Valg og brug af locations i de forskellige krimiserier er resultat af flere og sam- mensatte overvejelser og vilkår: for det første nogle æstetiske forhold, dernæst nogle kulturpolitiske forhold og sidst, men ikke mindst, afspejler det også nogle praktiske og pragmatiske forhold i selve produktionsprocessen. I forhold til de æstetiske forhold er det selvsagt afgørende, om der findes et romanforlæg for serien eller ej. Men også de tilfælde, hvor der findes et romanforlæg, skal der tages hensyn til, på hvilke måder locations skal anvendes i krimiserien ud fra æstetiske, praktiske og økonomiske hensyn. Generelt kan man sige, at locations er underlagt handlingen og fortællingens præmis samt seriens visuelle koncept. Fx kan et indestængt og afsides miljø understrege psykologiske fortrængninger og skjulte dagsordener. Ligeledes bruges fx visuelle oversigtsbilleder og hurtige billedfriser både som visuel stil til at angive skift i sted og som dramaturgiske afbræk i episoderne i Rejseholdet, (Skovmark & Christensen 2003). I den nye Wallanderserie (2009-2011) har man valgt at bruge de pittoreske miljøer i Ystad som visuelt koncept både for at fremhæve dens idylliske provinsbykarakter samt udnytte den som kontrast til handlingernes voldsomhed og tragedie. I den danske krimiserie Strisser på Samsø udgør øsamfundet et overordnet dramatur- gisk og visuelt koncept, og døgnets rytmer, årets sæsoner, havets spejlinger og ø-samfundets sociale relationer, afsondrethed og miniatureudgave af det store samfund er tematiseret i serien.
Det er ikke kun tale om, at døgnrytmen er accentueret, men også om, at skiftene mellem idyl og trussel konstant er til stede. Netop det stadigt nær- værende hav betoner dobbeltheden: lige så idyllisk, det kan tage sig ud, lige så dødbringende kan det være. Billeder af landskaber bliver dermed også billeder af sindstilstande. Ligesom sindet har sine dag- og natsider, har landskabet sine harmoniske, indbydende og smukke sider, men det gemmer også på sine hemmeligheder. (Agger 2005: 386)
Der findes også et genrespecifikt element med hensyn til krimiens stedspecifikke realisme, hvor stederne afspejler politiets efterforskning. Fx kan afgørelsen af henholdsvis findested og gerningssted udgøre en dramaturgisk idé, og ligele- des kan kort og kortlægning udgøre visuelle elementer i fortællingen (Waade 2005). Brug af locations i en krimiserie kan videre levere en narrativ effekt,
74
ANNE MARIT WAADE
fx giver Gunnar Staalesens detaljerede stedsangivelser af gader og miljøer i Bergen en realistisk effekt, og i Agatha Christies fortællinger bruges lukkede og klaustrofobiske rum til at opnå spænding og forventning (fx i The Murder
of Roger Ackroyd, 1926). I forhold til at benytte små og provinsielle steder i
krimiserien, skriver Gunhild Agger at ”provinsen er den konkrete detaljes sted, og derfor er provinsmiljøet så velegnet for tv-krimien” (Agger 2005: 359). Som nævnt kan stedet også vælges for at opnå en dramaturgisk kontrast mellem fx provinsiel idyl og global kriminalitet eller hjemlig tryghed og fremmedartet risiko. Valg af locations og region i en konkret krimifortælling kan videre være underlagt produktionens grundlæggende præmis og motivation for overhovedet at fortælle denne fortælling. Hvis det fx handler om kirkens magtmænd samt lokalsamfundets fortielser og dobbeltmoral, som det gør i Solstorm, er det også naturligt at henlægge historien til et sted, hvor kirken og dens ledere ifølge traditionen har stor indflydelse i nærmiljøet.
I forhold til det kulturpolitiske aspekt kan valg og brug af locations afspejle nogle demokratiske og tilskudsmæssige principper. Krimigenren udgør en del af den skandinaviske tv-drama-historie og er en art samtidsfiktion, hvor sam- tidsrealismens brug af et hjemligt rum på en eller anden måde repræsenterer det nationale. Gunhild Agger peger i sin afhandling om dansk tv-drama på, at provinsen har haft en særlig betydning i dansk tv-fiktion pga. historiske og mediepolitiske hensyn:
provinsbyen og de landlige miljøer spillede en vigtig rolle i kraft af DR’s forpligtigelse over for nationen som helhed, og TV2’s orientering mod det ikke-københavnske profilerede yderligere det regionale aspekt. (Agger 2005: 124-125)
Det er ikke kun i public service-medier, provinsen og distrikterne har været et politisk anliggende. Det gælder også i forhold til filmproduktion. Ikke mindst i Sverige har den regionaliserede filmproduktionspolitik medført en særlig interesse for provinsen som location, og det gælder ikke kun krimiserier, men også andre filmgenrer. Ann-Kristin Wallengren (2006) skriver, at ”i Sverige finns historiska exempel på att en förändring i produktions-förhållanden har inne- burit förändringar på filmernas representation, och då just en provinsialisering av filminnehållet” (Wallengren 2006: 51). Wallengren peger på, at provinsen historisk har været et yndet udgangspunkt for filmfortællinger, og typisk for de første provinsfilm fra 1930-50erne var, at de præsenterede et idylliseret og romantisk billede af provinsen og malede et skønmaleri af landsbymiljøet og naturen (Wallengren 2006: 54). I Danmark er Morten Korch-filmene et godt eksempel. Wallengrens analyse viser, at der gennem de seneste par tiår er produceret en ny type provinsfilm i Sverige, der repræsenterer et langt mere kritisk og sammensat billede af provinsen.
Fucking Åmål från 1998 anses ibland vara startskottet för den nya svenske
SMÅ STEDER – STORE FORBRYDELSER
högborg.[…] Dagens provinsfilmer tematiserar den arbetarklass som finns kvar i Sveriges småorter, och den nya svenska filmen handlar ofta om uppväxt i provinsen, hur de som stannat kvar lever, om man ska stanna eller lämna, eller vilka konsekvenser ett återvändande kan innebära. (Wallengren 2006: 54) Wallengren forholder sig ikke specifikt til krimifilmfortællinger, men hendes beskrivelse af, hvordan provinsen tematiseres i film, passer godt på krimien. Med tanke på de krimieksempler, som jeg har analyseret, indeholder de alle Wallengrens elementer: provinsen som henholdsvis opvækststed- og tilflyt- tersted, samt modsætningen mellem provinsbyens arbejder- og middelklasse som fastgroet og immobil og storbyens kosmopolitiske og mobile livsstil. Wallanderproduktionen er et konkret eksempel på, at den svenske regionale filmstøtte og filmproduktionspolitik har haft indflydelse på seriens indhold og koncept. Ikke nok med at Mankells Wallander holder til i Ystad, og serierne på udførlig vis illustrerer det sydsvenske kystmiljø, produktionen har også været en væsentlig årsag til at Film i Skåne og Ystad Studio har fået et godt fodfæste i det lokale kultur- og erhvervsmiljø. Produktionen er på pragmatisk vis udnyt- tet til lokalpolitisk, arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitisk samt turistmæssig markedsføring og satsning (Krona 2006). Wallanderproduktionen i Ystad er ikke kun et resultat af kulturpolitiske ambitioner om at styrke distrikterne og synliggøre provinsen, som Agger og Wallengren beskriver i deres analyser af henholdsvis dansk tv-produktion og svensk filmpolitik, men er i sig selv en væsentlig motor i lokalsamfundets revitalisering. Dette kommer til udtryk i den måde, filmproduktionen er med til at mobilisere lokale entreprenører, til- trække turister og er kilde til indbyggernes positive selvfølelse og kommunens
branding identitet.8
Det tredje aspekt, som jeg vil nævne i forhold til brug og valg af locations i kri- miserier, er de praktiske og pragmatiske forhold. Fortællingens gennemgående sted og geografiske forankring ligger i selve konceptet og evt. i bogforlægget, men derudover er der mange valg, der gøres undervejs i produktionsprocessen, og som får betydning for seriens locations. I Wallanderproduktionen i Ystad (YellowBird 2008-2010) har producenterne sat som ramme, at de skal kunne finde locations inden for en radius på 15 minutters køretid.9 I filmatiseringerne
af Gunnar Staalesens bøger om Varg Veum i Bergen (Misofilm 2006-2008) havde de i begyndelsen et studie til indendørsoptagelser, men undervejs i produktionen besluttede de at droppe studiet og i stedet for udnytte locations til både interiør og eksteriør-optagelser. Alexander Eik, som var en af instruktørerne på Varg
Veum-serien, mener endda, at de konkrete og stramme rammer med hensyn til
tid og locations var fordelagtige for instruktørens og skuespillernes arbejde og styrkede det kreative og kunstneriske arbejde.10 Sven Clausen, som har været
producent på en række af DRs tv-serier, beskriver, hvordan man i krimiserien
Ørnen (DR 2006) på trods af, at hovedhandlingen udspiller sig i København,
optog flere af episoderne i henholdsvis Oslo, Stockholm og på Island, fordi der var indgået aftaler med tv-kanaler i disse lande om at sende serien.11
76
ANNE MARIT WAADE