Den store park, der omkranser bygningen, er nøgen og gråbrun i februarkulden, og trods solen fryser jeg allerede inden jeg rammer jorden. Det er helt klart, at jeg ikke vil kunne sidde og skrive på en parkbænk, som jeg i min indskydelse havde tænkt. I stedet tager jeg min diktafon frem, og begynder at vandre omkring på de grusede stier, mens jeg dikterer lidt på må og få om mine helt overordnede tanker om projektet. Jeg er kun kommet et par hundre-de meter, da Koret indhenter mig:
HVORFOR RENDER DU RUNDT HERUDE? SKAL DU IKKE SKRIVE?
jeg prøver lige at samle mig og finde ud af hvordan jeg skal begynde…
DU HAR IKKE TID TIL AT RENDE RUNDT HERUDE! SKRIV DIN ANALYSE. DU HAR ALLEREDE TRUKKET LÆSERNE GENNEM HUNDREDEVIS AF SIDER MED INITIAL UNDREN OG METO-DISKE FUNDERINGER, DET ER IKKE TID TIL PARKVANDRINGER NU. NU MÅ DU GIVE STAKLERNE NOGET INDHOLD!
jo, det er jo det, jeg vil, jeg må bare lige tænke lidt… der er så KORET:
Doktoranden: KORET:
meget materiale og det er svært at finde en god åbning SÅ KOM IGANG! DU KAN IKKE BARE GÅ RUNDT HER. ARBEJDE ER DEN ARMES LØN
er det ikke utak?
SKRIV NU BARE. VAR DER IKKE NOGET MED HENDE SU-SANN…?
KORET: Doktoranden: KORET:
Jeg sætter farten op mens jeg taler højt i diktafonen og overdøver på den måde Koret, der langsomt forsvinder bag mig. Da jeg igen er alene, tager jeg mine notater fra interviewet med Susann, der er professor på Den Nye Institution, frem, genlæser gående de dele, jeg har markeret med pink i udskriften og påbegynder en ny indspilning, som jeg kalder:
Kære Susann,
Lovise her. Vi mødtes for et par år siden, da jeg interviewede dig til min afhandling. Jeg håber, at alt er vel med dig og at den diabetessyge hund, du var så bekymret for, har det bedre?
Måske kan du huske, at vi snakkede om opvækst og karriere og betydningen af ’studievant baggrund’ – både din egen og i relation til din søn? Og så snakkede vi meget om din forståelse af akademia som en neutral organisation. Jeg husker det som om, du initialt fandt mine spørgsmål mærkværdige og – måske – lidt irriterende, men at vores samtale udviklede sig til at blive både spændende og givende. Jeg forstod i hvert fald mange centrale elementer i den forståelsesmodel, jeg undersøger, meget bedre efter vores møde. Du har nok ikke ventet, at høre mere fra mig, men nu er jeg ved at analysere en del af det, du sagde, og fik lyst til at invitere dig med ind i mine tanker igen. Siden vi sås sidst, er jeg begyndt at udarbejde et forslag til renovation af den akademiske kommandocentral og det tager blandt andet afsæt i det, du talte om, da vi mødtes. Du var nemlig en meget tydelig eksponent for det, jeg kalder neutralitetsfortællingen, som jeg finder meget interessant som afsæt for mine analyser af nogle af de udfordringer svensk akademia står foran, når det gælder arbejdet med bredere studenterrekruttering. Stort set alle de andre interviewede trak også på denne fortælling, men få med så eftertrykkelig tydelighed som du. Derfor skriver jeg dette brev. Jeg håber, at jeg, gennem at belyse vores dialog og trække lidt andre stemmer ind, kan få et konsistent og facetteret billede af fortællingen frem og vil med denne form (brevet) også forpligte mig selv på en både kritisk og i alle fald delvist reparativ læsning. Et af de citater fra vores samtale, der virkelig lægger teksten ud i forhold til neutralitetsfortællingen, kommer fra en passage, hvor du ville forklare mig, hvorfor du mente, at mine spørgsmål om social baggrund var helt irrelevante. Da havde vi snakket ret længe om karriereveje og de muligheder du havde fået gennem netværk og din ”känsla för vad som rör sig” i dit felt. Jeg spurgte lidt forsigtigt, om man kunne tænke sig, at denne fornemmelse og dit netværk havde noget med din baggrund at gøre, at det måske var noget, du havde fået med hjemmefra og vi snakkede lidt om de forskellige indsatser som gøres for at brede rekrutteringen til akademia i Sverige (ligesom i politikken og næringslivet). Du var meget kritisk over for den slags initiativer, der skal hjælpe underrepræsenterede grupper og sagde:
Du er eksemplarisk tydelig her, Susann, og det er jeg taknemmelig for, for det gør det muligt at udbene flere af de komponenter, der tilsammen udgør det, jeg kalder neutralitetsfortællingen. Hvis du tillader at jeg ekstraherer og elaborerer dine pointer lidt og sætter dem op i punktform kunne de se sådan her ud:
1) Akademia er en neutral organisation, hvis produktion alene er baseret på kvalitet, objektivitet og videnskabelighed – i konkurrence på et internationalt marked.
