Det provokerende spørgsmål, som denne drejning spidsformulerer i forbindelse med Salanders karakter, er: Hvilken ret har en person, der systematisk er blevet mishandlet, undertrykt, mistroet og underkendt af retssamfundet? Hvis råb om hjælp ikke er blevet hørt? Som ikke har nogen grund til at have tiltro til nogen,
102
GUNHILD AGGER
mindst af alt retsinstanserne? Er det i dette tilfælde ok at sørge for, at mænd der hader kvinder bliver udryddet? Kan selvtægt under visse omstændigheder retfærdiggøres? De to følgende romaner kredser om det evigt aktuelle forhold mellem retssamfund, selvtægt og grænsedragningen imellem dem, og gør det mere og mere pointeret ud fra en melodramatisk toning.
Der er to spor i Flickan som lekte med elden. En klassisk gådefortælling udfolder sig omkring journalisten Dag Svensson og hans kæreste Mia Berg- man, deres efterforskning og det forhold, at de findes myrdede, efter at Dag Svensson er kommet på sporet af en suspekt sag om kvindehandel. Også her har Blomkvist rollen som den person, der kan efterforske hændelser og sam- menhænge, som politiet ikke kan. Alligevel inddrager genren i højere grad politiets efterforskning end den forrige og sætter dermed på klassisk vis fokus på betingelserne for retssamfundet.
Det andet spor udfolder sig omkring en lang række hændelser med relation til Salander. Første del sluttede med en selvtægt, som kulminerede i, at Salander angav Wennerströms opholdssted til hans forfølgere, reelt bestemte tidspunktet for hans død og dermed gjorde sig til herre over liv og død. Selvtægtstendensen accellerer i Flickan som lekte med elden. Som en anden greve af Monte Christo er Salander nu efter udståede lidelser ikke blot i besiddelse af overvågerens overblik, men hun har også tilegnet sig Wennerströms økonomiske aktiver, og det giver hende magt. Det indvarsles fra begyndelsen med fuld styrke i Salanders kontante afregning med Richard Forbes, hustrumorderen in spe på Grenada, og den dramatiske redning af hans kone under en orkan. Den melodramatiske toning finder sted gennem en række træk, der er typiske for genren. Centralt står intrigerne i sammensværgelsen mod Salander, sat i værk af hendes fjender i politiet, psykiatrien, retsapparatet og den kriminelle underverden, der viser sig at være tæt forbundne. Det meste af det officielle Sverige er lige så korrupt som sine håndlangere, det ene lag spejler det andet og legitimerer tendensen til selvtægt. I hvert fald kan man konstatere, at Zalachenko-familien, hvad angår ondskab, sadisme, kvindemishandling, vold, intriger og forbrydelser, udgør et nøjagtigt spejlbillede af Vanger-familien. De er lige dysfunktionelle, og mishandlingerne har fundet sted over en årrække uden, at samfundet har følt sig foranlediget til at gribe ind. Pointen er, at forbrydelser og vold mod kvinder finder sted til stadighed – og i alle samfundslag.
Nerven i intrigerne er den uretfærdige anklage, der er et fremtrædende melodramatisk træk, i denne sammenhæng anklagen mod Salander for mord, der støttes af hele det svenske establishment. Andre melodramatiske træk er forklædninger og spil med identiteter (Salander som Irene Nesser), hemmelig- holdte breve og dokumenter, der pludselig dukker op (og som Salander finder i Bjurmans sommerhus), den pludselige, belejlige opdukken af gamle venner (bokseren Paolo Roberto) på rette tid og sted, udstillingen af de ynkelige medløbere (fx Bjurman og Björk), de overraskende afsløringer af familiehem- meligheder (Zalachenko som Salanders far) og ikke mindst modstillingen mellem de superonde (værst: faderen og halvbroderen Ronald Niedermann) og de forurettede.
KRIMITHRILLER, MELODRAMA OG BESTSELLER
Mod slutningen overtager melodramaet i de voldsomme familieopgør, hvis personer og hændelser synes endnu mere groteske, overdrevne og stereo- type end i 1. bind. Fx forekommer Ronald Niedermann, Salanders halvbror, den lyshårede kæmpe, at være en kliché fra en Schundroman, ligesom hans handling, den levende begravelse af Salander. Vi kender det fra melodramaets intrigemester, Alexandre Dumas d.æ. Også Greven af Monte Christo var levende begravet, endda gennem mange år, og også han genopstod.
I tredje del, Luftslottet som sprängdes, udfører krimithrilleren en ’hostile takeover’ fra begyndelsen og eliminerer fuldstændigt gådefortællingen. I over- ensstemmelse med denne strategi er det ikke længere statistik, der udgør den fortællerindlagte ledetråd på hver dels forside, men mytologi om veloplagte og hårdtslående kvindelige krigere fra amazoner til en vestafrikansk kvindehær, der angiveligt skulle have eksisteret i perioden 1600-1940. Det er dog fortsat forbrydelse og ret, der er i fokus. Det er retssamfundets mulighed for at sejre over både det forbryderiske samfund og selvtægtens samfund, der driver hand- lingen. De mange melodramatiske elementer, som er listet op ovenfor fra 2. del, indgår fortsat som væsentlige ingredienser i udfoldelsen.
