Glædesdrab er Mathias Danbolts oversættelse af Sara Ahmeds begreb killjoy. I The promise of happiness (2010) betoner Ahmed oplevelsen af socialt faux-pas, som nøglen
148 Denne teknik blev forskeren dog successivt bedre til, hvorfor der også kan konstateres en ’kvalitetsforskel’ mellem de første og de sidste interview. De første interviews (som gennemførtes inden observationsstudierne) var i høj grad præget af en ’hvorfor-tilgang’ og spørgestil, der gjorde nogle informanter tavse og mange svar lukkede. Men i forbindelse med feltarbejdet, der muliggjorde en konkret spørgen til informanternes indbyrdes relationer, hverdagsliv og rumslige orienteringer blev det lettere at forpligte mig mere på det narrative og stille ’hvordan-spørgsmål’ i stedet (Chase 1995).
149 I denne samtaledifferentierings strategi med et ’først’ og ’sidst’ var forskeren blandt andet inspireret af Hanne Haavind, der i forhold til studier af køn skriver, at man: ”...ikke behøver å bringe temaet på bane ved å spørre om personernes oppfatninger om hva kjønn betyr. I stedet er det den, som bliver intervjuet, som bringer intervjueren til hendelser der kvinner og menn (jenter og gutter) er involvert, men uten at innholdet nødvendigvis er tematisert som kjønnet eller kategorisert etter kjønn. Når det anses som en metodisk fordel, at denne framgangsmåten ikke spør direk-te etdirek-ter hva kjønn betyr, er det fordi vi søker etdirek-ter det innebygde eller mangfoldige i kjønnede betydninger. Kjønnede betydninger er ofte noe som tas for gitt, og som ligger som en stilltiende, men felles forutsetning for, at det som skjer, kan bli oppfattet på en spesiell måte. De utforskedes refleksjoner over hva kjønn kan bety som stereotypi, som ideal, eller som referanse for eget selv – det kan komme i tillegg, og gjerne mot slutten av samtalen” (Haavind 2000:20, kursiv i original).granskende blik og en potentiel oplevelse af ikke at blive taget indholdsmæssigt alvorligt.
til glædesdrabet. Når nogen ’vælger’ en forståelse af verden eller en position, der er besværlig, (for eksempel fordi den er ubekvem for flertallet eller går imod de lokalt herskende normer), kan det medføre at udsættes for krav eller forventninger om at vælge noget andet, fordi det initiale valg risikerer at påføre både vælgeren selv og muligvis også hens nærmeste ulykke (Ahmed 2010, Bissenbakker 2012). Hvis ’vælgeren’ fortsætter med at insistere på, at ulykken ikke stammer fra hens verdensfortolkning eller position, men fra andres uvilje til at anerkende samme, er det, mener Ahmed, ikke sikkert at hen derved kan komme udenom at anklages for, at selv have valgt at være ulykkelig, fordi hen selvmant ikke har valgt det, der i den normative diskurs præsenteres som ”lykken” (Ahmed 2010:218, se også Bissenbakker 2012). Et eksempel på dette kan være den queer person, der alene med sin tilstedeværelse skaber ubehag på heterofamiliefrokosten fordi hen distraherer dominerende antagelser om begær og slægtsskab. Sådanne positioner kan ofte interpelleres som ’sure’ eller ’kritiske’ og opfordres til at slappe af og lade antagelser og normativiteter passere og derved tage ansvar for den (normativt) gode stemning (Bissenbakker 2012). Men i stedet for at tilpasse sig og nedtone det, der skaber friktion i situationen, foreslår Ahmed at holde fast i positionen som glædesdræber (2010:50ff). Hun fastholder, ligesom Jamaica Kincaid (se Snell 1997) vigtigheden af at ødelægge den glæde eller nydelse, der bygger på uretfærdighed, vrede eller andres ulykke og peger på at den glædesdræbende figurs negativitet kan læses som “dens udfordring af antagelsen om, at lykke følger med en relativ nærhed til et socialt ideal” (Ahmed 2010:53 oversat af Bissenbakker i 2012). Den feministiske glædesdræber er således ikke bange for at skabe dårlig stemning, men har tværtimod som strategi, at udfordre normens bekvemlighed ved at insistere på at forholde de dominerende narrativer til de stemmer, hvis udelukkelse, de bygger på. Strategien i forhold til nærværende projekt er således relativt klar, men det er en ubehagelig retning, den udstikker, fordi den insisterer på interviewtekniske (og mellemmenneskelige?) etikettebrud, der gør op med det, Steyn kalder ”the presupposed gratefulness always embedded in a researcher’s relation to her object” (2001:67).
