Denne gennemgang er struktureret omkring afhandlingens metateoretiske forankring, de specifikke teoretiske værktøj, der tages i brug, og arbejdets situering i forhold til andre studier af positioner, der kan forstås som kantede af førstehed. Strukturen kan således sammenfattes i fire temaer:
1) poststrukturalistisk subjektiveringstænkning 2) andetgørelsesbegrebets genealogi
3) normativitetskritiske studier af førstehedspositioner 4) studievante formationer og klassede tilblivelser
Helt grundlæggende kan undersøgelsen anskues som et bidrag til forskningen om privilegier og differentiering i akademia med ambitionen at blive klogere på (nogle af) de mekanismer, der skaber eksklu-, men især inklusion i disse rum, og samtidigt tenderer at gøre arbejde for forandring trægt og ineffektivt. Mere specifikt er jeg interesseret i at forstå og begrebsliggøre akademiske førstehedspositioner – og her specifikt positionen som studievant – og identificere de processer gennem hvilke de/n reproduceres, samt hvordan de betinger og producerer subjektivitet, men også kan forhandles og overskrides.
Med denne ambition skriver jeg mig ind i en bredere feministisk tradition for at betragte menneskelig tilblivelse - subjektivering - gennem poststrukturalistiske optikker, hvilket udgør den helt grundlæggende videnskabsteoretiske forståelsesramme for undersøgelsen (punkt 1). I sig selv er differentiering i akademia, som vi så i forelæsningen tidligere, et velundersøgt fænomen, men den vinkel, jeg her insisterer på, er mindre belyst, hvorfor jeg finder det nødvendigt at trække teoretisk inspiration fra undersøgelsesobjektets (dvs. førstehedens) konstitutive ydre: Andetgørelses- (eng: othering)begrebet og de ideer om differentiering, der springer herfra (punkt 2). Sammen udgør disse to indgange de mest centrale teoretiske inspirationer for det, jeg kalder førstehedsstudier, der kan betragtes som et (intersektionelt) samlingsbegreb for normativitetskritiske analyser (punkt 3), og udgør afhandlingens mest vægtige teoretiske bidrag. Men fordi førstehedbegrebet ikke i sig selv automatisk privilegerer et særligt analyseobjekt/vinkel (og fordi jeg savner en teoretisk velunderbygget poststrukturalistisk klasseforståelse), specificerer jeg i punkt 4, hvordan jeg, med afsæt i såvel materialistisk og poststrukturalistisk klasseteori, forstår klassedimensionerne i mit studieobjekt: Studievant akademisk subjektivering og differentiering.
Poststrukturalistisk subjektiveringsteori
Siden 1980’erne har feministiske kønsforskere interesseret sig for forskellige versioner af poststrukturalismen, fordi den tilbyder en mulighed for at begrebsliggøre relationer mellem sprog og subjektivitet, sociale strukturer og magt. Søndergaard beskriver
poststrukturalistiske tænketeknologier som en dekonstruktion af essensbaseret tænkning, der ellers som epistemologisk fænomen ellers må forstås som et ”normativitetslegitimerende diskursivt redskab” (2000b:64). Dette tankeparadigme er den helt grundlæggende forståelsesramme, som dette arbejde indskriver sig i, fordi det med Mons Bissenbakkers ord ”kan åbne den forståelsesboks, der ellers er lukket af forventningerne om tænkemådernes naturlige selvfølgelighed” (2008:19). Selvfølgelighed er en af førstehedens stærkeste legitimeringsstrategier og derfor et givet afsætspunkt for analyserne i denne undersøgelse. Den poststrukturalistiske forståelsesramme jeg applicerer i det følgende tager afsæt i frem for alt Michel Foucaults, men også Friedrich Nietzsches og Jaques Derridas dekonstruktive sprogfilosofi. Præmissen, som denne tilgang bygger på, er ideen, at samfundsbærende fænomen såsom ‘viden’ og ‘sandhed’ ikke kan betrages som ‘fakta’ men derimod må forstås som diskursive konstruktioner, og at de, i kraft af at de indgår i ‘det sociale’, også indgår i de for tiden herskende magtmæssige styringsmekanismer (Bissenbakker 2008:20). At få tilgang til ’noget’ bagved de tolkninger, som vi forstår dette ’noget’ igennem, er således ikke muligt i denne forståelse. Denne tanke var i grunden Nietzsches68, men Foucault har udviklet den i sin magtforståelse, i hvilken han betragter magt som dels relationel og dels intimt forbundet med viden. Det er ikke muligt at udøve magt uden viden og det er umuligt for kundskab at ikke fremkalde magt (Foucault 2000). Det er således, som Bissenbakker skriver, et