Jeg har i min analyse demonstreret, hvordan krimiserier indeholder særlige former for stedspecifik realisme, og at brugen af provinsmiljøer og rurale landskaber som location og dramaturgisk sted er med til at iscenesætte og reflektere skan- dinavisk kultur, samfund og natur. På baggrund af mine egne analyseeksempler samt ved at inddrage andre aktuelle og relevante eksempler vil jeg her til sidst indkredse de forskellige typer steder og billeder på provinsen, som jeg mener er i spil. Der er ikke tale om nogen endegyldig eller entydig krimiserie-topografi, til det er analysematerialet for begrænset, men det er et bud på, hvordan loca- tion og stedsfremstilling udgør en væsentlig del af fortællingen. Mankells Ystad og Läckbergs Fjällbacka illustrerer fx kystmiljø og kystlandskab. Kystmiljøet har havet som væsentligt element, hvor aktiviteter ved og på havet indgår i fortæl- lingerne, og hvor havet og stranden udnyttes både visuelt og dramaturgisk i serierne. Kystlandskaber er åbne og sårbare i forhold til klima og vejrforhold, de er yndede billedmotiver og repræsenterer udlængsel og stærke følelser. Kysten er et grænseområde, der markerer grænser mellem hav og land, kysten afgrænser typisk også en nation, og den indeholder samtidigt forbindelser og relationer til omverdenen og andre lande, noget der bl.a. tematiseres i fx Wallander-serien.
Åsa Larsson og Karin Fossum tager udgangspunkt i indlandsmiljøer. Åsa Larssons fortællinger er placeret i det nordsvenske, kolde og majestætiske naturlandskab samt Kiruna som udkantsområde langt væk fra hovedstadens centrum. Tv-serien Höök (Bob Film North 2006) udspiller sig ligeledes i Nord- sverige, og her er det Luleå’s truede arbejderklasse og distriktspolitiske krise, der udgør fortællingens ramme. Fossums fortællinger på deres side illustrerer det østnorske indestængte indlandsmiljø, der i lighed med Kiruna bruges til at beskrive stagnation, fordækthed og fordomsfulde provinsmiljøer. Samtidig indeholder de en anden type indlandsmiljø, fx geografisk (kort afstand til Oslo og Danmark), visuelt (uoverskuelig skov), klimamæssigt (varmt, ingen vind) og kulturelt (ingen ekstreme religiøse og magtmæssige udtryk og systemati- serede fortielser som hos Larsson, men mere problematiske skæbner, fx den traumatiserede søn, den fraskilte politimand).
Øen som konkret location findes hos Mari Jungsteds fortællinger fra Got-
land og i tv-serien Strisser på Samsø, og øen som metaforisk sted er valgt i fx Stieg Larssons beskrivelse af Hedestad, der udgør en væsentlig dramaturgisk location og åsted i handlingen i Mænd der hader kvinder (2005). Provinsbyen illustreres i Jens Henrik Jensen fortællinger om Nina Portland i Esbjerg og omegn, og ligeledes beskriver actionserien om Johan Falck Göteborg som en mellemting mellem storby og provinsby. Elsebeth Egholm tager afsæt i det lille lokalsamfund Kasted uden for Århus, og her er det kun få kilometer, der afgør forskellen på byen som centrum og landsbyen som provins. Provinsen og de små steder tematiseres også som opvækststeder for krimifortællingernes hovedkarakterer, fx Annika Bengtsons bedstemorsted i Liza Marklunds bøger og Rebecka Martinsson i Åsa Larssons fortællinger, der tager tilbage til barn- dommens Kiruna (Solstorm 2007).
SMÅ STEDER – STORE FORBRYDELSER
Som nævnt findes der også krimifortællinger, hvor de små steder ikke er udgangspunktet for hovedpersonernes opholds- og arbejdssted, men alligevel fylder væsentlige funktioner i fortællingens plot, stedsbeskrivelser og tematik. Det gælder bl.a. tv-serien Rejseholdet (DR 2000), der i hver episode rejser ud til nye provinser og steder i Danmark for at opklare kriminelle handlinger. I krimiserien i Ørnen (DR 2006) anvendes Islands forblæste kystsamfund og natur som dramaturgisk kontrast til metropolen København og den internationale kriminalitet. I slutepisoden foregår de afgørende kampe mellem politistyrken og den internationale mafia på Island. På finurlig vis flettes seriens episodiske plot og dens føljetonplot sammen, og Islands små hjemsteder kommer også til at udfylde en psykologisk funktion i serien, fordi de forbinder hovedpersonen politimanden Hallgrims fortrængte barndomsminder og hans aktuelle arbejds- opgaver. Den islandske tundra bruges ligeledes visuelt i serien som symbol på Hallgrims underbevidsthed.
Det er ikke kun valg af geografiske steder og fysiske locations, der er afgørende for, hvordan provinsens miljø og landskab fremstilles, men også hvordan skiftende sæsoner og karakteristiske klimaforhold fremhæves i serien, fx ved at lade vejr og vind, kørselsforhold, regn, is, blæst og lysforhold præge fremstillingen af stedet. Fx har man i Varg Veum-serien (2007-2008) valgt at lade Bergens velkendte regnvejr udgøre seriens visuelle stil, og ved hjælp af vand og vandfyldte gader i alle eksteriøroptagelser fremhæves vandets spej- linger, lys og stemning i billederne.12 En anden måde at fremhæve det lokale
og stedspecifikke på er ved at lade skuespillerne tale dialekt. Videre vil fx gengivelse af kulturlandskaber angive, hvilke landsbrugstraditioner, der findes i området. Ved at lægge handlingen til stedstypiske arbejdspladser og institutioner i lokalområdet (fx Luleås fabriksarbejdere i Höök, Kriminalfall 3/2006, eller frimenigheden i Solstorm 2007) formår fortællingen at sige noget karakteristisk om lokalsamfundet og dets demografiske, sociale og moralske forhold.
