Lars Duus og Adam Price er redaktør for og hovedforfatter til serien, og de fortalte i juni 2008 på et krimiseminar i Ystad, at formålet med Anna Pihl var at skaffe mere end en million seere pr. episode, noget TV2s danske dramaserier havde haft besvær med siden seersuccessen Strisser på Samsø. Lykkedes det ikke, ville dramaafdelingen blive lukket. Der skulle være identifikation, et kvindeportræt til en kvindekanal, og det skulle være en ’feel-good’-serie, der blandede krimi med soap-genren. Grundkonceptet var en kvinde med et faderkompleks, og sagerne skulle bunde i noget personligt, så Anna Pihl kunne blive involveret i forbrydelsen, og så hun kunne danne afsæt for diskussioner af en moderne kvinderolle. Selvom serien blev produceret relativt billigt, lykkedes projektet i forhold til seertal og i forhold til seriens mening og morale. Spørgsmålet er, hvorfor serien blev en seersucces, og hvad seerne fik ud af at se serien.
I efteråret 2006 gennemførte jeg med mine studerende seks individuelle interviews med fire kvinder og to mænd mellem 25 og 32 år, der havde set serien. Interviewene var en pilotundersøgelse, der i 2007 og 2009 blev fulgt op af interviews med i alt 62 danske krimiserieseere. De mange interviews bekræfter en række tendenser fra de første, som jeg kort skal skitsere. Køns- forhandlingen begynder i sofaerne allerede før serien begynder, for som S, 28 og mor til en etårig siger, så brokker hendes mand sig ”helt vildt” over, at hun vil se serien, men ”Han ser det alligevel, for han synes alligevel, at han hygger sig sådan lidt med at sidde og rakke helt vild ned på det ’Århh skal vi nu se det igen’”. Kvinderne vil altså se serien, mens nogle mænd ser den og får en nydelse af at lægge afstand til den. Tidspunktet er vigtigt, ligesom det er vigtigt, at den er dansk produceret: ”Det er vel bare fordi det er en serie som er dansk …med kvinder og kærlighed og der varer lige så lang tid og har lidt af det samme som Amy’s Court og Desperate Housewives … og så er det det bedste tilbud på det tidspunkt.” S. identificerer sig med mor-rollen (”om man nu er en god mor”). En mand på 32 med lang uddannelse og uden børn siger da også, at han foretrækker serier med mere fakta og færre ”kvindelige problemer”, men han noterer, at serien ”er sådan lidt klassisk amerikansk”: ”… det er jo nok mest min kæreste, der vil se sådan noget normalt, og så vil jeg nok bare følge med på sidelinjen.” Han understreger, at det ikke er, fordi han mener ”kvinderne skal gå hjemme ved kødgryderne”, men snarere fordi han mener, at DR generelt producerer bedre drama end TV2 (en genkommende vurdering hos alle). Han sammenligner med Strisser på Samsø, men fremhæver den svenske Beck som ”bragende god”, ligesom han ser Barnaby. Fem af seks fremhæver dog sendetidpunktet som afgørende og mener, at DR har patent på søndag aften. Af de seks interviewede refererer de fem til, at serien er meget
46
KAREN KLITGAARD POVLSEN
amerikaniseret, og alle sammenligner Anna Pihl med Desperate Housewives og andre amerikanske ’kvinde’-serier; alle fem mener, at serien er politisk korrekt og urealistisk i arbejdspladsbeskrivelserne og i familielivet. Især fremhæves Jan som en bøsse, der er helt urealistisk, og halvdelen mener, at Anna, Jan og Mikkel fungerer som en (rigtig) kernefamilie, og at det ikke er realistisk.
Anna Pihl placeres således af disse seere som en underholdende serie,
der tiltrækker kvindelige seere på linje med de amerikanske og som modtræk til DRs dramamonopol på søndag aften. De noterer sig, at serien er både en arbejds plads- og en privatlivsserie, men kun den seer, der reelt er enlig moder (manden er væk tre uger ad gangen), opfatter serien som realistisk. Alligevel forholder alle sig reelt til den som en form for realisme, der spejler kendte konflikter fra deres egen dagligdag. Alle interviewede pointerer skellet mellem arbejde og privatliv – og seriens overskridelse af skellet; og det er netop seriens mest karakteristiske træk, de – ligesom Egholm Andersen – opfatter som et brud på realismekontrakten. Den ligger som en implicit kvalitetsvurdering i mange respondentudsagn. Mens Nestingen fremhæver det som en kvalitet i Lehtolainens forfatterskab, at skellet konsekvent problematiseres og dekonstrueres, bliver den mere håndfaste fremstilling af konflikten i Anna Pihl nok anerkendt, men også diskvalificeret af seerne, når de skal diskutere serien. Måske fordi den faktisk fungerer kønsrollekonserverende, for som serien viser, så er børn og pistoler en farlig cocktail, som kun kvindelige betjente kan finde på at mixe.
