Som en del af materialeindsamlingen gennemførtes sammenlagt tre måneders feltarbejde blandt studievante (og -uvante) akademikere. Observationerne blev foretaget skiftevis mellem to institutioner, der begge er præget af en høj andel (ca. 75%) ansatte fra studievante hjem123; Den Klassiske Institution, der er en relativt stor institution med ca. 70 ansatte ved et humanistisk fakultet ved et svensk universitet og Den Nye Institution, der er en mindre (ca. 20 ansatte) relativt nyetableret centrum ved et samfundsvidenskabeligt fakultet på et andet universitet. Intentionen med valget af de to institutioner var ikke i sig selv komparativ (selvom komparationer uundgåeligt opstår), men derimod, at få et så bredt materiale som muligt for at skabe fyldige forståelser af studievanthedens situerede formationer.
Positioneret feltarbejde kan karakteriseres som en materialegenerende metode, der placerer sig mellem ’deep-hanging-out’ og aftaleetnografi124. ’Deep-hanging-out’ er en feltarbejdsmetode, der baserer sig på at ’hænge ud’ i feltet umiddelbart uden formål, men ’i dybden’, hvilket indebærer en skærpet fornemmelse for, at det, man ser, hører, oplever mv., skal ’bruges til noget’. Aftaleetnografi henviser til at observationsformen ikke er spontan, men tilpasset et samfund, hvor man må aftale med de involverede hvornår man kan være til stede. Den aftalte ud-hængen har forskeren praktiseret både overordnet gennem deltagelse i fællesaktiviteter som møder, seminarer, frokostbordssnak, undervisningsrelaterede aktiviteter, kaffepause, after work osv. og mere specifikt (gennem det, som Staunæs kalder tilstræbte positioneringer det vil sige en tilnærmet position på linje med objektet for ens forskning125) ved at ’skygge’ to ansatte på hver institution i deres daglige arbejde – på møder, i undervisningen, i korridorsamtaler med kolleger og (i den grad
Observationsgangen
123 Definitionen af studievanthed er i disse tilfælde lidt bredere end den, jeg endte med at opstille for interviewd-eltagerne, da den bygger på institutionens befolknings selvrapporterede svar på spørgsmålet: Er du opvokset med akademisk uddannede forældre?
124 Hasse 2000, Staunæs 2004 125 Se Staunæs 2004:76
Selvom materialet i observationsgangen slet ikke er ophængt eller struktureret lige så organiseret som i samtalekorridoren, forstyrrede det min ordenssans at der ikke også var et opslag på den anden dør, hvorfor endnu en tekst blev produceret og opsat her:
det var meningsfuldt og etisk forsvarligt) i deres forskningsarbejde med empiriindsamling og skrivning. Målet med dette var, at forsøge at få greb om, hvordan verden ser ud fra forskellige akademiker-perspektiver, der alle deler det vilkår, at de karakteriserer sig selv sig som ’hjemmehørende’ i akademia og kommer fra en studievant baggrund. For at brede forståelsen ud og høre andre stemmer om samme fænomener, har forskeren også talt med udvalgte studenter og ikke-akademiske medarbejdere på institutionerne. Her benyttes således en flerinformanttilgang, der lader blikke og perspektiver fra strategisk udvalgte subjekter, såvel studenter, undervisere, forskere og administrativt personale, optræde og skitsere rammen indenfor hvilken følgende analyser udspiller sig.
De to feltarbejder forløb parallelt (og parallelt med forskerens egne ’hjemlige’ institutionsforpligtelser) og forskeren har således over en længere tidsperiode flyttet sig med korte mellemrum mellem forskellige institutionelle kontekster og individuelle blikke, hvilket har givet hende noget, man måske kan kalde et staccato-blik på det akademiske institutionsliv og et godt fundament for forskydninger, nuanceringer og kropsliggjorte fornemmelser af, hvad det studievante liv drejer sig om. Observationsmaterialet indgår først og fremmest som baggrundstæppe for interviewanalyserne, men det er et tæppe, som forskeren af og til lader blafre og tage plads i analysen som illustration af en tendens eller fordybning af en pointe eller som hun trækker på som en fond for de fortællinger, materialet rummer.