2) Både udadtil og i de tilstedeværende forskeres bevidsthed, formodes der være enighed om, hvad der kan genkendes som ’God videnskab’ ligesom alle forventes at anerkende et implicit prestigehierarki ift. kvalitetsnormer, metoder og publiceringsmønstre osv. Den, der ikke følger disse normer, klassificeres som en, der ikke magter at gøre sig gældende indenfor de mest valoriserede kerneområder og dennes arbejde anses derfor som dårlig(ere) videnskab172
3) Eftersom alene ovennævnte præmisser, kondenseret i ideen om akademisk meritokrati, styrer, kan organisationen ikke forskelsbehandle. Peer review, der er den foretrukne måde at bedømme hinanden på, er blind for faktorer som eksempelvis køn, racialisering, baggrund osv.
172 Se også nedenfor samt Henningsen 2003 og Søndergaard 2003
”Det som är skönt med denna värld [akademia lhb] är att vi inte behöver tänka på sånt här. Vi tillhör ju en annan sfär, kan man säga. Här är det enbart kvalifikationerna som avgör. Det kanske det också är i näringslivet i och för sig, men här är kriterierna helt objektiva: Den som är bäst och har publicerat mest vinner. Det är rättvist för alla! (…) Såhär ser jag det: Akademin är ju en organisation som är baserad på kvalitet och hög vetenskaplig nivå, och internationell standard. Det är ju det vi har att jobba med. Förlorar vi det så finns det ju inte något speciellt kvar av den här organisationen. Och just för att det är vetenskaplig kvalitet som är, som ska vara, den enda avgörande premissen här så kan vi inte diskriminera. Så är det ju! Det är alltid kvalitet och meriter som avgör! Kön och etnicitet och bakgrund och allt det, det är inte relevant, utan det är dina meriter som räknas – och det är ju så det ska vara! Att det ser ut som det gör i dag är en effekt av vetenskaplig kvalitet hos oss som arbetar här. Inget annat.”
