Til dette arbejde er 22 studievante akademikere blevet interviewet116. Rekrutteringen skete dels gennem mit udvidede netværks netværk og dels via opslag på et antal universiteter. At sige, at deltagerne er strategisk udvalgte af en stor pulje af potentielle deltagere, ville være en voldsom idyllisering, for det var ikke uproblematisk at rekruttere medvirkende, der matchede de opsatte krav og som var villige til at lade sig interviewe. Men med hjælp af sneboldseffekten og en vis ihærdighed, fik forskeren til sidst et godt og bredt sample. De kriterier, der initialt opstilledes for deltagelse var, at de medvirkende skulle være seniore akademikere i relativt trygge ansættelser (det vil sige mindst docenter (se) /lektorer (dk)) på et humanistisk eller samfundsvidenskabeligt fakultet og at de skulle være opvoksede i et studievant hjem. Undersøgelsens forankring i humanistiske og samfundsvidenskabelige kontekster, har at gøre med forskellen på konsensuelle og disensuelle videnskabsidealer117 og forskerens interesse i studievanthedens effekter netop i forhold til den pragmatisme og mingelering, der er nødvendig i disensuelle miljøer, hvor prestigehierarkiet for meritering og definitionerne på ’god videnskab’ ikke er (helt) entydigt fastlagt. Sådanne relativiseringer kendetegner især humaniora og samfundsvidenskab (Søndergaard 2003).
I første omgang lod forskeren det være op til præsumptive deltagere selv at definere begrebet ’studievant hjem’, men det blev hurtigt tydeligt, at denne metode gav et for ’løst’ materiale118, hvorfor hun efter to pilotinterviews fastslog en definition, der indebærer at begge forældre (i de tilfælde der var to) skulle have taget en akademisk eksamen og mindst én have disputeret. Efter pilotinterviewene tilføjedes et yderligere kriterium, der var, at deltageren selv skulle være forælder, fordi det blev tydeligt, at diskussionen om baggrundsreproduktion ikke kun er relevant i forhold til tidligere generationer, men i høj grad også i forhold til kommende. (Dog måtte dette krav i løbet af materialeindsamlingen modereres lidt, da effekten viste sig at være kraftig heterodominans i rekrutteringen. Selvom der ikke forelå en ambition om statistisk eller kategoriel repræsentativitet i materialet, var forskeren interesseret i at belyse forskellige erfaringer af studievant førstehed, og ville altså undgå et helt hvidt eller helt straight materiale, som det uden specifik opmærksomhed på ’bredde’, let kunne have blevet.)
116 Alle deltagere samtykkede skrifteligt til sin medvirken og til at interviewene optogs på bånd og transkriberedes 117 Søndergaard beskriver forskellen mellem de to videnskabsidealer som følger: ”Miljøer overvejende prægede af konsensuelle praksisser er kendetegnet ved en tro på objektive og entydige standarder for kvalitet. Neutralitet kan i den sammenhæng relativt nemt konstrueres som sammenfaldende med praktisering af det, der er konsensus om. (…) Til gengæld er de disensuelle miljøer præget af det modsatte af konsensus. Videnskabelighed lever her i flere udgaver. Der er flere paradigmer, felter og interessedomæner, som eksisterer indenfor samme miljø – flere og forskellige bud på hvad der er de prestigiøse tidsskrifter, de prestigiøse internationale konferencer, de interessante forskningsmiljøer i ind- og udland osv.” (2003:65-66)
118 Den initiale ’åbne’ definition interpellerede såvel folk med én forælder med mellemlang uddannelse og andre med to disputerede forældre. Selvom der er meget interessant at sige om denne spændvidde og dermed bredden i oplevelsen af at have en studievant baggrund, blev det hurtigt tydeligt, at undersøgelsens raison d´être (at betragte en lokal akademisk førstehed) ville kræve et mere sammenholdt materiale, hvor parameteren ’studievant hjem’ ikke i sig selv altid kunne relativiseres.
