skrivekammeret
Observation i forelæsningssalen, Den Klassiske Institution, Erland holder introduktionsforelæsning til et delkursus på grunduddannelsen
Institutionens store sal er næsten fuld og studenterne snakker højlydt med hinanden mens de pakker deres blokke, penne og computere ud. Rygterne om, at Erland, som skal holde denne forelæsning, er institutionens hotshot (eller dinosaurus, afhængigt af hvem man spørger) har spredt sig, så forventningerne er høje. Jeg sidder yderst på den forreste række, eftersom jeg har aftalt med Erland, at jeg skal introducere mig selv, inden han begynder sin forelæsning. Præcis på slaget kvart over et, går døren op og Erland træder ind klædt i sin karakteristiske tweedhabit med matchende butterfly og blankpudsede støvletter. Uden at han siger et ord, bliver der fuldkommen stille i den store sal og Erland skrider langsomt frem til podiet, mens han med et kort og bestemt vink signalerer, at jeg også skal komme frem. Den korte tur frem til podiet gør mig frygteligt selvbevidst om mine lidt for store bukser, snørresko og ikke helt nystrøgne skjorte. Uden at introducere sig selv, siger Erland ud mod salen:
”Vi har en fröken Bradghe som gäst här i dag. Hon kommer från
genusvetenskapen i Lund och vad hon gör här är ett fullkomligt mysterium för mig. Du kommer i alla fall inte få höra mycket om sånt i den här föreläsningen! Men berätta gärna för alla dessa små ljus vad du håller på med.” Jeg forklarer kort, at jeg er med for at observere Erland og betydningen af baggrund på Den Klassiske Institution og får også sagt, at jeg ikke har nogen forventninger om at alle forelæsninger, jeg bevidner, skal være genusteoretiske.
”Nej, det är bra det, för vi har som tur är inte så mycket sådant i våra utbildningar”, replicerer Erland og vinker mig tilbage til min plads. Til auditoriet siger han:
”Jag brukar sällan ge föreläsningar på grundnivå, men i år kunde jag inte komma undan, så jag återanvänder en gammal som jag brukar ge på masternivå. Vi får därför nog räkna med att bara enstaka av er kommer kunna följa mina argument. Har ni frågor under vägens gång så ber jag Er att inte ställa dem, utan bara lyssna. Och jag tolererar inte datorer och telefoner på mina föreläsningar.”
Ringeagt er et mærkværdigt fænomen. Der var ikke meget i Erlands fremtoning i auditoriet, der signalerede andet end modvilje; Mod situationen, mod studenterne og mod mig163. Og alligevel fik jeg en fornemmelse af, at både Erland og studenterne nød det spil, han spillede og at netop ringeagten fungerede motiverende for både dem og ham. At hans uvilje til dialog, ligegyldighed med om studenterne kunne følge med og udtalte foragt for situationen, på en eller anden måde ansporede både ham og dem. Ingen var i tvivl om, at han mente, at denne forelæsning var spild af hans tid, men netop ved at udtale dette så tydeligt, formåede Erland på mærkelig vis at fastholde og begejstre studenterne – og i nogen grad også observatøren, der både imponeredes af Erlands omfattende viden om sit emne og samtidigt fascineredes af hans formidlingsstrategi, der i høj grad gik ud på at betone studenternes mangel på kundskab og erfaring og understrege sin egen overflod af samme.
Som analysemodus finder jeg ringeagten mod mindre belæste studenter, yngre forskere og forskerkolleger, der ikke klarer sig, interessant. Dels fordi den sætter mange af de førstehedsproducerende mekanismer, som jeg her har til hensigt at undersøge, på spidsen, og dels fordi den løber som en rød tråd gennem hele det materiale, nærværende undersøgelse bygger på. Sjældent så udtalt som i episoden ovenfor, men i mindre velanrettede doseringer, der implicit siver ud gennem understregninger af deltagernes egne positioner og friktionsfrie karrierer, som normale og neutrale. Den simrer også i fatalistiske konstateringer af, at meritokratiet jo altid har ret eller at den ulighed, der eksisterer, jo nu engang bare er sådan, det er, og den kan spores i antydninger af mindre succesfulde kollegers mangel på vilje, fravær af gefühl eller generelle middelmådighed.
163 Da jeg tidligere havde haft en samtale med Erland, der var anderledes intim og løssluppen (se analyserne i Ob-servationsgangens arkiver), læste jeg i stunden (også) Erlands foragt som en form for distanceret flirt med de former, en moderne akademisk forelæsning forventes antage. Som en diskret og på sin vis paradoksal måde at pege på, at formerne ikke er givne og på så vis skabe plads for flere måder at befolke akademiske rum på.
