Den fortælling om at blive genkendt, installeret og subjektiveret, som Tomas historie var eksempel på, modsvares naturligvis af fortællinger fra den anden side af bordet om at genkende, installere og subjektivere og med inddragelse af disse historier kan yderligere en aspekt af den de akademiske førstehedsformationer og deres effekter kortlægges. Vi kan starte med at lytte til Gunilla: ”Det är ju bland det finaste med jobbet. Att se hur de studenter man en gång undervisade och kanske redan då såg att de, de hade något och man hjälpte igång dem med sin forskarkarriär, hur de utvecklas och liksom växer upp i sin roll och hittar nya områden – och ibland blir väldigt kritiska till sina gamla mentorer ska jag tillägga! Men att se den där utvecklingen och veta att det där, eller hon där, henne var jag med och fick igång. Det är väldigt roligt. Och det ger ju också en form av bekräftelse tillbaka till mig, alltså. Det gör det ju.”
En af fordelene ved det akademiske arbejde er at se reproduktionen, eller måske nærmere videreudviklingen, af sit felt gennem studenter, der ’vokser op’ og bliver forskere, siger Gunilla. At kunne spotte talenter, installere dem i positioner med potentiale og sidenhen se dem udvikles, svare på interpellationen, acceptere/underkaste sig subjektiveringen og gå videre af den udstukne vej (eller vælge en helt anden), glæder Gunilla, og bekræfter hende i sin egen autenticitet (som en, der har evnen til at spotte autenticitet). Studentens vellykkede forskersubjektivering bliver et bevis på Gunillas kvalitet som spotter af videnskabeligt talent og installatør af akademisk autenticitet i håbefulde talenter. Ved at fremvise dem, fremviser hun også sig selv som (jord)moder til en guldkalv, og jo mere kalven glimter, jo mere reflekterer det tilbage på hende. Foruden de personlige sympatier hun utvivlsomt nærer til de unge talenter, hun har spottet, har hun, ligesom Tomas gamle mentor, altså også en positioneringsmæssig interesse i deres fortsatte succes. I at rulle togskinner ud og spænde tråde fra datid til nutid til fremtid. I at aktivere sit netværk og installere, etablere og udlevere sit (eget og podens) talent. Men hvad er det så, der kendetegner ’et talent’? Hvordan gør Gunilla, når hun spotter dem? ”Ja, det är ju nästan mest en sorts känsla. Det är svårt att förklara. Självklart finns det element av att det är någon som är duktig – alltså påläst och bra på att formulera sig och så vidare, men det handlar också om en känsla. Att vara driven och ha en genuinitet kanske man kan säga. Att jag kan se dem i framtiden på något vis… och igenkänning förstås. Jag går mycket på det, att jag kan se något av mig själv i dem… Men det är nästan oförklarligt” Fornemmelserne, der
får Gunillas næse for talent til at vibrere, er næsten uforklarlige. Ud over det givne, handler det om en følelse, at hun kan spejle sit unge selv i dem i dag og se dem i rollen som etablerede forskere (som sig selv?) i fremtiden. I udvælgelsen er det således snarere selvfølgelighed end neutralitet, der står i centrum.
Lad os også inddrage Erland, der, i forhold til talentgenkendelser, står i en lidt anden situation end Gunilla. Han er senior på sin institution og ikke mange år fra pensionen. Hans forskning berører et lille og meget specifikt område med høj detaljeringsgrad. Han har få kolleger med lignende indsyn i feltet i Sverige, og er helt alene med sine interesser på sin institution, men han er del af en international forskningsgruppe, der mødes flere gange årligt og udveksler resultater. For ham er det magtpåliggende at finde en arvtager til sit område. Han har haft et par PhD-studenter tidligere, men den ene flyttede til en anden forskningsgruppe (og opgav Erlands specifikke område) og den andre gennemførte aldrig sit PhD-forløb, fordi han blev tilbudt et mere lukrativt arbejde i det private erhvervsliv. Derfor må og skal det næste talent, Erland identificerer, acceptere installationen i det specifikke spor, han har lagt ud. Og det kan ikke være hvem som helst. Jeg spørger hvordan processen for at finde en arvtager går til og Erland fortæller: ”Jag har ju lite medel avsatta och också ett handslag från prefekten att när jag hittar den rätta så ordnar vi så att vi kan anställa honom. Så måste det vara. Institutionen har ju fått enormt internationellt erkännande för mitt arbete och alla inser att det vore katastrof om det bara försvinner. Så när jag hittat någon, så ordnar vi det. Men det är ju viktigt, att det är den rätta den här gången. Han kan inte bara vara duktig, han måste också vilja det i grunden. Jag visste egentligen redan från början att det inte var rätt med de två andra.”
