Næste spørgsmål er så, kære A, hvor, hvornår og hvordan den emancipation, jeg håber på, skal indtræffe? Her vil jeg også begynde med en historie:
132 Snell 1997
133 Se eksempelvis Ahmed 2004, 2010; Lorde 1984; Berlant 2008; Halberstam 2008; Ehereich 2009
134 Eller som Mathias Danbolt langt mere kraftfuldt udtrykker det: ”Hvis queerfeminismen har et imageproblem, består dette i, at vi må gøre det mere attraktivt at skabe dårlig stemning i det konsensusorienterede racistiske heterohelvede, vi lever i” (2011)
Jeg deltog en gang i en workshop, der blev indledt med, at personen der organiserede mødet sagde, at alle tilstedeværende skulle rejse sig op og sige deres navn og hvad de tjente i løn om måneden, samt om de synes, at denne løn var rimelig i forhold til det arbejde de udførte. Det var, sagde personen, et vilkår for at deltage i workshoppen og en god øvelse i at synliggøre sin egen position i samfundsmæssige uligheder. Min instinktive reaktion var et stærkt ubehag. Jeg, ligesom, tror jeg, de fleste andre, var hverken forberedt på eller bekvem ved at fortælle om min indkomst. Spørgsmålet føltes grænseoverskridende, privat og upassende. Det var som at blive bedt om at stille sig op og synge til denne gruppe af fremmede og halvbekendte – noget jeg slet ikke havde lyst til. Min initialt bekvemme position i rummet blev brat afbrudt. Jeg husker, at der var flere, der forlod rummet. En blev sur og sagde højt, at det var komplet urimeligt at kræve, at han skulle fortælle noget, der ikke vedkom andre og som i øvrigt ikke havde noget med temaet for workshoppen at gøre. Det var ikke derfor, han var kommet. Jeg havde lidt samme følelse, men samtidigt var jeg nysgerrig efter mødets indhold (og på de andres lønniveauer) så jeg blev og fortalte, at jeg som doktorand dengang tjente omkring 26000 skr om måneden, og at det på den ene side er meget i forhold til hvad andre arbejdskategorier (hvis samfundsmæssige ’indsats’ utvivlsomt er større end min) tjener, men at det på den anden side er lavt i forhold til mine disputerede kollegers løn (og det, PhD-studerende i de andre nordiske lande tjener). Jeg husker, at der skete noget meget specielt i rummet når forskellene i de økonomiske vilkår, vi lever under, blev synlige. For indkomst og den måde vi værdisætter forskelligt arbejde er givetvis ikke kun privat, selvom det for de fleste fremtræder sådan. Det er også et vilkår der strukturerer ens muligheder i livet og har betydning for, hvordan man anskuer verden. At kende hinandens økonomiske forudsætninger blev en nøgle til at forstå meget af det, der i øvrigt foregik på mødet og det gjorde, at deltagerne havde åbne refleksioner med sig selv og hinanden om hvordan deres tanker og valg blev påvirket af deres (socio)økonomiske positioner, om (u)retfærdigheden i de forskelle, der eksisterede og om hvad man kunne gøre for at forandre dem. Efter den første modvilje var overkommet og alle tilstedeværende havde afsløret deres positioner var indkomstrapporteringen både konstruktiv og produktiv – uden at det for den sags skyld medførte enighed blandt de tilstedeværende om, hvad der skulle gøres ved den (om noget).
Men det er egentlig min egen og andres initiale modstand mod at blotte sig i spørgsmål, der berører samfundsmæssig ulighed, jeg vil tænke lidt med her. For da jeg planlagde interviewene til dette arbejde, kom jeg i tanke om
workshoppen og min egen modstand mod de private spørgsmål, jeg blev bedt om at svare på. Her som dengang er det nemlig en vigtig pointe at stille spørgsmål om ting, der måske kan forstås som private, men som også har stor betydning for den enkeltes udsynsposition og muligheder i livet. Spørgsmål, der kan opleves uventede, ubekvemme og urimelige. Men hvorfor er det nødvendigt, kan man måske spørge? Hvorfor skal den gode stemning partout ødelægges? Hvorfor må magten forstyrres?