Kære A
Du svarer ikke. Forstyrrer jeg? Måske har du vigtigere ting at gøre end at diskutere med mig, men jeg vil meget gerne have lidt feedback, og i al udadrettet kommunikation betoner du jo, hvor ’åben’ og ’dialogsøgende’ du er. Men måske var det andre dialoger, du håbede på? Med lidt mere entreprenante og fremadskuende typer? Eller er du bare optaget af strategidage, grafiske profiler og konsulentmøder? Uanset hvad, gør det mig lidt nervøs, at du ikke svarer, for nu, hvor jeg er begyndt at iværksætte lidt mere permanente forandringer, ville det være rart, at have dig med på vognen… men det kan også være, at jeg er for artig i dette håb om velsignelse? Måske skal jeg bare slå lidt hårdere i bolledejen, for at noget skal ske her? Og måske vil du heller ikke kunne se pointerne med det, jeg foreslår, før det er gjort? Hvis overhovedet…
Men for at få tiden til at gå kan jeg fortælle lidt om min metode – det, jeg kalder den flirtende disidentifikatoriske emancipationsstrategi - og hvad der er sket, siden jeg kom hjem fra Johannesburg. Og lidt om mig selv (igen!): En del af min barndoms påskeferier tilbragte jeg i mine farforældres sommerhus på Falster sammen med brødre og kusiner. Mine – erkendt – begrænsede og noget fragmentariske minder fra disse sandsynligvis kaotiske familiesammenkomster står i Renoirske toner. Jeg husker kun solskin, glæde og ubekymret leg på græsplænen. Badeture, sildegilder og besøg hos den lokale bondemand, hvis svin havde krølle på halen og sprang frit rundt og boltrede sig i på mark og eng. Af mine ældre kusiner, der var teenagere dengang, er jeg senere i livet blevet gjort opmærksom på, hvordan minder kan bedrage. De påstår, at det altid regnede, søerne lå fikserede i små båse og maste sine smågrise og at mindst en af de voksne forlod stedet i frustration i løbet af en weekend. Om det er mine eller mine ungdomsdystopiske kusiners minder, der ligger nærmest den faktiske stemning dengang, er naturligvis ikke til at sige (for hvad er en ’faktisk stemning’ overhovedet?), men jeg blev mindet om min tendens til at male alting lyserødt i min hukommelse, da jeg satte mig for at skrive til dig om, hvordan jeg er gået videre med renoveringen. Sidst jeg skrev, var de fleste af mine ombygningsideer netop ideer, men siden da har jeg gået omkring i bygningerne for at komme i gang med at konkretisere, hvad der skal foregå. Jeg har netop brugt et trykluftsbor, som jeg fandt på loftet (hvad bruger du det til?) til at hakke et stort hul i væggen fra salonen ud til
parken for at få lidt frisk luft ind og så kattene kan komme ud, når de vil. Nu sidder jeg i byggestøvet på gulvet og jeg tror, at det monumentale kaos, der hersker omkring mig, er et godt udgangspunkt for at fortælle lidt mere om mine metodiske overvejelser og hvor jeg vil hen med alt dette.
John Law og John Urry har påpeget, at hvis vi accepterer argumentet om virkelighedens performative og konstruerede karakter, så må vi også forstå metode som performativ (2005): At skrive et brev til et spøgelse/ et stykke i sin afhandling om sin fremgangsmåde og hvordan dette eller hint blev gjort eller ikke gjort, er ikke det samme, som at repræsentere eller afspejle et stykke virkelighed; metode må grundlæggende forstås som en virkelighedsproducerende og performativ praksis – og er, tillægger jeg126, altid allerede lokaliseret og indbygget i sin egen skriftlige fremstilling. Dette gælder i høj grad for min vidensproduktion. At fra min plads i solen med solsortefløjt som soundtrack skrive om mine fremgangsmåder og overvejelser i forbindelse med materialeindsamlingen i hvad der i min hukommelse fremstår som et nonstop råkoldt Sverige i perioden 2011-2013 er, som at skulle fremgrave et fjernt og let ubehageligt minde, som jeg kun aner de yderste konturer af. Tilskyndelsen til at ryste usikkerheden og the messy bits af mig og min tekst og (re)producere den forventede og altid tilgængelige fortælling om et velovervejet metodearbejde og uproblematisk empiriindsamling ligger hele tiden parat. Mine fingre kan skrive teksten nærmest af sig selv og beskrivelsen ville ikke nødvendigvis være usand, men det ville producere en fortælling helt uden al den ambivalens, frustration og usikkerhed, der i høj grad har præget mit (arbejds)liv disse år. Ligesom jeg måske foretrækker at huske mine barndomsferier som problemfrie og lykkelige, så foretrækker jeg måske også instinktivt at fremstille min indsamlings-, analyse- og skriveprocess som smertefri og mig selv som en, der hele tiden har vidst, hvad jeg lavede. Sådan er det naturligvis ikke. Tekstproduktion er så sandelig performativ (– måske ligesom læsning?). og hvis jeg, på linje med denne tradition skal positionere mig selv, så kan det, jeg har sat i gang her som sagt, nok bedst forstås som en flirtende disidentifikatorisk emancipationsstrategi127, der arbejder ud fra en forhåbning om, at skriftlige og interaktionsmæssige
126 og eksempelvis Lykke (red.) 2014 og Livholts (red.) 2012
127 I ambitionen om emancipation og forhåbningen om at forandre akademias aktuelle udformning kan mit projekt forstås som en art aktionsforskning (se eksempelvis Kurt Lewins definition i Principles of Topological Psychology (2015)), men da jeg ikke engagerer mig på linje med mine deltagere og heller ikke i nogen konkret form har et projekt/ aktion som jeg vil introducere og afprøve (foruden glædesdrabet (se nedenfor i dette brev), der i første hånd skal forstås som en metodestrategi) foretrækker jeg betegnelsen flirtende disidentifikatorisk emancipationsforskning.
forstyrrelser (/renoveringer) af forgivettagne strukturer, kan bidrage til at forandre dem.
Nu spørger du måske, hvad jeg mener med det og hvad det får for
konsekvenser for dig? Det er rimelige spørgsmål, og jeg tænkte, at jeg med dette brev vil prøve at give dig nogle af svarene.