Erlands situation er, som det fremgår, lidt mere tilspidset end Gunillas. Hvor hun kan opvise flere vellykkede talentgenkendelser, har Erland forsøgt to gange uden succes. Han er også delvis tidspresset af sin egen alder. Og fordi hans område er så specifikt, er det en meget specifik subjektivering, som den, der af Erland genkendes som talent, må underkaste sig – noget de to tidligere aspiranter på forskellig vis har værget sig ved. Erland får således ikke del i den akademikerautenticitet som flere succesfulde talentgenkendelser har tilkendt Gunilla. Til gengæld oplever han sig have en institutionel opbakning, der gør, at han nårsomhelst kan få en ansættelse i stand til den, han genkender som talent (noget Gunilla beskriver at hun ønsker, men ikke altid får).
I Gunilla og Erlands historier er neutralitetsfortællingen fraværende. Der er ingen snak om objektive kriterier, men derimod en stærk betoning af det uforklarlige, næsten magiske, genkendelsesøjeblik. Øjeblikket når man finder den rette. Talen om processen er suggestiv og næsten skæbnesvanger - langt fra den kølige og nøgterne neutralitetsfortælling om akademia, som jeg ridsede op i brevet til Susann. I stedet for dobbelt-anonymiseret peer review og lange og komplicerede ansøgningsforløb, er det de to seniorers subjektive fornemmelser, deres finkalibrerede næser, der udgør den forment neutrale vurdering af videnskabeligt talent. Et talent, der lader til at være lettest at genkende, når det kommer i form af en ung version af én selv214. Gennem deres egen bevislige succes i akademia, lader Gunilla og Erland til at mene, at de har de opnået et blik, der måske ikke er neutralt, men hvis gyldighed i talentgenkendelse står over de lidt firkantede principper, som de ellers siger sig at holde højt. Tidligere i interviewet har Gunilla ellers talt varmt for nødvendigheden af neutralitet, videnskabelighed
og meritokrati ”för att bevara vår relevans och legitimitet i samhället” og blandt andet afvist nødvendigheden af indsatser for at bredde studentrekrutteringen, fordi ”vi måste gå på meriter. Annars sänker vi både vårt förtroende och forskningskvaliteten. Det är helt nödvändigt för vår överlevnad, skulle jag säga.” Diskrepansen mellem Gunillas neutralitetsprincip og hendes mere suggestive udvælgelsespraktik bliver aldrig rigtig artikuleret, men ligger som en underforstået faktor i hendes fortælling. Jeg prøver at spørge, men hun værger sig ved at lade princip og praktik løbe sammen på den måde, jeg foreslår: ”Huvudsaken är ju,” siger hun ”at vi får några kloka och nytänkande huvuden in.” Hvordan disse hoveder spottes, om de har de formelle meritter og hvad en eventuel omgåelse af systemets officielle udformning indebærer for neutralitetsparadigmet, ”får vi se” som hun siger. Ligesom Tomas lader hun til at praktisere devisen: Det gik måske ikke helt efter bogen, men det blev jo godt til sidst.
I disse spørgsmål er Erland mere direkte:
214 Jævnfør ovenfor samt flirt-samtale med Erland, hvor han medgiver at lede efter ’en ung Erland’ i Observationsgan-gens arkiver.
Det är en diskrepans, absolut, men det handlar ju om att jag reellt är den enda som kan bedöma vem som kan bära detta uppdrag. Jag är den enda med den insynen och det är bara krångligt att hålla på och låtsas som att det ska gå genom en formell struktur, det skulle inte bli mer neutralt av det tror jag. Jag är absolut för meritokratiska principer och skulle det – rent teoretiskt – finnas två jämförbara kandidater så skulle jag självklart ta meriterna i beaktande… (pause) men det kanske ändå inte skulle vara det enda jag gick på…
L: Nähä?