Et argument, jeg ofte møder mod mine meget firkantede læsninger af mine deltageres positioner, er, at virkeligheden altid er mere kompleks end de to kategorier ’Første’ og ’Anden’, hvorfor vi altid må søge at nuancere og komplicere billedet. Mit svar til dette er både ja og nej. Naturligvis har enkeltindivider myriader af sammenflettede dispositioner, der kan skubbe til, relativisere den førstehed, jeg tilskriver dem. Lad mig derfor igen understrege dette: Ingen ’er’ bare den ene eller den anden side af mønten og derfor er det nok få, der føler sig interpellerede, når jeg taler om ’de første’ eller gruppen ’privilegerede middelklasseforskere’. I mødet med konkrete levede liv er intet sort eller hvidt. Men at førsteheden ikke er en position, der spontant appellerer og/eller altid kan justeres/relativiseres med individuelle særpræg, betyder ikke, at den ikke kan eller bør underkastes granskning. Det må være muligt at fastholde et (kritisk) blik på privilegerende processer og samtidigt være bevidst om nødvendigheden af evig nuancering. Jeg håber, at du, kære A., vil følge mig i denne præmis: I dyrkelsen af førsteheden ligger en interesse for
netop dette aspekt i de medvirkendes subjektiveringsprocesser, ikke en benægtelse af alle de andre aspekter, der altid også er til stede og udgør det unikke puslespil, der er et individ.
Men: Mens det på den ene side er uendeligt kompliceret, er det jo samtidigt også slet ikke særligt komplekst. Præcis som det kom frem på den beskrevne workshop, er årsagerne til eksempelvis økonomisk ulighed ofte vældigt simple. Nogles arbejde værdisættes meget højere end andres. Nogle tjener 80.000 kr/ måneden og andre 18.000. Nogle har ikke et arbejde og får A-kasse på 9.000. Nogle er slet ikke med i det sociale sikkerhedssystem og har overhovedet ingen indkomst ud over det, vi andre lægger i deres papkurs, når vi kommer ud fra supermarkedet med fyldte indkøbsposer. Alle forstår, at dette er konkrete materielle vilkår, der skaber ulighed, men så længe det ikke bliver sagt, er det, som om vi ikke behøver at forholde os til det, eller bare kan blive ved med at hævde, at det er for komplekst til at diskutere på individniveau. Alle kunne i princip deltage i workshoppen, men de ulige vilkår for at være til stede og tilegne sig det, der diskuteres, bliver først explicitte når vores forskellige vilkår og orienteringsmønstre blev lagt blot. Når lønnen ytres,
bliver magten synlig og uligheden langt sværere at benægte – og derved opstår muligheden for såvel konflikt som konstruktive samtaler. På samme vis forholder det sig med privilegiet at komme fra en studievant baggrund. Hvis det ikke artikuleres, tillader vi os at være blinde for det. Eller lade det være et problem, for dem, der rammes af de strukturer og vilkår, der er udformede efter nogle andre end dem. Derfor er magtforstyrrelser nødvendige som dele af en undersøgelse af en lokal og specifik førstehedsposition. Som Ruth Frankenberg skriver må hegemoniet af-naturaliseres og gøres til et objekt135. Min erfaring fra workshoppen er, at kravet om ’blottede positioner’ var meget konstruktiv for at muliggøre nye, situerede og udforskende samtaler. Det var som om at det, at bryde tavsheden om uligheden i rummet på workshoppen i sig selv fungerede disidentifikatorisk. Ikke nødvendigvis på individniveau, men ved, at vi deltagere som kollektiv blev tvunget til at betragte vores positioner udefra og tage afstand fra det, vi ikke brød os om.
