”Hvis jeg nu her til sidst skal sige noget sammenfattende om det, der er mine tanker om førstehedsbegrebet og de teoretiske genealogier, det bygger på, så springer det i grunden af de seneste decenniers empirinære poststrukturalistiske subjektiveringsanalyser og det opgør med normativitetslegitimerende essens, de står for. Videre er det en slags teoretisk spejling af andetgørelses/othering-begrebet og dets implicitte analyser af den, der ser (/ udfører andetgørelsen) snarere end den der bliver set (andetgøres). I førstehedsversioneringen gøres disse implicitte blikke eksplicitte og det udtalte fokus for undersøgelsen. Således udgør det, der andetgøres her den konstitutive yderside af det, der er analysens objekt: Normens konstitutive indre. For at fange dette empirisk tilbyder førstehed at samlæse hegemonitanken
98 Rosemarie Garland-Thompson præsenterede i artiklen Extraordinary bodies; figuring physical disability in American culture and literture (1997) begrebet Normaten som en måde at synliggøre de konstruerede aspekter af normalitet og det kulturelt skabte ideal om selvstændighed og fremgang. Med begrebet peger hun på, hvordan kroppe, der afviger fra de dominerede forventninger om kropskapabilitet aldrig kan være umærkede. Derved kan normaliteten opfattes som påtvunget, hvilket Robert McRuer peger på med begrebet obligatorisk funktionsfuldkommelighed (compulsory ablebodiness (2002)), der er en versionering over Adrienne Rich’s idé om obligatorisk heterosexualitet (1994) og udgør et forsøg på at påpege og bryde med betvingende normers naturalisering.
99 Svensson Chowdhury 2012:133,142 se også Mictchell & Snyder 2000 100 se eksempelvis Shildrick 2005
fra maskulinitetsstudierne med normativitetskritikken fra queer- og cripteorierne med ideerne om majoritetspositionens usynlig- og umærkethed, der er hentede fra den kritiske hvidhedsforskning. Disse centrale elementer jeg her har ridset op, implicerer, at vi bør tænke i termer af flere førsteheder, på samme måde som Theo Goldberg har argumenteret for racismer (1990) og Mohanty for patriarkater (1991).
Selvom den forstås som en position af magt og privilegier og ikke en indre uforanderlig essens, forbliver førsteheden, ligesom alle andre sociale sorteringskategorier, givetvis ikke konstant under forskellige omstændigheder. En lokal specifik førstehed konstitueres gennem konkrete sociale relationer og indenfor specifikke historiske socioøkonomiske kontekster, selvom de kan have en overordnet kohærens ved det, at de baseres på dominans og privilegier. Det er kun gennem varsomme, komparative og historiserende studier, bygget på fintmaskede undersøgelser af ligheder, forskelle og interne nuancer indenfor og mellem forskellige kontekster, at en forståelse af førstehedens kompleksitet kan nås. Med mindre vi undersøger førstehed på denne kontekstuelle måde, risikerer vi (blandt andet) at essentialisere førstehedskonstruktioner, der er undersøgt i hvad, der måske kan kaldes den globale førsteheds centrum (Europa-Amerika) udover deres legitime rækkevidde og derved reproducere, snarere end udfordre en given førsteheds hegemoniske position. På så vis kan begrebet sammenfattende forstås som et intersektionelt begreb for normativ majorisering.” Tiden er ude, forelæseren er svedt efter at have spyttet de sidste sætninger ud i et rasende tempo. Ikke videre elegant afslutning, men alle, der har været på konference i Sydafrika ved, at man ikke skal stjæle af deltagernes tea time, og flere tilhørere er allerede ved at pakke sammen og rejse sig. Forelæseren skynder sig derfor bare takke for tiden og invitationen. Hens sidste kommentar om at hen gerne vil diskutere dette mere og at deltagerne endelig må komme frem, hvis de er interesserede, drukner i lyden af stoleskrammel, klirrende kaffekopper og trampende fødder. Forelæseren pakker sin computer ned i sin taske, drikker det sidste vand og går mod udgangen. Den uforløste fornemmelse af ikke rigtig at vide, hvad tilhørerne mente om det hele, melder sig hurtigt, og hen når kun at komme udenfor bygningen, inden koret dukker op.
VAR DET DET? ja, det var det vel…
DU ER ALTSÅ TAGET HELT HERNED, MED ALT HVAD DET INDEBÆRER AF CO2-UDSLIP OG COMPLICITY I NEO-APARTHEID FOR AT RABLE NOGET HELT UORIGINALT OM PRIVILEGIER OG INTERSEKTIONALITET AF PÅ 45 MINUTTER? ja… men det var jo trods alt en inviteret key note address? INVITERET AF DIG SELV, JA! VI HÅBER AT DET ER HELT KLART FOR DIG NU, AT DETTE HER VAR EN DÅRLIG IDE FRA STARTEN. TAG NU HJEM OG TAG DIG SAMMEN.
jaja, jeg skal bare hente min kuffert. KORET: Doktoranden: KORET: Doktoranden: KORET: Doktoranden:
I flyet på vej tilbage er jeg deprimeret. Selvom forelæsningen måske egentlig gik ok, og flere tilhørere faktisk kom frem og ville snakke bagefter, fik Koret givet mig en fornemmelse af, at det teoretiske afsæt for renoveringerne er tyndt og uinteressant. For at håndtere dette (og min med alderen stigende flyskræk) sætter jeg mig til at skrive et brev til A om den teoridel, jeg har haft sværest ved at formulere. Den om:
Kære A
”Du er nødt til at konkretisere din klasseforståelse” er en kommentar, jeg har fået til hudløshed, når kolleger har læst diverse udkast af dette arbejde. Og det er helt rimeligt, for den udgør lidt af en black box i forhold til mit projekt (og faktisk også i den Regeringsproposition og det organisatoriske arbejde, som jeg har brugt som springbræt til denne undersøgelse og mine renovationsforslag). Det er som om, vi på den ene side gerne taler om klasse og studievanthed som noget ’derude’ der berør studenter og måske genererer forskellige vilkår i mødet med Dig, men at vi på den anden side er meget vage i definitionen af, hvad vi mener med begrebet mere konkret. Det er i hvert fald præcis den strategi, jeg har lært og praktiseret. Men nu når mit renovationsarbejde begynder at blive mere konkret, må denne diskussion på bordet!
Som det nok har fremgået, er mine renoveringer poststrukturalistisk funderet. Det indebærer, at jeg har svært ved at betragte visse vægge som på forhånd mere bærende end andre. Jeg har svært ved at købe en arkitekttegning, der bygger på at ’sådan her skal det være’ og som kræver, at jeg accepterer, at nogle byggematerialer og –strukturer som bedre eller mere rigtige end andre. Det er min helt instinktive reaktion, at dogmer og regler nødvendigvis må brydes (eller i det mindste bøjes). Men samtidigt er jeg også en bekvem feminist, der egentlig godt kan lide, at loftet ikke falder ned over mig, mens jeg sover og som godt kan se, at køkken og toilet måske er bestandsdele der tilgodeser fundamentale behov i et beboelseshus og som derfor måske nødvendigvis må være der. Måske kan man kalde mig en pragmatisk poststrukturalistisk? Lad mig udfolde lidt, hvad jeg mener med det, i forhold til undersøgelser af social ulighed i form af klasse.
Grundlæggende betragter jeg sociale kategoriseringer som køn, race, sexualitet og kropsfunktion som fantasmatiske fiktioner, kollektive fantasier