Indledning
Da jeg for første gang befandt mig på Humor-klinikken, virkede omgi- velserne selvklare for mig. Det kan skyldes, at det er et hospital, der ligger i det område, jeg er vokset op, og derfor levede det op til de for- ventninger, jeg har til, hvordan et hospital ser ud. Under mit ophold på Service-klinikken og mødet med inseminationsklinikkerne Den Seriøse og Alternativet, blev jeg dog klar over, hvor kontekstuelt praksisser er forankret108. Samtidig blev det tydeligt, hvor tæt det materielle er koblet til det diskursive i form af performative ritualer.
I resten af kapitlet vil jeg beskrive, analysere og diskutere, hvor- dan de forskellige performative praksisser og scenografien får betyd- ning for de skabelser, der finder sted. Fordi størstedelen af mit materia- le kommer fra Humor- og Service klinikkerne, tager jeg særligt ud- gangspunkt i dem. Ligesom jeg selv indledte mit feltarbejde på Humor- klinikken, så begynder min beskrivelse af scenografien her.
Iscenesættelser Humor-klinikken
Humor-klinikken er en del af et af de store hospitaler i hovedstadsom- rådet. Man skulle ind i klinikområdet, før det blev klart, at man havde bevæget sig ind i fertilitetsklinikken. På gulvet var der linoleum, og på væggene, var der som i resten af hospitalet, malet klare farver. Møbler- ne så ud som på de andre afdelinger af hospitalet; gedigne, men med nogle år på bagen.
Eftersom klinikken ligger på et offentligt hospital, og der ikke er mulighed for selvbetaling i det danske offentlige system (det er der vis- se steder i Sverige), kommer der kun offentlige patienter. Da hospitalet ligger i et socioøkonomisk blandet område, og der ikke er lange vente- lister, der kunne føre til, at par med en god økonomisk baggrund valgte privat behandling, er patientgruppen meget blandet.
108 Det er en pointe som flere forskere inden for science and technology studies (STS), der beskæftiger sig med medicinske teknologier, har understreget, se fx Berg og Mol (1998:7-8). Samtidig med at jeg var bekendt med en række af de diskussioner som andre forskere, der arbejder med det medicinske felt havde ført, blev jeg overra- sket over i hvilken grad dette i praksis kom til udtryk på de klinikker og sædbanker, hvor jeg opholdt mig.
Det første der sker, når et par er blevet henvist til klinikken er, at de bliver indkaldt til en samtale med en læge. Formålet er, at parret skal føle, at de er inde i Humor-klinikkens behandlingssystem, samtidig med at lægen kan sikre, at klinikken har de nødvendige oplysninger om patienterne, og at både manden og kvinden har gennemgået de relevan- te undersøgelser inden behandlingens start. Det skaber mulighed for, at parret anvender ventetiden inden behandlingsstart på klinikken til at få foretaget de nødvendige prøver, der ellers ville kunne udsætte behand- lingen yderligere. Derudover bliver kvinden scannet vaginalt. Efter samtalen viser en sygeplejerske parret klinikken.
“Én af de dage jeg befandt mig på Humor-klinikken, fulgte jeg med sygeplejersken Kirsten. Efter et par med iransk baggrund havde været til en lægesamtale for første gang, var det Kirsten, der introducerede til rollen som patienter ved at vise dem kli- nikken. Rundvisningen synes at have flere formål. På den ene side introduceres par- ret til, hvordan klinikken ser ud – men samtidig kan den ses som en vigtig del af klinikkens informationsarbejde, der dels gør patienterne trygge, da de ved, hvad de skal igennem, og dels lærer dem, hvordan de forventes at agere som patienter.
Da alle fik en rundvisning, første gang de kom til klinikken, (studerende, nyansatte, patienter og mig), kan man opfatte det sådan, at der på klinikken findes bestemte roller, der fordeler sig på patient (mand/kvinde), læge, sygeplejerske, labo- rant og sekretær. Alt afhængig af hvilken rolle man har, skal man iklædes forskel- ligt tøj og man kan bevæge sig i specifikke områder på klinikken.
