I min beskrivelse af, hvordan jeg har været medskaber af de nye ska- belsesberetninger, har jeg løbende kommenteret på min opfattelse af etik, som jeg mener er nært koblet til alt fra design, materialeindsam- ling, analyse og den endelige tekst. I mine øjne hænger forskningsetik og det at ”situere” sin vidensproduktion og være ”accountable” nært sammen. Det at forske i anvendelsen af assisteret befrugtning har dog rejst en række specifikke etiske refleksioner.
For det første fik observationer i hospitalsvæsenet mig til at søge tilladelse hos Videnskabsetisk komité i Danmark, da det er almen præ- cedens for den forskning, der bedrives på hospitaler. Da jeg søgte, fik jeg besked på, at kun biomedicinske forsøg skal behandles og godken- des. I praksis mener jeg dog heller ikke, at en godkendelse herfra sikrer, at et etnografisk studie er ”etisk korrekt”. Ligesom Guillemin og Gil- liam (2004) beskriver, kræver det, at man under etnografiske studier i højere grad skal arbejde med etik i praksis, i form af hvad de beskriver som ”mikro-etik”87. Det vil sige, hvordan man forholder sig til etiske di- lemmaer, der opstår under feltarbejdet.
Mikro-etikbegrebet har i mine øjne været vigtigt at have med i analyserne af fertilitetsbehandling, fordi der ofte sker det på klinikker- ne, at patienternes grænser for privatliv forskydes. Det er i sig ikke et problem, at der på fertilitetsklinikken bliver snakket om alle aspekter af parrets samlivsforhold og at der udføres mange gynækologiske under- søgelser. Det har dog medført, at jeg har måtte reflektere en del over, hvordan jeg kunne agere i de situationer, hvor jeg deltog, og hvordan jeg efterfølgende har kunne anvende materialet i analysen. Det skyldes ikke mindst, at et af de dilemmaer, jeg under mine observationer på Humor-klinikken oplevede, var, at jeg ikke altid blev præsenteret som Ph.d.-studerende, der var i gang med at indsamle etnografisk materiale. For personalet på Humor-klinikken var tiden helt enkelt ofte for knap til at forholde sig til meget andet end patienten.
(1992). De litterære læsninger udføres også af fx Corea (1985a) og Balsamo (1996:80- 115).
87 Det er et begreb, de henter fra den klinisk-medicinske praksis hvor der findes en diskussion om, at man i stedet for hovedsageligt at fokusere på de store etiske diskus- sioner som fx kloning, aktiv-dødshjælp mv., så bør man forholde sig til de hverdagse- tiske problemstillinger, som kommer til udtryk under dagligdagen på klinikkerne, se Guillemin og Gilliam (2004:265-266)
Eftersom jeg var taknemmelig for at få lov til at være med, pro- blematiserede jeg ikke dette dilemma undervejs. Den hvide kittel som jeg bar, gjorde det samtidig let at falde ind, så jeg lignede klinikkens personale eller en studerende, der var på besøg. For mig medførte ob- servationssituationerne dog en række refleksioner over, hvordan jeg kan tillade mig at anvende materialet.
Fordi materialet på nuværende tidspunkt er flere år gammelt, og begge klinikker har mange patienter, så mener jeg, at mine anonymise- ringer gør, at den måde jeg anvender materialet er etisk forsvarligt. Jeg har dog sorteret anvendelsen af situationer, der var særlig dramatiske, fra, fordi de ikke kunne anonymiseres.
Jeg vil gerne argumentere for en udvidelse af begrebet mikro- etik, der inkluderer overvejelser om, hvordan man agerer i felten. Det er dog meget svært at definere retningslinier, fordi dilemmaer opstår under feltarbejdet. De vigtigste elementer er i praksis empati og med- menneskelighed.
Behandlingen af materialet og fremstillingen af analysen kræver også ”mikro-etik”. Som ”medskaber” mener jeg, at man har et ansvar for at formidle og forvalte et materiale, der som mit går tæt på menneskers personlige sfære. Fine, Wise, Weseen og Wong stiller i artiklen: ”For Whom? Qualitative Research and Social Responsibilities” (2000), en række spørgsmål, som jeg har anvendt til at overveje min fremstilling. Spørgsmålene kan i mine øjne ses som en måde at få sig selv til at re- flektere over sin ansvarlighed og situering i Haraways forstand. Spørgsmålene de stiller, handler om, hvordan man konstruerer de sub- jekter, som indgår i analysen. Har man selekteret sit materiale så man særligt fremhæver dramatiske oplevelser, og hvilke konsekvenser har det? Hvor langt kan man teoretisere og fortolke andres virkelighed, hvilke politiske diskussioner kan analysen blive del af? Se Fine, Wise, Weseen og Wong (2000:126-127).
Med udgangspunkt i bl.a. den slags spørgsmål har jeg overvejet, hvordan jeg i mine analyser har kunne give plads til de meget forskelli- ge positioner, som findes koblet til skabelser af æg, sæd og embryoner. Jeg har ønsket at diskutere skabelser, der både inkluderer de he- teroseksuelle par, de lesbiske kvinder, enlige kvinder, læger, sygeplejer- sker, jordemødre og laboranter. På grund af de stærke normer, der knytter sig til anvendelsen af teknologier, har jeg fra starten af mit ar- bejde vidst, at mine analyser ikke nødvendigvis vil kunne støtte alle
synspunkter. Under mine observationer har jeg ikke ønsket at være neutral, men der var interessant nok sjældent nogen, der spurgte til mi- ne holdninger.
Det gjorde, at jeg havde mulighed for at fastholde min position som undrende. Kun i mødet med lesbiske og enlige positionerede jeg mig klart ud fra min holdning. Under interview lagde jeg ikke skjul på at jeg fandt det mærkværdigt, at man uden en fagligt motiveret begrun- delse diskriminerer en gruppe mennesker.
Samtidig med at jeg som alle andre har politiske holdninger, har mine grænser for anvendelsen af teknologien også flyttet sig som af- handlingsarbejdet skred frem. Da jeg begyndte, havde jeg normaliseret den danske lovgivning på ægdonationsområdet, den holdning har jeg undervejs ændret, og går i dag ind for bedre muligheder for ægdonati- on i Danmark og Sverige. Jeg finder også to års grænsen for nedfrys- ning af embryoner, som var gældende da jeg udførte mit feltarbejde i Danmark, men som ændres fra januar 2007, dybt absurd og mener, at man burde åbne op for embryodonation. Mine egne opfattelser er med andre ord ikke fuldstændigt fasttømret. Gennem mine oplevelser på klinikkerne har jeg erfaret, hvordan både mine egne og andres forhand- linger af hvordan teknologien kan og bør anvendes, ændrer sig.
Uden at være relativist har jeg derfor også respekt for de mang- foldige synspunkter, jeg har mødt under min undersøgelse. Derfor er det også vigtigt for mig at fremhæve, at mit politiske mål med analyser- ne er at åbne op for forståelser af, hvilke normer som påvirker skabel- serne af æg, sæd og embryoner. Jeg har i min analyse forsøgt at inklu- dere de forskellige holdninger og oplevelser af arbejdet med teknologi- en, som jeg har stødt på under mit feltarbejde, for at synliggøre deres eksistens. Forhåbentlig kan det åbne en debat om, hvorfor grænser koblet til anvendelsen af teknologi bliver sat som de gør, og om der er bedre måder at gøre det på end den måde, det sker på i dag.