49 I det følgende oversættes de svenske begreber til dansk for at give en mere sammenhængende tekst. Alle citater fra policyplanerne er markerede med ’ ’.
sig igen mod power pointen og fortsætter:
”Et spørgsmål, man kan stille til dette, er naturligvis, hvad fraværet af reel artikulation af social og materiel ulighed og disse lidt ængstelige hentydninger til forventede problemer hos studenter med en vis baggrund, gør, ved de subjekter, den betegner – eller rettere; tror, at den betegner? Og det har blandt andre Lena Martinsson (2009) og Lovise Haj Brade (2014) undersøgt. Skal man sammenfatte deres pointer, så indebærer måden, som ’den studieuvante student’ skrives frem på i planerne, at de fremstår som mangelfulde og forstyrrende og, som vi var inde på lidt tidligere, som relevante kun som krydderi på den traditionelle undervisning. Som nogen, der skal bringe mangfoldighed, men absolut ikke forandre noget i grunden. ’Deres’ klasserejse er således i nogen grad mest til for ’Os’”
Jeg ser hvordan den blonde kvinde tager tilløb til at opponere, men forelæseren skynder sig at tilføje:
”Det er jo gjort flere studier af klasserejser i Sverige, og de indbefatter ofte analyser af ’det studieuvante subjekt’s møde med akademia og bekræfter denne tendens til at hylde den akademiske middelklasse på de mindre privilegeredes bekostning. Mats Trondmans afhandling Bilden av en klassresa – sexton arbetarklassbarn på väg till och i högskolan (1994) forholder sig specifikt til de usikkerheder og ambivalenser, der kan opstå, når mennesker uden studievanthed og akademisk habitus møder de ofte uudtalte, men voldsomt regulerende akademiske normer. Trondman interesserer sig for de klasserejsendes subjektive oplevelser af forflytningen gennem samfundet via akademia, og han analyserer, hvordan de generelle samfundsmæssige moderniseringsprocessers ambivalens også bliver hans informanters gennem erfaringen af at befinde sig i to verdener samtidigt. Og selvom ’den studievante reception’ af disse studenter ikke er hans primære interesse, stemmer hans konklusioner godt overens med de indtryk, de planer, jeg har kigget på, giver, af den studieuvante position som et appendix til personagen ’den rigtige student’. Som nogen, der frem for alt skal tilpasse sig, men hvis ’specielle erfaringer’ kan fungere stimulerende for omgivelserne. Ulla-Britt Wennerströms afhandling Den kvinnliga klassresan (2003) handler, ligesom Lena Sohls afhandling Att veta sin klass (2014), mere generelt om klasserejseerfaringen end om akademia som sådan, men eftersom uddannelse er en af de mest sikre veje til opadgående klasserejser og middelklassepositioner i Sverige, indgår mange fortællinger om akademia i begge disse studier. Wennerström betoner i sin undersøgelse, at der er en palet af faktorer, der samspiller med uddannelsessystemet for at u/muliggøre kvinders samfundsmæssige forflytninger: Opvækstfamilie, personlighed, ægteskab & familiesituation, tidsmæssige og samfundsmæssige faktorer og arbejdsmarkedet, og at hendes informanter, der alle var lykkedes med en eller anden form for klasserejse (gennem uddannelse, efteruddannelse eller ægteskab), beskrev at mangle ”rätt sorts kapital” for at føle sig hjemme i sine nye klassepositioner (2003:301). Igen er det her ’de studieuvante’, der forventes underkaste sig de rådende normer og forvalte dem i overensstemmelse med den lokalt mest værdisatte form, hvilket skaber frustration og usikkerhed, men også, hvilket Sohl betoner i sin mere intersektionelle analyse af en gruppe kvinders opadgående klasserejser, et dobbeltblik for de vilkår, der strukturerer såvel arbejder- som middelklasseliv i Sverige i dag. Sohl viser også, hvordan hendes informanter forklarer sine forflytninger med sine investeringer i et stærkt dygtighedsideal og vilje til tilpasning, hvilket jo også taler lige ind i de diskurser, der kommer til udtryk i disse planer. Hvis vi også lige skal kaste et lidt mere internationalt blik på feltet, så
har Stine Thidemann Faber i Danmark også undersøgt en gruppe kvinders klasseerfaringer og viser på en tydelig forskel mellem arbejderklassekvinderne, der er meget bevidste om ’sine pladser’ i den sociale stratificering og middelklassekvinderne, der anstrenger sig for at underbetone betydningen af både sit kapital og af stratificering generelt set. Og i anglosaxisk forskning har Beverley Skeggs selvfølgelig, men også Julie Bettie, Sandra J. Jones, Valerie Walkerdine og Steph Lawler bidraget med vigtige analyser af klasserejser og da frem for alt hvordan tanken om meritokrati, der dominerer det britiske samfund, næsten gør opadgående klasserejser (gennem uddannelse) til en moralsk forpligtelse for arbejderklassens unge. Arbejderklassen er med andre ord noget, man skal stræbe efter at lægge bag sig, eller med Lawlers ord ”flygte fra” (1999:12), hvorved den veluddannede middelklasse fremstår som den moderne samfundsudviklings krone og i nogen grad næsten et ambitions- og drømmemæssigt imperativ for unge arbejderkvinder.” Forelæseren ser sig omkring og sukker:
”Dette er jo kun de mest centrale bidrag til forskningen om klasse i akademia, hvis vi ser lidt bredere, er der jo enormt mange studier, der peger på lignende krav om tilpasning i forhold til for eksempel køn. Her har Britta Lundgren (1996) eksempelvis vist, hvordan kønsidentitet bliver et afgørende kriterium for hvilke forskere, der opmærksommes, belønnes, anstilles og citeres, Cathrine Hasse har med sprezzatura-begrebet vist, at der må en given handleviden til, for at genkendes som medlem i den akademiske flok – en handleviden, der ofte, men ikke altid, knytter sig til mandligt kropstegn (2000, 2003) og Tina Mattsson har undersøgt, hvor kraftigt regulerende femininiteten fungerer for en gruppe heterosexuelle forskere med kvindeligt kropstegn i et såkaldt excellent forskningsmiljø (2014). Tendensen er den samme i forhold til sexualitet og etnicitet/race. Også her er der hårde dogmer, der må vedgås, for nogen skal kunne genkendes som legitim forsker, hvilket Kerstin Sandell har vist gennem analyser af interviews med homoseksuelle forskere og blandt andre Malinda Andersson har vist, når det gælder racialiserede akademikere50. Begge disse studier peger på hvordan ’andetheden’ vekselvis må doseres, skjules, aktiveres og betydningsfraskrives for at ikke automatisk diskvalificere sin bærer fra akademisk genkendelse. Meget overordnet kan man altså sige, at alle disse studier (og mange flere) tyder på, at forskerpositionen er tydeligt vilkåret en eller anden grad af tilpasning for alle, der ikke tilhører det, vi med Garry Stevens ord kan kalde the favored circle (1998).” Nu sukker mændene bag mig højlydt og hvisker til hinanden, at det altid er det samme skyld med skyld på til hvide mænd på denne slags forelæsninger, jeg vender mig om og ser irriteret på dem til de bliver stille og forelæseren fortsætter:
”Ja, så der er meget, der taler for, at der er mere på færde i arbejdet for bredere rekruttering, end man måske lige kan tro ved første læsning af propositionen. I min analyse af arbejdet var jeg dog ude efter noget lidt andet; I stedet for at se udelukkende på hvad, der fremstod som problemet i planerne, var jeg også interesseret i at finde ud af, hvad der implicit gøres uproblematisk - lidt som du var inde på tidligere,” indskyder hun henvendt til satinjakken, ”fordi jeg tror, at det ikke er rigtig muligt at inkluderes i noget, uden at det specificeres, hvad det er. Ligesom de studier, jeg her har nævnt, problematiserer de samfundsmæssige strømninger der hylder middelklasselivet og gør det til en slags obligatorisk ideal for alles ambitioner, tror
jeg, at vi er nødt til at se nærmere på hvad ’det smalle’ som ’de brede’ skal inkluderes i egentlig er…”,
”Men altså, hvad er det her?” afbryder kvinden nu: ”Skulle du ikke give os gode eksempler og konkrete tips til hvordan ligebehandlingsarbejdet kan blive resultateffektivt? Skulle vi ikke få støtte og opmuntring til at booste arbejdet på vores egne institutioner eller fakulteter?”,
”Stod der det på hjemmesiden?” svarer forelæseren og kvinden nikker. En af mændene indstemmer:
”Ja! Og at der skulle være sandwich. Ikke bare kaffe og småkager…”,
”Der er nok en kommunikationskonsulent, der har været på overarbejde for at gøre min synopsis relevant” smiler forelæseren, ”det med resultateffektivitet var lidt af en overdrivelse, men jeg skal prøve at sammenfatte nogle gode råd til sidst.” Kvinden ser ikke helt tilfreds ud, men lader sig alligevel nøje med forelæserens løfte. Mandens kommentar om sandwichen ignoreres af forelæseren, men hun tager demonstrativt en småkage i munden og fortsætter:
”Jeg var altså ude efter at kortlægge, hvad det var, de studieuvante studenter ifølge planerne skulle inkluderes i, men det, der er interessant, er, at dette alene optræder som en negation – som det, de ikke selv er. Der er altså ikke nogle henvisninger til studenter fra studievante hjem eller til indsatser for at forandre de ’traditionelle’ elementer i akademia, der jo alt andet lige må være (muligvis delvist) konstituerende for den usikkerhed, der tilskrives ’de utraditionelle’…”
”Amen, sister!” udbryder satinjakken.