Der er således en række fællestræk mellem deltagerne, der i nogen grad gør det rimeligt at forstå dem som et positionsmæssigt kollektiv eller serialitet (Young 2005), men der er også faktorer, der adskiller dem: Majoriteten er født i Sverige af svenske forældre, men fire har migrationserfaringer i første eller anden generation og er racialiserede som ikke-hvide. Majoriteten lever i samborelationer med en partner med et andet kønnet kropstegn119
end deres, mens tre lever alene (med og uden børn) og fire med partners med kønnede kropstegn, der ligner deres. I de tilfælde, deltagerne er samboende, er deres partnere i samtlige tilfælde også akademisk uddannede og i otte tilfælde også disputerede og ansatte i akademia. Der er stort set lige mange deltagerer med kvindeligt og mandligt kropstegn i studiet og aldersmæssigt er deltagerne mellem 35 og 66 år, dog fordelt sådan, at størstedelen er midten/slutningen af fyrrerne eller starten af halvtredserne. Økonomisk, kulturelt og socialt er det forskerens vurdering, at alle befinder sig i den øvre middelklasse120. Materialet er indsamlet på ti forskellige institutioner fordelt på fire forskellige universiteter i Sverige. Majoriteten af interviewene (henholdsvis fem og syv) er gjort i forbindelse med observationsstudier ved Den Nye og Den Klassiske Institution (se korridoren til venstre), mens resten er foretaget ved enkelte besøg på deltagernes arbejdspladser. Interviewene tog for det meste omkring to timer. De spilledes (med deltagernes tilladelse) ind på bånd og blev efterfølgende transskriberede af forskeren. Samtlige deltagerer fik derefter mulighed for at genlæse samtalen og korrigere eventuelle misforståelser. Otte deltagere takkede ja til den mulighed, men ingen vendte tilbage med rettelser, hvilket forskeren tager til indtægt for, at transskriptionerne, trods mindre sproglige korrektioner, har stemt overens med deltagernes opfattelser. af interviewsituationen. Forskeren har ikke givet deltagerne mulighed for at læse og påvirke de efterfølgende analyser, til trods for at mange feministiske og postkoloniale tænkere har foreslået dette som en metode for at nedmontere (dele af) den ulighed, der ellers kan opstå mellem forsker og beforsket121. Selvom forskeren har stor sympati for denne strategi og ambitionen om lavere tærskler mellem akademia og verden ’derude’ er der flere grunde til dette valg: For det første mener hun principielt, at det er hendes ansvar som forsker, at foretage og stå på mål for analyserne selv. At uddelegere eller demokratisere dette ansvar risikerer at umuliggøre kritiske analyser ved at gøre forskeren
119 Her bruges, inspireret af Søndergaard, begrebet kropstegn som en diskursiv fremmedgørelsesstrategi i forhold til køns- og racekategorierne. Om begrebet skriver Søndergaard: ”Med tegnbegrebet fremvises konstruktionen ikke som konsekvens af noget i kroppen iboende; i stedet ses kroppene som et påskud for en konstruktion og den måde, kroppene bliver fokuseret ind på, fremvises som konsekvens af konstruktionen (2000:91, se også 2000b)
120 For visses vedkommende kan man i nogen grad måske også tale om at de indgår i overklassen, men med John Westergaards definition af overklassen som ”en snæver gruppe mennesker, i hvis hænder der er samlet en stor koncentration af materiel magt og materielle privilegier” (1998:3) er det, på baggrund af den viden forskeren har om deltagerne, svært at vurdere, om de virkelig tilhører denne snævre gruppe. Derfor positionerer hun samtlige i den øvre akademiske middelklasse.
til marionet for deltagernes interesser, ligesom det praktisk kan være svært at navigere ønsker, forhåbninger og forforståelser hos en stor og mangefacetteret deltagergruppe. For det andet, mener forskeren, at der er tid og rum, hvor denne strategi er applicerbar, men også tilfælde, hvor den ikke fungerer. I dette (kritiske) projekt, der i høj grad kan forstås som et studie ’opad’, ville en fællesanalyse med deltagerne lede til helt andre typer af samtaler, end hvis ambitionen havde været, at ’give stemme’ til en udsat gruppe122.
I analysen præsenteres og læses deltagerne gennemgående som et kollektiv og kun i få tilfælde præsenteres individuelle biografier. Dette af hensyn til de medvirkendes anonymitet. Da der er tale om et materiale, der i visse henseender kan opfattes som kompromitterende og som er indsamlet gennem forskerens perifere netværk og dets videre bekendtskaber, (hvilket gør risikoen for genkendelse større) er der i analyserne og transskriptionerne foretaget en del (måske) uortodokse metodevalg for at sløre deltagerenes identiteter. Blandt andet er visse deltagere blevet forflyttet i tid og rum (fra en institutionel kontekst til en anden), visse har skiftet kønsligt kropstegn (dog naturligvis kun i tilfælde, hvor kønsparameteren ikke er i spil i analysen) og i lidt længere biografiske analyser er materiale fra flere end en deltager benyttet med henblik på at sammenstrikke en idealtypisk historie. Når det giver mening er interviewmaterialet fra visse deltagere også blevet kløvet op, hvorfor samme deltager kan optræde under forskellige navne i forskellige kapitler. Intet er således som det ser ud, blikke kan bedrage og bliver bedragede, men forskeren hævder, at en vis metodisk uortodoksi er nødvendigt, for at forvalte materialet på den mest respektfulde og integritetshensynstagende måde og for at sikre anonymiseringen bedst muligt. Skulle du som læser, trods disse tiltag, alligevel genkende én eller flere af deltagerne, bedes du respektere den anonymitet, de var tiltænkt – og måske også betvivle din genkendelse en smule? For måske er mange af de optrædende figurer genkendelige, fordi de faktisk deler træk med mange af de mennesker, der lever i disse kontekster og er blevet til gennem samme diskurser og vilkår?
122 For det tredje – og helt pragmatisk – ville en invitation om at sam-analysere det godt 1000-sidige materiale til en gruppe travle og højt opsatte forskere med stor sandsynlighed ikke blive positivt besvaret. Derimod har forskeren en stående aftale om at præsentere resultaterne af undersøgelsen på de to institutioner, hvor observationsdelen udspill-ede sig, ligesom hun har lovet at sende samtlige deltagere en kopi af bogen, når den er færdig.