Informationsmødet
Klokken er 18.50 da jeg går ind gennem hospitalets store svingdøre sammen med de mange par, der skal til det store halvårlige informati- onsmøde om barnløshedsbehandling på Humor-klinikken. Mødet fo- regår i hospitalets store auditorium, der bliver helt fyldt op med alle de par, der skal påbegynde behandling det kommende halve år. På væggen er projiceret billeder af menneskelige æg og embryoner i forskellige fa- ser. Ligesom Seronos billedserie gør de det klart, at der ikke er nogen tvivl om, at dette møde handler om, hvordan børn bliver til på klinik- ken, dette på trods af, at der ikke er noget tegn på teknologi på bille- derne.
På mødet var det ikke bare en læge, der skulle informere. Anne og Peter, et af de par, der var i behandling på klinikken, havde selv fo- reslået at berette om, hvordan de oplevede det at blive behandlet for barnløshed. Det skyldes ikke en decideret kritik af det eksisterende in- formationsmøde, som blev afholdt af lægen, men efter utallige behand- lingsforsøg mente de, at de sad inde med en anden viden om, hvad det ville sige at gå igennem et behandlingsforløb end lægerne. Det var en viden, de mente kunne supplere den information, som lægen gav, og kunne forberede par på, hvad der kunne ske under behandlingen. Med andre ord kunne de bidrage med nogle perspektiver, som de mente, de selv kunne have haft brug for, inden de havde påbegyndt deres behandling.
Standardkvinden i tværsnit
Kort tid efter at jeg havde sat mig tilrette i det store, fulde auditorium sammen med de mange par, der snart skulle i gang med behandling, bød lægen fra klinikken os velkommen. På mange måder var hans op- læg, som jeg havde forventet. Eftersom han har en god portion humor, blødte han tilmed stemningen op med den humor, som er kendetegnet for omgangstonen på klinikken. Med andre ord lægen udførte en prima fremtræden som læge og som instruktør i, hvordan patienterne skulle indtage deres rolle i skabelsen.
I hans oplæg, når han fx både at informere om hvad barnløshed er, og hvad det skyldes, hvordan behandlingen foregår og hvilke risici der er ved at gå i behandling ud over, som han siger for sjov, ”at man jo kan risikere at få et barn af det”.
Et af de vigtigste temaer i hans oplæg var, hvad succesraten er for at få et barn. Med entusiasme i stemmen siger han: ”Mellem 60 – 70% af jer vil gå herfra med et eller flere børn” om et år. Han beskriver at går man ind på andre klinikkers hjemmesider, vil man som på klinikkens egen se en masse statistikker, men det væsentlige er ”baby in the basket raten, altså hvor stor chance der er, for at I får et barn med hjem!”
Der er ingen tvivl om, at det er en af de informationer, som han sætter pris på at videreformidle. Hvis jeg selv sad og lyttede i rollen som patient, havde jeg da også åndet lettet op – det lyder jo til at det med at få barn måske ikke er så svært endda. Som han giver udtryk for, er det et flertal, der opnår at få børn via de tre offentlige forsøg, som de har til deres rådighed.
Op på skærmen zoomes tabeller med tal, der beskriver, hvad chancen er for graviditet. Lægen siger, at graviditetschancen per be- handling ”er ligeså stor som hos dem, der laver børn naturligt hjemme i ægtesen- gen”. Han understreger ligeledes at ”jeres graviditet er lige så normal som dem, der er kommet til på naturlig vis. Hver gang man kører en cyklus er der ca. 30 % chance for graviditet, men af dem, der bliver gravide, er der ca. 20% aborter”.
Forskellige statistikker flimrer over skærmen. Der er både stati- stikker, der er koblet op om alder, om chancen for at blive gravid i star- ten af cyklus, for dem der når til ægudtagning og ægoplægning og abortrisiko ved en IVF/ICSI graviditet.
I de statistikker han bladrer i, er der dog særligt et parameter, der bliver trukket frem – kvindens alder – jo ældre en kvinde er, jo sværere er det at blive gravid.