”Svarene på spørgsmålene om hvem den ’studieuvante student’ er, kan vi som sagt finde tæt på teksternes overflader, mens spørgsmålet om, hvem eller hvad et ’studevant hjem’ er, lader til at være enten irrelevant eller ubegribeligt.” Forelæseren ser sig igen omkring. Foruden satinjakken og mig ser de fleste tilhørere ser ud som om de er enige i, at spørgsmålet er irrelevant og/eller ubegribeligt. Hun forsøger igen:
”Der er altså, som jeg sagde før, en gruppe, der på den en side en meget synlig, men på den anden side næsten altid bliver glemt, når vi diskuterer dette emne…” Hun kigger igen forventningsfuldt på os, men ingen ser ud som om, de vil gætte hvilke gruppe, hun mener, selvom hun allerede indirekte har afsløret det, så hun tænker nok, at hun må skære det helt ud i pap og fortsætter;
”Vi har været lidt inde på det tidligere, men den gruppe, der næsten aldrig nævnes i arbejdet for at brede rekrutteringen er: Os selv! Det vil sige ’Vi’et’ – os, der kommer fra studievante hjem, med bogreoler, klaver og akademikerforældre og optager 65% af studentpladserne og 85% af alle akademiske tjenester på svenske universitet og högskolor51. Jeg tror, at vi er nødt til at se ikke kun på dem, vi kalder de Andre men også på os, der så bliver de Første, og til at snakke mere om, hvordan vi reproducerer ja næsten kloner, som Philomena Essed og Theo Goldman kalder det, os selv”52
Jeg ser, hvordan manden, der fumlede med sine papirer før, bliver nervøs, og begynder at
51 UKÄ 2016
bladre i dem igen, men forelæseren lægger ikke mærke til noget og giver os en sidste svada: ”For at forstå de udfordringer, som eksempelvis studenter, der ikke har akademisk vane med hjemmefra, kan møde i akademia, mener jeg altså, at det er nødvendigt, at undersøge, ikke bare hvordan disse udfordringer kommer til udtryk i disse studenters (studie) liv, men også – og særligt – hvordan de rum hvori disse studenter bliver (gjort) ubekvemme, ser ud? Hvordan – og for hvem – er de udformede? At tilbyde redskaber for at hjælpe ’dem’ til at blive mere som ’os’ og navigere ’vores’ felt, uden at rette blikker mod dette ’os’ og hvordan det medvirker til at skabe ’deres’ andenhed, bidrager ikke til andet end at holde ’vores’ status som naturlige og uproblematiske stabil og opretholde status quo. Det er samme tendens som i al den forskning om klasserejser og bredningen af akademia, jeg henviste til før, der på en meget fortjenstfuldt måde har belyst arbejderklassen/det studieuvante subjekts udfordringer i et middelklassedomineret samfund, men i mindre grad konfronterer og ansvarliggør det, der skaber disse udfordringer. Både planerne og tidligere forskning er rigtig gode til at beskrive og problematisere den aktuelle udformning af samfundet/akademia, men min observation er, at det er nødvendigt at tage et skridt til for at bidrage til forandringer – nemlig at inddrage den anden side af problematikken.”