Modsætningerne er tilsvarende skåret groft ud. Den statslige sikkerhedsor- ganisation, der tidligere havde magt til at mishandle og vanrøgte samfundets udsatte som Lisbeth Salander, eksisterer fortsat. Men den er dog kun en skygge af sig selv, overtydeligt symboliseret ved, at lederen, Gullberg, er syg til døden af kræft, og den næstkommanderende, Clinton, på dialyse. Alligevel udgør or- ganisationen gennem sine medlemmers forvrængede verdensbillede med rod i den kolde krig og gennem en række medløberes magtbegær en faktor, der truer retten – ikke mindst Salander, der er fanget under hele forløbet. Modmagten, der allierer sig med den politiske magt, inkarneres af den gruppe til beskyt- telse af forfatningen, der gradvist – under stadig medvirken af Blomkvist – får identificeret netværket af gamle koldkrigere og nutidige opportunister.
Kulminationen, retssagen mod Salander, ender altså med Salanders frifin- delse, ophævelse af formynderskabet og dermed retssamfundets – og velfærds- Sveriges – triumf. Men reelt fortsætter hun som den retsmæssige fribytter i krimithrillerens og melodramaets ånd. I det sidste store opgør med Niedermann vælger hun ikke selv at slå ham ihjel, men at lade rockerne fra Svavelsjö MC gøre det – og så først kontakte politiet. Dermed har den selvbestaltede hævner dobbeltgarderet sig.
Forskydninger
Der sker således en gradvis tematisk og genremæssig forskydning gennem trilogiens tre dele. På det tematiske niveau får retssamfundet revanche i sidste del, men det fremstår også særdeles klart, at det dels er den kritiske journalistik, dels den illegale hackervirksomhed, der har frembragt forudsætningerne for ordenens genetablering. Og at Salander i øvrigt ikke indordner sig. Genremæs- sigt skubber kombinationen af krimithriller og melodrama gådefortællingen ud.
104
GUNHILD AGGER
Dette er helt i overensstemmelse med betoningen af det tema, der cirkler om forholdet mellem selvtægt, legale procedurer og i sidste instans retssamfundets troværdighed og realitet.
Dermed sender trilogien en venlig hilsen til sit ophav i det 19. århundrede, forbryderromanen og den melodramatiske, sociale roman, der netop var ka- rakteriseret ved at modstille samfundets top og dets bund i en udpegning af markante ligheder. Som nævnt minder Lisbeth Salander ikke så lidt om Edmond Dantès, greven af Monte Christo. Ligesom ham hævner hun sig på det samfund, der har kasseret hende og buret hende inde. Ligesom ham erhverver hun sig en rigdom, der sætter hende i stand til at gøre hvad som helst, hun ønsker. Ligesom ham finder hun tilfredsstillelse i hævnen. Som hun selv formulerer det i 3. del: ”<Hämnd är en stark drivkraft>” (Larsson 2007: 457). Og ligesom ham bliver hun egentlig ikke lykkeligere af det. På det genremæssige metaniveau formuleres forskydningen også i og med, at der om Clinton står: ”Han hade läst Guillou” (Larsson 2007: 175). Dermed refereres til thrillergenren.
Opsummerende kan vi sige, at vi har et genremæssigt tredobbeltgreb i Larssons trilogi som helhed. Den trækker på såvel gådefortællingen som på krimithrilleren i kombination med melodramaet og appellerer dermed til en meget bred målgruppe. Det er især krimithrillerens elementer, der i denne version peger bagud mod det populære melodrama. Det er med til at give trilogien bestselleregenskaber. Langt hen lykkes det via kombinationen at for- høje spændingen. Men det har også uønskede bivirkninger. Jeg mener, at det ganske ofte kammer uheldigt over i opskruede og utroværdige konstruktioner, klicheer og modsætninger, især i 2. og 3. del.
Lisbeth Salanders far udtænker som antydet så konstruerede intriger, at det overtrumfer, hvad Edmond Dantès’ dødsfjende, Fernand Mondego, og Mylady fra De tre musketerer kan diske op med tilsammen. At den hårdt sårede Lis- beth Salander rejser sig fra den levende begravelse har sin inspiration i samme melodramatiske spændingsunivers. Halvbroderen Ronald Niedermann er så gennemført ond, at det overtydeligt symbolsk udmønter sig i fysisk ufølsomhed over for smerter, både andres og egne. Symbolikken i navnet Niedermann er til at tage og føle på ligesom parallelliteten til Gotthelf og Martin Vanger. Selv- tægtstemaet har også sin klare baggrund i melodramaet. Efter sin tilbagekomst fra If iscenesætter Dantès som greven af Monte Christo en stor proces mod alle sine skyldnere, hvor han selv er både anklager, forsvarer og dommer. Og sådan kunne man fortsætte.