Han anvender i denne sammenhæng tallene som en teknologi til at koreografere de mange pars følelser. Statistikker synes her at have tre formål. For det første har læger i Danmark informationspligt121. For det andet anvendes de til at skabe håb, og for det tredje er de med til at naturalisere selve graviditeten og muligheden for at der efterfølgende opstår en abort. De fungerer med andre ord som en anden performativ tilgang til at normalisere behandlingerne gennem naturalisering.
I begyndelsen af barneskabelsen er det de positive muligheder ved teknologien, der nævnes. Ligesom den moderne queer jomfru Ma- ria i hormonglasset, så anvendes tallene til at skabe tro og håb. Når læ- gen holder oplæg ved infomødet eller informerer under den første samtale med parrene, så ved han/hun godt, at en ca. 30%122 ikke får et barn med sig hjem fra fertilitetsklinikken, men i begyndelsen er denne beretning svær at forklare. Ser man denne dekontekstualiserede talfor- tælling, der bygger på et positivistisk vidensparadigme, så kan man samtidig se denne benyttelse af tallene i et helt andet lys, nemlig som en følelsesmæssig koreografi, der har til formål at skabe en psykisk ventil. Den skal få parrene til at slappe af og tro på, at de kan blive forældre efter måske allerede at have været gennem flere lægelige besøg hos di- verse andre specialister. Den rensede skabelsesberetning er lettere at videreformidle som redskab til at etablere den nødvendige tillid til at skabe et behandlingsforløb, der gør det behageligt for patienterne at komme på klinikken.
Der er da også mange par, der tager del af denne performance ved selv at efterspørge tal, hvilket jeg oplevede både på Humor- og Service-klinikken. Tallene kan i den sammenhæng virke konkrete og faktuelle, selvom de hverken giver svar på, hvorfor en graviditet endnu ikke er opstået, eller om de som par kommer til at få et barn.
Statistikken blev i andre sammenhænge også anvendt til at kore- ografere patienternes forventninger til behandlingen på en anden måde.
121 ifølge ”Vejledning om kunstig befrugtning og anden reproduktionsfremmende behandling, Til landets læger” (1997), informationspligt inkluderer bl.a. ”information om udsigten til vellykket behandling” og klinikkens egne opnåede resultater se afsnit 10 - 17. 122 De statistikker man får oplyst på forskellige klinikker kan variere pga. den måde de opgøres på. Nogle regner med børn, der er født, andre med graviditeter. Samtidig opgives statistikkerne fra klinikkerne ikke helt ensartet, hvilket kan gøre det svært helt at gennemskue, hvad der ligger i graviditet, da der er stor forskel på, om man regner fra graviditetestesten er taget, ved ottende eller tolvte uger. Det skyldes, at der sker langt flere spontane aborter inden tolvte uge end efter, hvilket er det samme som ved graviditeter, der er blevet til uden teknologi. Samtidig er der forskel på om klinikken giver en samlet statistisk på alle patienter eller om de grupperer dem efter alder.
På Service-klinikken understregede flere fra personalets side, at de be- rettede om statistikken, for at patienterne fra starten skulle overveje muligheden for, at der måske ikke blev noget barn. Deres fokus var at skabe, hvad de kaldte en ”positiv realisme”, dvs. skabe den nødvendige tro og håb, dog uden at det resulterede i sammenbrud, hvis skabelsen ikke opstod.
Den standardiserede krop som læringsteknologi
Under oplægget anvendte lægen flittigt sin power point. På skærmen poppede tilmed en lille billedserie af ægudtagning og af ægoplægning op. Billedserien kan ses som en form for drejebog, bestående af bille- der, over den performance, der finder sted på klinikken. På billederne er der tegninger af de teknologiske apparater og de kvindelige kønsor- ganer i forskellige tværsnit. Billederne er udført i en lidt primitiv com- putergrafik. De illustrerer, hvordan man har en kanyle koblet på scan- neren. Lægen fortæller, at man stikker kanylen gennem skedens slim- hinde, der blot er fem millimeter fra æggestokken. Det gør det muligt at tage æggene ud ved dette lille normalt ret ukomplicerede indgreb.
