For at få et afsæt for teoretisk at indfange den førstehedsposition, der altså skal udgøre anal-ysens og arbejdets objekt, vender jeg mig indledningsvis til Jaques Derrida og hans idé om betydningsdannelsens supplementlogiske struktur (1982). Derrida foreslår, at betydning altid optræder i dikotome strukturer, i hvilke det ene af dikotomiens begreber implicit tilskrives status som uafhængig og selvstændig ’original’ og det Andre som en afledt kopi, der kun ek-sisterer i kraft af sin Første – dvs. det begreb af hvilket, det er afledt (Bissenbakker 2008:27). Til ideen om, at mening og betydning altid skabes gennem udelukkelser, lægger Derrida således en hierarkisering, der indebærer, at der i enhver kategoriel dikotomisering vil indgå over- og underordning, første- og andenhed. På denne grundlæggende indsigt bygger teorier om an-detgørelser (eller othering), der lidt paradoksalt kan forstås som den ’original’ af hvilken første-hedsstuderne er aflagte 75.
Andetgørelse (som er min danske versionering af begrebet othering) kan forstås som et pro-cessuelt begreb, der både handler om, hvordan ‘den illegitime Anden’ positioneres udefra, og hvordan denne positionering udstikker et begrænset handlerum for den pågældende 76. Jeg bruger begrebet som betegnelse for de subjektiveringsprocesser, der angår positionen som ’den Anden’ (’the Other’), der i feministiske teorier ofte er blevet brugt om kvinder og kvindekønnet og i postkolonial teori betegner den ikke-hvide, racialt, kulturelt og etniske ’Andre’. Følger vi imidlertid begrebsgenalogien længere tilbage er det Hegels filosofier om dikotomien mellem den Anden og selvet (’Other and self’), der træder frem som mest tydeligt referencepunkt (se fx Jensen 2011). Hegel beskæftiger sig i Phänomenologie des Geistes med herre-slave-forholdet som et forhold mellem selvet og den Anden, og i Hegels filosofi tran-scenderer og opløser ’Ånden’ dette forhold, fordi begge positioner kan betragtes som aspek-ter af Den og dens udvikling (2005, se også Jensen 2007:68). Som konsekvens af denne mulige transcendens må relationen mellem selvet og ’den anden’ snarere end dikotomisk forstås som dialektisk og heri ligger kimen til ideen om subjektets etablering gennem sit konstitutive ydre,
75 Førstehedsstudierne kan i mangt og meget forstås som en lidt blegere kopi af de mange undersøgelser og teore-tiseringer af erfaringer af diskursive, materielle, eksistentielle andetgørelser/otheringprocesser, hvorfor jeg hævder, at de i Derridask forstand må forstås som den Anden til andenheden, selvom dét, de betegner, netop er den position, fra hvilken ’de Andre’ udgrænses.
som Butler senere tager op.
Til trods for at han med ideen om Ånden afdikotomiserer relationen, tages Hegel ofte til indtægt for en selv/anden forståelse i hvilken ‘den Anden’ konstituerer selvet på en uoverskridelig måde. Dette skyldes, ifølge filosof James Heartfield, at såvel Jean-Paul Sartre som Simone de Beauvoir bruger en ”af-åndet” (”despirited”) version af Hegels fænomenologi (2005:3). Ved at bortrense ideen om Ånden uden at erstatte den med noget andet, fremstår forholdet mellem selvet og det Andet – eller førsteheden og andenheden – i eksistentialismen, som Sartre foretræder, som ikke-transcendérbar, som absolutte modpoler. Et eksempel på denne læsning af Hegel kommer som sagt til udtryk hos Simone de Beauvoir, hvis værk Det Andet Køn (1999) ligeledes er centralt i andengørelsesbegrebets (og dermed også førstehedsbegrebets) genealogi. Her analyserer de Beauvoir, med eksplicit reference til Hegel, det, hun kalder ”kvindens situation” og beskriver, hvordan manden udgør en norm og et centrum, i forhold til hvilket, Kvinden er ’den Anden’: ”en mand starter aldrig med at placere sig selv som et individ af et bestemt køn: at han er en mand kræver naturligvis ingen forklaring” (1999:13)77