E: Jo, men det skulle det väl, men jag vill också gärna fasthålla min rätt som senior till att göra subjektiva bedömningar av lämplighet. Speciellt efter (skrammel) förlorat två då är det jätteviktigt med en personlig bedömning också.
Modsat Gunilla går Erland altså med på min læsning af hans praktik som inkonsistent. Han er varm tilhænger af meritokrati og neutralitet, men netop når det gælder den situation han befinder sig i, må principperne tilsidesættes. I Erlands optik er der reelt ikke noget valg; En traditionel ansættelsesproces ville muligvis se pænere ud, men den ville bare blive et dække over en situation, hvor Erland alligevel til sidst egenrådigt bestemte, hvem der skulle have jobbet, fordi han er den eneste, der reelt kan afgøre en kandidats egnethed. Og selvom han da, bevares, ville inddrage meritter i bedømmelsen hvis det stod mellem to lige gode kandidater, så vil det heller ikke være det eneste kriterium, da han også gerne vil sin ret til, som senior på sin institution, at være subjektiv i sin bedømmelse af andre. I sig selv er dette rettighedskrav måske ikke så odiøst. Som institutlederen Ingeborg sagde ovenfor, er pragmatisme ligefrem nødvendig, hvis man skal lykkes med at føre en fornuftig personalepolitik. Det, der er bemærkelsesværdigt er, at Erland så tydeligt artikulerer diskrepansen mellem sine principper og sin praktik uden at det tilsyneladende påvirker hans syn på idealet.
***
Billedstrømmen på filmlærredet stopper, og stemmen forsvinder igen. Sherryen er drukket, og jeg har en klar fornemmelse af, at A er faldet i søvn i den anden lænestol. Hen trækker vejret tungt og roligt, så selvom jeg gerne ville diskutere det, vi (eller måske kun jeg) har hørt, lader jeg hen være. I stedet gennemlæser jeg de noter, jeg har taget under filmens gang:
Fortællingerne på afsatsen har handlet om de selvfølgelighedsstrukturer, der reproducerer og installerer en særlig akademisk førstehed og gør tiltrædet til og omgangen med akademia langt mere friktionsfri for nogle end for andre. Det har handlet om obligatorisk middelklassehed og det akademiske imperativ, og hvordan det, at installere og installeres ligesom at reproducere og reproduceres i den akademiske organisation, i vid udstrækning går hånd i hånd i materialet.
I forhold til reproduktionen er en central tendens, at den snarere end et tilbud må betragtes som en ordre. Foruden i tilfældet Gunhild, der meget bevidst og aktivt søger at modvirke den i forhold til sit barn Linus, accepterer deltagerne generelt den intentionelle interpellation, som deres forældre (og opvækstmiljø), ofte gennem en diskurs om at deres fravær i akademia ville være sløseri, anråber dem med. Og interpellationen bliver (nogle gange lidt modvilligt) til en installation og siden en subjektivering og en accept og glæde over den aktuelle position – en såkaldt post-neutralisering (og en deraf følgende forståelse – og videreførelse - af forældrenes valg og prioriteringer). På den måde reproduceres reproduktionen og akademia bliver (eller fortsætter med at være) den eneste diskursivt mulige arbejdsplads for en stadig større gruppe af individer, der qua deres forældres baggrund og deres egen boglighed oplever, at deres særlige ’læsehoveder’ både berettiger og forpligter dem til en akademisk karriere.
I forhold til installationen, (der måske billedligt talt kan forstås som akademias ’pull-faktor’ i modsætning til reproduktionen, som kan karakteriseres som forældrehjemmets ’push funktion’) har historierne her på afsatsen drejet sig om erfaringen af at blive ’spottet’ og genkendt som passende og autentisk af systemet, og om, hvordan den, som repræsenterer den universitære organisation, agerer for at installere ’de rette’ her. Disse historier præges, ligesom ovenstående, i høj grad af en neutralitetsambition, det vil sige en vilje til at afdramatisere og betydningsfraskrive baggrund og studievanthed som relevante faktorer i genkendelses- og installationsprocessen. Deltagerne beskriver en oplevelse af, at de, qua deres hårde arbejde, har ’fortjent’ deres position, og at deres dispositioner i øvrigt ikke har nogen betydning. Men i fortællingerne om installationer opstår der et interessant skisma, fordi deltagerne samtidigt lader til at mene, at netop deres disponeringer, og den ’autenticitet’ de repræsenterer (formodentlig qua det akademiske imperativ som en opvækst i sløseridiskursen fremmaner), retfærdiggør omgåelser af de meritokratiske strukturer, som akademia er opbygget omkring.
