”Hvordan udformes disse analyser så i praktikken?” spørger Du måske. ”Hvordan afsøger og sorterer du mere konkret det empiriske materiales rod og hvad indebærer det, for det reduktionistiske vold du som forsker ufravigeligt må begå på materialets kompleksitet?” Det er gode og rimelige spørgsmål, som jeg skal prøve at svare på, ved at fortælle lidt om min læsemodel.
Jeg har anvendt det, jeg kalder en decentreret dialektisk tilgang til empirien. Den udmærker sig ved, at jeg, i analysen af mit materiale, løbende har foretaget abstraktioner og selektioner. Herved er en del tråde blevet trukket ud som afgørende og væsentlige for at forstå mine interessefelter, mens andre er blevet afklippede, tilsidesatte eller er indvævede i baggrunden for det, jeg har udvalgt som relevant. I udvælgelsen af tråde, har jeg ikke søgt efter et specielt område, men derimod efter såvel det almene som det specielle, det givne som det subjektive, det normale som det afvigende, både i det enkelte
strategiske spejlinger af diskursiv grænsesætning – som illustrationer af, hvor grænsen mellem det normale og det Andet trækkes (Staunæs 2004:68ff), og dels som eksempler på (af)magt, agens og forhandlingspotentiale. For en prob-lematisering af grænsefiguren som en potentiel heroiseren af visse (men ikke andre) normbrud og som tilgængelig for visse (men ikke andre) subjektiviteter, se Myong 2009:63.
interview, i dialogen mellem interviewene, og i den symfoni af mange stemmer, som materialet udgør i sin helhed.160 Ved hjælp af disse læsninger har jeg syntetiseret centrale elementer og koblet dem til undersøgelsens førstehedskritiske fortolkningsramme. Denne tankemæssigt og teoretisk styrede fortætning af materialet kan ses som selve undersøgelsens omdrejningspunkt, hvorfor jeg forstår mit analyseafsæt som abduktivt161. Det indebærer, at jeg i analysen tager afsæt i den ovenfor skitserede subjektiveringsteori og det på forhånd fastlagte førstehedsperspektiv og forholder dette til de normativitetsspor og -brud, der kan afsøges i materialet. Derefter tager jeg disse empiriske elementer med tilbage i min afsøgning af mine teoretiske inspirationer for at syntetisere disse yderligere.
Den decentrerede læsemodel kan konkretiseres med udgangspunkt i det, Haavind kalder ’at søge på langs’ kontra ’at søge på tværs’ i
interviewmaterialet (2000). Fokus er således dels på, hvordan informanterne selv kobler hændelser sammen og giver dem plads og betydning i deres fortællinger, og dels på en undersøgelse af materialet i sin helhed, der gør det muligt at udvikle en analytisk forståelse, som potentielt adskiller sig fra deltagernes egne, fordi der ikke fokuseres på den enkelte deltager, men på deltagerne i forhold til hinanden162. Jeg vægter således både helheden og det individuelle, når en deltager fortæller, at han af og til ønsker, at hans arbejdsliv var mindre ”staccato” og ”leverpastej”, eftersom ordvalget på den ene side kun kan forstås, når det sættes i relation til nogle almene forestillinger om fænomenerne ’Akademikeren’ og ’Det gode Liv’, der kommer til udtryk i nogle af de andre deltageres fortællinger. På den anden side har den enkelte kommentar også betydning for min forståelse og læsning af resten af den konkrete informants historie.
Decentreringen betyder også, at jeg fokuserer på at destabilisere og forstyrre sammenhænge, der ellers kan fremstå selvfølgelige og givne. Denne analysestrategi er kendetegnende for empirinære poststrukturalistiske analyser, og handler ikke kun om at forstyrre det normale, men også om at forstyrre den måde, kategorier hierarkiseres i forhold til hinanden. Om dette skriver Staunæs: ”Destabilisering handler også om det, der etableres som det Første og det, der etableres som det Andet. Det handler om at forstyrre den måde, hvorpå det Første og det Andet kodes i hierarkiske termer, og om at forstyrre ‘naturligheden’ i, hvordan forskellige subjekter
161 det vil sige, at analysen sker i en vekselvirkning mellem (teoriladet) empiri og (empiriladet) teori. For en fordybet diskussion af abduktive analyser, se Alvesson & Sköldberg 1994
og forskellige kategorier hierarkiseres i forhold til hinanden, og i forhold til, hvad der i en given sammenhæng anses for at være normalt, almindeligt og legitimt” (2004:87). Selvom jeg i mit afsæt for denne undersøgelse netop ikke destabiliserer hierakiseringen mellem det Første og det Andre, holder jeg i sprækkearbejdet muligheden for destabilisering og momentalt kollaps åben med henblik på at fremdrage flest mulige ”aspekter af subjektiveringseffektive normativiteter” (Søndergaard 2005:255).
Det var det hele, A. Jeg håber ikke at jeg er for påtrængende! Nu tror jeg, at du ved alt, du behøver at vide, inden vi starter rundvandringen på overetagen! Vi høres,
L
Ps: Selvom jeg har en følelse af at kende dig rigtig godt, så ved jeg ikke så meget mere om dine præferencer end det, Koret af og til råber til mig (og nogle gange tvivler jeg på, om de overhovedet kender dig så godt, som de tror). Jeg ved for eksempel ikke, om du er typen, der foretrækker et selvstændigt etikafsnit i en undersøgelse som denne. Det er der ikke, men i tilfælde af, at du undrer dig over mine etiske principper, kan jeg berolige dig med at det, jeg ikke allerede har berørt angående etiske overvejelser, selvrefleksion og anonymisering, har jeg bygget ind i den løbende analysetekst og mine renoveringer.
På væggen indenfor døren til mit skrivekammer, der ligger ensuite med metodesalonen (og derfor, pga. hullet i væggen, altid er frygteligt koldt) har jeg med en stump malertape opsat et fotografi, jeg tog af Erland på den første af hans forelæsninger, jeg overværede. På billedet er han klædt i sin karakteristiske tweedhabit og docerer ved et podie foran en næsten fuldsat forelæsningssal. Det sidder på væggen, fordi den situation, det minder mig om, på mange måder sammenfatter mange af de udfordringer, der præger de følgende analyser: