i, oplever og forstår skabelsesprocesser. Det skyldes, at de forskelli- ge professioner på forskellige måder indgår i relationer, praksisser, hie- rarkier og strukturer. Det betyder ikke, at fx alle sygeplejersker oplever og tænker ens, da de alle har forskellige personlige erfaringer og opfat- telser med sig. Min pointe med at følge forskelligt personale er heller ikke, at jeg er ude efter at kritisere læger, sådan som en del tidligere fe- ministiske studier om assisteret befrugtning har gjort (se forrige kapi- tel).
En anden fordel ved at bevæge mig mellem de forskellige positi- oner var, at jeg herved kunne opfange de ”lokale begreber”, som man anvendte på klinikkerne, og som særligt blev anvendt af specifikke per- sonalegrupper. Under mine observationer på laboratoriet blev jeg fx opmærksom på, at laboranterne talte en del om ”grimme” og ”pæne æg”.
Blandt etnografer har der været en del diskussioner om, hvorvidt man i sine analyser skal anvende lokale eller egne teoretisk udviklede