For at konkretisere, hvor og hvornår denne selvrapportering kan have effekt kan vi inddrage Chales Gallaghers kritiske læsning af tidlige hvidhedsstudier, hvori han problematiserer forestillingen, at en kritisk studie af hvid racial identitet, (specielt hvis den udføres af nogen, der selv forkropsliger den), kan lede bort fra de dikotome raceforståelser, som den søger at udfordre136. Spørgsmålet om undersøgelsens emancipatoriske potentiale kan stilles både på et metodologisk niveau (’udfordres de undersøgte subjekter til at tænke kritisk på deres egen hvidhed? Eller i mit tilfælde; ’studievante førstehed?’) og på et teoretisk niveau (’bidrager den kundskab, som studiet producerer, til en mere nuanceret, anti-essentialistisk forståelse af hvidhed? Eller i mit tilfælde: ’bidrager studiet til en nuanceret ikke-neutraliserende forståelse af studievanthed som førstehedsposition?’) Selvom det er umuligt på forhånd at kende effekterne af ens forskning, er det relevant, skriver Gallagher, at gøre det klart, hvornår man som forsker sigter på at the learning moment skal indtræffe. Er det i dialogen med deltagere eller når studiets indsigter formidles til læserne (og i så fald til hvilke læsere)?
Hvordan mine spørgsmål påvirker deltagerne, er ikke let at sige noget om. I forskning, ligesom på alle andre områder, er ’det lærende moment’ mangetydigt og umuligt at fastholde. Hvorvidt en respondent er blevet
135 Hun vil med sin studie gøre racisme til ”a white people’s problem” (1993) og i linje med det, vil jeg gøre det relative fravær af studieuvante studenter og kolleger i akademia til et problem for de studievante.
udfordret til at overveje nogle tidligere uproblematiserede forestillinger i forbindelse med at svare på mine spørgsmål eller om hen i stedet har brugt vores samtale til at styrke sin opfattelse af disse forestillinger som valide, falder i min optik under den agens, som en deltager medbringer til interviewsituationen. Hvorvidt denne situation bliver et lærende moment, handler, i det mindste delvis, om, hvem, der hører spørgsmålet og under hvilke omstændigheder. Alligevel har min forhåbning været, at mine spørgsmål om magt og privilegier generelt set kunne skabe sprækker i samtalerne og muliggøre nye blikke på den egne position (både min og deltagerens). Jeg nærer således en tro på det normativitetskritiske spejls potentiale som - om ikke motor i forandringsarbejdet - så som generator i (potentielt emanciperende) selvrefleksivitet eller bare det, der åbner den øverste knap i disciplineringsskjortekraven, samtidig med at jeg også rent pragmatisk forstår, at dette potentiale er relativt.
Så vidt emancipationen, A. Jeg ved ikke om du er stået helt af, men jeg håber, at jeg har fået formidlet, at jeg tror, at selvom det, jeg gør med det glædesdræbende trykluftsbor, måske skaber lidt dårlig stemning og murren i krogene, så kan resultatet af ombygningerne komme alle til gavn. Lad os derfor vende os til et andet dilemma, som jeg forestiller mig bekymrer dig, nemlig diskussionen om min ret til at definere og positionere deltagerne som privilegerede ’Første’.
