Nå, A, nu tror jeg, at det er tid til dans. Det sidste, jeg vil skrive til dig i dag, handler nemlig om rammen i hvilken alle de ovenfor beskrevne tanker om forskningsmæssig ansvarlighed skal forstås. Det er netop her, i ideen om den ordentlige eller seriøse ’måde at gøre ting på’, der som et selvfølgeligt orienteringspunkt former den akademiske kultur, jeg vil tage afsæt i, i denne sidste håndskrevne kinddans.
Med Sara Ahmed kan vi forstå orienteringen mod seriøsitet som ”a matter of how we reside or how we clear space that is familiar” for at kunne ”[make]
143 Se Qvortrup Jensen 2007:107 for en lignende episode
hos de fleste og flere nikker opmuntrende og stiller opfølgende spørgsmål. Da jeg nævner, at jeg kommer fra Genusvetenskapen i Lund bliver der dog et øjebliks tavshed, hvorefter Niklas udbryder: ”Jaha, då vet väl alla redan hur resultatet kommer bli”.
new futures possible, which might involve going astray, getting lost, or even becoming queer” (2006:20-21). Brady Burroughs (et al) udvikler i sin afhandling Architectual flirtations (2016) flirten som metode for at udfordre denne seriøsitets ’mådemæssige hegemoni’ og muliggøre en forstyrrelse eller forflytning af de etablerede forskningsmæssige orienteringspunkter. Burroughs tager inspiration fra Gavin Butt, der, som jeg nævnte i et tidligere brev, i essayet Scholarly Flirtations foreslår at flirt som metode kan fungere som en legefuld forflyttelse mellem positioner af seriøsitet og ironi og skriver: ”Flirtation might (…) be seen as a model for practices of criticism (…) to decenter paranoid structures of serious analysis, or indeed to re-inflect them with a flirtatious, and playful, way of knowing.” (Butt 2006:192). Med afsæt heri sammenligner Burroughs forskningsflirten med føreren i en løssluppen dans, der “trækker og skubber orienteringspunktet rundt i manegen og gnubber dets kanter så meget, at dets konturer bliver løse og grænserne mod periferien viskes ud” (Burroughs 2016:64, min oversættelse). Adam Phillips, som i On Flirtation (1994) også har beskæftiget sig med flirt som praktik, skriver at selvom flirt i grunden må forstås som en useriøs, triviel og harmløs fornøjelse – som en modsætning til ’det seriøse’144 - så risikerer en for dikotomisk forståelse af disse begreber, at ikke se, hvordan flirten faktisk kan tilbyde en ’mærkelig’ eller ’ualmindelig’ tilgang til det seriøse: ”Flirtation, as the ’easy’ or much maligned double of things done probably, might simply describe a different kind of relation, another way of going about things” (1994:xvii, citeret i Butt 2006:189). Flirten kan dermed, skriver Burroughs, blive det habit-change145 , eller “den queer re-orientering, der er nødvendig for at bringe ting og personer, der var utilgængelige i en konventionel genealogi indenfor rækkevidde” (2016:86, min overæsttelse). Denne nyorientering i tilgangen til ’seriøs forskning’ betyder dog ikke, som blandt andre Eve Kosofsky Sedgwick har påpeget146, at den flirtende forsker ikke tager sin objekter alvorligt, men derimod at en etisk forpligtelse på forandring ikke nødvendigvis kræver en hyldning og reproduktion af klassiske videnskabsgenealogier. Flirten komplicerer således ting, for den, der vanemæssigt hylder ’det seriøse’, hvad enten, skriver Burroughs “det er for at
144 For; når en flirt bliver seriøs, ophører den med at være en flirt. I det øjeblik vi begynder at forpligte os (på sex, rela-tioner, ægteskab eller loyalitet til en given forskningsretning), forlader vi frivoliteten og træder ind på andre (ofte mere seriøse) arenaer. Og så er flirten brudt.