Sygeplejersken Kirsten, der viser rundt, starter med at fortælle parret, at der er to undersøgelsesstuer: Stue A som var den stue, vi lige havde befundet os på. Det var en stue, der blev anvendt til samtaler med patienter, ultralydsscanning og pati- entundersøgelser. Stue B er den stue, der anvendes mest, fordi der både bliver foreta- get ultralydsundersøgelser, patientsamtaler, ægudtagning og ægoplægning. Kirsten peger mod stue B’s lukkede dør, som parret ikke får at se denne dag, fordi lokalet anvendes. Det er dog centralt at vise hvor stuen er, fordi de fleste af konsultationerne foregår i dette lokale.
Stue B er indrettet, så den kan anvendes til mange funktioner. For enden af stuen er der vinduer, hvor lyset kommer ind, og der er adskillige lamper. Tæt ved døren står et stort bord, hvor lægen fører samtaler med patienterne, og bag en stof- skillevæg står scanningsapparatet og den gynækologiske briks. På væggen hænger der skabe, og der er en lille lem ind til laboratoriet, der ligger ved siden af. Det gør at æg og sæd kan transporteres hurtigt og smidigt mellem de to rum.
Kirsten viser os efterfølgende hovedlaboratoriet, der ligger ved siden af stue B. Inde i lokalet står to inkubatorer (varmeskabe), og der er en række metalborde med
mikroskoper. Da vi står ved siden af det bord, hvor patienterne selv skal lægge journalen, forklarer Kirsten, hvordan de på hverdage, når de kommer, skal hen i sekretariatet og hente deres journal. I sekretariatet sidder der to/tre sekretærer, og på skranken, der adskiller patienter fra sekretærer, står et strudseæg. Bagved står det store journalsystem langs væggen.
Kirsten fortæller, at parret, efter at have fået udleveret journalen, skal tilbage til det bord, vi står ved siden af, og lægge journalen, hvorefter de kan sætte sig i ven- teværelset, til de bliver kaldt ind efter tur.
På trods af at klinikken er indrettet i stil med resten af hospitalet, er der dog mange tegn, der antyder, at man befinder sig på hospitalets fertilitetsklinik. På gangenes vægge hænger informationsplancher og rammer med billedcollager af de børn, der er blevet født efter inseminations og IVF behandlinger på klinikken. I venteværelset er der informationsmateriale, der er udarbejdet af klinikken selv samt af Serono, Organon og Foreningen for Ufrivilligt Barnløse.
Da parret ser de store rammer med billeder af børn, bliver de meget optaget af at kigge på de mange babyer.
Herefter viser Kirsten os sædskabet, der findes lige ved siden af laboratoriet. Det består af et indbygget skab med en låge. Hun kigger på manden og understre- ger, at dette er vigtigt for ham at kende til. Hun forklarer, at det er her, han skal stille sædprøven, og at det alt sammen står på den informationsfolder, de får udleve- ret, men at det er meget vigtigt, at de husker at sætte afsender i form af mandens og kvindens cpr-nummer på sædglasset. Hvis ikke det står på, så kasserer laboranter- ne glasset. Kvinden spørger, om det er med til at sikre, at man ved, hvem faren er. Kirsten svarer smilende, at det jo ikke går, hvis de laver børn, der er ternede.
Hun hentyder dermed humoristisk til de mulige slægtskabsforbytninger, der kunne opstå på klinikken, hvis ikke laboranterne strengt overholdt procedurerne om, at parret skrev cpr-numrer på glasset. Det understreger hun ved at henvise til, at de forskellige mennesker, der kommer på klinikken, gør at de kunne risikere at et barn ikke kom til at have samme hudfarve som sine forældre. Hun understreger herved betydningen af den performative handling, det er at skrive personnummeret på glasset. Det er en handling, der sikrer parret i at skabe et genetisk set eget barn. Samtidig tydeliggør hun ved hjælp af laboranternes strenge håndhævelse af reglen, at deres performative praksisser i relation til æg og sæd er seriøse og sikre.