givet fællesskabs principper for ’viden’, der afgør, hvad vi, der indgår heri, opfatter som ’virkelighed’ og hvilke spørgsmål, der fremstår relevante at undersøge i relation hertil - det vil sige det, “der for et givet samfund og dets videnskaber er tænkeligt og muligt at øjne og sætte i tale som Virkeligheden” (2008:20). Rammerne som ‘det tænkelige’ befinder sig indenfor forstås i det følgende som diskurser, det vil sige, som “videnssystemer eller forståelsesrammer, der producerer både sig selv og sit objekt samt dets effekter” (Ibid.:21). Med andre ord indebærer den poststrukturalistiske optik jeg her benytter, at det ikke er muligt at undersøge virkeligheden, som den er (altså uafhængigt af de lokale sociale og kulturelle forståelsessystemer) og det er selve ideen om, at en opdeling af verden i en diskursiv og prædiskursiv sfære overhovedet er mulig, der er krudtet i den poststrukturalistiske forskers kanon. Her har Judith Butlers teoretiseringer været banebrydende, for det er netop ideen om en prædiskursiv virkelighed (for eksempel ideen om det prædiskursive køn) og dens magtmæssige effekter (ideen om dette ’prædiskursive køns’ urørlige karaktér), der er (den tidlige) Butlers interesse (Butler 1993, se også Bissenbakker 2008:25). Sigtet for poststrukturalistiske undersøgelser er derfor med Bissenbakkers ord at kortlægge, “hvilke dele af virkeligheden, der fremstilles som diskursive og dermed til forhandling, og hvilke dele, der fremstår som indiskutable repræsentationer af Det Virkelige” (ibid:25) samt hvilke interesser, denne opdeling tjener i en given kontext. Et indlæg i en diskursiv forhandling (eller kamp) handler således om at fastslå et begrebs eller fænomens betydning netop ved at frasortere og afvise alternative forståelser og betydninger af samme (Laclau & Mouffe 1985:122ff, Staten 1985, Bissenbakker 2008:25). At være noget er altid med nødvendighed en funktion af at ikke være noget andet (Ibid.:27) og denne
68 der i Moralens genealogi (1887) slår fast, at “der [ikke] er [nogen] ‘væren’ bag en gøren, virken, bliven til; ‘den gørende’ er blot tildigtet en gøren - men denne gøren er alt” (s. 71)
dynamik/negative identifikation kalder Butler ’subjektets konstitutive ydre’ (Butler 1998). Undersøgelser af begreber som akademia, samfund, uddannelse, klasse(r) og viden handler med Bissenbakkers ord i en poststrukturalistisk optik om at kortlægge, “hvilke sociale og epistemologiske differentieringer og hierarkiseringer, begreberne konstituerer og hvilke tænkemåder, de hhv. indebærer og udelukker.” (Bissenbakker 2008:31) Hvad begreberne inkluderer og hvad der samtidigt implicit ekskluderes. Dette vender jeg tilbage til snart, men først et par ord om subjektivering.
Subjektivering
Poststrukturalismen har i sine forskellige udformninger opnået stor indflydelse på feministiske, postkoloniale, queer og cripteoretiske studier, og med udgangspunkt i kvalitativ empirisk forskning har en række etnologer, antropologer og socialpsykologer bidraget til at operationalisere og konkretisere teorierne. I dette studie trækker jeg især på den danske socialpsykologiske tradition for køns- og subjektiveringstænkning, hvor en række forskere, med Dorte Marie Søndergaard i spidsen, har operationaliseret, oversat og videreudviklet poststrukturalistisk teori og analyse og gjort det (mere) applicérbart på kvalitativt materiale samt strakt, bøjet og videreudviklet subjektiveringsbegrebet69.
Denne traditions’ konceptualisering af subjektiveringteorier som analytisk værktøj betragter subjektivitet som et fænomen, der udspiller sig i mødet mellem viden, magt og individ – som en position indeholdt i en diskursiv struktur (Søndergaard 2000:40ff). Det indebærer, at de positioner, et subjekt kan indtage (og som er forudsætninger for, at det kan fremstå socialt genkendeligt), er betingede af ’det sociale’ og af de subjektspositioner, der her stilles til rådighed for nogen med individets specifikke dispositioner, hvilket i en Foucaultsk forstand betyder, at der altid er en magtdimension til stede i subjektiveringen (Foucault 2000, Heede 2002, Bissenbakker 2008:31). Subjektivering kan altså forstås som det, der simultant etablerer og styrer den enkeltes identitet eller med et Butlersk begreb som en række kontextspecifikke mulighedsgivende begrænsninger (”enabling constraints”, 1997:16)70,71.
