Deltagerne er vokset op forskellige steder. De fortæller om barndomme på landet, i provinsbyer, i begivenhedsløse forstæder, i højborgerlige kvarter i store byer, i villaer med gamle frugttræer, på gårde langt væk fra alt, i kollektiv, i rækkehuse, i lejligheder og på gods, på øer og fastland. Der er flest historier om at vokse op i Sverige og Norden, men også mange erfaringer af opvækster eller kortere eller længere ophold andre steder: Europa, USA, Rusland, Canada, Kina, Mexico, Argentina, Iran og Japan. En stærk klassedimension gennemløber fortællingerne. Samtlige deltagere er opvokset med voksne, der var akademisk uddannede og havde fast arbejde (ofte i akademia) og således også for de flestes vedkommende med betydelig materiel tryghed, men var der også (få) historier om økonomisk knaphed, svingende tilgange og længerevarende materiel usikkerhed. Ligeledes var de voksne, der ofte også var forældre, samlevende under de fleste deltageres barndom, men nogle enkelte havde oplevet separationer og/eller skiftende forældrefigurer i løbet af deres opvækst. Samtlige deltagere fortæller om boglige hjem, hvori der blev lagt vægt på nysgerrighed, grundighed og selvstændighed, ligesom (for de flestes vedkommende) på sprog, kunst, musik og kultur. Alderen i gruppen er spredt – fra 35 til 66 år - hvorfor opvækstbetingelserne på et generelt plan varierer meget, men der er trods dette en del fællestræk, der ligger til grundfor følgende analyser, der med afsæt i et par historier, ekstraherer generelle tendenser i materialet. Noget af det, der først og med størst kraft kommer til syne, ved gennemlæsninger af interviewmaterialet og feltnoterne er en meget stærk trang hos deltagerne til at associeres med ’det normale’, ’det almindelige’ og ’det neutrale’. Stort set samtlige deltagere henviser gentagende gange til deres almindelighed i vores samtaler og den insisteren med hvilken disse henvisninger repeteres rejser spørgsmål om, hvad det er, der er så begærligt ved almindeligheden, og hvilke attraktive attributter ’en almindelig opvækst’ kan trække med sig, når den beskrives 30-40-år senere? Om disse spørgsmål kredser følgende analyser.
Vi kan begynde med at høre, hvordan Johan, der er docent, beskriver sin opvækst:
”Jo, men vad ska jag säga? Vi bodde i ett typiskt svenskt villaområde, där alla var ganska lika oss. Barnfamiljer med två eller tre barn. Föräldrar som gick på arbete – eller mammorna var ofta hemma när barnen var små, men... Alla barn gick i samma skola och alla familjerna umgicks med varandra på fritiden. Det var tryggt och fint och helt, ja, helt vanligt helt enkelt. Inget som sticker ut. Vi var som de flesta andra.”
I citatet fortælles en tryg og harmonisk barndom frem. Opvæksten i villaområdet hvor alle ligner hinanden, får næsten Bullerbyske toner med bollebagende mødre, vejfester og fællesskab. Som halvqueer læser kan jeg ikke lade være med at tænke, at Johans barndom næsten lyder som en parodi på heterokernefamilien: Samlevende forskelligkønnede forældre med tydelige, kønsdifferentierede roller, et passende antal børn, god økonomi og hyggeligt samvær med lignende familiekonstallationer. Tryghed og tydelighed. I dette er der, siger Johan, ikke noget, der stikker ud199. Og på sin vis lader det i materialet til, at han har ret, for 199 Og for at nu state the obvious, så ville en kritisk røst nok kunne hævde, at Johans historie om sin baggrund er en, ikke alle kan fortælle, hvorfor jeg bliver (retorisk) nysgerrig på, hvad det er, der i Johans øjne gør, at noget ’stikker ud’ –
langt størstedelen af de andre medvirkende har samme fortælling om deres baggrunde. Laura, en anden lektor med disputerede forældre, kalder også sin opvækst helt gennemsnitlig: ”Jo vi levde väldigt såhär ’villa vovve Volvo’ eller vad det är man säger. Helt genomsnittligt. Absolut inget grandiost, men lugnt och tryggt”, Alina, også lektor, svarer på samme spørgsmål at ”det var helt Medelsvensson” og Lydia, der er professor, siger, at ”det var så genomsnittligt och odramatiskt att jag knappt kommer ihåg det”. Langt de fleste deltagere i undersøgelsen har lignende beskrivelser. At vokse op med veluddannede forældre tales i størstedelen af materialet frem som en naturaliseret erfaring; Som betydningsløst og sådan som det nu en gang var. Og sådan ser mange måske nok på deres barndom. Få forstår sin opvækst som exceptionel eller meget anderledes end andres, (blandt andet fordi vi, godt understøttet af boligpolitik og urbanisering, tenderer at samles i enklaver (boligområder, offentlige institutioner, jobs) med andre, der ligner os selv200), men i modsætning til eksempelvis Lena Sohls informanter, der har arbejderklassebaggrund, og relativt let ved at pege på forskelle mellem egne og andres opvækstmiljøer (2014:151ff), så glimrer en reel artikulation af sociale/ klassede forskelle i opvæksten med sit fravær hos langt de fleste af dem, jeg har interviewet til dette studie. I stedet neutraliseres en eventuel betydning af opvækstvilkår og baggrunde gennem afvisning og underbetoning: ”Nä, men alla var väl ändå ganska lika? Det skulle jag säga. Det var ju Sosse-Sverige vi talar om” siger Leif, som er professor og Margareta, der er lektor siger: ”Jag tror att de flesta hade det ganska bra. Alltså det är inte så stora skillnader längre” og Anette (også lektor) mener at: ”alla kanske inte tjänade exakt lika mycket, men jag tycker inte att det hade så stor betydelse, jag kommer inte ihåg att det spelade någon roll där vi bodde”.
Er man opvokset i og har fortsat med at bevæge sig midt i sådan en homogen selvfølgelighed, bekræftes man i høj grad i sin normalitet og får ikke nogen grund til at tro, at ens baggrund ’stikker ud’. Med en analog til Adrienne Riche og queer teori201 kan vi derfor måske læse deltagernes baggrundsneutralisering som udtryk for en oplevet obligatorisk middelklassehed
og at han(s opvækst) ikke gør det. Der er flere ledetråde i citatet ovenfor. Som jeg var inde på er cis-heteroimperativet tydeligt: en familie med samlevende forskelligkønnede forældre med tydelig arbejds- og ansvarsfordeling og to-tre børn stikker ikke ud. Enlige forældre, skilte forældre, samkønnede forældre, syge forældre, familier med for mange eller ingen børn, familier med flere forældre end to, forældre med uklar eller fluktuerende kønsidentitet, transforældre eller transbørn, udearbejdende mødre, hjemmegående eller arbejdsløse fædre etc., derimod, de ’stikker ud’! Ligeledes fremgår det af beskrivelsen, at Johans villaidyl var typisk svensk, hvorved vi kan formode, at en person med et ”ik-ke-typisk-svensk udseende” (dvs. en ikke-hvid person), en med migrationserfaring, en med ikke-kristne religiøse vaner/ symboler eller med accent også ville ’stikke ud’ på græsplænen mellem frugttræerne i villahaverne. Videre leder beskriv-elsen af den gennemgående socialitet og fællesskab til en formodning om, at asociale, psykisk syge, traumatiserede etc. mennesker, samt mennesker, der (ufrivilligt!) står udenfor arbejdsmarkedet eller som med kropsarbejde, ubekve-mme arbejdstider, ikke-kvalificerede eller nedslidende job eller med andre funktionsforudsætninger end normatens også ifølge Johan ’stikker ud’. Endelig peger selve boligformen – villaområdet – på at der kræves visse økonomiske forudsætninger at passe ind og at andre boligformer og deres beboere ’stikker ud’ – både dem i byerne, i andre mindre valoriserede forstæder, i mellemrummene og på landet. Tilsammen udgør alle disse udstikkende positioner, samt frem for alt, de utallige intersektioner dem imellem, vilkår, der omgærder en stor majoritet af de liv som leves i Sverige i dag og gør, at Johans idylliske barndom faktisk stikker ud i det generelle billede af en opvækst i 1970’ernes Sverige. 200 Se for eksempel Bottero & Irwin 2003.
