Nu vender vi os til en anden komponent i den for neutralitetsidealet så problematiske egeninteresse, nemlig den u-neutrale forskerkrop. Vi hørte tidligere Susann betone, at hun, når hun forsker, er kropsløs. ”När jag jobbar, så är jag inte mig.” sagde hun. ”allt det där (…), med kropp och kön och bakgrund och sånt där, det påverkar inte mig alls”. Selvom denne kommentar er specielt tydelig i sin loyalitet med neutralitetsfortællingen og den præmis, jeg nu skal diskutere, er den langt fra enestående. Nu skal vi nemlig lytte lidt til docenten Magnus. På et tidpunkt i vores samtale kommer han (foranlediget af mig) ind på, hvad vi kan forstå som ’rigtig videnskab’. Vi cirkler lidt rundt om det og prøver forskellige indgange for at finde en heldækkende forklaring, men rammer ikke helt noget, som Magnus synes fungerer. Det eneste han sikkert kan sige er, at ”det er viktigt, att det är neutralt”, men hvad det betyder, er ikke sådan lige til at afgøre. I stedet giver han sig til at udbene, hvad der ikke er videnskabeligt, og det lader til at være noget lettere. Han siger: ”Ett exempel är det här när folk forskar om sig själva. Alltså om en grupp de tillhör eller… ja, om du är homosexuell och bara håller på med queerteori eller vad det kan vara, eller, alltså det är lite svårt att förklara, men… när någon som är färgad bara forskar om… ja, jag vet inte, men det där, det där egenintresset, det kan jag nog tycka är lite ovetenskapligt ibland. När man alltid utgår ifrån sig själv.”
Vi kan forstå Magnus kommentar i forlængelse af den idealisering af en neutral higen efter videnskab, der kom til udtryk ovenfor under neutralitetspræmis I. Men i stedet for at problematisere egeninteresser i form af karrierestrategiske valg, problematiserer Magnus sin oplevelse af, at visse kolleger i/med deres forskning meler sine egne identitetspolitiske kager. Magnus synes, at videnskabelig neutralitet er vigtigt, og det indebærer for ham (ligesom for Susann), at man som forsker ikke tager afsæt i personlige erfaringer og dispositioner. I alle fald ikke sådan nogle erfaringer, der fra hans position som hvid og heterosexuel kan genkendes som ’personlige’ – den homosexuelle og ’farvede’ position. Magnus’ neutralitetsdefinition indebærer, at han diskvalificerer kolleger, der er ’mærkede’, som altid allerede biased, hvis de forsker om noget, der i nogen grad angår ’dem selv’ – det vil sige positioner, der (i hans øjne) bærer samme mærker som forskeren selv181. Logikken bag dette er lidt svær at forklare siger Magnus, og væver lidt i sin konkretisering af, hvad det er, han oplever, kan tangere forskningsmæssig egeninteresse. For gruppen homoseksuelle udpeger han en specifik teoriretning, mens det biased område for gruppen ’farvede’ er så diffust, at det ikke rigtig går at sætte ord på. Det, som er hovedpointen, er, at når det minoriserede forskningsobjekt af Magnus genkendes som en, der ligner forskeren for meget opstår uvidenskabelighed. Jeg beder ham om at uddybe, hvordan han forstår denne uvidenskabelighed og han siger: ” det är ju såklart inte så att de inte kan bedriva vetenskap, det får du mig aldrig att säga, haha, men det är just när ens eget liv är objekt som.. (pause) alltså jag inser att det kanske låter lite
181 I essayet ”My best informant’s Dress: The Erotic Equation in Fieldwork” (1993) beskriver Ester Newton fænomenet at forske blandt ’sine egne’ på en anden måde, i det hun understreger, at respekt og tillid er to af antropologens mest centrale redskaber, og at de ofte bygger på en gensidig genkendelse – noget delte iden-titetspositioner i høj grad kan bidrage til at etablere. Se også Mohr 2016.