og ”Han er subjektet, det absolutte - hun er det andet” (ibid.:14). Som ’det Andet køn’, skriver de Beauvoir, forstås kvinden som en mangel eller afvigelse fra normen. Dette skyldes, skriver hun, at ”bliver en enkelt person eller en gruppe låst fast i en mindreværdig situation, så er denne person eller gruppe i realiteten mindreværdig. Men det er netop betydningen af ordet at være, vi nødvendigvis må blive enige om. Uredeligheden kommer ind, når man tillægger ordet substantiel værdi, hvor det i virkeligheden har et dynamisk indhold i Hegelsk forstand: at være vil sige at være blevet, at være blevet gjort til det, man fremtræder som.” (ibid. 23, kursiv i original). Kvinderne er således mændene underlegne, fordi de i en given situationen bliver gjort mindreværdige – eksempelvis ved at gives færre muligheder. For at modvirke dette må man (kvinden) insistere på subjektivitet: ”at stille sig som subjekt vil sige at stille sig i opposition. Subjektet vil nemlig bekræfte sig selv som det væsentlige og konstituere den anden som ikke-væsentlig, objekt” (ibid. 15, 97). Som det fremgår er disse dynamikker ikke trancendérbare i de Beauvoirs forståelse. Tværtimod bliver forståelsen af ’den Andre’ og forskellen til ’den Anden’ som konstituerende for selvet, næsten primordaliseret: ”Alteritet, andethed, er et grundbegreb i den menneskelige tænkning. Intet fællesskab bestemmer nogen sinde sig selv som subjekt, uden øjeblikkeligt at sætte det Andet over for sig.” (ibid 15).
76 Hvilket imidlertid ikke udelukker kreativitet. Snarere kan de andetgørelser, der foregår, paradoksalt nok fungere som et symbolsk råstof for ens egen kollektive og individuelle bearbejdning af egen situation. ”Othering kan dekonstrue-res, omvalorisedekonstrue-res, approprieres eller blive genstand for subversiv ironi. Til tider kan man oven i købet kapitalisere på othering. Eller gøre modstand mod othering.” skriver Jensen (2007:66), der blandt andet kritiserer Spivaks forståelse af othering (se nedenfor) for at være for entydigt negativ og fratage ’the Other’ subjektskab (ibid.:67-68).
77 Michael Kimmel beskriver i indledningen til bogen Privilege (2003b) en historie som illustrerer netop dette. Han fortæller, at han en gang overhørte en diskussion mellem en hvid og en sort kvinde om hvorvidt deres kønfællesska var af større signifikans end den raciale forskel dem imellem. Den sorte kvinde spurgte da den hvide, hvad hun så når hun så i spejlet og hun svarede at hun så en kvinde. ”Det er netop det, der er forskellen” svarede den sorte kvinde, ”for når jeg ser i spejlet ser jeg en sort kvinde. For mig er race synligt hele tiden, fordi det er den måde jeg ikke priviligeres i denne kultur. For dig er race usynligt og derfor er jeg usikker på hvilke alliancer vi kan bygge”. Kimmel blev bestyrtet af denne konversation, fordi han indså, at når han så sig i spejlet om morgenen, så han ’et menneske’, og at såvel køn som race således var helt usynlige for ham (2003:6-7).
Dette kan forstås som en bevægelse fra dialektik til dualisme og indebærer altså en centrering og primordalisering af forholdet mellem første- og andenheden, der betyder, at al socialitet nødvendigvis må forstås som konstitueret heri (Jensen 2011).