Det sidste bliver sagt meget hurtigt og med forelæserens blik rettet mod powerpointen, væk fra os. Nu vender hun sig og en kompakt stilhed breder sig. Det er svært at vejre stemningen i rummet. Forbavset? Forvirret? Entusiastisk? Vred? Ingen siger noget og forelæseren fortsætter:
”Selvom jeg som sagt mener, at det er et perspektiv, der i høj grad mangler i det arbejde, vi snakker om her, er jeg naturligvis ikke den eneste, der har påpeget behovet for at fokusere og studere ’opad’. Elitekonceptet er eksempelvis meget brugt indenfor sociologi, men der er forholdsvis få kritiske studier af disse positioner. De klassiske eliteteoretikere Pa-tero, Mosca og Michels var alle tilhængere af eliternes dominerende status, fordi de mente, at det var retfærdigt, at mennesker med bedre evner ville klare sig bedre, klatre samfunds-mæssigt og opnå høj status og C. Wright Mills skrev allerede i 1956 at ”ordinary men, even today, are prone to explain and to justify power and wealth in terms of knowledge and ability” (1956:351) og det ’even today’ mener jeg stadig er aktuelt 60 år senere. Det, jeg imidlertid syn-es er intersyn-essant med disse eliteteorier er, at de, med dersyn-es lidt rigide definitioner af eliter som ekstremt velhavende og meget politisk magtfulde og kulturelt indflydelsesrige, har ledt til en opfattelse af, at alle andre end for eksempel de 423 danskere, der ifølge sociologerne Chris-toph Ellersgaard, Anton Grau Larsen og Sara Steinitz styrer Danmark53 er ’ikke-eliter’, hvilket jeg tror, har medvirket til, at det er så svært at artikulere de privilegier, som alle vi, der ikke tilhører den slags elite sidder på54. Det konstitutive øvre, for nu at bruge en Butleromskrivning, som ’de klassiske eliter’ udgør, medfører, med andre ord at privilegiers multifacetterede na-tur og distribution forbliver skjult. Alison Bailey har beskrevet privilegier som ”systematically
53 Se 2016. For lignede, men mere kvalitative analyser af overklassen i Sverige se eksempelvis Mikael Holmqvists omtalte etnografi Djursholm: Sveriges ledarsamhälle (2015), Petter Sandgrens undersøgelse af eliteopdragelsen på svenske internatskoler (2015) og ikke mindst kulturgeografen Ann Rodenstedts afhandling Living in the calm and safe part of the city (2015), der undersøger, hvordan en del af Malmös øvre middelklasse segregerer sig fra resten af byen i en form for gated community og hvilke rationaler af nærhed og distance, der ligger bag denne tendens.
conferred advantages individuals enjoy by virtue of their membership in dominant groups with access to resources and institutional power that are beyond the common advantages of marginalised citizens” (2000:109) og det, jeg synes er centralt i den beskrivelse, er betoningen af, at det oftest er de grupper, en person tilhører, snarere end hens individuelle evner, der gør hen privilegeret. Vi tænker måske ofte på magt og privilegier som noget, nogen får eller har på grund af hårdt arbejde eller, ja, held, måske? I stedet mener jeg, ligesom blandt andre Bob Pease (2010), at mange af disse privilegier, som folk tror, at de har fortjent (fordi det i deres diskurs kun er eliterne, der besidder ufortjente privilegier) ofte hænger sammen med deres placeringer i umærkede og uerkendte dominanssystemer. Systemer, der har som effekt, at visse grupper eller kategorier, eller hvad vi nu skal kalde dem, af mennesker de facto system-atisk overordnes andre. Peggy McIntosh demonstrer dette med sin sondring mellem ”earned strength and unearned power conferred systematically” (1992:78) og hendes betoninger af nødvendigheden af at dekonstruere privilegier for at få øje på deres centrale dimensioner, hvilke hun identificerer som 1) deres usynlighed for dem, der har dem, 2) magten hos den privilegerede gruppe til at bestemme sociale normer og 3) naturaliseringen af privilegier og den fornemmelse af retmæssighed, der følger heraf.”55
Igen pauser forelæseren og stilheden breder sig. Efter kort tid tager en af mændene på ræk-ken bagved mig ordet, og siger med en indigneret tone:
”Jeg tror faktisk ikke, at jeg forstår hvad du mener? Hvad har vi med dette at gøre? Jeg har aldrig diskrimineret nogen…” hans to kammerater nikker og kvinden stemmer ind:
”Nej, lige præcis. Vi behandler jo alle lige…” og den anden mand tilføjer:
”Ja og akademia er jo faktisk en meritokratisk institution, så vi er her jo på samme vilkår alle sammen. Jeg forstår ikke, hvad du ville få ud af at undersøge mig...?”