Derefter viser Kirsten os vaskerummet – et lille rum med vasketøj, hvor sy- geplejerskerne desuden har deres materialer. Det er samtidig et af de steder, sygeple- jerskerne anvender til at have opfølgende samtaler med patienterne, efter at de har været inde hos lægen. Sygeplejerskernes informationsarbejde på Humor-klinikken
foregår de steder, hvor der er plads til et bord og et par stole – i vaskerummet, i én af de stuer, der ikke bliver brugt mv.
Til sidst viser Kirsten stue C, hvor der står fire senge og et sofabord med blø- de stole. Det er her, kvinden hviler ud efter ægudtagning og ægoplægning. Kvinderne ligger i samme rum, og de kan sammen med deres mænd få et glas saft, te eller kaffe inden de bliver udskrevet.
Vi går tilbage til vaskerummet, og Kirsten fortæller, hvad der skal ske un- der inseminationsbehandlingen og giver parret mulighed for at stille spørgsmål.” Kirsten giver på denne rundvisning specifikke detaljerede beskrivelser af, hvordan man som patient performativt skal agere under skabelses- processen. Det gælder både i forbindelse med journalhåndtering og venteprocedurer, og desuden, hvordan fx sæden skal håndteres og overbringes i klinikkens varetægt.
Service-klinikken
Service-klinikken er en af de private klinikker, der ligger i den sydlige del af Sverige. Selvom Service-klinikken er privat, er klientellet lige så blandet som på Humor-klinikken og bærer præg af stor mangfoldig- hed, både hvad angår social, økonomisk og etnisk baggrund. Det skyl- des, at man på Service-klinikken også behandler offentlige patienter, fordi man i regionen har besluttet at udlicitere IVF-behandling.
På trods af at klinikken både har private og offentlige patienter, er der ingen grundlæggende forskel på den behandling, som patienter- ne gennemgår. Den eneste forskel er, at de private patienter bliver in- troduceret til klinikken som enkeltstående par, mens de offentlige pati- enter bliver samlet i mindre grupper på ca. 5 par ad gangen, hvorefter de får en rundvisning på klinikken og information om behandlingsfor- løbet. En af de første dage, jeg opholdt mig på klinikken, gik jeg med på en rundvisning:
Fra man kommer ind af døren, er man ikke i tvivl om, hvad der foregår på stedet. På gulvet ligger en dørmåtte med klinikkens logo, et æg og en svømmende sædcelle. Lokalet, man træder ind i, fungerer både som venteværelse og entré. Der er bløde sofabænke langs væggen, og på et lille bord står en frugtkurv med frisk frugt. På væggene er der kunst, og der bliver spillet glade toner af popmusik. Der er et stort bord midt i lokalet, hvor der ligger bøger og materiale om forplantning, infertilitet og IVF. Ved siden af står der friske blomster og der står, som på sekretariatet på Humor-klinikken, et strudseæg. Pga. af blomster mm. har venteværelset en helt an- den stemning end den på Humor-klinikken. Ikke mindst skaber frugtkurven og
blomsterne en oplevelse af, at klinikken er privat, - den slags er en luksus, man normalt ikke støder på i den offentlige sektor.
Rundvisningen består i, at jordemoderen Sara ligesom Kirsten på Humor- klinikken instruerer patienterne i deres rolle på klinikken109. Sara starter rund- visningen i den venstre side af klinikken, og gør opmærksom på, at man som pati- ent først skal melde sin ankomst til sekretæren. Ved siden af er ”modtagelsen”. Den består af tre undersøgelses – og samtalerum, som anvendes til lægens undersø- gelser, til sygeplejerske/jordemoder samtaler under hormonstimuleringen inden ægud- tagning, og til graviditetsscanninger.
Før vi får et af disse rum at se, går vi til højre forbi sygeplejerskernes, labo- ranter og lægernes kontorer. Kontorerne er alle delt op med glas, hvilket giver ind- tryk af en klinik, hvor man har let adgang til personalet. Når man går på gangen i klinikken, får man en anden fornemmelse end på Humor-klinikken, hvor alle rum er lukkede med døre og vægge. Én ting går dog igen fra Humor-klinikken: De store rammer med billeder af børnene, som er blevet til ved hjælp af IVF-behandlingen på klinikken. Ligesom på Humor-klinikken lægger de kommende patienter mærke til de mange babyer.