Overordnet kan subjektiveringen forstås som et samfunds (eller et universitet/en familie/et forskernetværks) måder at organisere og styre sin befolkning. Det foregår både formelt gennem love, regler og restriktioner på makroniveau og mere fundamentalt ved, at “befolkningerne gøres og gør sig til genstand for en række subjektiverende praksisser“ (Bissenbakker 2008:32, se også Søndergaard 2000:38). Individet gøres, skriver Bissenbakker, gennem en lang række
69 Se eksempelvis Søndergaard 2005, 2005b, 2003, 2002, 2002b, 2000, 2000b samt Højgaard & Søndergaard 2003, Staunæs & Søndergaard 2006 samt Myong 2009, Amhøj 2007, Cawood 2007, Cawood & Juelskjær 2005, Højgaard 2007, Juelskjær 2009, Kofoed 2003, Krøjer 2003, Bendix Peteresen 2004, Staunæs 2004, Nielsen 2008, Hasse 2000 oma. 70 Med denne subjektforståelse bygger Butler (ligesom Foucault) videre på Louis Althussérs interpellationsbegreb, der peger på, hvordan subjektet bliver kaldet til eksistens gennem forskellige typer af sociale anråbelser – interpellationer – der simultant påkalder subjektet, og i og med påkaldelsen etablerer det som subjekt (Butler 1997, Bissenbakker 2008:31)
71I denne dialektik mellem mulighed og begrænsning findes også, skriver Butler, melankolien. Sorgen over, ikke at kunne sørge over de muligheder, der begrænses gennem subjektiveringen. I psykoanalysen forstås melankoli som den
kontinuerlige disciplinerende processer, til ”subjekt for en selvforståelse, der tillader og tvinger det til at styre sig selv i overensstemmelse med de principper og handlemåder, som et givet samfund finder ønskværdige” (2008:32). Med Foucault ord kan man sige, at subjektet inkorporerer magtens styringsteknologier og derved styrer sig selv i overensstemmelse med dennes ønsker, med uden direkte interventioner herfra. Dette gøres mere konkret gennem at få subjekterne til at (implicit) forstå sig selv som en given subjektsformation, - fx at være ’én, der kommer fra en studievant baggrund – og internalisere og handle indenfor de vilkår, som denne formation opstiller, hvilket, som vi så ovenfor, altid indebærer at adskille sig fra og markere distance til Andre positioner (Søndergaard 2000:22-23). Disse differentieringsprocesser foregår ofte gnidningsfrit, skriver Butler, fordi de omgærdes af en illusion om autonomi og derved forbliver skjulte for subjektet: “The subject is constituted through exclusion and differentiation, perhaps a repression, that is subsequently concealed, covered over, by the effect of autonomy. In this sense, autonomy is the logical consequence of a disavowed dependency, which is to say that the autonomous subject can maintain the illusion of its autonomy insofar as it covers over the break out of which it is constituted” (Butler 1997:162). Autonomiidealet er således et centralt element i konstruktionen af subjektivitet og fylder, qua sit løfte om frisættelse, også en vigtig ’strategisk’ funktion i forhold til at fratage det selvoplevet autonome subjekt ansvar for de magtmæssige, materielle og kulturelle konsekvenser af differentieringerne.
De ovenfor skitserede principper tager som sagt afsæt i Foucaults analyser, der frem for alt bevæger sig på samfunds(diskurs)analytiske niveauer. Den skandinaviske/Søndergaardske tradition, som jeg her indskriver mig i, lægger i højere grad vægt på, hvordan diskurserne får effekter i den socio-kulturelle og kontekstuelle udformning af levet hverdagsliv og at fremvise diskursen i de måder, den samles op og viderearbejdes af de altid-allerede-subjektiverede subjekter (Myong 2009:59). Der er altså tale om en variant af Foucaults tænkning der i højere grad fæster sit blik ved diskursernes effekter og subjektiveringsprocesserne og (tilgangen til/fraværet af) handlekraft som genereres her. Således lægges krudtet på at ”forfølge en begrebslig ambition, som på én gang handler om at undvige individualiseringen, uden at tabe individet, og undvige sociologiseringen uden at tabe det kontekstuelle, det socio-kulturelle.” (Søndergaard 2003:45). For at betone subjektiveringens procesuelle og dialektiske karakter benyttes ofte begreppet subjektiveringsprocesser.
tilstand, subjektet hensættes i, når det ikke kan få lov til at sørge, for eksempel fordi det ikke ’må’ eller ’kan’ indrømme sin kærlighed til et tabt objekt. Melankolien er med andre ord et tab, som subjektet ikke formår at håndtere, og som i stedet benægtes. En sådan melankoli findes implicit i heterosexualiteten mener Butler, fordi den bygger på et ikkeart-ikulerbart afkald på et homosexuelt begærsobjekt (1993, se også Svensson 2007). Både sorg og melankoli er således måder at håndtere tab. Forskellen på de to handler, ifølge Butler, om, hvorvidt der er tale om et tab, der præmieres eller diskvalificeres i den givne sociale orden. Er tabet ’anerkendt’ og kan artikuleres, kan det også sørges, er tabet omvendt uitalesætteligt, fordi det ikke bekræftes af den sociale orden, det opstår i, forskydes det til melankoli (Butler 1993; 1997). Spørgsmålet, som dette rejser, er, hvad den melankolske benægtelse får for konsekvenser for subjektet, og dette spørg-smål finder jeg relevant også udenfor den begærsstruktur, som melankolibegrebets psykoanalytiske ophav giver anled-ning til. Lidt mere generelt kan melankolien således måske forstås som en uartikuleret sorg over det tab af neutralitet, som en udpegelse af en førstehedsposition fordrer. Det er som sådan det vil komme i spil i denne undersøgelse.