Det fremstår altså som om, at netop genkendelsen, der sker på diffuse grunde (blandt andet lighed med den, der ser) og i de fleste tilfælde præ-installation, er den faktor, der af og til legitimerer at de principper, der skal sikre rekrutteringen af de bedste hoveder, tilsidesættes. Med andre ord fortælles genkendelse/genkendelighed i disse historier frem som mere centralt for muligheden for akademisk installation end formelle meritter. Og her tager fortællingerne en interessant relativiserende vending, idet deltagerne fremholder, at det, at de har klaret sig i karrieren, må forstås som bevis for, at omgåelsen af meritokratiet i deres tilfælde kunne forsvares – ja, ligefrem var nødvendig.
Ja, tænker jeg, hvad skal jeg gøre ved det? Hvad betyder det? Er der nogen der er overrasket? Sikkert ikke og er det så overhovedet vigtigt? Og er det egentlig den relativiserende praktik eller de højtflyvende principper, som er problemet? I forhold til ideen om bredere studenterrekruttering er det klart, at praksisen med at udvælge morgendagens forskere alene ud fra en eller anden form for magisk genkendelse i en senior forskers øjne er problematisk. Men hvis det nu alligevel er sådan, det er i akademia, som flere sagde, så er det måske især det, at praktikken omgærdes af et falskt neutralitetslingo, der gør, at det skurrer? For der er jo noget ved retorikken omkring meritokratiet, der, som Michael Young, begrebets fader, skriver ”makes people feel entiteled to their superior status” (2001) som måske ville kunne reduceres, hvis det var mere udtalt, at udvælgelserne sker på delvist subjektive og ikke-alene-meritokratiske præmisser? Jeg tror, at det kunne have en betydning for den følelse af berettigelse, som også sløseridiskursen underbygger, er giftig for en organisation, der prøver at være åben for alle og brede sin relevans til nye grupper. Hvis meritokratiet alligevel allerede er (delvist) aflyst, så er det jo bare hyklerisk at lade som om, det stadig fungerer?
På den anden side er meritokratiet vel det eneste relativt retfærdige fordelingsprincip ift. stillinger vi kender (hvis vi ikke skal gå helt bananas med tilfældige udpegelser og roterende positioner) og som sådan måske værd at værne mod den snigende relativisering og subjektivering? At opnå formelle meritter er trods alt muligt for flere end at få tilgang til den diffuse glød af autenticitet, der skaber genkendelse hos typer som Gunilla og Erland? Hvert femte sekund fylder As tunge åndedræt hele afsatsen og jeg tænker, at jeg er nødt til at involvere hen, hvis der skal ske noget. I en skuffe under det lille bord imellem os finder jeg en pen og brevpapir med universitetets logo på og skriver:
Kære A igen
Jeg lagde ikke mærke til, hvornår du faldt i søvn, men jeg håber at du fik lidt af Johan, Niklas, Gunhilds, Raschids og alle de andres historier med, for det, de fortalte, angår i høj grad dig og de planer for renovering og udvikling, jeg går rundt og tænker på. Jeg forstår, at du er træt og har meget at gøre, men det, vi (eller måske kun jeg) hørte, satte nogle tanker i gang, som jeg tror, er centrale.
Noget, af det, jeg fandt interessant i historierne om baggrunde var den ret gennemgående tilstedeværelse af en sløseridiskurs, der mere eller mindre har gjort det umuligt for deltagerne at vælge en karriere udenfor dine mure, fordi de i så fald forbrød sig mod potentialerne i deres unikke ’læsehoveder’. Den ufrihed, der implicit kom til syne i disse fortællinger bekymrer mig af flere grunde.