4) Effekten af dette bliver, at de, der findes i akademia i dag, per automatik er de mest kvalificerede og dermed bedste forskere. Hvis nogen klager over diskriminerende strukturer, er det snarere udtryk for samme persons manglende evne til at indsamle de relevante meritter end en fejl i systemet. Som du måske husker var jeg nysgerrig på dette ræsonnement og vi diskuterede længe frem og tilbage, hvad neutralitet egentlig er. Hvornår det er brugbart, og om det overhovedet er muligt at påstå, at noget er neutralt? Jeg henviste blandt andet til Sandra Harding og Donna Haraway173 og problematiserede ideen, at der findes et rent eller neutralt sted at se verden fra og agere som menneske og jeg foreslog, at det, vi i dag opfatter som neutralt, måske snarere er steder, hvis karakter af at ’position at se og agere fra’ gennem tiden er blevet usynlig og selvfølgelig, fordi det er blevet gentaget så frekvent, at de specifikke og situerede aspekter, der udføres af konkrete mennesker for at reproducere selvfølgeligheden, bliver svære at få øje på: Handleformer bliver langsomt til principper, rutiner og selvfølgeligheder og opfattes efterhånden som helt befriede fra menneskelig situering (dét, Haraway kalder the God
trick174). Du havde hørt den historie før, og gav ikke meget for den: ”Jo, det
kanske är så att vissa praktiker och idéer har kommit att bli ’rätt’, eller så är det ju solklart, men det är ju för de är bäst. För att vi har enats om att de är state of the art. Och det är ju fritt fram för vemsomhelst att läsa på och ta del av dessa principer. Det finns inga diskriminerande strukturer som hindrar någon att ta del av state of the art. Det är bara att läsa på.” Jeg havde ikke noget rigtig godt svar til dette i vores
samtale. Jeg sagde noget i stil med ”jaha, ok, så du mener alltså att det inte finns
något som hindrar folk från att delta?”, men egentlig tænkte jeg nok, informeret
af ovennævnte teoretikere, at dét, at gøre noget partikulært til selvfølgelig standard og objektiv norm har flere implikationer end vi umiddelbart kan se, og, at folk som du og jeg, der er voksede op i mere eller mindre studievante hjem, ikke er de rette til at afgøre, hvorvidt der eksisterer strukturer, der hindrer personer, der har andre erfaringer end os fra at være med på lige vilkår. Eller snarere: fordi vi sort på hvidt i statistikken kan se, at repræsentationen af studenter og kolleger fra ikke-studievante hjem er så skæv, som den er, må vi, der ikke selv oplever problemerne, udgå fra at der er noget, der sætter forhindringer i vejen for dem, der ikke er her. Og, men det er bare min politiske holdning, når vi ser, at det er sådan, har vi også en forpligtelse til at gøre, hvad vi kan, for at modvirke det.
173 Harding 1991, Haraway 1991 174 Se Haraway 1991
Med din analyse slipper man udenom dette problem. Hvis alt er frit, kan vi lade det være op til det enkelte individ at nærme sig videnskaben, finde vej frem til de gældende principper, tolke og analysere disse ’rigtigt’ og siden tage dem i anvendelse på den måde, der af den givne omgivelse genkendes som korrekt. Du sagde: ”Jag tycker ju att alla dessa initiativ, som ska hjälpa vissa
grupper ur deras vetenskapliga medelmåttighet, de producerar ju sig själva på något vis. Det blir ju lite att de skapar ett problem som kanske/kanske inte finns och så blir det svaret på allt. Alltså ens identitet blir svaret på varför jag inte håller måttet. Och det känns bara som att folk är lite bittra hela tiden. Lite som att alla dessa projekt [om bredere rekruttering, lhb] är en sorts hämnd. De blir beroende av sin underordning på något sätt, och jag kan tycka väldigt synd om dem. Om man förstår sig själv på det viset kan man ju aldrig bli bra. Då är det alltid något som står i vägen…” Foruden at fastslå, det, der fremgik af punkt 4 ovenfor, at det, at blive
succesfuld i akademia alene er et spørgsmål om vilje, kommer du her ind på et andet aspekt ved neutralitetsfortællingen, nemlig forståelsen af dem, der ikke køber den. Ligesom du, er der mange andre i mit materiale, der afviser indsatser for bredere rekruttering eller øget ligebehandling som udtryk for den (intellektuelt) forsmåedes bitterhed. Daniel, en velmeriteret lektor, der har haft en meget hurtig karriere, siger for eksempel: ”Alltså att vissa inte kan klara
sig på de villkor som vi andra jobbar under, det tycker jag… alltså jag tycker att det är helt orimligt, att det ska göras till policy och kvotering och så vidare. Det är ju inte så det är tänkt, utan alla får förhålla sig till samma krav och kriterier. Den där, jag vill nästan kalla det hämndlust för att man har växt upp under svåra förhållanden, den är inte så konstruktiv, tycker jag.”