Om at tilskrive førstehed
Om validiteten af sine racialt og etnisk minoriserede informanters udsagn skriver etnologen Sune Qvortrup Jensen:
”Overordnet er der væsentlige etiske og metodiske problemer knyttet til tolkningen af minoritetsinformanters udsagn om racisme. Det er således for mig oplagt, at der er forskningsetiske problemer knyttet til, at hvide majoritetsforskere underkender etniske minoriteters fortællinger om racisme. Man kan også diskutere, om der i forskningen oftest forekommer underrapportering eller overrapportering af racisme? Omvendt er det oplagt, at man aldrig må overidentificere sig med informanter, og at man ikke kan nøjes med blot at tage informanters udsagn for pålydende.” (2007:133)
Og jeg får lyst til at parafrasere ham i forhold til mit projekt:
Overordnet er der væsentlige etiske og metodiske problemer knyttet til tolkningen af førstehedsmærkede informanters udsagn om privilegier. Det er således for mig oplagt, at der er forskningsetiske problemer knyttet til, at en yngre
mindre privilegeret forsker underkender akademisk erfarne og veletablerede forskeres fortællinger om (fravær af) privilegier. Man kan også diskutere, om der i forskningen oftest forekommer underrapportering eller overrapportering af privilegier? Omvendt er det oplagt, at man aldrig må overidentificere sig med sine deltagere, og at man ikke kan nøjes med blot at tage deres udsagn for pålydende.
Der kommer noget komisk paradoksalt over denne måde at forholde sig til deltagernes fortællinger på, når de ikke, som Jensens, taler fra en minoriseret og andengjort position. At overhovedet diskutere, om man kan tage seniore akademiske kollegers udsagn for pålydende, fremstår næsten absurd. Det samme gør advarslen mod de etiske problemer, det indebærer, at en mindre privilegeret forsker overidentificerer sig med hegemoniets erfaringer, eftersom vi jo alle i en eller anden udstrækning, gør netop det137. Alligevel rammer Jensens formuleringer samtidig også noget præcist i de overvejelser, jeg hele tiden bærer med mig i dette arbejde: Nemlig spørgsmålet om hvem, der besidder retten til at afgøre, hvornår og hvordan en erfaring (eksempelvis studievant baggrund), er en fordel/privilegium og hvordan forskellige hverdagslige oplevelser kan tolkes i forhold til dette? I visse situationer, eksempelvis den, jeg beskrev i mit første forsøg på en indledning, hvor Sonja meget entydigt afviser en student, der vil have hendes hjælp med en ansøgning, er privilegierne og uligheden ikke så subtile. I andre, som flertallet af dem, jeg tager op i det følgende, er det langt mere diskrete processer, der analyseres. Processer, der i første omgang identificeres gennem forskerens fornemmelser af førstegørendet snarere end konkrete magtdemonstrationer. Og her bliver spørgsmålet om den yngre mindre privilegerede forskers underkendelser af akademisk hegemoniserede forskeres fortællinger om (fravær af) privilegier aktuelt. Som feminist vil jeg spontant påberåbe minoriserede og strukturelt underordnede gruppers ret til at selv positionere sig og lade det være op til den, der i en given situation er udsat (snarere end ’udsætteren’), at afgøre, hvorvidt der var tale om strukturel andetgørelse og/ eller diskriminering138. Men når stegen vendes og det handler om majoriserede og strukturelt overordnede subjekters ret til at afgøre, hvorvidt de i en given situation har strukturelle fordele eller ej, lyser den principielle stjerne mindre klart. Gennem mit valg at beskrive deltagerne som førstehedsmarkerede og
137 Se eksempelvis Mattson 2005, Yuval-Davies 2006, Pease 2010
138 Hvorfor jeg også finder det grundlæggende problematisk at ikke tage racialiserede unge danskeres udsagn om rac-isme i Danmark for pålydende, sådan som Jensen implicit lægger op til i det citerede og parafraserede stykke. Alligevel vil jeg også anerkende Jensens indvending, at der altid er flere sider af en sag, hvorfor en analyse af alle(s) udsagn om diskrimination og/eller priviligering bør være åben for dekonstruktion.
undersøge snarere hvordan end om de er privilegerede, har jeg således afstået fra en empiri-informeret tilgang til deres positioneringer og frataget dem retten til selv- (eller måske nærmere: af-) positionering i mit materiale. På den anden side, er det ikke et mindre politisk valg at afstå fra at påtale den position, deltagerne taler fra. Blot er det (måske) mere bekvemt.