For det første: Selvom alle betonede, at de før eller siden var blevet glade for det valg de (ikke) havde truffet om at forfølge/forblive i en akademisk karriere og forsvarede forældrenes interventioner i deres karriereplaner er det tvangsmæssige i måden denne glæde er blevet opnået på bekymrende - ikke mindst fordi diskursen bygger på en ubehagelig selektionstanke, om, at visse hjerner af en eller anden grund er mere egnede for videnskab end andre og derfor bør have retmæssig adgang til akademia.
For det andet: Den følelse af retmæssighed/berettigelse som følger af sløseridiskursen, ser ud til at udgøre en hæmsko i arbejdet for bredere rekruttering, fordi gruppen af studievante studenter (opvoksede under akademiske imperativ) vokser og vil betyde, at der bliver rift om pladserne (på alle niveauer). Det vil sandsynligvis leder til forhøjede adgangskrav, der i sig selv gør det sværere at komme ind for dem, der ikke er akademiske arvtagere, hvorved både din homogenisering og den samfundsmæssige segregation accelereres.
For det tredje: En fare som er beslægtet hermed er, at det akademiske imperativs og sløseridiskursens ensidige fokus på akademia som ”den eneste mulige arbejdsplads” og den fornemmelse af berettigelse, der følger heraf, kan kollidere med et måske mere åbent akademi (kombineret med nedskæringer og ansættelsesstop) og medføre, at nogle (børn og forældre) ikke vil komme ind og derfor blive skuffede. I fortællingerne ovenfor sammenlignedes situationen
med den, mange hvide akademikerbørn i Sydafrika post-1994 stod i, og hvis vi skal tage erfaringerne herfra for gode varer, medfører bristede forventninger om eksempelvis akademisk karriere en vrede og frustration, der rettes mod dem, der læses som mindre ’autentiske’ akademikere215, hvorved vi risikerer at underblæse klassehad og racisme. Konsekvenserne af et uproblematiseret akademisk imperativ og en unuanceret sløseridiskurs i det ikke-studievante opvæksthjem kan således række langt ud over den umiddelbare forældre-barn-relation.
For det fjerde: En risiko ved ovenstående, er, at meritokratiet delvist tilsidesættes for at sikre arvtagernes karrierer. Uanset hvad vi mener om meritokratiet vil en intensivering af disse langt mindre gennemsigtige praktikker indebære, at mulighederne for at brede og omdefinere, hvad det vil sige at være ’akademiker’, bliver langt vanskeligere.
For det femte: Foruden en hjemmevanthed og selvfølgelighed genererer den akademiske selvfølgelighed (førstehed) også en mulig eksistentiel usikkerhed hos sine bærere, idet den diskursivt begrænser udbuddet af mulige fremtidsspor og derved sætter dem i en potentielt (diskursivt) prekær situation. Ligeledes er det naturligvis bekymrende, at symbolet ’akademisk karriere’ eksempelvis under Niklas opvækst lod til at stå så stærkt, at hverken forældrene eller han selv gav plads til reelle inventeringer af drømme og forhåbninger udenfor det akademiske. Det er naturligvis svært for dig at ændre på den måde, dine beboere forholder sig til deres børn. Men måske er det værd at kigge på, på hvilke måder du og vi ophøjer vores egen gerning på bekostning af andres; hvordan vi forholder os til og diskuterer forestillinger om berettigelse og – frem for alt – hvordan vi kan dekonstruere sløseridiskursen og ideen om ’den særlige egnethed’?
Hvad siger du til det? Vidste du godt, at det er sådan, det ser ud? Og hvordan har du det i så fald med det? Selvom jeg nu har været her et par år, blev jeg faktisk ret overrasket over den ligefremhed, der præger de omgåelser af meritokrati, der blev artikuleret i samtalerne. Som Susann sagde, er meritokratiet fundamentet216, som du, kære A., er bygget på, og når jeg
215 Eksempelvis mennesker fra studieuvante hjem og mennesker, der med deres kroppe ikke opretholder neu-tralitetspræmisserne (jf. vidensskabet)
216 Ligesom Young ser jeg det, som nævnt, mest som de dominerende gruppers måde at opretholde sine privilegier