Forelæseren skal lige til at replicere, da en ung kvinde med dreadlocks, der har siddet stille frem til nu, pludselig rejser sig op, rød i ansigtet og råber:
”Åh, men du er sådan en ækel gammel cis-mand! I fatter jo ingenting! I sidder på jeres fede stillinger og bedømmer alle ud fra jeres normer og forfordeler jeres små poder… Og så har du the nerve til at sidde her og sige, at du ikke har noget med dette at gøre. Også dig, frøken Rentabel!” siger hun og nikker til den blonde kvinde.
“Hvad fanden tror du, at det får for effekt at kræve, at alt skal fungere på marke-dets vilkår? Tror du, at markedet har nogen form for retfærdighedssans eller interesse i at in-kludere? Hvordan tror du overhovedet, det er at blive ’inkluderet’? Som en eller anden skide pligt! Mine forældre betaler også skat og vi har mindst lige så meget ret som alle jer forpulede småborgere til at være her!” Hun tager sin taske op fra gulvet og går mod døren, men inden hun forlader salen vender hun sig om og kigger på forsamlingen:
”Ingen af jer har nogen fucking anelse om hvad I snakker om!” råber hun og smæk-ker døren når hun går, men åbner den straks efter igen og råber, henvendt til forelæseren:
”Og du, lille prægtige middelklasseluder! Dine fucking planer og policies! Hvem fan-den har de nogensinde hjulpet? Ingen! Dit arbejde er nok det mest meningsløse, der findes!
Mentorordninger og temadage! Det er en hån mod folk som har kæmpet sig igennem alt det her på trods af den her kompakte modstand, som de der typer [hun nikker mod blondinen og hendes sidemænd] udøver! Held og Lotto siger jeg bare!”
Døren smækker igen og rummet er helt forandret. Alle sidder stille på sine pladser præcis som før, men stemningen, fornemmelsen er anderledes. Noget, der ikke fik plads før, dukkede op, gjorde sig påmindet og krævede, at blive taget alvorligt. Jeg kommer til at tænke på hauntol-ogen Avery Gordons beskrivelser af, hvordan spøgelser manifesterer sig for at drage opmærk-somhed til magtmisbrug eller uretfærdigheder, der angiveligt er overståede, eller hvis under-trykkende karakter kontinuerligt benægtes. Måske var det det, der foregik? Så tænker jeg på Sara Ahmed og hvilket magnifikt glædesdrab, jeg her var vidne til. Smiler lidt for mig selv og ser op på forelæseren, der også står og småsmiler lidt, midt i det ubekvemme. Måske er hun ligesom jeg glad for at nogen endelig gav udtryk for noget af den frustration, der ellers aldrig artikuleres i sammenhæng som disse?
Efter en ubekvem stilhed lader det til, at den blonde kvinden føler, at hun skal tage ansvar for den sociale situation og udbryder:
”Usch, hvor hun var sur, hva?… men det skal du vide,” siger hun henvendt til forelæseren: ”jeg synes, at dit arbejde er supervigtigt!” og resten af rummet bekræfter dette med højlydt mumlen. En af blondinens sidekammerater fylder i:
”Ja, det er jo ikke altid så befordrende for ens budskab, at være så vred og anklage folk personligt! Det er jo lidt svært at tage seriøst så…”
Jeg mærker irritationen vokse og beslutter, at jeg har set nok. Pakker stille mine ting sam-men, nikker (igen) opmuntrende/beklagende til forelæseren, og rejser mig og forlader forelæsningssalen. På vejen samler jeg diskret det dokument, der ligger på gulvet, op, og