Vurdering og diskussion af eksemplerne

I dette studie er medtaget otte eksempler på innovative tiltage i skolesyste-met. Valget af disse er til en vis grad tilfældige, men nogle valg er mere oplagte end andre. Eksemplerne er også mere eller mindre detaljeret beskre-vet på det indholdsmæssige plan, hvilket igen er afhængig af, hvor mange informationer, der foreligger om de enkelte projekter. Nogle af eksemplerne implicerer en hel institution eller et koncept, som på en eller anden måde påvirker alle institutionens medarbejdere. Andre projekter er af lidt mindre

omfang og involverer kun en mindre gruppe elever eller studerende. Her har det været vigtigt at vise, at innovation og iværksætterundervisning foregår på mange forskellige niveauer og i mange forskellige sammenhænge, og det er grunden til, at valget er blevet som det er. Der eksisterer flere vigtige innovationsprojekter i skolesystemet, men de må vente med at blive beskre-vet til et senere tidspunkt.

Eksemplerne afspejler ganske godt de specifikke tanker om innovation og iværksætterundervisning man kan genfinde i de offentlige dokumenter. Et gennemgående træk ved mange af eksemplerne er, at de for en stor dels vedkommende bygger på at innovative tiltag knyttes sammen med udviklin-gen i bruudviklin-gen af informationsteknologi i skolen. Det har været med til at ska-be pædagogiske læringsmodeller, som bygger på en blanding af distribueret og fleksibel undervisning. Disse læringsmodeller har især været med til at sætte fokus på læring og elevens og lærerens rolle i læringsprocessen. Ek-semplerne viser bl.a., at eleven i dag spiller en langt mere aktiv rolle i læringsprocessen end tidligere. Det afspejles i den større fokus på at eleven skal deltage aktivt i kreative processer og udvikling af nye ideer, med hen-blik på, at de får mulighed for at udvikle deres innovative evner og kompe-tencer. Desuden sættes der større fokus på elevens kompetence til at arbejde problemorienteret og til at samarbejde i teams. Man kan i lidt forenklet form sige, at de innovative læringsmodeller tager sigte på at gøre eleverne mere produktive i læringsprocessen i stedet for kun at lære en afgrænset stof-mængde receptivt. Således kan man sige, at de fleste af de nævnte eksempler og de tanker, der er formuleret om innovation og iværksætterundervisning ligger i tråd med den pædagogiske retning, som oftest omtales som

erfa-ringspædagogik. Som i den fokuseres der i videst mulig omfang som

grund-lag for undervisningen elevernes egne erfaringer frem for boglig indlæring. Det væsentlige er, at eleven på den ene side er aktiv i forhold til sin omver-den, men lige så vigtigt er det at han/hun må tage følgerne af egne prioriteringer, beslutninger og handlinger i forhold til læringsprocessen. Erfaringspædagogik-kens slagord, learning-by-doing, der har rødder tilbage til den amerikanske filosof, pædagog og samfundskritiker John Dewey (1859–1952), dækker ud-mærket hele tankegangen bag de moderne innovative læringsmodeller.

I sin moderne udformning og ikke mindst ved at implementere den nye in-formationsteknologi bygger sider af erfaringspædagogikken på en grundtanke om at al menneskelig erkendelse er socialt konstrueret. Ved dette forstås, at alle former for erkendelse sker via en optik eller forståelse, der ikke er med-født, men udelukkende et resultat af den kultur og historiske fortid, som det enkelte menneske er en del af. En sådan socialkonstruktivisme tager altså udgangspunkt i en tese om, at virkeligheden er en social konstruktion, hvor især sproget og måden vi taler sammen om verden og tingene på, er det, som konstruerer virkeligheden. Skal eleverne lære at begå sig i denne virkelighed, så må det ske ved, at de selv erfarer verden og sproget og selv har mulighed for at have indflydelse på den og formulere sig om den. Mange af de nævnte eksempler bygger idemæssigt implicit eller eksplicit på socialkonstruktivisme.