Jeg kommer til at tænke på Wendy Brown og hendes brug af Nietzsches begreb ressentiment, når jeg genlæser disse citater. Ressentiment er den følelse af vrede, opgivenhed og bitterhed, der forårsages af uretfærdigheder, som subjektet udsættes for, og det kan komme til udtryk i vrede og moralsk overlegenhed mod dem, der beskyldes for uretfærdighederne. Nietzsche mente, ligesom du, hvis jeg tolker dig ret, at den, der bærer på ressentiment er fanget i den struktur, i hvilken uretfærdighederne opstod, eftersom skaden og lidelsen er blevet en del af ressentimentbærerens identitet185. For at blive fri for sin ressentiment, må bæreren således begynde med at slippe grebet om sin identitet - altså ophøre med at identificere sig langs de baner, som hen oplever udgrænses i den givne struktur176. Eller med dine og Daniels ord: for at blive fri
175 Se Brown 2001
176 Brown kobler dette til de problemer hun ser ved den fremvoksende tendens til identitetspolitik. Dvs. en ofte erfar-ingsbaseret politik, der tager afsæt i kollektive identiteter og kræver, at den underordning og undertrykkelse ens grup-
for sin bitterhed, middelmådighed og hævnlyst, må man give slip på ideen om, at ens personlige positioner har betydning for ens evner som forsker177. Vi kan altså lægge en til komponent til historien ovenfor:
5) alle påtaler om bias eller problematiseringer af forestillingen om neutralitet/ definitionen af ’God Videnskab’, ligesom forsøg på at forandre de givne strukturer, forstås i neutralitetsfortællingen som udtryk for ressentiment. Som et problem, der er skabt af dem, der oplever problemer (eksempelvis med at gøre sig gældende indenfor de givne rammer) uden hold i den virkelighed, der er krævende for alle.
I Browns videreudvikling af Nietzsches tankegang, fremhæver hun, at det politiske ressentiment, ikke kun kommer til udtryk som et behov for at udagere bitterhed og vrede over historiske uretfærdigheder. Det kan også opstå som en følelse af tab og forvirring, når de visioner om en anden fremtid, som subjektet har investeret i og haft forhåbninger om, revner, uden at subjektet kan finde noget brugbart alternativ til dem. Brown skriver, at denne form for ressentiment er udmærkende for dagens venstrepolitik, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det måske er sådan, vi skal forstå de talrige indsatser for ligebehandling og bredere rekruttering som akademia udøver i dag og som du er så kritisk over for? Som opgivne politiske udtryk for et ideal, som alle ved, ikke kan opnås? Og som så let kan affærdiges som bitre. Måske er det det, du mener?
Hvis jeg skal forklare lidt mere om hvordan jeg ser på det, så tænker jeg at det måske også kan forstås omvendt? Hvis vi, i stedet for at tage udgangspunkt i dem, der oplever sig udsatte i dagens akademiske system, ser på, hvad du og jeg og vi, der fungerer i og tjener på systemet, kan få ud af, at hævde neutralitet og beskylde ’de Andre’ for ressentiment? Hvad er det, vi loves, hvis vi afviser betydningen af de strukturer, som ’de bitre’ peger på? En ting, du sagde var:
pe udsættes for, erkendes, kompenseres og ’rettes til’ – ofte gennem juridiske reguleringer. Denne tendens blomstrede op, netop samtidigt som klassepolitiseringerne forsvandt og det er ikke tilfældigt, mener Brown, der kobler dette skift til en ’ny’ retfærdighedsforståelse, der har det borgerlige middelklasseideal som målestok og som derfor aldrig kan blive radikal (se også Brännström 2008). De politiserede identiteter kan ikke gøre krav på sin underordning, hvis de ikke kan henvise til det hvide, heterosexuelle middelklasseideal. Og ved at gøre dette, reduceres kampen for retfærdighed til en moraliserende og terapeutisk snarere end en frigørelsesorienteret politik. Det første er ikke uvigtigt, men det kan ikke fremdrive visioner om en fremtid, der radikalt adskiller sig fra tingenes nuværende tilstand. Se Brown 2001. 177 Interessant nok er der ikke nogen af deltagerne i undersøgelsen, der argumenterer for, at de – qua sin akademiske baggrund – er bedre forskere end andre, selvom dette argument teoretisk ville kunne forsvares med en henvisning til ens 20-årige forspring i forskersocialiceringen. Jeg tolker afbøjningen af denne legitimeringsstrategi som en uvilje til at give køb på den neutralitet, der ligger i at helt afvise baggrundens betydning.