Derefter viser Sara et af de seks værelser, hvor parrene, der er kommet til ægudtagning eller ægoplægning, bliver indlogeret. Værelserne minder mest af alt om et hotelværelse med dobbeltseng, eget bad og toilet. Sara fortæller parret, at det er deres værelse under opholdet på klinikken, og de kan blive der, til de føler sig klar til at tage hjem.
Parrene kigger nysgerrigt ind, mens Sara tilføjer, at det også giver mulighed for, at mændene kan aflevere deres sædprøve i ro og fred. Hun viser, hvordan døren til toilettet kan låses, og forklarer, at de både tænder en lampe, og sætter en gul post-it på døren, så de ikke bliver forstyrret. De fysiske rammer giver dermed mu- lighed for at have privatliv på en helt anden måde end på Humor-klinikken.
Dernæst åbner Sara døren ind til et lille rum, der fungerer som mellemgang mellem resten af klinikken og operationsrummet og laboratoriet. Både operations- rum og laboratoriet er, hvad de beskriver som sterile områder. Man skal derfor have hvid kittel over tøjet, papirshat på hovedet og andre sko eller skobeskyttere på, når man går ind. Det er et udstyr, som var ganske uvant for mig efter at have befundet mig på Humor-klinikken.
Laboratoriet og ægudtagningsrummene er samtidig områder, hvor man ikke kan se ind. Wera, en af laboranterne kommer derfor i stedet ud og fortæller om,
109 På Humor-klinikken var der udelukkende ansat sygeplejersker til informationsar- bejdet/patientpleje, men på Service-klinikken varetages dette arbejde af både jorde- mødre og sygeplejersker.
hvad de laver på laboratoriet. Det er her, de udfører befrugtningen. De forsøger at skabe så ”naturligt” et klima, for æg og sæd som muligt, så derfor er der mørkt som i livmoderen. Æg, sæd og embryoner kan ikke tåle lys. I tiden uden for krop- pen opbevares æg og sæd i inkubatorer (varmeskabe), der har et klima, der er så tæt på kroppen som muligt. Inkubatorerne sørger for, at der er den rette temperatur og CO² indhold. Wera fortæller, at de på klinikken både laver konventionel IVF og ICSI, hvor de injicerer sæden ind i ægget. På trods af at laboratoriet er det rum, som patienter ikke bliver inviteret til direkte at se, så bliver denne del af performan- cen fyldt ud med en beretning om, hvordan æg, sæd og embryoner bliver behandlet så tæt på det ”naturlige” som muligt. Teknologien bliver som i beretningen ”It takes two...” naturaliseret.
Da Wera er færdig med at fortælle om, hvad der foregår på laboratoriet, åb- ner Sara døren ind til operationsrummet (OP) for at vise det. Fordi det er sterilt område, får vi ikke mulighed for at gå derind, men vi kan skimte operationsbordet, der står i midten af rummet ved siden af scanneren. Der er en dunkel belysning i lokalet, der ikke har nogle vinduer eller direkte lys. For at tage brodden af det lidt dramatiske syn af et sterilt operationsrum, prøver Sara at bløde stemningen op ved at forklare, at det er godt, at vi ser operationsrummet nu, da det kan virke lidt overvældende, men ægudtagning og sædoperationer foregår meget stille og roligt, og alle både kvinder, der skal have æg ud, og mænd der skal have sædoperationer, bli- ver grundigt bedøvet, så der er ikke noget at være bange for.
Operationsrummet (OP) ser helt anderledes ud end stue B på Humor- klinikken. For det første er OP meget større, og der er en masse plads omkring den gynækologiske briks, hvor kvinden ligger under ægudtagning og tilbagelægning. Selv blev jeg næsten forskrækket, da jeg så rummet for første gang, fordi en operation sy- nes mere dramatisk end de ægudtagninger, ægoplægninger og sædudtagninger, jeg havde været med til på Humor-klinikken. Det skyldes til dels, at disse handlinger på Humor-klinikken ikke bliver omtalt som deciderede operationer. Jeg har da og- så allerede illustreret i den indledende feltbeskrivelse af en ægudtagning, at procedu- rerne under en ægudtagning adskiller sig, idet kvinderne på Humor-klinikken ikke kommer under fuld bedøvelse. En anden forskel er, at der på Humor-klinikken ikke er dunkelt i lokalet, men derimod lyst. Det skyldes, at man ikke mener, at lys er skadeligt for æg, sæd og embryoner. Sidst, men ikke mindst, har man på Service- klinikken opdelinger i sterilt og ikke-sterilt område. Det har man kun delvis på Humor-klinikken, hvor sterilitet sikres på mindre afgrænsede flader fx instrument- bordet, der bliver anvendt under ægudtagningen.