Det næste billede viser ægoplægningen. Lægen griner og siger ”Ja det virker meget klinisk og er bestemt ikke særlig romantisk, det er stort set det samme som insemination – det tager fem minutter”. Hans beretninger er byg- get op som en lille tegneserie af klassiske medicinske billeder med fo- kus på de kvindelige kønsdele. En billedserie der er endnu mere ”kli- nisk” end selve indgrebet. Med klinisk mener jeg, at billederne er renset fra alle forskelligheder, som kroppe kan have. Med andre ord sker der, hvad Bruno Latour ville beskrive som en renselse af kropslige hybrider og andre usikkerhedsmomenter (Latour 1993:10). Billederne er dekon- tekstualiserede fra kroppen og skåret i tværsnit. Det er derfor illustrati- oner, som kræver en vis forkundskab, at kunne aflæse og oversætte.
Mens jeg sidder til mødet, begynder jeg at undre mig over, at det forventes, at man kan læse disse standardbilleder af kønsdele og over- sætte dem til en kommende mulig kropslig erfaring, når man tænker på, at de overskårene kropsdele er standardiserede og dekontekstualisere- de123. Via disse billeder giver Braidottis parafrasering af Deleuze og Guatari ”Bodies without organs” til ”Organs without bodies” mening, Braidot- ti (1994:41-56)124. På trods af at have set lignende billeder mange gange
123 I en feministisk kontekst er anatomiske fremstillinger tidligere blevet analyseret, se fx Clarke og Moore (1995)
124 I artiklen problematiserer Braidotti anvendelsen af assisteret befrugtning med ud- gangspunkt i en usikkerhed omkring den objektgørelse af organerne, som finder sted.
før i biologitimerne i skolen, går det op for mig, at der aldrig er nogen, der i skolen, har snakket om, at disse kroppe blot er standardkroppe, og at kroppe i virkeligheden kan afvige stærkt fra medicinske tegninger i tværsnit.
Det skyldes at udover at kroppen, herunder organerne, er skåret midt over og tegnet todimensionalt, så giver tegningerne ingen idé om hvorvidt, det er en stor eller en lille kvinde, tyk eller tynd og hvordan ens egen krop som kvinde evt. kan passe ind i billedet. Samtidig virker billederne ofte fragmentariske, fordi de kun viser kropsdele.
Kroppes forskellighed er derfor også først noget, der for alvor er gået op for mig, mens jeg har fulgt arbejdet på klinikken, hvor jeg har lært, at alle disse organer er bevægelige og kan flytte sig rundt i krop- pen. Tilmed kan der ligge fedt omkring organerne, noget som skolens ”tag organerne ud og put dem ind igen plastikkroppe” ikke havde.
Samtidig med at jeg har problematiseret denne dekontekstualise- ring af kroppe, kan man med rette argumentere for, at sådanne abstrak- te beskrivelser er nødvendige for at kunne informere den almindelige lægmand om kroppen og de rutiner, som er koblet til reproduktions- teknologi.
Patienterne, der er publikum til lægens beretning, får dog ikke noget at vide om de mange forskellige kroppe som møder ham dagligt. De personlige oplevelser af kroppe og teknologi, som jeg har set ham og de andre læger dagligt forholde sig til, er renset fra hans beretning.
Under deres daglige arbejde med vaginale scanninger, der har til formål at bedømme antallet af ægblærer og slimhindens tykkelse, såvel som den daglige ægudtagning og ægoplægning, får lægerne ellers et indgående kendskab til kvindekroppene125. De forskelle, som findes i underlivet, fører da også til, at lægerne kan ændre lidt på de teknikker og redskaber, de benytter under ægoplægning og ægudtagning, hvis kroppen viser sig ikke at være en standardmodel. For i praksis sidder æggestokkene ikke altid ud til siderne på den måde, som det klassiske billede af æggestokke og livmoder viser. Når de ikke gør det, kan det blive sværere at nå ægblærerne gennem skedevæggen. Livmoderen eller
Hendes skepsis skyldes en angst for at objektgørelsen fører til, at der forsøges etable- ret en symmetri mellem fx mandlige og kvindelige kønsceller. Hun bygger på Deleuze og Guattaris artikel “How do you make yourself a body without organs?” i ”A Thousand Pla- teus: Capitalism and Schizophrenia” (1987).