Anna Pihl fik TV2 på danskernes dramadagsorden, men de kvalitative intervi-
ews fremhæver, at det er sofasituationen mere end seriens kvalitet og realisme, der trækker dem til kanalen en mandag aften. Ikke desto mindre bruger nogle af de kvindelige seere serien til at spejle og bearbejde egne konflikter, mens det er tydeligt, at nogle af de mandlige seere bruger den til at skubbe den slags problemer over på det andet køn. Det føles godt for begge parter, og det tyder på, at serien på trods af udsagn om det modsatte alligevel opfattes som en form for realisme, der kan spejle seernes egen dagligdag og konflikterne mellem det private livs krav og arbejdslivets roller. Den fælles front er imod overskridelsen af grænsen. Men det er jo netop seriens morale, og det ligger derfor helt i tråd med serien, at seerne mener, den slags er urealistisk. Femi- krimi eller ej: Seerne opfatter Anna Pihl som en kvindeserie, fordi den blander det private og det offentlige og samtidig viser, at det bør man/kvinder ikke gøre. Ifølge Frank Egholm er det en femi-krimi – ifølge Anne Mette Hejlsted er det ikke. For seerne er det dansk drama sendt på et godt tidspunkt og mest til kvinder.
Noter
1. Det er en strategi, der ikke er forbeholdt genrelitteratur, men som har været brugt af en forfatter som Suzanne Brøgger siden 1970’erne.
2. Se også Iron 1995, Povlsen 1995, Munt 1994, Cranny-Francis 1990, Klein 1988.
3. Seriens hovedforfatter er Adam Price med skiftende episodeforfattere, Bo Mortensen er pro- ducer, der er skiftende instruktører: Carsten Myllerup var konceptuerende instruktør (1-5);
ANNA PIHL – MOR(D) PÅ BELLAHØJ POLITISTATION
Morten Arnfred instruerede afsnit 6-15, Mikkel Nørgaard afsnit 16-20 og 26-30, og Mogens Hagedorn-Christiansen afsnit 26-30. Serien er produceret af Cosmo Film a/s.
4. Den australske serie Small claims fra 2004, vist på DR 2007 og 2009, har to unge delvist hjem- megående mødre som detektiver, den ene er betjent, men de opererer uden for politisystemet, og pointen er, at de ikke kan kombinere moderskab med medarbejderskab, derimod med medborgerskab, da deres sager tager udgangspunkt i deres nære ’community’.
5. Jeg har analyseret andre episoder i Povlsen 2010.
Litteratur
Agger, G. (2005) Dansk tv-drama. Arvesølv og underholdning. København: Samfundslitteratur. Agger, G. (2010) Agger, G. (2010) ’Køn, krimi og melodrama’, in Schwarz Lausten, Pia & Toftgaard
Anders: En verden af krimier. Aarhus: Klim: 167-183.
Andersen, F.E. (2008) Den nordiske femikrimi. Frederiksberg: Bogforlaget HER&NU.
Cranny-Francis, A. (1990) Feminist Fiction: Feminist Uses of Generic Fiction. Cambridge: Polity Press.
Gregersen, M.D. (2008) Hvad vi ikke taler om, når vi taler om bestsellere. Speciale. Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab/Dansk. København: Københavns Universitet.
Hejlsted, A. (2003) ’Femikrimiens ti bud’, Kvinder, køn og forskning 4: 32.
Hejlsted, A. & Petersen, C. (eds.) (2006) Den skandinaviske femikrimi – en seminarrapport. Kø- benhavn: Københavns Universitet, Center for Kønsforskning.
Hermes, J. (2005) Re-reading Popular Culture. Oxford: Blackwell.
Hermes J. & Stello, C. (2000) ‘Cultural Citizenship and Crime Fiction’, European Journal of Cultural
Studies, vol 3: 215-232.
Hermes, J. (1998) ‘Popular Fiction and Cultural Citizenship’, in Brants, K. et al. (eds.) The Media
in Question, London: Sage: 157-167.
Hjarvard, S. (2002) ‘Seernes Reality’, MedieKultur 34: 92-110.
Hjarvard, S. (2007) ’Kvinder regerer i krimiverdenen’, Tid og tendenser 8, 32-37.
Irons, G. (ed.) (1995) Feminism in Women’s Detective Fiction. Toronto: University of Toronto Press.
Klein, K.G. (1988) The Woman Detective. Gender and Genre. Urbana: University of Illinois Press.
Munt, S. (1994) Murder by the Book? London: Routledge.
Nestingen, A. (2008) Crime and Fantasy in Scandinavia. Seattle: University of Washington Press.
Povlsen, K.K. (1995) ’Dødskys. Kvindelige detektiver hos M. Muller & S. Paretsky’, i Rasmussen, R. & Lykke, A. (eds.) Den sidste gode genre. Aarhus: Klim: 85-110.
Povlsen, K.K. (2006) ’Krimi på global hjemmebane’, i Sørensen, A.S. & Zerlang, M. (eds.) Kultur
uden centre. Aarhus: Klim:182-202.
Povlsen, K.K. (2010) ‘Gender and Geography in Scandinavian Television Crime Fiction’, in Nestin- gen, A. & Arvas, P. (eds.) Scandinavian Crime Fiction. University of Wales Press.
Povlsen, K.K. (2010) ‘Nordisk krimi: Bøger, udsteder og kønnede konflikter’, i Schwarz Lausten, Pia & Toftgaard Anders: En verden af krimier. Aarhus: Klim: 147-166.