Et andet fikspunkt for andetgørelsesbegrebets teorihistorie er Edward Saids bidrag til forståelsen af den måde, Vesten har positioneret og fikseret ‘den Anden’ på som in casu Ori-enten/Østen (2002). Saids logik minder om de Beauviors, når han skriver, at ”det er muligt for mange genstande eller steder eller tider at blive tilskrevet en betydning, som først opnår objektiv gyldighed, efter, at de er blevet tilskrevet betydning.” (ibid.:81). Orientalisme udgør netop sådan en tilskrivning af betydning. Said kalder orientalismen en forestillet geografi og skriver: ”der er ingen tvivl om at den forestillede geografi og historie hjælper tanken med at intensivere sin egen fornemmelse af sig selv ved at dramatisere afstanden og forskellen mellem det nære og det fjerne” (ibid. 82-83). Orientalismen bekræfter således en reducerende og distancerende forestilling om (eller forståelse af) Orienten i læserens øjne og producerer ‘billeder’ af orienten, der ”er billeder i den forstand, at de fremstiller eller står for en meget stor enhed, der ellers er for kompleks til at kunne begribes” (ibid. 93). Disse billeder og forestillinger fungerer videre som et værdisystem, hvori ’Orientaleren’ konstrueres som moralsk underlegen i forhold til den, der betragter hen (ibid. 93ff, Jensen 2009, 2011). Og det centrale her er, at dette system konstrueres på betragterens præmisser og bygger på – eller medfører - reduk-tion og essentialisering. Den eller de, der udsættes for orientaliserende andetgørelse, reduc-eres således til en enkelt eller få negative egenskaber, som samtidig gøres til dreduc-eres inderste og sande kerne, hvorved udnyttelsen af dem retfærdiggøres (Schwalbe 2000 ). Historisk legitim-erer andetgørelse derfor de privilegeredes privilegier (Lister 2004). Saids version af self-oth-er-dialektikken fremstår næsten lige så totalitær som Beauvoirs, men han holder i højere grad end hende døren åben for subdiskursive modstrategier, dvs. den andetgjortes modstand mod den orientalisering ’de Første’ påfører hen. Således fremstår en transcendens af dikotomierne ikke umulig hos Said, men dog heller ikke nært forestående.
Med dette dobbelte afsæt i såvel feministisk som postkolonial teori, er vi fremme ved den første gang andetgørelsesbegrebet bruges i den betydning, som jeg konstruerer førsteheds-begrebet igennem, nemlig som en magtfuld og identitetskonstituerende skabelse af anden-hed. Dette begrebsbrug findes hos Gayatri Chakravorty Spivak, hvis systematiske teoretiske udfoldelse af begrebet introduceredes i artiklen the Rani of Sirmur78 (1985), hvori hun beskæf-tiger sig med ”the fabrication of representations of historical reality” (ibid.:271) på baggrund af arkivmateriale fra den engelske kolonimagt i Indien. Af dette materiale fremanalyserer Spivak tre former for andetgørelse (othering):
Den første form er illustreret af en engelsk kaptajn, Geoffry Birch, der rejser rundt i Sirmur til hest, og fortæller indbyggerne hvem, der er deres herskere. Han skriver i et brev: ”[I have undertaken this journey] to acquaint the people who they are subject to, for as I suspected
78 Sirmaur er et højlanddistrikt i en af Indiens mest nordlige provinser og Ranien er Rajahens kone, der er den formelle leder over området, efter koloniherrerne har afsat Rajahen.
they were not properly informed of it and seem only to have heard of our existence from conquering the Goorkah and from having seen a few Europeans passing thro’ the country”. (ibid.:254) Med Spivaks ord er han optaget af at konsolidere det europæiske selv, ved at overbevise de indfødte om, at de skal indtage ”the space of the other on his home ground” (ibid.:253). Formuleret sociologisk kan man sige, at dette aspekt af andetgørelse har at gøre med magt, og at gøre de andre opmærksomme på, at de er ‘De Andre’ og som sådan udsat for herredømme (Jensen 2011:64).
Den anden form for andetgørelse illustreres af et brev fra en General Sir David Ochter-lony, der i et brev til Guvernørens sekretær skriver om ”the highlanders”: ”I see them only possessing all the brutality and perfidy of the rudest times without the courage and all the depravity and treachery of the modern days without the knowledge of refinement” (Spivak 1985: 254-255). Dette aspekt af andetgørelsen – at fremstille den Anden som en bedragerisk barbar – kan forstås som en moralsk positionering (Jensen 2011:65) i forholdet mellem førsteheden og andenheden. Andenheden produceres her som repræsentant for det moralsk depriverede og tilbagestående, hvorved førsteheden alene gennem sin status som ikke-Anden repræsenterer oplysthed, legitimitet og hæderlighed.
