Den skandinaviske krimiserie er oftest udformet i krimigenrens og tv-dramaets realistiske stil, hvor fiktionens fortælling underlægges principper om nærhed i tid og sted (Agger 2005: 124). Krimigenrens realismekontrakt indeholder med andre ord en stedspecifik realisme, der kommer til udtryk på forskellige måder i krimifortællinger og krimiserier. For det første gengives steder og miljøer typisk efter socialrealistiske fortællergreb, og dernæst er det i de fleste tilfælde også
faktiske steder, der bruges som location og afsæt for fortællingen. Krimigenren
indeholder med andre ord en stedspecifik realisme, hvor location og handlin- gens sted refererer til faktiske steder.1 Fordi skandinavisk krimi er et internatio-
nalt brand, vil disse steder og locations også symbolisere Skandinavien, fx ved at handlingerne foregår i hovedstæderne, eller at der er fokus på landskaber, steder og regioner, der på forskellige måder illustrerer skandinaviske kultur- og naturlandskaber samt hverdagsmiljøer. Krimiseriens stedspecifikke realisme har den effekt hos publikum, at den skaber umiddelbar genkendelse af stederne, hvor handlingerne udfolder sig. Dette gælder såvel de steder, hvor seeren har et konkret og personligt kendskab til stedet, fordi han/hun har været der, bor der eller kender nogen, der bor der eller mere generelt, at det er et sted, se- eren kan relatere sig til, fordi det ligner de steder, vedkommende kender eller opholder sig på, eller endelig, fordi det er et ’kendt sted’.
Der er mange skandinaviske eksempler på storbykrimifortællinger. Gunnar Staalesen og Dan Turell følger i sporet af den historiske detektivfortælling og
SMÅ STEDER – STORE FORBRYDELSER
beskriver henholdsvis Bergen og København som moderne storbyer, hvor sociale og moralske mønstre er i opløsning. Med Sjöwall og Wahlöö blev den skandinaviske politiserie introduceret, og her relateres menneskelig fordærvelse, ulighed og uretfærdighed ligeledes til storbyens sociale og økonomiske livsvil- kår. Liza Marklund, Anne Holt og Hanne Vibeke Holst tematiserer på tilsvarende måde storbyens vilkår for politik, magt, køn og familieforhold, og her er det henholdsvis Stockholm, Oslo og København, der udgør krimiplottets sted. Gennem krimiens storbyprosa er det ikke fortællingen om hovedstaden som kulturel højborg og nationalt centrum, der fortælles, men derimod storbyen som repræsentant for moralsk og socialt forfald samt dens skæbnefællesskab med andre og endnu større storbyer, hvor international kriminalitet, globale netværk, racekonflikter, seriemordere, ulovlig menneskehandel, grov vold og misbrug tærer på byens indre liv og samtidigt fastholdes som dens selvfortælling.
Når det derimod gælder krimier, der tager afsæt i små steder i Skandinavien, er det andre tematikker og samfundsforhold, der belyses. Kontrasten mellem på den ene side nostalgisk, provinsiel idyl og på den anden bestialsk vold og ondskab giver fortællingerne godt stof. Kontrasten fungerer med andre ord som narrativ og visuel strategi i krimiserier. Sammenstilling mellem små samfund i den fredelige provins og international kriminalitet fungerer på samme tid som en kollektiv refleksion og et samfundspolitisk debatindlæg over forholdet mellem by og land i en global kontekst. Krimien går bl.a. ind og dementerer forestillinger om små steders gemeinschaft og trygge vilkår for liv og sam- menhold, men udstiller på samme tid stederne som fængslende billeder og betydningsfyldte locations. Foruden de æstetiske og samfundspolitiske aspekter ved krimiens brug af små steder er der også et element af genkendelighed og familiaritet i forhold til seerne, fordi Skandinaviens demografiske forhold er karakteriseret ved, at mange har relationer til små steder, selv om de selv bor i byen, fordi de har forældre, bedsteforældre eller bekendte, der er vokset op på landet eller i provinsen.
Videre er der en særlig form for modernitetsdiskussion, der kan anskues i krimigenren i denne sammenhæng, hvor der sættes spørgsmålstegn ved fore- stillingerne om, at moderniteten er en fare og en trussel mod iboende positive egenskaber ved natur og landskab. Disse forestillinger hviler på et romantiseret natursyn, hvor naturen er god og oprindelig, og landskabet er noget smukt, po- sitivt og energigivende. I krimiserierne er ondskab ikke kun noget, der spreder sig i menneskerne, men den findes også som træk ved stederne og naturen.
I forbindelse med krimiserier, der tematiserer provinsmiljø og rurale landska- ber, skal de krimifortællinger også nævnes, hvor små steder indgår som et væ- sentligt delelement, og som bruges som kontrast til storbyen, der ellers danner udgangspunktet for romanen eller serien. Dette gælder fx Rejseholdet (DR 2000), Stieg Larssons Millennium-serie (2005-2007) og Arne Dahls valg af det lille sted Mothult i romanen Himmeløje (2008). Ud fra en opdeling i krimifortællinger om henholdsvis små og store steder, kan man sige, at disse fortællinger kom- binerer elementer fra begge kategorier. Modsætningerne mellem det urbane og det rurale, provins og centrum, tradition og modernitet er indbygget i en og
66
ANNE MARIT WAADE
samme fortælling, men stadigvæk med et kritisk og skæbnesvangert blik på de små steders fortræffelighed og med en forestilling om, at ondskaben her blot er mere fordækt. Som et fælles træk ved den skandinaviske krimi, der på den ene eller den anden måde illustrerer små steder, kan man sige, at de netop tematiserer, hvordan disse steder er påvirket af modernitetens, globaliseringens, medieringens og individualiseringens strømninger, og at disse steder berettiger den samme samfundskritik, som storbykrimien retter mod det urbane.
Valg og fremstilling af location kan udfylde forskellige funktioner i en krimiserie. Fx kan stedet understrege karaktererne og deres psykologiske og følelsesmæssige tilstand, det kan bruges til at underbygge dramaturgisk plot og konflikt eller som visuel effekt og miljøtegning. Valg af gennemgående lo- cations i en serie kan også være relateret til produktionens mere overordnede præmis og idé, fx hvis den ønsker at tematisere moral i landsbykulturen el- ler randområdernes sociale og økonomiske krise. Skandinavisk krimi er i sig selv blevet et brand, der både repræsenterer og sælger skandinavisk kultur og landskab for et stort publikum, både inden for og uden for Skandinavien. Når stederne bliver åsteder for fortællingernes kriminalitet, vold og overgreb, tillægges disse steder og Skandinavien som helhed en særlig merværdi – en produktion af en geografisk merværdi der giver næring til turistmarkedsføring,
place branding og lokal identitetsproduktion (Jensen & Waade 2009, se også
Sjöholm i denne bog).