I litteraturen, ligesom i deltagernes fortællinger, kan neutraliteten blandt andet ringes ind, ved at kigge på hvordan en ’værdig’ relation til videnskaben eller akademia skrives frem. Det er nemlig i udgrænsningen af det uacceptable, at forestillingen om neutralitet kan skimtes. På mit spørgsmål om de vigtigste kendetegn for en akademiker, svarer docenten Agneta: ”Nyfikenhet skulle jag säga… och med det menar jag en sorts brinnande kärlek till vetenskapen. Inte för min egen skull utan för att det jag håller på med är viktigt. Det är jätteviktigt att vara neutral så. Att det är forskningen som driver en och inte att se sitt namn på en tjusig affisch nånstans…” Neutralitet kobles hos Agneta sammen med en passion for videnskab og et fravær af egeninteresser. At ville se sit navn på en flot plakat er, forstår man, et ønske, der ’forurener’ neutraliteten, fordi det kan kobles til subjektive og egocentriske interesser, der ikke har noget med den ’rene’ videnskab at gøre. Tværtimod, kan disse interesser måske føre til valg og prioriteringer, der kan forstås som (personligt) strategiske fremfor videnskabelige og derved bidrager til at kompromittere idealet om neutralitet. Det vigtige er, at være nysgerrig, passioneret og neutral180. Alle andre hensyn og ambitioner må i Agnetas diskurs understilles disse præmisser. Argumentationen kaster lignelser til kunstneriske felt af sig. Ligesom indenfor litteraturen, musikken og kunsten, er der i Agnetas forståelse en stærk historie om det akademiske arbejde som et, der har til formål at forædle og udvikle den skønne kunst; Videnskaben, uden hensyn til lave egeninteresser. Det betyder, at den personlige karrieres
180 Hvordan en position som ’passioneret neutral’ indtages og forvaltes, melder Agnetas historie desværre ikke noget om
betydning indenfor feltet må miskendes, det vil sige begribes som noget andet, og mindre værdifuldt, end den stræben efter ’det perfekte’, som kendetegner kunsten og videnskaben. Og det er i renheden i denne stræben, at neutraliteten genkendes og tales frem.
Öyvind, der også er docent, er inde på samme spor: ”Det viktiga för mig, det är vetenskapen. Att dra mitt lilla strå till stacken för att vi kan komma närmre en mer sann förståelse av världen. Inte professorsringen eller något annat, utan den där känslan av att bidra till något större.” Igen ser vi her afsværgelsen af et fysisk materialiseret udtryk for prestige (professorringen ligesom plakaten hos Agneta) til fordel for det rene, næsten sakrale ønske om at komme nærmere sandheden om verden og bidrage til noget større. Den religiøse overtone er næsten til at tage på, når Öyvind fortæller om det, der gør hans arbejde meningsfuldt, og han fortsætter: ”det blir så lågt och ja, biased på ett sätt, när folk håller på och ordar om övertid och anställningstrygghet och allt vad det är. Ok, det är såklart viktigt, men jag känner ändå att det är viktigt med proportionerna – att ibland stanna upp och tänka på storheten i det vi håller på med.” Når kollegerne bekymrer sig om ’lave’ ting som overtid og arbejdsvilkår oplever Öyvind det som biased. Som det modsatte af neutralt. Det er at fokusere på det negative, det smålige, i stedet for at indse storheden i den videnskabelige gerning (– og måske, fornemmer man, være lidt taknemmelig). Selvom han kan gå med på, at det givetvis er vigtigt, med den tryghed som en ansættelse og løn giver, så er det ikke det, der bør drive en videnskabsperson ud af sengen om morgenen. Passionen bør, ligesom selvopofrelsen, i stedet være drivkraften. Der er lidt forsker-Jesus over Öyvind her, men læser vi ham langs samme neutralitetsspor som Agneta, kan hans position forstås som et forsøg på at udgrænse egeninteresser som aspekt i produktionen af videnskab. Det, der foregår i akademia, er større end dets enkelte komponenter, hvorfor alle bør tage sig sammen og tænke på proportionerne i stedet for at brokke sig.
