Anne-Cathrine Riebnitzsky, født 1974, er opvokset på en gård i Østjyl-land. Hun blev uddannet fra Forfatterskolen 1998, men blev herefter sprogofficer i 2003. Efter at have været udsendt i Afghanistan 2007–08 skrev hun dokumentarværket Kvindernes krig (2010). Hun roman-debuterede med Den stjålne vej (2012), som hun modtog BogForums Debutantpris for. I 2015 kom ’kollektivromanen’ Orkansæsonen og stilheden, som i en flerstrenget komposition sammenfletter skæbner på tværs af klasser og kontinenter.
Forbandede yngel er spændt ud mellem tider – før og nu, opvækst og voksenalder – og steder – Danmark med hovedvægt på barndomshjem-met i den østjyske gård og krigens Afghanistan. Rejseromanens skift mellem steder er kombineret med en dannelses- og familieroman, hvori den hjemlige idyl er så gennemhullet af kaos og vold, at den tager sig ud som en krigszone.
Til genreblandingen svarer en kompliceret fortællekonstruktion. Jegfortælleren Lisas tilbageskuende livsberetninger er fordelt over tre rammer, som er indskudt i hinanden, og som alle ’mimer’ en mundt-lig samtale. I første ramme, ydermundt-ligere indrammet af en prolog og en epilog, etableres den vigtigste fortællertid og fortællesituation. Under en lang flyvetur tilbage fra Afghanistan til Danmark indleder jeget, en
kvindelig dansk sprogofficer, en smertefuld bekendelse til Andreas, sin nye elskede: ”Jeg ser over på dig. Vi er på vej mod vest, fra Afghanistan til Danmark.” (9).
I den anden ramme er Lisa på et tidligere tidspunkt taget samme vej tilbage i anledning af et selvmordsforsøg fra hendes søster, den bega-vede pianist Marie, der ligesom de andre søskende er dybt traumatise-ret af en opvækst i kaos. I denne ramme betraumatise-retter Lisa om familien til Maries psykiater Stefan Wangenberg. Den tredje ramme udgøres af en række samtaler mellem Lisa og hendes bror og soldaterkammerat Ivan, hvori de udgør hinandens adressat og hjælper hinanden med at huske. Der er stadige og pludselige skift mellem de tre rammer.
Fortiden bliver hentet abrupt ind i små scener, traumatisk erindrings-glimt, smertepunkter: ”Min hukommelse er som en labyrint. Den ken-der ikke den lige vej.” (79).
De fire søskende har meget fælles, men viser også forskellige reak-tionsmåder på en opvækst i en ildeset, dysfunktionel og voldelig landbofamilie. Maries selvmordsforsøg og Peters fysiske invaliditet er tydelige udtryk for det, de alle har at slås med. Samtidig repræsen-terer Marie og Ivan to sider af hovedpersonen Lisa: kunstneren og handlingsmennesket.
Under børnenes, ofrenes, synsvinkel er et hovedanliggende i romanen de ætsende indignerede portrætter af faren og moren. ”MIN MORS HISTORIE er et sandt rædselskabinet, men jeg skal prøve at gøre det kort,” (156) siger Lisa til psykiateren Stefan Wangenberg i anden ram-me. Senere i bogen får faren et bittert, uforsonligt eftermæle:
Min far. En mand, jeg ikke forstod. En mand, der ikke gad lære os at kende. En mand, der gjorde min mor fortræd. En mand, der slog sine børn og leflede for anseelse og titler. Syv års skolegang og en optræ-den som en veroptræ-densmand. […] en optræoptræ-dende, der ikke vil gå. (288) Selv om Forbandede yngel på ingen måde er en krimi, er det en roman om forbrydelser. Kapitalforbrydelsen er forældrenes kærlighedsløse, forsømmelige og voldelige behandling af deres børn, hvorved de for-mørker deres barndom og skader dem for livet. Det kan ikke undre, at også de vigtigste plotstrenge er kriminelle.
Den første udgøres af morens bedragerier. Med en opvækst præget af tæv, svigt og børnehjem har hun en trist social arv at videregive. Alle rede tidligt i det papirløse samliv med faren er hun gentagne gange indlagt for depressioner og selvmordsforsøg. Talentløse bedragerisøg følger. Først anmelder hun et guldarmbånd stjålet i et forgæves for-søg på forsikringssvindel. Siden hævder hun at have været udsat for
et røveri i det postkontor, hvor hun er ansat. Da manden kort efter indbetaler et tilsvarende beløb, er det let at gennemskue. De må betale pengene tilbage, og hun fyres for bedrageriet. Herefter følger endnu et selvmordsforsøg og en længere indlæggelse.