Den tredje form illustreres af en passage i et brev fra the Board of Control i det engelske East India Company til Lord Moira, som er Governor-General-in-Council over samme. Heri står: ”the limited degree of science which it may be consistent with good policy to impart to the troops of native powers in alliance with the British government, should be imparted to officers in our own service: because from those officers only we have a sure guarantee that our intentions shall not be overstepped” (Spivak 1985:256) Andetgørelsen består her i en kontrol af viden der indebærer, at den Anden ikke skal/kan gives kendskab til viden og teknologi da, ”the master is the subject of science or knowledge” (ibid.: 256). Viden, og den magt der er knyttet hertil, tilhører altså førsteheden, hvorfor den Anden ikke kan gives adgang til kundskab. Med denne sondring indstiftes, mener Spivak, en manipulerende pædagogik, som producerer en forskel mellem ‘master’ og indfødt (ibid. 256), en forskel, der i takt med sin normalisering senere kan opfattes som naturlig, som ”a difference in human or racial material” (ibid.: 256).
De heftige andetgørelsesprocesser Spivak (ligesom Said og de Beauvoir) skildrer, og de implikationer, de har for ’sine’ førstehedspositioner, er interessante, fordi de tydeliggør dels andetgørelsens relationelle karakter (uden de selvbestaltede Første, i form af den engelske kolonimagt, ville menneskerne i Sirmur ikke i diskursiv mening tilhøre andetheden), og dels de mange niveauer den opererer på (magt, moralsk og informations/vidensmæssig)79. Hvorvidt dikotomien mellem de andetgjordte og de andetgørende (de Første) teoretisk kan overkommes (der i nogen udstrækning er Hegels interessepunkt, og som de Beauvoir og Said også beskæftiger sig med) er i denne sammenhæng mindre centralt, fordi Spivak, ligesom jeg,
79 Videre fremkommer det, at andetgørelsen i Spivaks forståelse allerede i udgangspunktet er et intersektionelt begreb, åbnet for flere positioneringer: Når Rani’en konstrueres og fikseres som den Anden, gør hun det således simultant som den anden klasse (den udbyttede), den anden race (’barbaren’) og som kvinden, der kan undertrykkes og manipuleres af det maskuline koloniale subjekt (Jensen 2011:65).
i højere grad interesserer sig for de måder, magt udøves på gennem beskrivelser af ’den Anden’ end denne kategoriserings eventuelle opløselighed (altså effekterne af repræsentationerne snarere end disses epistemologiske status (se også Jensen 2009)). Dette kan forstås som en pendant til den lacanske psykoanalyse, hvori en andetgørelse siger mere om det subjekt, der i sit behov for at stabiliseres, projicerer negative og fortrængte egenskaber over på en Anden, end det siger, om denne Anden. Samtidigt vil jeg holde en teoretisk dør åben for, at repræsentationernes effekter kan få betydning for deres epistemologiske status, når blikket rettes mod repræsentationernes førstegørende processer i stedet for at vedblive at fokusere andetgørelsen. Det skal vi se nærmere på snart…
Doktoranden: KORET: Doktoranden:
KORET: Doktoranden:
Nå, hvad siger I? Var det bedre?
HRMPF, DET ER OS, DER TALER TIL DIG. IKKE OMVENDT!
Ok, sorry, jeg ville også bare sige, at jeg smutter nu. Det blev lidt for firkantet at skrive, sådan som I vil have det, så jeg skal et smut til Sydafrika!
HVAD? NEJ! NEJ DU SKAL EJ. DU SKAL SKRIVE TEORI. DER MANGELR JO…
nej, hov, jeg kan ikke høre hvad I siger. Der må være noget galt med forbindelsen… vi snakkes ved, når jeg kommer tilbage…
Kære A igen
Undskyld jeg skriver så hurtigt. Jeg ved, at det er stressende, at få flere breve fra samme person, hvis man ikke har nået at svare på det første, men mine penge og doktorandtid er ved at løbe ud, så jeg har ikke tid til at være høflig. Jeg tror nemlig, at vi er nødt til at gå i clinch med min teoretiske ramme og frem for alt ’mit’ førstehedsbegreb (der selvfølgelig ikke kun er mit – jeg har hverken fundet på det, eller er den første, der bruger det, men der er, så vidt jeg er orienteret, ikke så mange flere end mig, der har det som centralt teoretisk udgangspunkt og konsekvent undersøgelsesfokus) og det er nok også derfor jeg er blevet inviteret til at give en introduktionsforlæsning om begrebet på the First World Conference on Firstness på Wits University i Johannesburg! Jeg sender dette postkort, så du ved, at jeg er på vej dertil. Renoveringen er altså sat lidt i bero, men mistrøst ej! Jeg kommer snart tilbage!
Vi høres, L
A. Kademia Loftet
Universitetsbygningens kommandocentral