konstigt, men när man håller på och intervjuar sina vänner eller forskar på en subkultur som man själv är del av. Det har jag lite svårt att ta seriöst… Det blir som om deras identiteter fyller allting på något sätt. Det känns inte så vetenskapligt. Det ska vara en viss distans och neutralitet, tycker jag”
I lighed med Susann har Magnus en fornemmelse af, at identiteten hos visse grupper ’fylder alting’ hvilket gør det svært for ham at forstå det, de laver, som videnskabeligt. Dette argument får mig til at tænke på Maria Törnqvists studie af debatten i forbindelse med de såkaldte Tham-professurer182, hvori hun beskriver, at et af argumenterne mod professurerne var, at de risikerede at miskreditere alle kvindelige professorer (2006). Koblingen mellem kategorierne ’kvinde’ og ’professor’ ansås så svag, at der ville blive sat spørgsmålstegn ved den enkelte kvindelige professor og hendes meritter, hvis det viste sig, at andre kvinder havde opnået stillingen på en måde, der kunne anses illegitim. Kvindekønnet er med andre ord så meget køn, at det er umuligt, at trække grænserne ved den enkelte kvinde (ibid.:181). På lignende vis kan man sige, at den ikke-hvide hudfarve og den ikke-heterosexuelle begærsretning i Magnus øjne er så meget hudfarve/begærsretning, at de ikke kan isoleres til den enkelte forsker. De smitter af, og gør, at den, der positioneres indenfor disse grupper, altid allerede taler fra en ikke-neutral position. Identiteten fylder, som Magnus siger, det hele. Den breder sig ud, og selvom Magnus ikke vil holdes fast på en positionen, at ’De’ ikke under de rette omstændigheder kan forske, så er der noget ved identiteterne, der, når de kobles til visse forskningsområder, for Magnus klipper båndene til videnskabelighed og seriøsitet. De mærkede kroppe har helt enkelt andre grænser for videnskabelighed end de umærkede. Måske kunne forskningstemaer, der angår ikke-heterosexuelle og/eller racialt andethedsmærkede være interessante i sig selv, men når de tages op af en krop, der selv bærer disse mærker, bliver det for meget, siger han. Så bliver skodderne mellem forskerens eget liv og forskningsobjektet for tynde og kollapsen (og dermed uvidenskabeligheden) truer.
Det er oplagt at læse Magnus position, og den måde med hvilken han tager sig retten til at definere, hvad der er ’rigtig videnskab’ og hvem, der kan udføre den, som udtryk for de privilegier, der følger med en studievant hvid heterocismaskulinitet (det vil sige med det, at indtage en lokal førstehedsposition) men vi kan også prøve at tænke os hans indlæg som en søgen efter en stabil position i et stadigt mere fluktuerende videnskabslandskab. Der skal være en vis distance og neutralitet for at Magnus skal kunne genkende visse typer af forskning som videnskab, siger han, og taler sig hermed hen imod en mere positivistisk videnskabsforståelse, der kolliderer med det emancipatoriske videnskabssyn (herunder queerteori), der gør forskersubjektets positionering relevant. Neutralitet opstår i Magnus øjne ved, at identiteten
182 I midten af 1990’erne bestod Sveriges professorskår af 93% mænd. For at bryde denne skæve kønsfordelning besluttede den daværende socialdemokratiske Regering, anført af uddannelsesministeren Carl Tham, at iværksætte en indsats og i de følgende år blev der indrettet 30 særlige professurer målrettede til det underrepræsenterede køn, frem for alt indenfor områder, hvor kvinderepræsentationen var særligt lav. Intentionen med disse særlige tjenester var, at de kvindelige proffessorer skulle agere forbilleder og støtte kvindelige studenter og PhD-studerende i deres arbejde - dels for at bidrage til at åbne nye forskingsområder og dels udfordre det mandlige tolkningsprivilegium indenfor sine respektive discipliner. Se Törnqvist 2006.
eller kroppen i stedet for at fylde det hele, ikke fylder noget som helst. At forskeren, som jeg skrev i brevet til Susann, er en kropsløs huvudfoting. Men samtidigt ved han også godt, at ’det måske lyder lidt mærkeligt’ og har, som nævnt, svært ved at rigtig forklare, hvad problemet er. Jeg tolker det som, at han i nogen grad tvivler på rimeligheden i det, han siger. Som at det emancipatoriske dogme måske alligevel har fanget ham og fremtvunget en refleksion over den plads, fra hvilken han selv taler.