201 Rich viser i den klassiske tekst Compulsory heterosexuality and lesbian existence, (1994) hvordan heterosexualitet fungerer normerende netop gennem sin naturalisering og udgrænsningen af andre mulige livsformer
– dvs. som udtryk for en naturalisering og afpolitisering af de institutionelle praktikker, der i høj grad kan forstås som netop politiske og regulerende. Ligesom heterosexualiteten i Riche’s terminologi fungerer normerende netop gennem sin naturalisering og udgrænsningen af andre mulige livsformer, gør den obligatoriske middelkassehed det sværere for mine deltagere at opdage og anerkende sociale skillelinjer, hvorved en forestilling om samfundsmæssig lighed og/eller gennemsnitlighed kan opretholdes. Denne afvisning af den egne positions/erfarings specificitet og partikularitet er et gennemgående kendetegn for den førstehedsposition, jeg her prøver at indfange. Ved at ophøje egen eller den lokale dominerende praksis til forventet lov for alle, gøres erfaringer, der adskiller sig fra det ’obligatoriske’ til afvigende, problematiske – ja, næsten patologiske. Den afvisning af ulighedens betydning, som Leif, Margareta og Anette praktiserer i citaterne ovenfor, ligesom Lauras, Lydias, Alinas og Johans forskellige former for insisteren på at ’ikke stikke ud’ kan forstås som udtryk for netop denne førstehedsgørende proces – som indsatser for at opretholde middelklasseerfaringens ’obligatoriskhed’ og dermed indiskutable status.
Men fraværet af artikulation af ulighed betyder naturligvis ikke, at den, der orienterer sig mod neutraliteten, kan sige sig fri for at være del af samfundsmæssig differentiering og af klassede (og kønnede, rasifierende) dynamikker, selvom de ikke altid mærkes på individniveau. Og denne delagtighed kommer også til syne i mit materiale, om end på mere subtil (og måske ubevidst?) vis end betydningsfraskrivelserne. Den kommer for eksempel til syne gennem de måder, deltagerne betragter sig selv og andre på og de skillelinjer, der drages (se også Faber 2008). Eller som eufemismer, der trækker klassede associationer med sig. For eksempel: ”de andra barnen, som fick springa runt ute till mitt i natten och aldrig var förberedda i skolan” (Nina) eller ”de där studenterna som kommer och ska börja en akademisk utbildning och aldrig ens har läst en bok, och man tänker: ’Herregud!’” (Cecilia) eller betragtninger om ”de där kollegorna som inte riktigt kan koderna eller språket och bara trampar in med sina banaliteter” (Leif). Ved at trække på disse og lignende omskrivninger, får Cecilia, Nina og Leif (ligesom mange andre) indirekte henvist til folk, der tænker, handler eller prioriterer anderledes end dem selv, uden at eksplicitere, at det, der tales om, er klasse/baggrund/studievanthed202. Gennem denne grænsedragen, etableres baggrundsmæssige distinktioner i fortællingerne, selv når deltagerne bevidst eller ubevidst forsøger at undgå det. Mike Savage, britisk sociolog, skriver om disse grænsedragninger: ”The idea of class means something to people, even where the replies are hesitant. Crucially, rather than evoking a sense of belonging to a collective group, it invokes a sense of differentiation from others. (…) People’s sense of self-identity is linked to a claim of ‘ordinariness’ or ‘normality’ which operates as a double reaction against both above and below” (2000:115) og fortsætter: “However, since ideas of ‘ordinariness’ (or less commonly ‘niceness’ or ‘respectability’) can only be given substance by being contrasted with something else, discourses and idioms of class are smuggled back into people’s thinking. It is, after all, members of ‘other’ classes who might not be ordinary” (ibid.:117, kursiveringer i teksten). 202 Bourdieu skriver i den forbindelse om den ”symbolske alkymi”, der kendetegner moderne samfund, og som bærer præg af, at der er et ekspliciteringstabu, når det kommer til klasse. Han skriver: ”Eufemismen er det, der gør muligt at sige alt samtidigt med at man ingenting siger. Det er det, der gør det muligt at benævne det unævnelige” (1997:182). Se også Reay 1998b og Faber 2008.
