Flere sociologisk orienterede forskere har brugt de forandringer, der sker i populærkulturen, herunder i krimien, til at tage temperaturen på de skan- dinaviske landes tilstand, fx den amerikanske specialist i skandinavisk film Andrew Nestingen. Den hollandske forsker Joke Hermes har på et mere ge- nerelt plan kombineret det populærkulturelle krimiperspektiv med et begreb om kulturelt medborgerskab. Endelig har en gruppe kriminologer rettet øget opmærksomhed mod både mediernes og kulturens betydning i forhold til den reelle kriminalitet.
I sin introduktion til Crime and Fantasy in Scandinavia argumenterer Andrew Nestingen for, at populærkulturen er et sted, hvor civilsamfundet begynder at vise sig: ”popular culture is a site in which civil society is beginning to emerge” (Nestingen 2008: 7). Argumentet går på, at civilsamfundet i Skandinavien ikke har spillet så stor en rolle tidligere på grund af socialdemokratiernes dominans, der i udstrakt grad har sat lighedstegn mellem stat og nation: ”A homology between state and nation was established” (ibid.). På grund af neoliberalismens fremmarch er denne forbrødring siden 1980’erne i stigende grad blevet nedbrudt. Fra at være et synonym for nationen blev staten nu i højere grad betragtet som en instans, der fremmede markedsøkonomiens og neoliberalismens interesser. I takt med at Finland og Sverige samtidig blev optaget i EU, blev den gamle nationale forståelse i stigende grad afløst af en transnational. Og dette kunne registreres i populærkulturen. Som flere forskere foruden Nestingen har gjort opmærksom på, vækker Ulf Malmros’ Slim Susie 2003 ikke kun mindelser om 1930’ernes svenske melodrama og komedier, men også om japansk gangster- drama, amerikanske mafiafilm og Orson Welles’ Citizen Kane.17
30
GUNHILD AGGER
Eksemplet viser ifølge Nestingen, at populærkulturen i denne sammenhæng har stor betydning som et sted, hvor meget tages for givet, men hvorfra der også kan stilles uventede spørgsmål til det givne. Hvad populærkulturen handler om, er det, der generelt er mest debatteret i de nordiske samfund: ”individuality, equality, heterogenity, transnationalism, and gender” (Nestingen 2008: 9). Der er altså ifølge Nestingen god grund til at bruge fx krimifiktion som både en indikator på tilstanden i det samtidige Skandinavien og en måde at undersøge denne tilstand på: “If we want to understand contemporary Scandinavia and its struggles over transformation, we need to study and discuss popular ficti- ons” (ibid.). Det er den forståelse, Nestingen går til sine analyser med, og det lykkes ham i vidt omfang at udmønte den gennem både helhedsforståelsen og detaljen.
Nestingens forståelse af begrebet om populærkultur ligner Joke Hermes’, sådan som hun fremfører det i Re-reading popular culture (2005). Begrebet defineres her som “the domain in which allegiances are built and through which we feel connected” (Hermes 2005: 15). Ikke nok med det. Hermes går videre end Nestingen, idet hun kobler populærkultur til begrebet om kulturelt medborgerskab, der i denne forbindelse bruges som en term, hvormed man kan analysere det demokratiske potentiale i populærkulturen. Resultatet bliver et meget bredt begreb om kulturelt medborgerskab: “Cultural citizenship can
be defined as the process of bonding and community building, and reflection on that bonding, that is implied in partaking of the text-related practices of read- ing, consuming, celebrating, and criticizing offered in the realm of (popular) culture”. (Hermes 2005: 7)
Allerede i en tidligere artikel spurgte Hermes direkte: “can reading a mass-marketed genre such as crime fiction be construed as a form of cultural citizenship?” (Hermes & Stello 2000: 219). Hvor Nestingen søger svarene i populærkulturens egne tekster og kontekster, går Hermes til modtagerne for at få svar på dette grundlæggende spørgsmål. På basis af en række interviews udskiller hun tre former for krimilæsning, som hun argumenterer for udgør en art kulturelt medborgerskab, nemlig når krimilæsningen bruges som:
1. en dagsorden for socialt væsentlige forhold, der bearbejdes gennem læsningen.
2. konstruktion af læseren: Som hjælp til refleksion over hvilken slags person vi bliver konstrueret som i egenskab af krimilæser.
3. forum for debat af forskellige spørgsmål, der vedrører den tæmmede feminismes område (‘domestication of feminism’, ibid.).
Problemet er imidlertid, at receptionsundersøgelsen ikke umiddelbart – eller i hvert fald kun meget indirekte – bekræfter antagelsen. Resultaterne af Her- mes’ interviews fremstår ikke som ligefremme og overbevisende. Tværtimod er dobbelthed og ambiguitet (‘doubleness and ambiguity’ Hermes & Stello 2000: 229), nøgletermer for modtagerne, når det kommer til krimifiktionens funktion, dens kvalitet, dens fremstilling af kønnets betydning og muligheden
KRIMI MED SOCIAL SAMVITTIGHED
for, at kønsroller kan forandre sig – og dermed dens rolle for kulturelt med- borgerskab. Det anfægter ikke Hermes’ egen konklusion. Hun mener trods modtagernes ambivalens fortsat, at krimifiktion har den funktion at være “a domain in which we may question how we belong to society” (ibid.). Her- mes’ empiriske undersøgelse hviler på et ret begrænset udvalg af læsere (19, hvoraf 5 identificerede sig selv som feminister; der var 15 kvinder og 4 mænd) og burde følges op af en større undersøgelse, før der kan konkluderes mere præcist i forhold til modtagerne.
Hermes’ udmøntning af begrebet om kulturelt medborgerskab er blevet kri- tiseret af fx Nick Couldry, der i artiklen ‘Culture and Citizenship – The Missing Link?’ (2006) stiller spørgsmålstegn ved dets bredde og dermed dets anven- delighed. Couldry foreslår i stedet en anden term, nemlig ‘public connection’, som modsvarer det danske begreb om sammenhængskraft.
Man kan altså i høj grad diskutere begrebet om kulturelt medborgerskab, og diskussionen af det i forhold til krimifiktionens område er ikke kommet væsent- ligt videre, siden Hermes lancerede det. Hvad status angår, kan begrebet næppe defineres inden for de kategorier af rettigheder og pligter, der er tradition for i forbindelse med termen medborgerskab generelt (jf. Turner 2001). Men det anfægter ikke den overordnede pointe, som Nestingen og Hermes deler, nemlig at populærkulturen virker som et stort dagsordenssættende og debatterende forum, hvor centrale problemer vendes, der handler om både det sociale og det individuelle samliv. Og at den kriminelt orienterede del af populærkulturen i høj grad eksponerer forhold, der implicerer stillingtagen til akutte sociale og kønsmæssige problemfelter. I hvert fald kritikere og forskere deltager i dette debatforum, som det fremgår af anmeldelser og forskning. At der findes en lang række andre debattører derude er sikkert – men det står fortsat til diskussion, hvordan debatten foregår, og hvilke konsekvenser den har.