På bogmarkedet efter år 2000 har tendensen især i Sverige været, at kvinde- lige forfattere har erobret en stor del af krimimarkedet med deres overvejende kvindelige hovedpersoner, der kan være ansatte i politiet, være journalister eller forfattere. Den bedst kendte er Liza Marklund, der dog ikke ytrede sig i den debat, der foregik hen over sommeren 2007 om krimiforfatteres køn og kvalitet. Det gjorde derimod krimiforfatteren Leif G.W. Persson, der mente, at Camilla Läckbergs romaner kunne sammenlignes med hesteblade til unge piger, mens forfatteren Björn Ranelid sagde, at man let kunne finde den første million, der kunne skrive som Liza Marklund (Hjarvard 2007: 32). I Danmark har medierne refereret den svenske debat, men uden at tage afstand fra det meget brugte begreb: ’Femikrimi’. Dog mente kulturjournalist Jes Stein Pedersen i en kom- mentar efteråret 2007 i Dagbladet Politiken, at Stieg Larssons Millenium-trilologi fik de kvindelige forfatteres krimier til at blegne, fordi der her var tale om kva- litetslitteratur – underforstået at det var de kvindelige forfatteres ikke. Kvalitet har altså en affinitet til køn, som vi også finder i interviews med seere.
Femi-krimi-begrebet bruges ofte på dansk, men ikke i de andre skandina- viske lande. Begrebet ’feminist crime fiction’ kommer fra USA i 1970erne og 1980erne, hvor forfattere som Marcia Muller og Sara Paretsky skrev krimier i den amerikanske hårdkogte tradition, men med kvindelige detektiver. Romanerne havde det kønspolitiske statement, at kvinder er lige så barske, følsomme og melankolske som mandlige detektiver og lidt til. Det, der kom til, var detekti- vernes blik for deres egen performance og maskerade (Povlsen 1995). Roma-
40
KAREN KLITGAARD POVLSEN
nerne var omdiskuterede, fordi de kvindelige opdageres intime kærlighedsliv enten var fraværende eller blev truet af deres job – eller virkede påklistret. Den norske forfatter Kim Småge var en af de første til at overføre genren til skandinavisk med sin Trondheim-baserede politi-opdager Anne-Kin Halvorsen, der dog allerede i den første Kvinnenes lange arm fra 1992 var mere følsom og havde et bredere socialt og intimt register end de amerikanske forbilleder. Senere kom Anne Holt til med sine romaner om en lesbisk politiopdager, der havde problemer med at acceptere sit eget følelsesliv, og senest har svenskerne overtaget føringen med Liza Marklund, Åsa Larsson og Camilla Läckberg. De danske forfattere er langsomt kommet med.
Anne Mette Hejlsted har opstillet 10 bud for femikrimien der kan sammenfat- tes til: Af kvinder, om kvinder og for kvinder i den forstand, at der skal være en kønspolitisk pointe, der afslører en maskulin dominans og det feminine som ’det andet’ (Hejlsted 2003). Camilla Läckbergs romaner fra Fjällbacka har klare kønspolitiske pointer. Da forfatteren Erica Falck forelsker sig i politi- manden Patrik Hedström, og hun bliver gravid, overtager han det detektiviske arbejde, mens hun fordyber sig i bleer og babyer, men dog af og til hjælper ham. Hun skildres som et med sin biologi, og det krav Anne Mette Hejlsted stiller om, at kønnet skal fremstilles som en konstruktion, betvivler Läckbergs forfatterskab.
Et andet bud på femi-krimien som en ny krimi-subgenre giver Frank Egholm Andersen i sin bog Den nordiske femikrimi fra 2008. Han tager afsæt i Kirstine Ersbøll Meyhoffs definition af en femi-krimi som en fiktion, hvor politiske emner behandles, og hvor de fremtrædende kvindefigurer interesserer sig for kærestesorg, kost, vægt og dårlig samvittighed (Andersen 2008:36). Hans bud er, at femikrimien er den dobbelte krimi: En krimi skrevet af for og om kvin- der, men med en opsplitning i som regel to kvindelige hovedpersoner, hvor den ene tager det hårde job på sig, mens den anden er følsom, involveret og personligt sårbar. Der er to verdener, der stort set svarer til konflikten mellem offentlighed og privatsfære:
Femikrimien bokser hele tiden op mod den mur, der strukturelt er sat mel- lem de to verdener, forsøger at finde huller i muren og det indbyggede indre panser i femidetektiverne. Men det forbliver altid halvhjertet – pansret er i virkeligheden uigennemtrængeligt – femidetektiven må være en konstruktion med to hoveder, to sjæle og to identiteter. (Andersen 2008: 67)
Andersen finder i fx Elsebeth Egholms og Sara Blædels forfatterskaber, at ’fe- mikrimien’ ikke kan skabe det problematiske kontinuum mellem det offentlige og det private, som Nestingen læser frem i Lehtolainens forfatterskab, og som han fremhæver som et kvalitetstræk. Andersens ’femikrimi’ falder fra hinanden i to kvindelige karakterer – eller i en splittelse i hovedfiguren, som han ser som en manglende kvalitet. Derfor afviser han en række værker som ’femikrimier’, bl.a. Gretelise Holms romaner om Karin Sommer og Stieg Larssons Millenium- trilologi (Andersen 2008: 104). Især afvisningen af Gretelise Holm viser, at
ANNA PIHL – MOR(D) PÅ BELLAHØJ POLITISTATION
mens diskussionen om femikrimien er relevant for at påpege vigtige træk i den læser- og seerpopulære krimi, så egner begrebet sig måske ikke til at vurdere hverken kvalitet eller kønspolitisk holdning. Det egner sig derimod nok til at betegne en populær tendens i krimigenren, hvor de kvindelige forfattere er dominerende, men ikke enerådende, jf. at Stieg Larsson ofte regnes med eller i alt fald diskuteres. På trods af, at begrebet femikrimi altså spiller en stor rolle i den danske debat og også er diskuteret i akademiske sammenhænge, finder jeg det ikke frugtbart at bruge som analytisk begreb. Begrebet er præget af den politiske kønsstillingtagen, som Anne Mette Hejlsted understreger, men samtidig bruges det i praksis som negativt værdiladet betegnelse for krimier produceret af kvinder og med kvindelige hovedfigurer – eller for krimier henvendt til et kvindeligt publikum. Derfor vil jeg i det følgende ikke se på krimiserien Anna
Pihl som en tv-femikrimi-serie, men som en serie, der typisk for mainstream
krimiserier med en kvindelig hovedfigur fokuserer på forholdet mellem det offentlige og det private. Det er netop det, Nestingen og Andersen fokuserer på som særligt interessant hos de kvindelige hovedpersoner, og det spiller en stor rolle i seerinterviewene.