Er filmlocations mere end blot fiktionens miljøtegninger? Med udgangspunkt i Edensors teorier og mine egne analytiske eksempler, er svaret ja. Populærkultu- rens billeder af landskaber og miljø er med til at fastholde bestemte forestillinger og kulturelle diskurser. Den skandinaviske krimi som populært medieprodukt kan dermed siges både at reflektere og at producere det moderne Skandina- vien og sammenhængen mellem geografi, kultur og samfund. Krimiseriernes kontrast mellem provinsiel idyl og global kriminalitet tematiseres for det skan- dinaviske publikum, og det er også denne kontrast, der udnyttes, når steder som fx Fjällbacka og Ystad sælger deres filmlocations som turistdestination, og når reklamernes lovord om pittoreske kystlandskaber og landlig venskabe- lighed kombineres med guidebøger over åsteder og tilrettelagte murderwalks (www.ystad.se). Her får krimifortællingens stedspecifikke realisme en særlig indflydelse på de små steders selvforståelse og image.
78
ANNE MARIT WAADE
Noter
1. En radikalisering af denne idé findes i film og kunstværker, der tager afsæt i et konkret sted frem for fortællingen, fx i site specifik kunst og den aktuelle biograffilm Australia, men dette er endnu ikke set inden for krimiserier og krimifortællinger. Site specifik æstetik er udviklet inden for billedkunst og teater, og bl.a. har den walisiske teatergruppe Brith Gof benyttet deres stedspecifikke performances til at agere politisk (Kaye 2000). I film som Lord of the
Rings og Australia udnyttes det stedspecifikke til markedsføring og turisme (Beeton 2005).
2. Begrebet er nærmere defineret på www.snl.no samt www.denstoredanske.dk. 3. www.da.wikipedia.org: bygd
4. www.wikipedia.org: rural
5. Edensor bruger begrebet ikoniske steder og mener med dette steder der i sig selv er kendt og medieres. I en tegnteoretisk sammenhæng (fx Pierce) vil det være mere præcist at tale om den indeksikalske eller symbolske betydning af en valgt location. Jeg har valgt at bruge Edensors begreb og peger samtidigt på de forskellige referencer og betydninger, der findes i det specifikke sted.
6. En tilsvarende brug af skoven som location og symbolsk sted findes i Rejseholdets afsnit fra Rold Skov.
7. Jf. artikelforfatterens interview med scenograf Anna Asp, Yellow Bird’s Wallander 2, Ystad, 8. oktober 2008.
8. Jf. bl.a. Ystad kommunes Kommunikationsstrategi udviklet af bl.a. marketingchef Itta Jo- hansson, samt kommunens Filmpolitiske strategi 2008 samt filmkonsulent Petra Rundquists arbejde.
9. Jf. artikelforfatterens interview med producent Malte Forsell, Yellow Bird’s Wallander 2, Ystad, 13. december 2008.
10. Jf. artikelforfatterens interview med instruktør Alexander Eik, Varg Veum, Bergen, 9. oktober 2007.
11. Sven Clausen i forelæsning på Institut for Informations- og Medievidenskab, Aarhus Univer- sitet, onsdag 18. februar 2009.
12. Jf. artikelforfatterens interview med producent Jonas Allen, Misofilm, november 2007.
Litteratur
Agger, G. (2005) Dansk TV-drama. Arvesølv og underholdning. Frederiksberg: Samfundslitteratur, Narayana Press.
Beeton, S. (2005) Film-Induced Tourism. Clevedon: Channel View Publications. Edensor, T. (2002) National Identity, Popular Culture and Everyday Life. Oxford, Berg. Grodal, T. (2003) Filmoplevelse. Frederiksberg: Samfundslitteratur.
Holmgaard, J. (1984) ’Krimiens historie og socialpsykologi’, i Holmgaard, J. & Michaëlis, B.T. (red.)
Lystmord. Holte: Medusa.
Jensen, J.L. & Waade, A.M. (2009) Medier og turisme. Århus: Academica.
Kaye, N. (2000) Site-specific Art, Performance, Place and Documentary. Routledge.
Krona, M. (2006) ‘Filmfinansiering och regionalisering – Wallanderprojektet på Österlen’, i Hedling, E. & Wallengren, A.-K. (red.) Solskenslandet. Svensk film på 2000-talet. Stockholm: Atlantis. Nordstrøm, P. (2004) Fra Riget til Bella. Viborg: DR.
Povlsen, K. Klitgaard (2006) ‘På den globale hjemmebane’, in Scott Sørensen, A. & Zerlang, M.:
Kultur Uden Centre. Århus: Klim.
Skovmark, H. & Christensen, D. (2003) ‘Danmark rundt – the American way’, MedieKultur nr. 35: 23-29.
Wallengren, A. (2006) ‘Kultur och okultur – bilden af landsbygdens folk’, i Hedling, E. & Wallengren, A.-K. (red.) Solskenslandet. Svensk film på 2000-talet. Stockholm: Atlantis.
Waade, A.M. (2005) ‘Rejseholdets Danmarksbilleder’, Passepartout nr. 24, Århus Universitet: 55- 72.