Denne annektering af almindelighed og udpegning af ’de/t andre’ som exceptionelle er netop det, jeg refererer til som obligatorisk middelklassehed og er, som sagt, en meget gennemgående tendens i materialet. Eksempelvis nævnte Erland en passant, da vi var på vej til en forelæsning han skulle (men ikke ville) holde på sin institutions grunduddannelse at: : ”man ska vara exceptionellt obegåvad för att inte klara en grundutbildning inom svensk akademi” og Lydia, professor, opvokset med en professorfar og forfattermor, påpegede at ”det är klart att det finns… alltså folk som inte har samma möjligheter, på grund av fattigdom eller så, men det är ju långt ute i extremerna. De allra flesta de är ju som jag.” Harald, professor, der voksede op på et gods, og godt ved, at det trækker nogle andre konnotationer end almindelighed med sig, gør sig også umage for at nedtone særligheden i den erfaring. Han siger blandt andet ”Ja, jag vet ju vad alla tänker när de hör det, men till 98 procent skulle jag säga att det var precis som vilken uppväxt som helst. Verkligen inget särskilt. Kanske lite mer hästskötsel, men annars helt vanligt.” På samme måde forsøger Gunnar at relativisere betydningen sin baggrund, når han på mit spørgsmål om han har fået noget med sig fra sit barndomshjem, som han kan bruge i akademia, svarer: ”hmm, nej, inte direkt… jag kommer ju från ett helt vanligt medelklasshem såe… nej, det är klart att vi läste mycket, men inte direkt XX [Gunnars forskningsområde, lhb] och det är klart att på den tiden kanske inte allas föräldrar hade disputerat och så, men nej, jag tycker att det var väldigt normalt ändå.”Gunnar siger indledningsvis at hans barndomshjem var et ’almindeligt middelklassehjem’, modificerer sig siden lidt og medgiver, at det nok ikke var alle kammeraters forældre, der var disputerede, men lander alligevel til sidst på, at det alligevel var vældigt normalt. Ved at svare på disse måder, beskytter Gunnar, ligesom Lydia og Harald, sin familie fra at blive opfattet som udpræget akademisk og samtidigt også sig selv fra at indskrives i den studiemæssigt fordelagtige situation, der potentielt ville kunne indebære en tilskrivelse af privilegier/førstehed. Han fastholder og insisterer på sin neutralitet.
Mårten reagerer tilsvarende med en fordring på neutralitet, da forskeren under en kaffepause spørger om der er nogen forskel på hans og hans gamle kammerater (der kommer fra mindre akademiske baggrunde)’s karrierer. Men hans strategi er lidt anderledes : ”Alltså jag tror... jag har ju inte koll på dom riktigt nu men jag tror inte att de har pluggat – och i alla fall inte fortsatt inom universitetet. Men det vet jag inte om det betyder något? Alltså vi levde ju alla helt normala liv och… det kanske är svårt att säga om det är en slump att det var just jag som… men det är ju inte så stor skillnad egentligen. Det mesta ryms väl inom medianvärdet ändå?” Ligesom Gunnar, Lydia og Harald påberåber Mårtens sig et ’normalt liv’ (eller barndom, i det mindste), men modsat dem gør han det gennem en underbetoning af betydningen af uddannelse i det hele taget. Alting kan i dag få plads indenfor medianen, siger han, så om man er akademiker eller håndværker spiller ikke så stor rolle. Ligesom Gunnar vil han dog ikke fuldstændigt afvise baggrundens betydning (for det er svært at påstå, at det skulle være helt tilfældigt, at netop han af alle de gamle venner, valgte at studere på universitet). I stedet relativiserer han sit valg gennem at udvide sin baggrund til en generel erfaring og nedskriver akademias statusposition som ’noget særligt’.
At det er lettere, at som Sohls informanter, se de privilegier man ikke har, end dem, man er mere eller mindre født med, er ikke nogen ny indsigt203. Den er veletableret i både feministisk, postkolonial og queer forskning. Med begrebet om den obligatoriske middelklassehed kan vi forstå denne tendens som en effekt af den naturalisering og neutralisering, som deltagernes opvækst underkastes – blandt andet gennem en færden i en homogen kontekst som akademia. Men måske kan man også tænke obligatoriskheden den anden vej? Som at det, at hævde en ’almindelig opvækst’ og/eller praktisere en vis form for middelklassehed, er obligatorisk for en vellykket akademikersubjektivering? At denne subjektivering fordrer loyalitet med neutralitetsfortællingen hvilket generelt i mit materiale lader til at indebære en fraskrivning af baggrundens betydning og en blindhed for betydningen af andre erfaringer? Hvis vi tænker dette videre, kan det, at forudsætningen for anerkendelsen som akademiker i nogen grad er vilkåret loyalitet med neutralitetsfortællingen, også være effektfuldt i forhold til at indlemme også de kolleger, hvis baggrund ikke passer ind i forestillingen om den obligatoriske middelkassehed, i samme fortælling – og derved neutralisere eventuelle nuanceringer og modfortællinger. Neutraliteten bliver med andre ord (akademiker)subjektiverende.