”Jag är inte intresserad av att någon ska se mig som annat än en egen individ. Inte som
kvinna, inte som en speciell bakgrund eller hudfärg eller vad det kan vara. Utan som en individ. En autonom individ” og jeg tror, at der er meget at hente i dette ønske,
hvis vi skal udrede neutralitetsfortællingen. Specielt tror jeg, at der er megen sprængkraft i den sidste sætning: Et autonomt individ. For det er vel netop det, neutraliteten lover; Autonomi? Frihed til at praktisere en selvforståelse af at være selvhjulpet, ubegrænset af strukturer og til at forstå sine meritter som ’rene’? Og til at slippe for at indtage en (privilegeret) plads i den differentierede relation, som ’de bitre’ peger på (og derved muligvis også acceptere en relativisering af sine meritter). Der er ikke så meget, der lokker ved dette verdensbillede, for én, der allerede har klaret sig igennem systemet og derfor kan jeg godt forstå, hvorfor du afviser den forståelsesmodel - og i det hele taget relevansen af noget ’ydre’, der kan farve/sløre/ påvirke ens forståelse af verden, i dit arbejde. Om dette sagde du blandt andet: ”När jag jobbar så är jag
inte mig. Jag är inte påverkad av något yttre. Det går ju inte att vara det. Jag är bara mitt jobb – eller min hjärna, kan man säga. Allt det där som du pratar om med kropp och kön och bakgrund och sånt där, det påverkar inte mig alls. Jag är bara forskare. Jag förstår faktiskt inte hur man kan vara något annat?”
Det, du fortæller frem her, er det, jeg kalder umærketheden. Fornemmelsen af, at ens dispositioner ikke spiller rolle – af at i arbejdet være det, man på svensk kalder en ’huvudfoting’178 – et hoved med ben og arme, men uden en krop, der forstyrrer, relativiserer og komplicerer analysen. Og selvom denne analyse er kritiseret179 bliver den neutrale og umærkede selvforståelse for dig også et vilkår for, at det skal være meningsfuldt at beskæftige sig med videnskab: Om
det inte är så [at videnskaben er neutral lhb] då är ju allt meningslöst. Då… då finns det ju ingen anledning att hålla på. Om vi ska relativisera allting så kan vi ju lika gärna spela på lotto, och… men jag vill gärna tro att det jag gör är meningsfullt och leder någonvart – och jag vill också gärna tro att jag är bäst på att utföra mitt jobb.”
Baseret på dette lægger jeg denne sidste komponent til min kondensering af neutralitetsfortællingen:
178 Btak MSC for den analogi
179 Sandra Harding har i bogen Whose Science? Whose Knowledge (1991) udviklet situeringsbegrebet i relation til videnskabelig virksomhed og zoomer med det ind forskerens selvfølgelige partikularitet: Enhver forsker, enhver form for forskning og forskningsadministration udgår altid fra et specifikt socialt, kulturelt, historisk, kropsligt og på andre måder partikulært sted. Den selvopfattelse, som Susann lægger for dagen, når hun siger at hun i arbejdet alene er sin hjerne, blottet for krop og kontekst, er således i den tænkning, der knytter sig til situeringsbegrebet, en illusion. Se også Haraway 1991 mfl.
6) den, der agerer i akademia, er en autonom spiller, upåvirket af såvel ydre faktorer som sin kropslige situering og opnår sine meritter i fri konkurrence med alle andre autonome spillere. I denne konkurrence er alle lige stillede. Hvad siger du til dette Susann? Kan du genkende de citater jeg har valgt? Det håber jeg, for som du måske husker, fik du hele min transskription af vores samtale tilbage til godkendelse efter vores møde? Men jeg håber også, at du kan kende dig selv i min tolkning/kondensering af det, du sagde, og den fremskrivning af neutralitetsfortællingen, jeg her har lavet. Dels fordi denne fortælling går igen i mange af deltagernes beretninger om sig selv og sine