Resumé
Artiklen diskuterer krimigenrens popularitet på tv og især de mange serier efter år 2000 med kvindelige politiopdagere, der står i kontrast til traditionens mange melankolske politimænd. En tendens i nye tv-krimiserier er, at de i højere grad fokuserer på privatlivet og på problemet med at forene det private og det arbejds- mæssige. Denne dobbelte struktur diskuteres, ligesom begrebet femikrimi belyses som udtryk for samme tendens. Den danske politiserie på TV2 Anna Pihl (2006- 08) er artiklens case. Seriens seertal diskuteres i forhold til konkurrencekanalen DR1 og i forhold til resten af aftenfladen på TV2 mandage. Serien præsenteres, og det konkluderes, at den er relativt konservativ i sit kønssyn. Endelig introduceres en lille kvalitativ interviewundersøgelse, hvor seerne lægger vægt på kanalens tradition for tv-drama, på sendetidspunkt og på miljøets realisme og genkende- lighed. Serien kritiseres for en mangel på realisme, men seerne spejler alligevel dagligdags konflikter i den.
Nøgleord: tv-politi-fiktionsserie, kvindelig hovedperson, femikrimi, Anna Pihl, kvalitative seerinterviews, krimifiktion vs. krimidokumentar
På boghandleres bestsellerlister figurerer skandinaviske krimier højt i og uden for Norden og især i Tyskland. Mens pålidelige salgs- eller læsertal kun findes selektivt (Gregersen 2008), er tv-seertal ret troværdige (Hjarvard 2002). De danske tv-serier, både fiktions-serier og ’real-crime’ serier som TV2’s Station 2,
Efterlyst og andre magasin- og dokumentarserier, er næsten uden undtagelse
at finde på ugens top 10-liste, når de sendes i primetime, og især kvindelige seere er trofaste mod fiktionsserierne (Hjarvard 2007). Danske fiktionsserier topper, mens de skandinaviske krimi-serier trækker pæne seertal, hvis de ikke vises efter ca. 23. Tv-stationer og filmselskaber har de seneste år været særlig glade for at producere krimi-serier, der har en kvindelig hovedperson, eller kvinder placeret centralt i en gruppe – det gælder både, når der er et litterært
38
KAREN KLITGAARD POVLSEN
forlæg for serierne, og når de er direkte skrevet til skærm og lærred; Rejseholdet (DR1 2000-2004: 1-32) var et første eksempel i Danmark (Agger 2005). Hvilke historier og konflikter giver den slags krimi-serier mulighed for at beskrive? Hvad er deres særlige seerappel? Jeg skal her fokusere på konflikten mellem arbejde og privatliv, som er tydelig i Anna Pihl, ligesom den er det i en række andre nyere nordiske tv-serier. Hypotesen er, at netop denne moderne grund- konflikt er med til at sikre appel og gode seertal. Slutteligt præsenteres nogle kvalitative interviews med seere, der kommenterer dette. Krimiens popularitet er et tværmedialt fænomen, og den trykte bog inddrages derfor i diskussionen, selvom fokus er på tv-serien.
Traditionelt har de fleste politimænd i amerikanske og engelske tv-krimier vist i Skandinavien været enlige og følelsesmæssigt forhutlede. Det har været umuligt at forene en karriere med et normalt familieliv. Det samme har vi set i skandinaviske krimier, fx i Henning Mankells Kurt Wallander, der på tryk og især i 1990’ernes tv-serier fra SVT kropsliggjorde den fraskilte, alkoholise- rede, overvægtige velfærdsnostalgiker (Nestingen 2008, Povlsen 2006) med et skrantende familieliv, men med desto større empati over for ofre og forbrydere på jobbet. I den senere film- og tv-serie (Yellowbird, 2005-2006: 1-13) satte manuskriptforfatterne fokus på Wallanders datter Linda, hendes debut som po- litibetjent, forholdet til faderen og kærlighedsforholdet til politibetjenten Stefan. Linda spillede en lille rolle i romanerne, men med vægt på hendes melankoli foldedes det private liv og følelserne ud som mere end et fravær på tv. Samme udvikling kan ses i de tre tv-versioner af Sjöwall og Wahlöös romaner om Beck. Den sidste fra 2006-2007 har mere vægt på kvindelige betjente og på Becks forhold til datter og barnebarn og således på de private relationer som årsag til mange forbrydelser og som en faktor på politistationen og i Becks og Gunvalds privatliv. Også i de tv-serier, hvor hovedfiguren er en mandlig opdager, spiller kvinder og de private relationer altså en stadig større rolle – ligesom i de serier, hvor kvinder agerer, f.eks. den danske Anna Pihl (Cosmo for TV2, 2006-2008, 1-30), vist mandag aften i primetime, og genudsendt to gange i 2008 og 2009 søndag aften mellem 20 og 21 – et slot, som DR med stort seerheld igennem årene har vundet hævd på med egne dramaproduktioner.
Andrew Nestingen ser i sin bog om skandinavisk krimi (2008) populærkul- turen som et forum, hvor der er plads til at artikulere forskellige samfundsmæs- sige behov og krav, fx et behov for tryghed, ro og orden – og som en arena for kampe om, hvilke symbolske betydninger man kan tillægge disse temaer, fx at de er et udtryk for afmonteringen af velfærdsstaten. Publikum grupperer sig i forhold til disse populærkulturelle temaer, når de anerkender dem som betydningsfulde (2008: 46). Disse grupperinger kan bl.a. aflæses i seertallene, og man kan kalde dem en form for kulturelt medborgerskab (Hermes 1998, 2005 m.fl.), fordi man ved at være til stede som seer eller læser tilkendegiver en form for tilhørsforhold til de temaer, der behandles, og til de andre brugere. Et tema kunne være, hvor grænsen går mellem det intimt private og det private, der er af offentlig interesse, og forholdet mellem statslig myndighed og person- lig myndighed. Nestingen læser den finske krimiforfatter Leena Lehtolainens
ANNA PIHL – MOR(D) PÅ BELLAHØJ POLITISTATION
forfatterskab, der består af politiromaner med den kvindelige betjent Maria Kallio i centrum. Romanerne fortæller i jeg-form om en opslugende karriere og et familieliv med mand og børn. Denne ’selvbiografiske’ (ibid.: 198-200) form reflekteres til stadighed i romanerne, når Kallio læser selvbiografiske kilder såsom dagbøger, breve, kalendere m.m.. Politiarbejdet beskrives som et af statens ansigter udadtil, men sættes konstant i forhold til det subjektive hverdagsliv, som Kallio selv lever. Det spændingsfelt kan give rum til en for- handling om forholdet mellem staten og nationen og det enkelte subjekt, der i dette tilfælde er affektivt involveret med mand og børn, men også ofte med ofre for forbrydelser. Nestingen argumenterer for, at denne model bruges af mange kvindelige krimiforfattere, og at forfattere som fx Liza Marklund og Camilla Läckberg betoner deres tætte forbindelse med romanerne ved selv at optræde på covers m.m. Således skabes et kontinuum mellem det offentlige og det private snarere end to verdener, hvoraf den ene er et fravær, som vi kender det i Mankells romaner.1 Hos Lehtolainen og flere kvindelige krimiforfattere
beskrives det personlige som politisk og dermed også som et offentligt anlig- gende, tydeligst i de sager, hvor seksualitet bliver til trafficking, forældreskab til incest og kærlighed til vold. Det opfattes, som vi skal se, som en kvalitet i de kvalitative seerinterviews.