En anden ting, som mange af eksemplerne har til fælles, er, at de er opstået på baggrund af en bottom-up proces. Med dette begreb refereres til, at udvik-lingstiltag i skolen og på det operationelle niveau gerne sker på medarbejder-nes dvs. pædagogermedarbejder-nes eller lærermedarbejder-nes præmisser og initiativ. Det kan fx ske ved at der arbejdes i selvstyrende grupper. Når der tages innovative initiativer i skolesammenhæng, så sker det mange gange i en bottom-up proces. Et godt eksempel på dette er etableringen af den modulintegrerede skole i Island. Ini-tiativet til at omforme den gymnasiale uddannelse begyndte helt tilbage i 1974 og kom oprindelig fra en gruppe lærere, som af flere grunde opfattede den gamle klassestruktur som utidssvarende. Man igangsatte et pilotprojekt, som hurtigt udviklede sig til at brede sig til hele skolesystemet. Inden længe blev den modulintegrerede skole normen frem for undtagelsen, og faktisk eksiste-rede den modulintegreeksiste-rede skole i Island uden egentlig lovhjemmel i perioden 1974 til 1996, hvor der blev vedtage en ny lov for ungdomsuddannelserne. I de ovennævnte eksempler er alle undtagen et opstået som en del af en bottom-up proces, men selvfølgelig med de lokale og ministerielle myndigheders godkendelse. Den eneste som kan siges at være top-down styret er Fjölbrau-taskóla Snæfellinga, hvor tiltaget til skolen og hele konceptet kom fra ministe-riet og myndighederne. Det innovative arbejde i skolen har så siden udviklet sig, således at man nok i dag vil karakterisere skolearbejdet som selvstyrende og fortrinsvis udviklet af lærerne og ledelsen selv.

Et særligt kendetegn ved de fleste af de nævnte eksempler er, at der ikke eksplicit arbejdes med virksomhedsetablering, men snarere med at udvikle læringsmodeller. Dette hænger tydeligvis sammen med hvilken forståelse man i skolesystemet tillægger begreberne „innovation“ og „iværksætterundervis-ning“. I 2005 publicerede Center for Industriel Udvikling (isl.

Iðn-tæknistofnun) resultaterne af en spørgeskemaundersøgelse om

iværksætterun-dervisningen foretaget i grundskolerne og på ungdomstrinnet i Island. Under-søgelsen blev foretaget i forbindelse med det fællesnordiske projekt „Creating Opportunities for Young Entrepreneurs“ (Lundström 2004). Den islandske del af undersøgelsen blev udsendt til skoleledere i landets grundskoler og skoler på det gymnasiale niveau. Af undersøgelsen fremgår det bl.a., at kun meget få eller lige knap 20 % af deltagerne fra grundskolen udtrykker, at begrebet „iværksætterundervisning“ (isl. frumkvöðlanám eller frumkvöðlafræði) bruges i forbindelse med skolearbejdet, mens over 70 % udtrykte, at „iværksætterun-dervisning“ slet ikke er et begreb, man bruger i undervisningssammenhæng. Stiller man det samme spørgsmål på ungdomstrinnet, så mener over halvdelen af de adspurgte, at begrebet bruges i undervisningssammenhæng. Således kan man konkludere, at begrebet „iværksætterundervisning“ synes at være mindre synlig i grundskolen end på ungdomstrinnet.