145 der er Teresia de Lauretis begreb (1991), her taget op og queeret af Ahmed.
146 Apropos den paranoide forskningsdramaturgi, som Butt anfægter i citatet ovenfor skriver Sedgwick blandt andet: ”…to practice other than paranoid forms of knowing does not, in itself, entail a denial of reality or gravity of enmity or oppression” (2003:128 kursiv i original)
sikre sin egen position eller for at følge den praksis, hen kender og føler sig tryg med” (2016.:64, min overæsttelse). Ved at afspore de optrampede veje, afkræve reorientering af alle implicerede parter og fungere både som kritisk glædesdræber og lidenskabelig dansepartner, gør flirten netop dette. Jeg forstår, at du formentlig er lidt skeptisk overfor dette, og derfor vil jeg gerne understrege, at jeg også synes, at det hele er lidt risky. Det indebærer jo en stor grad af sårbarhed, at vise interesse for en gruppe mennesker, der som udgangspunkt ikke er interesserede i kontakt, og det er anstrengende, ikke på forhånd at vide, hvordan tingene vil udvikle sig. Burroughs påpeger, at flirten, ligesom samtaler er “afhængig af et engagement fra mere end en part. Eksisterer dette ikke, bliver den (flirten) nærmere en stalker og konversationen nærmere et forhør” (2016:63, min overæsttelse). Men samtidigt kan flirten ikke underlægges en given form, der risikerer at knytte den for fast og begrænse dens frivolitet. Derfor er det en speciel fornemmelse, at sætte sin lid til det udefinerbare, næsten kemiske, der kan ske mellem mennesker, når manuskriptet for samværet (delvist) tages bort. Men sådan er det jo at flirte. Og selvom det, skriver Butt, kan misforstås som svaghed; ”flirtation may be deemed ’weak’ by dint of its pleasurable embrace of uncertainty and doubt” (2006:192), kan usikkerheden, vendes til en styrke, fordi en frivol tilgang åbner muligheder for samtaler, der ellers aldrig ville være blevet ført og kan forskyde de hierarkier, der ligger indlejrede i en konventionel metode (og mellem meriterede studievante akademikere og en doktorand med et for dem ubegribeligt forskningsprojekt). Derfor handler flirten, som Burroughs skriver, om at strække hånden ud og invitere ’objektet’ op til dans, men samtidigt beholde rollen som fører, ved at tilføre den flirtende usikkerhed, som det indebærer for følgeren, at aldrig rigtig vide, hvad der er seriøst; Nej, det er ikke længere tango, nu er det chachacha! (2016:64)
Dette er principperne for det renoveringsarbejde, jeg har påbegyndt. Jeg håber, at disse sider har fået mine ideer lidt ud af tågerne og at du forstår hvor vi er på vej hen? Nu vil jeg lade dig sætte musik på og svinge træbenet lidt. Måske skal du tage dig et glas pastis eller hvad du nu drikker? Måske en extra rød læbestift?
OK. TRÆK LIGE CRAZY-BREMSEN!
ja, det var jo ikke ligefrem uventet at I ville dukke op nu… DET GØR VI FORDI DU BEHØVER OS. FORDI DU GODT VED, AT DU HÆNGER PÅ GRÆNSEN. STOP. NU. SLET DET SIDSTE OG TAG DIG SAMMEN.
men det er jo mine metodeovervejelser. Det handler jo om supervigtige spørgsmål om situering, om tilgang til empirien, hvordan vi ved, det vi ved, og hvad vi ikke kan får øje på… DET BURDE DET VÆRE, JA, MEN I STEDET ER DET FLIRT OG DANS OG KULØRTE LAMPER! DET LYDER SOM INVITATIONEN TIL ET AKADEMISK HALBAL PÅ SPEED
det er vel heller ikke det værste…
MEN VI VED JO FOR HULEN STADIG IKKE HVAD DET ER DU