For at finde måder at gribe et glædesdrab an på metodisk, har forskeren ledt vidt og bredt efter konkrete strategier for at tale om privilegier i interviews. Dette har dog vist sig at være et yderst underbelyst felt. Der er visse metodeovervejelser i Bob Pease’s bøger om feministisk emancipation for profeministiske mænd150, (hvor der dog ikke er tale om glædesdrab i gængs forstand, eftersom deltagerne allerede deler forskerens/ proceslederens analyse), men udover dette, lader metoderefleksioner ikke til at være så udbredte i studier af førstehedspositioner151. Ruth Frankenberg, der er forskerens
150 Se eksempelvis 1997, 2000, 2002
151 I det hele taget er den konkrete litteratur på dette felt meget begrænset. Der er skrevet en del om nødvendigheden af at ’studere op’ altså synliggøre og undersøge magtpositioner, men meget lidt om de metodiske og etiske
implikati-husgud, når det glæder studier af privilegier, er desværre heller ikke så konkret omkring sine strategier i de metodologiske dele af White Women – Race Matters, men i sin jagt på konkretisering, fandt forskeren i the Lesbian Herstory Archives i Brooklyn, et gammelt kassettebånd med et interview, som den New York-baserede kult-radiokanal DYKE FM har lavet med Frankenberg. Her fortæller hun blandt andet om udfordringen ved at være empatisk, men samtidigt holde sine informanter ansvarlige og forblive loyal med ”the voices outside” (dvs. dem, hun ikke talte med i sin forskning, men hvis interesser hun ville varetage med sine resultater):
”I made use of a very simple principle that I called ’Pinpoint the difference’ in order to make sure that the voices of women and girls of colour would not be left out of the conversation. Whenever I was told something I understood as racist or an expression of white privilege, I would make sure to ask how the informant felt in relation to that and then follow up with a question about how they thought a person of colour would feel in a similar situation. […] Whenever the answers to these two questions differed, which was surprisingly often, I would ask why, and my informants would – at least briefly – have to consider the option of white privilege. I would never be more specific or demand more ‘privilege confession’ than this comparison, but it was certainly enough to profoundly change the economies of gratefulness at work in our interactions”
transskriberet fra Mouth to Mouth with Ruth Frankenberg, DYKE FM, 19990918, Med sine spørgsmål om, hvordan givne situationer kan opleves forskelligt, afhængigt af den medvirkendes racialisering, afbryder Frankenberg momentalt det forventede manuskript for det etnografiske forskningsinterview og tvinger sine informanter til at forholde sig til emner som magt og (sine egne) privilegier. Dette manuskriptbrud kan, som Steyn påpegede i citatet ovenfor, lede til ubehag i relationen mellem forsker og informant og en mindre tillidsfuld fortsat samtale, men, fortsætter Frankenberg: ”On the other hand, what could I do? These women were not at all used to refer to themselves as white and if the dialogue was to go anywhere it had to get dirty at some point.” (ibid.) Analogt med dette skriver Steyn, at det i studier af privilegerede grupper er nødvendigt at bekende sine loyaliteter og holde fast ved dem i de stunder, hvor bekvemlighed eller ønsket om sympati fra den, der sidder overfor, ellers kan løbe af med én: ”[t]hroughout the project, my loyalties always remained with the very group I had chosen to omit from my research; Blacks.” Dette betyder, skriver Steyn, at hun som forsker forpligtede sig på at stille ubekvemme spørgsmål for at sikre sig, at hendes studie ikke bare geninstallerede hvidhed ”as the center of everyone’s attention”, men faktisk bidrog til at forbedre (eller i
oner af dette (Nader 1974, Gusterson 1997, Ortner 2010). Der eksisterer også en del forsøg på at udvikle pædagogikker, der behandler og problematiserer privilegier (se eksempelvis Kimmel 2003, Kimmel & Ferber 2003b, Goodman 2001, Kumashiro 2002 samt Bromseth & Darj 2010, Brade et al. 2008) men her lægges vægten ofte på gruppedynamikker og pædagogiske redskaber, der heller ikke rammer helt rigtigt i forhold til min interesse. Heller ikke i litteraturen om trai-torous identities (se eksempelvis Bailey 2000, Lakritz 1995) fokuseres der på relationen til og interaktionen med andre i samme ’gruppe’ som den, subjektet forråder. I stedet diskuteres forræderens forhold til og status blandt de Andre, hvis sag hen støtter.
hvert fald ikke forværre) vilkårene for dem, hun ikke snakkede med (2001:64-65).