Der blev også spurgt om, hvad deltagerne ligger i begrebet „iværksætter-undervisning“. Det vækker opsigt, at kun forholdsvis få tillægger „iværksæt-terundervisning“ betydningen „undervisning i at etablere en virksomhed“. Derimod anser de fleste af deltagerne på begge skoleniveauer „iværksætter-undervisning“ for at betyde „ udvikling af elevernes initiativ og kreativitet“

eller slet og ret „innovation“ (isl. nýsköpun). Mange mener også, at „iværksætterundervisning“ først og fremmest henviser til en undervisning, der har til mål „at udvikle elevens selvstændighed“ og „at udvikle nye un-dervisningsmetoder“. På spørgsmålet om hvorvidt der på den ene eller an-den måde bliver undervist i at etablere og drive en virksomhed, så mener et overvejende flertal eller knap 90 % af deltagerne fra grundskolen, at det gøres der ikke på deres skole, mens lige omkring 40 % af deltagerne fra ungdomsuddannelserne, mener at det gøres i deres skole og 60 % at det gø-res der ikke (Karl Friðriksson 2005).

Af undersøgelsen fra 2005 kan man således konkludere, at mange under-visere ikke nødvendigvis knytter begrebet „iværksætterundervisning“ til at omhandle aktiv virksomhedsetablering, men anser det snarere som en pæda-gogisk komponent i udviklingen af elevens almene kompetencer og opfind-somhed. På den måde er der noget der peger på, at når man snakker om in-novation og iværksætterundervisning i Island, henvises der kun i forholdsvis beskeden omfang til elevens kompetence til at etablere en bedrift, hvor det prioriteres at undervise i arbejdsmarkedskendskab og give eleven kendskab til økonomi og markedsmekanismer. Derimod synes begreberne i en is-landsk sammenhæng snarere at henvise til en problemorienteret undervis-ning, hvor eleverne på egne vilkår og på baggrund af egne erfaringer og initiativ får kompetence til at klare problemløsninger på en selvstændig må-de. For at kunne gennemføre dette, så kræver det nye og mere tidssvarende undervisningsmetoder, hvilket – som eksemplerne viser – da også er et for-hold, sommange synes at knytte til begrebet iværksætterundervisning.

Den nævnte undersøgelse og eksemplerne tyder på, at man generelt i skole-systemet først og fremmest knytter de to begreber sammen med pædagogiske modeller og undervisningsmetoder. Ovenstående eksempler og de analyserede dokumenter er med til at understrege resultaterne af Friðriksons resultater.

„Pædagogisk entrepreneurskab“ får i en islandsk sammenhæng på den måde mere prædikat af at være en undervisningsmetode, som bygger på en erfarings-pædagogisk grundtanke, hvor bl.a. kvaliteter som „elevens ansvar for egen læ-ring“, „læreren som konsulent“, „elevaktiviteter“ og „problemløsning“ bliver sat i højsædet. Det sker gerne i tilknytning til et udviklingsarbejde med informati-onsteknologi. Først i anden række arbejdes der med etablering af virksomheder, arbejdsmarkedskendskab, økonomi og arbejdsmarkedsorientering.

Eksemplerne viser endvidere, at innovationsundervisning eksisterer på alle niveauer og i mange forskellige sammenhænge. Udgangspunktet kan i det store hele være det samme, men resultaterne af de innovative tiltag og iværksætterun-dervisningen er meget varierende og ligner kun i meget få tilfælde hinanden. Konkluderende kan man sige, at der specielt indenfor de sidste år gene-relt er sket meget i forbindelse med innovation og iværksætterundervisning. I 1990’erne var skolearbejdet præget af enkelte kvalitative gode udviklings-projekter på området, men i dag ser det ud til at innovation og iværksætter-undervisning generelt har fået en større plads i skolesamfundet på alle ni-veauer. Der igangsættes flere nye projekter dels på initiativ af lærerne og

eleverne, men også på initiativ af myndighederne. I de sidste år har der tyde-ligvis været arbejdet bevidst på at indsætte og inkooperere begreberne i de offentlige skoledokumenter, for på den måde at synliggøre dem yderligere. I hvert fald fremgår det tydeligt af alle dokumenter, at myndighederne på alle niveauer støtter og gerne ser, at skolerne arbejder med innovation og iværksætterundervisning.