Derefter viser Sara et samtalerum i ”modtagelsen”, som i modsætning til operationsrummet ”OP”, er lyst og indrettet, så det virker mere hjemligt. Der er en
gynækologisk briks og en ultralydsscanner, der i denne sammenhæng virker mindre medicinsk end det mørke ”OP”.
Til sidst kommer vi ind i mødelokalet. Sara har en række plancher, som hun bladrer i. De består af tegninger og ultralydsbilleder, som viser, hvordan kvin- dens follikler udvikler sig under en behandling. På baggrund af billederne fortæller hun samtidig hvilke bivirkninger, der er ved hormonerne, og hvordan en behandling forløber i praksis. Som den tidligere beretning, er Saras formål igen at gøre patien- terne som kommende medspillere, bekendte med de teknologier, de kommer til at møde under behandlingerne på klinikken.
Ultralydsbilleder er ikke lette at fortolke, det kræver både et indgående kendskab til kroppen, og at man har lært at ændre billederne i hovedet. De visuelle repræsentationer, man ser, er svært tilgængelige todimensionelle tværsnit af udsnit af kvindens krop, i denne sammenhæng follikler eller foster. På trods af, at det formo- dentlig er de færreste patienter, der bliver i stand til at fortolke billederne og i deres egen bevidsthed skabe en forståelse af kroppen som rummelig, er visualiseringerne centrale både under behandlingen og på informationsmødet. Sara prøver da heller ikke at lære patienterne at forstå billederne, men bruger dem i stedet som plot for at fortælle om en behandlingscyklus, som hun ved hjælp af de visuelle repræsentationer forsøger at gøre genkendeligt for patienterne. Det gør hun ved at vise billeder af ul- tralydsscanninger taget på forskellige stadier i behandlingscyklusen. Anvendelsen af billederne på informationsmødet er en måde at fortælle den nye skabelsesberetning, som patienterne vil opleve i praksis under deres behandling. Her vil de gentagne ul- tralydsscanninger af ægblærer og livmoder spille en central rolle. Herved introduceres patienterne samtidig til en af skabelsesprocessens hovedaktører ”ultralydsscanneren”. Indirekte fortæller denne skabelsesberetning også, hvor parret under deres behand- ling skal have deres blik. Den er med til at skabe den koreograferede ontologi.” Forskellige dramaturgiske og scenografiske virkemidler på klinikkerne
Efter at have fulgt med på en rundvisning på henholdsvis Humor- og Service-klinikkerne, viser det sig, at fertilitetsklinikker kan se forskellige ud. De to klinikkers scenografi bunder i forskellige former for dramati- seringer. Selvom de ikke er bygget op om det samme manuskript, er formålet dog begge steder at skabe børn110. På Humor-klinikken kan
110 Goffman anvender ligeledes dette begreb og argumenterer for, at dramatiseringer anvendes for at give performancen – de services som gives på fertilitetsklinikken- værdi. Goffman uddyber denne pointe med, at de, der er gode til at performe, ikke nødvendigvis er gode til det, de laver. Hvis der anvendes megen energi på at udføre performancen er det ikke sikkert, at man har overskuddet til at lave det reelle arbejde. Goffman (1959:30-34). Min forståelse adskiller sig fra Goffman, eftersom jeg ikke mener, man kan adskille performance fra at udføre sit arbejde godt, ikke mindst i er-
scenografien beskrives som afdramatiserende – anvendelsen af tekno- logien normaliseres ved, at procedurerne umiddelbart fremstår som mindre indgreb, der ikke kræver fuld bedøvelse eller særlig beklædning.