Netop dette distancearbejde og dets funktion i neutraliseringen og afpolitiseringen af studievant baggrund som førstehedsposition i svensk akademia, er den centrale tråd som følgende analyser først vil karte og siden spinde. Dette gøres gennem fokuseringer på de specifikke tilfælde i materialet, hvor deltagernes appropriering af neutralitet kommer til syne – i forestillingen om den neutrale videnskabsposition (parken + skabet), i fortællingerne om baggrunde (afsatsen), i indtagelsen af en umærket position i den akademiske hverdagskontekst (karnappen), i blindheden overfor ulige vilkår (passagen), i udgrænsningen af ’de mislykkede’ til et spøgelsesagtigt akademisk ikke-liv (loftet) og – ikke mindst - i de voldsomme affektive udbrud, som mine forsøg på at af-neutralisere den studievante position, forårsager (gangen). Som det fremgår, er der tale om nedslag i materialet, der er entydigt udvalgte for at belyse netop de elementer af studievant førstehed, som jeg finder teoretisk og analytisk interessante, og som jeg mener, er af relevans i en eventuel renovering af de selvfølgelighedsstrukturer, der i dag medvirker til at producere akademisk inden(og uden)forskab. Det, følgende analytiske indsatser vil afstedkomme, er således ikke, at male en heldækkende freske af livet i akademia set fra et studievant udsigtspunkt164, ligesom jeg ikke aspirerer på at tegne helstøbte – eller ens ’retfærdige’ - personkarakteristikker af de medvirkende165. Min analytiske interesse er med andre ord ikke knyttet til (eller specielt loyal mod) individerne, jeg har interviewet eller felterne jeg har besøgt – eller akademia i det hele taget166 - men derimod til det sæbeglatte fænomen ’studievanthed som førstehedsposition’, som jeg prøver at inddæmme, ved at se det som et studieobjekt i sin egen ret og slå ned på alle de forskellige udtryk, jeg ser, at det kan tage i mit materiale167.
164 Selvom jeg vil hævde, at der i materialet ville findes dækning også for (i hvert fald store dele af) en sådan analyse og at den sandsynligvis ville være højst interessant, for den, der fascineres af hverdagsbeskrivelser fra en privilegeret tilværelse.
165 Tværtimod er det et MEGET begrænset udsnit af deltagerne, jeg viser. Et udsnit der slet ikke yder deres komplekse fortællinger, individuelle bevæggrunde og mange bekymringer retfærdighed. Hvilket givetvis kan opfattes som prob-lematisk. Min hensigt er dog ikke at udstille eller hænge nogen ud (og jeg har gået lange veje i anonymiseringsarbej-det), men derimod at insistere på at fokusere fænomenet førstehed og de empiriske eksempler så hårdt, at de kan stå med så skarpe konturer, at konteksten taber betydning. Der vil altid være relevante relativiseringer og vægtige kontex-utaliseringer at gøre, når ens materiale er mennesker, men jeg er ikke sikker på, at et forsøg på at favne alle disse, nød-vendigvis gør analysen mere ’etisk’. Tværtimod risikerer de let at blive en undskyldning for at ikke tydeliggøre analysens agenda eller for at undgå at drage ubekvemme konklusioner. Min ambition i dette arbejde er det modsatte; at være tydelig med min teoretiske og analytiske interesse, den emancipatoriske agenda og hvordan jeg benytter materialet. Dette gør jeg, for at nå et punkt, hvorfra noget kan siges uden at fortabes i et hav af undskyldninger og relativiseringer. Samtidigt vil jeg også understrege, at de sekvenser jeg anvender i analysen, ikke på nogen måde er exceptionelle i materialet. Snarere vil jeg kalde dem gennemgående for den store majoritet af deltagerne. Naturligvis har jeg udvalgt de formuleringer, der tydeligst sætter det, jeg vil belyse, på spidsen, men generelt følger tonen i analysesekvenserne, de diskurser, der præger materialet i sin helhed.
166 Som beskrevet i indledningen bruger jeg primært akademia som et (nærliggende) felt til at kortlægge studievant førsteheds konsolidering, neutralisering og effekt for primært dets bærere, men også dets omgivelser.
167 Derfor er dette heller ikke en intersektionel analyse i gængs forstand. Fremfor at belyse de nuanceringer og rela-tiviseringer som diverse andre identitetskategorier kan tone førsteheden med, har jeg overordnet valgt at insistere på studievantheden som primært analyseobjekt.
En anden tråd af ringeagt (der delvist er sammenflettet med længslen efter neutralitet), som jeg finder interessant at samle op fra den ovenfor beskrevne situation i forelæsningssalen, er de associationer, antagelser og affekter, som tilstedeværelsen af en genusforsker genererer for studiens deltagere. Som det fremgår, havde Erland ikke meget til overs for det, han forestillede sig, at et genusvetenskapligt bidrag ville tilføre hans forelæsning (eller videnskabsfelt i det hele taget) og hans og lignende reaktioner gjorde mig nysgerrig på, hvad det er, denne videnskabelige lokalisering, i deltagernes øjne, bærer med sig? Hvilke forestillinger om såvel forsker som forskningsobjekt, den aktiverer. Og ydermere: Hvordan disse forestillinger reflekterer tilbage på deltagerne selv? Der er med andre ord nogle interessante (og for mig uventede) metodemæssige implikationer af at interpelleres som genusforsker i en undersøgelse, der udspiller sig i svensk akademia. Disse metodeanalytiske tråde behandles løbende gennem mine udforskninger af den besatte bygning.