En kritisk indvending mod denne diskurs er givetvis, at det, at fraskrive sig karrieremæssige og økonomiske interesser i sit arbejde, er lettere for den, der som Öyvind og Agneta dels er opvokset i materiel tryghed og dels har en fast ansættelse med alt hvad det indebærer af sikkerhed og prestige. Fredrik Schougs studie af nyligt disputerede akademikere har dog vist, at for at fremstå som en troværdig aspirant på akademisk hjemmehørighed, må også de ’usikkert’ ansatte (de nydisputerede, timevikarerne, dem på korte kontrakter og så videre) betone neutralitetsidealet (her forstået som fravær af karriereambitioner) og muligheden for at engagere sig i videnskaben, når de skal beskrive, hvad der frister ved et fortsat arbejde i akademia (2004:166). Fraværet af en ambition om egen vinding kan således forstås som en gennemgående komponent i forestillingen om akademisk neutralitet og som vi så, fungerer den dobbelt; dels som en måde at positionere sig selv og sine intentioner som ’rene’ og alene dedikerede videnskaben og dels som en distancemarkering mod de Andre, der i stedet for at taknemmeligt hengive sig til sin akademiske gerning, prioriterer lave egeninteresser, forfængelig prestige og ’ydre’ forudsætningsskabende praktikaliteter (såsom vilkårene for arbejdet). De franske sociologer Luc Boltanski og Pascale Maldidier har karakteriseret videnskabens moralske kerne som en kombination af uegennyttens etik, intellektuel hæderlighed og respekt for videnskabelige autoriteter (1970:117). Disse er de forment neutrale værdier, der risikerer at sættes ud af spil, når personlige ambitioner vejer ind
i forskerens ellers rene blik på sit objekt. Derfor må de skjules eller underspilles af den, der vil gøre sig forhåbning om at genkendes som ’den rette slags’ forsker.
Birgitta, der er docent og omkring 50 år, argumenter i forlængelse af Agneta og Öyvinds neutrale diskurs: ”Det måste vara forskningen som kommer först. Det tycker jag. Du kan inte göra karriär här bara för karriärens skull. Du måste brinna för något. Och du måste vara beredd att vänta länge på det. De här unga typerna som bara svischar in och blir professorer på nolltid eftersom de bara kör i finansiärernas bana, de… det känns inte alltid helt rimligt – och lite ovetenskapligt om du frågar mig.” For Birgitta kræver en ’rimelig’ forflytning i den akademiske struktur, at man accepterer en vis takt og videnskabsmoral og insisterer på den, selv når det ikke er opportunt (det vil sige når dem, der finansierer forskningen efterspørger noget andet). Uden det hårde og lange arbejde bliver bevægelserne provokerende og mistænkelige. Ligesom positionen som ’troværdig forsker’ kræver, at man må indfri et moralsk påbud om nødvendigheden af at ’brænde’ for sit forskningsfelt kan det, at opnå sin position ’for enkelt’ forstås som en moralsk brist og et brud mod om ikke en guddommelig lov (om at man fødes til den samfundsstilling man fortjener) så i hvert fald en luthersk (om betydningen af hårdt arbejde). Skal jeg tolke Birgitta, så kan hendes modvilje mod ’de unge typer’ yderst forstås som begrundet i en frygt for, at deres uvidenskabelige og karrierefokuserede praksis leder til et system, hvori den seriøse og traditionelle forskningsgerning bliver uinteressant/illegitim. Som Bourdieu har påpeget, er det forestillingen om videnskabens neutralitet og uselviskhed, der gør det muligt for akademias foretrædere at betræde andre felter som ”det universelles sagførere” (1992:140) og denne forestilling kan let forvitre, hvis den personlige ambition får overtaget over videnskabeligheden, hvilket er en risiko, hvis bevægelserne bliver for hurtige. Derfor er, skriver han, ”kunsten at lade mennesker vente” (1988:119) et fundament i den akademiske struktur og ethvert brud mod den ses som en mulig trussel. Det er sandsynligvis også det, Birgitta henviser til, når hun udpeger en vis langsommelighed som kendetegn for den seriøse og dybe forskegerning. Luc Boltanski og Pascale Maldidier beskriver det som, at videnskaben som felt struktureres i forhold til et ideal om den gode karriere (1970:106-107) og som Birgitta er inde på, er der normer for hvilke positioner man fra en vis position kan sigte mod og regler for takten med hvilken de kan nås. Legitim akademisk fremgang kræver med andre ord en vis fornemmelse for rytme (ift. tid og avancement). Systemets tydelige (og ofte tidsbestemte) afsatser med deres indbyrdes kontrolinstanser kan ses som instrumenter for at regulere bevægelserne. Med dem formidles en idé om de rene u-biased videnskabsbedømmelser og af, at et retfærdigt og neutralt system kan garanteres. Også Billy Ehn og Orvar Löfgren skriver, at en af akademias hemmeligheder er, at dets hierarkiske og eksklusive organisation kræver lang ventetid (2004:130), og de tillægger en vigtig pointe; Ventetid generer loyalitet. Det er således mindre sandsynligt, at den, der har taget sig gennem ventetiden er kritisk til organisationen, og det er betydningsfuldt, da det også er Dem, der senere skal gives retten at definere, hvordan videnskabelig kvalitet – og neutralitet – fremover skal se ud/udformes. Gennem de forment neutrale idealer om møjsommelig langsommelighed og uselvisk videnskabspassion som Birgitta, Öyvind og Agneta understreger, sikres med andre ord en fastholdelse af netop disse idealer som både nødvendige og neutrale.