Medens moren svigter, er faren en anderledes direkte trussel mod børnene, som han mishandler, slår og ved flere lejligheder er ved at tage livet af. Allerede tidligt drømmer Ivan og Lisa om at slå ham ihjel, ma-skeret som en arbejdsulykke. Da Lisa er gået ind i hæren og er udnævnt til konstabel, er hun engang hjemme under kornhøsten. Hun tøver ikke med at udløse hadet i handling. En defekt halmpresser gør hun til en dødsfælde ved at skære trådrullen igennem fem gange, for moren og de fire søskende. Dagen efter lyder halmpressen pludselig forkert:
Der er blod på marken. Meget blod. Jeg stiller mig lidt væk. Så sæt-ter jeg mig ned. Jeg er svimmel. Jeg kassæt-ter op i en lille pyt ved siden af mig selv. Så kommer tårerne. Min far er død. Min far er endelig langt om længe død. (303)
Beretningen om en tung social arv og et voldeligt, problematisk opgør med den værste af undertrykkerne får en særlig rytme gennem spring mellem tider, steder og kontrasterende yderpunkter. I opvæksten kastes livet frem og tilbage mellem landskabelige idyller, berusende frihed i hasarderet kropsudfoldelse og hjemlige katastrofer. I sit voksenlivs pas-sionerede fascination af faldskærmsudspring oplever Lisa en lignende, men potenseret svingning mellem ekstase, frihed, kærlighed, der pludse-lig kan slå om i ulykke, lemlæstelse og død.
Fortællingens spring i ramme og tid udfolder tematisk kontraster og paralleller mellem Danmark og Afghanistan. Krig og død er der begge steder; lidende kvinder er der mange af der som her. Men Lisa føler, at hæren redder hende, og at hun midt i krigssituationer kan opleve en tryghed, som hun hidtil har måttet savne:
At jeg for første gang i mit liv føler mig tryg, uanset hvad der sker. Jeg kan stole på dem, jeg omgiver mig med. Jeg er aldrig nogensinde i mit liv blevet passet så godt på, som jeg er i krigen. Fjenderne er fjender, og vennerne er venner. Der er ikke nogen ulykkelige sam-menblandinger. (57)17
Fortællingen har tematisk slægtskab med Jens Smærup Sørensens væsent lige roman Mærkedage. En historie (2007).18 Heri fortælles om forkarlen Orla, der hæves op til storbonde, men til sin ulykke. Han tilhører en ældgammel almue, som ikke kan og vil tilpasse sig, og
for-skanser sig i mindreværdsfølelse og paranoia, i had og selvhad. Udad-til viser det sig i hans sygelige arbejdsomhed og hans grove vold over for sine sønner.19 De følelses- og udtrykstabuer, Orla repræsenterer i ekstrem form, gennemspilles siden endnu stærkere med den voldelige faderfigur i den efterfølgende roman Hjertet slår og slår (2012).
I relation til den danske litteratur omkring år 1900 er der et slående slægtskab med historien og de sociale mekanismer (vold, modvold og morderisk selvtægt) i den højreradikale præst Jakob Knudsens drama-tiske bonderoman Sind (1903), en art dansk ’western’.20 Men også ro-maner som Bondens Søn (1899) og Vredens Børn af Jeppe Aakjær, der befandt sig i den modsatte side af det politiske spektrum, har væsentlige berøringspunkter.
I Forbandede yngel og ganske mange andre romaner efter år 2000 kan man konstatere, at arven efter landalmue og landproletariat stadig er traumatisk og trænger sig på i billedet af Underdanmark. Romanen svarer ikke til vores forestillinger om arbejderlitteratur. Men nu som før er det ikke forbeholdt forfattere med ståsted i arbejderbevægelse eller (den tidligere så vigtige) husmandsbevægelse at gå stærkt og indigneret ind i det mudrede grænsefelt mellem arbejder- og bondekultur, i under-privilegerede yderområders opløste familier – med fælles smertepunk-ter i følelses- og sprogblokeringer, i vold som afløb og udtryk.