125 Ultralydsscanning kan foregå vaginalt eller på maven. Under ægskabelsen foregår det vaginalt.
livmoderhalsens form kan ligeledes variere fra kvinde til kvinde og ser derfor heller ikke nødvendigvis ud som på det billede, lægen taler ud fra.
Spørgsmålet er derfor, om de tilstedeværende kan læse mangfol- digheden af kroppe ind i de standardiserede billeder, eller om illustrati- onerne for patienterne er med til at give et problemløst indtryk af de kropslige indgreb, som man som kvinde skal igennem under en be- handling?
Billederne giver patienterne mulighed for at få overblik over de procedurer, som den kvindelige patient skal igennem. Det sker uden rigtig at skabe en forståelse for, at kroppens udformning kan få en be- tydning for den performativitet, der finder sted, og hvordan behandlin- gen opleves ud fra en kvindes perspektiv. Beretningen er med andre ord ikke blot renset for kvindelige erfaringer, den er ligeledes renset for den kropslige erfaring som lægen sidder inde med. Herved får han produceret en historie uden kontekst og perspektiv. Et klassisk ”god- trick” (Haraway 1991:189).
Med udgangspunkt i standardbillederne fortsætter lægen med at beskrive en standard hormonbehandling. Da han viser et skema over de 28 dage, en standardcyklus ca. har, og viser, hvordan de forskellige hormonbehandlinger gives, skifter hans fortælling om hormonerne pludselig perspektiv, da han i sjov henvender sig direkte til mændene:
”Ja, og det er der, I skal se jer om efter noget overarbejde, for på det tids- punkt kan hun virkelig blive humørsvingende”, en bemærkning jeg under mit ophold på Humor-klinikken har registreret, at flere af de mandlige læ- ger benytter, når de skal beskrive, hvilken betydning de almindelige hormonelle bivirkninger har for kvinden. Ved siden af mig sidder en af de andre ansatte på klinikken. Hun ryster på hovedet af lægen og hvi- sker til mig: ”Nej... de skal da vise omsorg for hende… ”
De hormonelle bivirkninger i form af skiftende humør, er ind- skrevet i den standardiserede fortælling, hvor mændene så i sjov ”rå- des” til at holde sig på afstand af deres koner/kærester i perioden, mens de er i behandling. Det at kvinder hormonelt bliver stærkt påvir- ket, og at det går ud over deres mænd, bliver i denne beretning ind- skrevet som en almindelig effekt af hormonerne. At mange kvinder op- lever hormonsvingningerne, understreges af den ansatte ved min side, men beskrivelsen af kvinden som hysterisk, i stedet for som en person,
der pga. en behandling har behov for ekstra omsorg, er med til at kon- struere hende som irrationel i modsætning til den rationelle mand.
Lægen benytter de karikerede kønsstereotyper til i sjov at få ind- draget mændene i historien ved at hoppe fra den standardiserede god- trick fortælling til at give den et perspektiv, der henvender sig til et pa- rallelt konstrueret rationelt mandssubjekt. Samtidig med at han kon- struerer disse noget problematiske kønsstereotyper, kan det også ses som en humoristisk facon, som han benytter for at bryde den rationelle fortælleform i et forsøg på at inkludere de mandlige patienter i den skabende performance. Den humoristisk konstruerede sexisme er nog- le af de mandlige læger på Humor-klinikkens måde at forsøge at ind- drage manden på i skabelsen af barnet. Dette kan også ses som en form for følelsesmæssig koreografi, knyttet op om etableringen af in- tra-aktivitet i parforholdet og en forberedelse af, hvordan hormonbe- handlingerne kan påvirke kvindens krop og følelser.