Affekter og diskretionsdogmatisme
En anden måde, hvorpå kroppen og dens udtryk (ikke) kan tage plads i forskningen og akademia er gennem de cirkulationer af affekter, der medvirker til at styre og positionere forskellige kroppe som mere eller mindre afvigende i en akademisk kontekst og ikke mindst gennem de dogmer, der styrer, hvordan disse affekter skal håndteres183. Om dette fortæller Johnny:
”Det är ju vissa kollegor som kan bli lite känslosamma ibland. Som ropar högt om alla pengar de har fått eller blir så arga att de springer ut från köket mitt i en diskussion. Eller plötsligt börjar gråta mitt i allt. Och det, det kanske jag känner är lite opassande. Alltså jag tycker att det är viktigt att vara diskret och värna professionalismen… att ge och ta kritik på ett sakligt sätt och bemöta varandra professionellt… det är klart, att det kan bli ett litet utbrott om man blir jätteglad för något, men det där andra… det tycker jag är en privatsak”
I den neutralitetsfortælling, der deles af en stor majoritet af deltagerne, er akademia i høj grad neutralitetens, rationalitetens og objektivitetens højborg, der - i linje med Johnnys ønske - præmierer neutralitet og værner diskretion og professionalisme.
Alligevel er der mange affekter på spil i akademia – og særligt, som Johnny siger, blandt visse kolleger184. I citatet fremkommer eksempler på flere affekter, der på forskellig vis udspiller sig i det akademiske hverdagsliv: Glæde, vrede, sorg, afmagt. Johnny mener, at en lille smule glæde måske nok kan tolereres, men i øvrigt repeterer han en velkendt diskurs, der foreskriver, at affekter og akademi kan og bør holdes adskilt, fordi affekter farver, forurener eller forstyrrer rationel og neutral akademisk praksis. Denne antagonisme mellem logos og ethos er givetvis ikke neutral, men har tværtimod en lang kønnet og racialiseret historie – og indskriver sig
183 Se eksempelvis Billy Ehn og Orvar Löfgrens undersøgelser af universitetets kringlede formationer hvori de, blandt andet gennem læsninger af en række professorers memoirer, karakteriserer passionen for videnskab som den eneste acceptable følelse i akademia. Andre interesser såsom egennytte, karriere eller prestige – og frem for alt beskidte følels-er som hævnlyst, bittfølels-erhed ellfølels-er vrede, har, skrivfølels-er de, ikke noget at gøre i et forment ’neutralt’ univfølels-ersitet (2004:10ff). Bourdieus begreb for denne specielle akademiske stil, der har til formål at betone éns ’rene’ videnskabelige interesser og dække over aggressivitet, personlige konflikter og andre ’farvede’ interesser i akademia er ”the scientific neutralisa-tion” (1988:57). Angående (uaccepterede) affekter i akademia se også Bloch 2003, 2002
184 Hvilke ’visse’ er kan vi naturligvis kun gætte om, men hvis vi tager hjælp af Beverley Skeggs så har hun i Class, Self Culture (2004) argumenteret overbevisende for, at når dagens samfund kræver rationalitet og effektivitet så afskrives affektive udbrud (det, at være ’i affekt’) som noget, der primært praktiseres af arbejderklasseindivider (i eksempelvis tv-programmer, på fodboldsarenaer, i byen og i socialt udsatte boligområder); ’De’ er højlydte, aggressive, emotio-nelle – kort sagt: ude af stand til at styre sine følelser, hvorimod middelklassen fremstår rationel, afmålt og rimelig. Den samme udpegning er kvinder, queers og racificerede subjekter i lignende diskurser blevet gjort til genstand for.
således meget elegant i de spor, som Magnus’ modvilje mod ’farvede’ forskerkroppe trak op, idet maskulinitet, hvidhed og heterosexualitet historisk er blevet set som naturlige forudsætninger for netop rationalitet, neutralitet og objektivitet185.
Et andet aspekt, som jeg finder interessant ved Johnnys kommentar, er det tydelige dogme om diskretion i form af affektkontrol, han fremsætter. Selvom akademia er hjemstavn for en stor og varieret hob af affekter indebærer en vellykket akademikersubjektivering en håndtering af disse gennem diskretion, nedlukning og ignorering186. Diskretionsdogmet er interessant, fordi det kan forstås som et vilkår for de studievante subjekters oplevelser af karriereautonomi og for opretholdelsen af meritokrati, som ren og retfærdig fordelingsnøgle for akademiske privilegier. Desuden reducerer det risikoen for at støde på friktion i mellem-kollegiale relationer. For det første fordi diskretionen fordrer en så affektfri selvpræsentation som muligt og for det andet fordi de konflikter, der muligvis kan opstå mellem førsteheds- og andethedsmarkerede kolleger, afstyres af, at ovennævnte krav om tilpasning kan tænkes veje endnu tungere på den (andenhedsmærkede), der er i behov af at genkendes som autentisk og derfor må demonstrere sine mestringer af kravene om affektfri neutralitet og diskretion.