At råbe ’politisering’, ’krop’, ’affekt’ eller ’privat ambition’ er ikke neutrale praktikker, men derimod et indlæg og positionering i en omfattende debat om akademias position og funktion i senmoderniteten. På så vis kan hele den afvisning af politik, som disse neutralitetspræmisser bygger på, læses som ganske paradoksal i det, at det, at hævde nødvendigheden af en apolitisk videnskab i sig selv kan forstås som en højst politisk praktik. Men det, neutralitetsidealet, som kravet om apolitisk videnskab lindres ind i her og de mange tunge samfundsdiskurser, det læner sig op af, gør, er at sløre idealets politiske karakter. På samme måde som Magnus’ ønske om en videnskab, der var fri fra kropslig (og identitetsmæssig) situering i hans øjne var et udtryk for et uskyldigt apolitisk neutralitetsideal, fremstår det, når det læses fra en ikke-hvid eller ikke-heterosexuel krop som ekstremt politisk og ikke det mindste neutralt. I det tredje Og:
Og:
skal kommentaren måske forstås som en henvisning til, at Hans (der også er homoseksuel) godt kan læse koderne og ’se’ hvem forskeren er (begærsligt) interesseret i.
tilfælde, hvor det var viljen til at gøre karriere, ambitionen og egeninteressen, der udpegedes som ikke-neutralt, kan samme analyse anlægges. Hvem, der kan kritisere andre for at være strategiske, hvem, der kan afgøre, hvad der er ’rent videnskabeligt’ og hvad, der er ’lave egeninteresser’ er heller ikke tilfældigt eller udenfor ’det politiske’. Der er positioner hvorfra disse kritikker er langt mindre personligt risikable, men mere organisatorisk potente at ytre end andre. Og der er, som jeg var inde på, et tidsmæssigt aspekt i dette, der blandt andet indebærer, at de kritikker der ytres, først og fremmest rettes mod yngre kolleger, der ikke i lige så høj grad som deltagerne i denne studie, kan opvise en lang karriere i organisationen (og derfor – måske – kan antages være (lidt) mindre loyale med den). Men fordi kritikkerne (kan) iklædes sproglige gevandter af at værne neutralitet og videnskabelighed, kommer de sjældent til syne som politik eller kritik – og allermindst, måske, for dem, der ytrer det. ”En del av tilliten till ett samhällsfunktion ligger i medvetenheten om, att dets positioner är förknippade med vissa värden” skriver Törnqvist (2006:179). For akademia er en af disse værdier neutralitet, og som vi har set i deltagernes fortællinger, er der mange tendenser i dagens akademia, der truer denne værdi, ikke mindst den relativisering af neutraliteten som 1) for store personlige ambitioner, 2) for stor egeninteresse (eller for megen kropslighed) og/eller 3) for voldsom politisk indblanding (på personligt, institutionelt eller organisatorisk niveau) kan medføre. For at modvirke disse trusler fremkommer i ovenstående idealet om den neutrale og diskrete forsker, der alene drives af en uselvisk passion for Videnskaben. Foruden at denne forskerfiguration lader til at være en eftertragtet identifikation for mange af de deltagene, fylder den også en anden central funktion, der måske kan sige lidt om hvorfor neutralitetens grænser bevogtedes så hårdt: I akademia, ligesom i eliteidræt, er mestertitlerne knyttede til en særlig præstation, der ofte opnås i åben konkurrence med andre eller med henvisning til særlige opnåede meritter. Med disse titler kommer i bourdieuske termer en god mængde både social, økonomisk, kulturel (eller, måske ikke for idrætstitler) og altså symbolsk kapital og foruden det, også en vis portion social magi, der for eksempel giver akademiske professorer evnen til at ophøje tekster og ideer og tilskrive dem videnskabelig status194. Destabiliseres denne ’ophøjethed’ risikerer luften at gå ud af hele den akademiske ballon. Eller med andre ord: Hvis den, der betragter organisationen, af en eller anden grund pludselig ikke længere kan være sikker på, at det er den mest meriterede, der får en position, kan de privilegier, der er forbundne med denne position gå tabt (og som Zizek skriver: ”Så snart tron (…) går förlorad, vittrar själva det sociala fältets struktur sönder” (2001:44) – noget der i så fald rammer hele organisationen. Trækkes denne problematik til sin spids, kan krænkelsen af videnskabens værdier (i de diskurser som deltagerne trækker på her) tolkes som en trussel mod eksistensen af en vis form for social magi. Ligesom penges bidrag til en økonomisk realitet kun fungerer så længe vi har tillid til det økonomiske system og dets repræsentanter og forvandles til metal- og papirstykker uden værdi, hvis vi holder op med at tro på systemet195, så forvandles 194 Lena Sohl giver i sin afhandling flere eksempler på dette – eksempelvis at det er lettere at få en debatartikel public-eret i en avis for den, der kan underskrive den med en professortitel, ligesom det er lettere at gøre sin stemme hørt og sætte sine argumenter igennem, hvis man kan henvise til en vis portion akademisk kapital. Se Sohl 2014 .
videnskab til holdninger og antagelser, hvis neutraliteten brydes. Derfor er forestillingen om meritokratiet, som vi også hørte hos Susann, central i neutralitetsfortællingen196. De tre neutralitetspræmisser jeg har diskuteret ovenfor tager således alle afsæt i en fantasi om et forskersubjekt, der er muligt at frikoble fra sine dispositioner og det, som er interessant i dette, er, hvordan neutralitetspræmisserne overgår fra at udgøre ideal for ’den gode forskning’ til at fremstå som implicitte imperativ til den forskerpersona, der skal udføre den.
Jeg printer mine sammenfatninger og trykker dem ned i kuverten bagved det intetsigende dokument som en slags langtrukken og meget akademisk variant af den gamle leg ’foldehistorie’, der går ud på at man skiftes til at skrive videre på en historie, hvoraf man kun kender den sidste linje og til sidst får en mærkelig og kun delvist sammenhængende berettelse, som – måske – kan være sjov at læse, fordi den peger på de medvirkendes forskellige viljer og interesser. Kuverten lægger jeg forsigtigt tilbage i æsken til den næste, der får lyst til at rode i det gamle skab. Så lukker jeg laptoppen og går ud på trappen igen.
195 Douglas 1997:102
196 Og for at meritokratiet skal fungere, må neutralitet kunne hævdes og implementeres, hvilket forudsætter at det konkretiseres, noget deltagerne alene gjorde i termer af fravær og specifikationer af dét, den neutrale forsker ikke er (karrierebevidst, kropsligt situeret og politisk).