En sidste mere gennemgående inspiration til analysen, som den ovenfor beskrevne situation genererede, var formmæssig. Som det fremgår, vækkede Erlands undervisningsform både frustration og fascination hos observatøren og disse ambivalente fornemmelser underbyggedes af hans teatralske, selvhøjtidelige og næsten karikerede fremtoning, der ufejlbarligt balancerede på (den rette side af) kanten til komisk kollaps. Og der var noget i netop den form, som Erland og situationen antog, der forflyttede rammerne for, hvad der kunne gøres og siges i en forelæsningssal og muliggjorde nye indsigter for såvel studenter som observatør. Denne formvariation, denne uendeligt diskrete skælmskhed, der gav Erlands selvhøjtidelighed en klangbund af humor og distance, har været rokken, der har spundet nogle af de mest farvestrålende tråde, som følgende analyser er vævede af. I linje med med Laurel Richardson betragter jeg nemlig skrivning som ”a method of inquiry” (2005) og skrivestil og sprog som aktivt forskningsresultatsproducerende. Ved at lade empirien antage fiktionaliserede, private og poetiske former, er det min modeste ambition, at teksten, udover at tydeliggøre det konstruktionsmoment, der altid kanter en akademisk analyse168, kan give rum for en søgen efter det, den engelske filosof Hywel D. Lewis har kaldt en poetisk sandhed169, forstået som den æstetiske og etiske effekt, som god kunst kan have på sin betragter, når den med en ny vinkel får os til at se det velkendte i dets konkrete og unikke specificitet (Lykke 2008:86). Qua mit videnskabssyn er jeg uinteresseret i neutrale og generaliserbare ’sandheder’ (som jeg forstår som den poetiske sandheds antipode), men desto mere fascineret af fremstillinger, der som Erlands butterfly og subtile ironi, skubber til rammerne for ’det rimelige’ og ’det begribelige’ og ’det umiddelbart forståelige’ i en given situation. Den følgende analyse skal derfor læses som et forsøg på at skifte spor og forskyde objektet (’et skridt til venstre’) for at gøre plads til at se det velkendte i et nyt perspektiv – eller for at se noget helt andet. Jeg vender mig mod de øjeblikke i materialet, hvor friktion opstår, uventede (eller ventede?) ting sker og sprækker/exit-scapes170 kommer til syne og en alternativ worldmaking kan påbegyndes. En slags analytisk flirt, hvor jeg griber efter det,
168 Se udover Richardson også Lykke (red.) 2014, Adeniji 2009, Livholts (red.) 2012, Søndergaard & Staunæs 2006b 169 Lewis 1946, se også Lykke 2008 og Bræmer 2014
der fanger og fascinerer mig, fremfor det ansvarlige, forventede eller – måske - umiddelbart relevante171. Til sin form fremstår analyserne måske mere som en inventeret variant af Erland – megen skælmskhed, men med en kerne af seriøsitet - men forhåbentlig vil det (ligesom hos Erland) fremgå, at denne kerne ikke bare er et aspekt blandt andre, men derimod udgør hele
170 Exit-scapes er Wibke Straubes begreb for ”moments of intense filmic engagement that temporarily allow an escape from the cinematic dominance of the negative affects (…) [that] create fear and trauma for the trans entrants” (2015:48), og er således udformet specifikt for filmiske analyser. Den versionering jeg benytter her er dog bredere, og henviser til momentvise åbninger eller sprækker i en ellers fasttømret diskurs, der bereder jorden for diskursive forskyd-ninger, der kan lede til tryggere og mere empatiske rum for alle (eller med Muñoz ord: worldmaking).
171 For hvad er ansvarlighed overhovedet? Ville det ikke netop være uansvarligt at stille de rationelle og rimelige spørgsmål først? Kan en passion/interesse/flirt overhovedet opstå, hvis den ene part mekanisk remser spørgsmål om alder, baggrund, boligforhold, arbejdsbeskrivelse og karriereplaner op? Og ville en flirt baseret på denne remse nogen-sinde kunne sige noget substantielt om de involverede parters indre dynamikker? Nej, en ansvarsfuld flirt med noget så seriøst og rationelt som akademia må være i sin grund være uansvarlig og dyrke det skæve (queer?) i stedet for det firkantede, samt aspirere på det kontraintuitive, begærlige og frivolske.
Jo mere Erland kigger på mig fra billedet og unådigt observerer mine overspringshandlinger, jo mere går det op for mig, at jeg ikke bare kan sidde her på mit skrivekammer og se kattevi-deoer og vente på at analysen kommer til mig. Jeg må ud i huset og fornemme, hvad (eller Hvem), der rører sig. Jeg rejser mig, pakker laptop, notesbøger, interviewtransskriptioner, penne, pandelampe og telefon ned i min taske og går ud i salonen. Min fornemmelse er, at den analytiske substans frem for alt findes oppe på overetagen, men da jeg ser, at solen skin-ner ind gennem det store hul i metodesalonens væg, følger jeg en indskydelse, tager tasken på ryggen og hopper ud i parken.