Efter lægens beskrivelse af, hvordan en kvinde bliver hormonelt stimuleret, ridser han bivirkningerne op, herunder forskellige hormo- nelle reaktioner, overstimulering og risikoen for at få flerfoldsgravidite- ter. På trods af han igen fortæller den standardiserede historie perspek- tivløst, får han fortalt, at kvindekroppe reagerer forskelligt på de hor- moner, som de bliver udsat for. På trods af forskellige lægelige forsøg på at undgå, at en kvinde ender med at blive overstimuleret, så kan det ikke garanteres, at det lykkes. For første gang den aften synliggøres kroppes forskellighed og forskellige reaktioner. Dette gøres dog stadig dekontekstualiseret fra konkrete kvindekroppe. I stedet anvender lægen de hormonelle reaktioner, kvinder kan få under behandlingen til at ud- bygge, hvad han betragter som kønsforskelle.
Det er en fortælling, der står i skarp kontrast til det performative arbejde, lægen udfører til dagligt. For i praksis forsøger han konstant at opnå kendskab til den enkelte krops reaktion på hormoner, ægud- vikling og dannelse af livmoderslimhinde. Selvom han beskriver krops- lige reaktioner kvinden kan få i form af en mulig humørmæssig påvirk- ning af hormonerne, så er den form for materiel agens, han beskriver knyttet til en kvindelig stereotyp, der sættes overfor det maskuline sub- jekt. Den kvindelige krops mange forskellige former for agens såvel som æggenes og sædens er derimod ikke indskrevet i den standardise- rede beretning. Materialitetens agens usynliggøres i stedet ved, at den bliver gjort til noget, der kan overkommes teknologisk.
Barnløshedens katarsis
Anne og Peters skabelsesberetning adskilte sig på mange måder fra læ- gens. Den handler om det, de i fællesskab har gennemgået de år, de har prøvet at få børn. Da de to år forinden havde siddet til informations- mødet, havde de allerede flere års behandling i andre regi bag sig.
Først havde de forsøgt selv, dernæst havde de utallige insemina- tionsbehandlinger bag sig, så da de omsider var kommet til klinikken, havde de oplevet en følelse af, at de endelig var landet i de rigtige hæn- der.
Inden de startede behandlingen på klinikken, havde Anne fået konstateret endometriose. Det er en sygdom, der, som det er beskrevet på Endometrioseforeningens webside:
”opstår når dele af livmoderslimhinden også findes udenfor livmode- ren, som regel i underlivet, på æggestokkene og æggelederne, på de bånd der holder livmoderen på plads, på blæren, tarmene og i området mellem skeden og endetarmen. I meget sjældne tilfælde er endometriose fundet i lungerne, armene, låret og andre steder i kroppen”126.
Den kan være smertefuld og være en årsag til, at det er svært at blive gra- vid. Da hun siden påbegyndte behandling, viste det sig hurtigt, at hun også led af ”polycystisk ovarie syndrom” (PCO). Det er en af de mest almindelige problemer der findes for kvinder under ægskabelsen.
Kort fortalt er det et syndrom, der kommer til udtryk ved, at kvinden kun sjældent får - eller slet ikke har nogen ægløsning, hvilket skyldes at hendes hormoner er ude af balance. Samtidig har PCO- patienter en tendens til at reagere kraftigt på hormonstimulering, og at reagere meget forskelligt fra behandlingscyklus til behandlingscyklus.
Ud over at det kan medføre vanskeligheder for at opnå gravidi- tet, så er der andre kendetegn ved syndromet. På klinikkens webside beskrives det fx, at mange af kvinderne er overvægtige, har øget hår- vækst og har en forøgelse af mandlige kønshormoner. PCO-patienter fremstilles som kropsligt anderledes, de har kroppe, der på forskellige måder skiller sig ud, og i behandlingen på klinikken forsøger man at normalisere dem, ved at få dem til at gå ned i vægt. De bliver medicine- ret for at modvirke hårvæksten, og så er pointen, at de skal starte med at få ægløsning, så de kan blive gravide.
126 Se, http://www.endo.dk
Når parret kommer i behandling på klinikken, er det ikke sikkert at diagnosen PCO er blevet stillet tidligere på trods af, at de har været gennem en del undersøgelser. Som med Anne og Peter, kan det være noget, der dukker op, når ægproduktionen på kvinden begynder under